Religion og politik

Af Rune Engelbreth Larsen

---

Skal samfundet være religionsselektivt og religionsekskluderende, eller skal det være religionsneutralt? Det første kender vi bl.a. fra halvandet årtusinds europæisk kirkehistorie og fra en række totalitære islamiske stater i dag, og det andet fra Sovjets intolerante religions-politik.

Religionsneutralitet betyder i modsætning hertil, at staten så vidt muligt blander sig uden om den enkeltes religion, så længe denne ikke kolliderer med lovgivningen i øvrigt.

Som bekendt er stat og religion endnu ikke adskilt i Danmark, idet den evangelisk-lutherske kirke favoriseres, men trods denne religionsselektive praksis er samfundet dog i en række henseender forholdsvis religionsneutralt.

I stedet for at bevæge os længere ad den religionsneutrale vej, der er inkluderende for den brede vifte af religiøse og ikke-religiøse befolkningsgrupper, er der nu flere og flere røster på venstrefløjen, der atter er ude med den ekskluderende rive.

Det er selvfølgelig den stalinistiske arv, der går som et mere eller mindre indflydelsesrigt spøgelse gennem korridorerne. Her tages en historisk religionsfjendtlighed meget bogstaveligt af fundamentalister som f.eks. Enhedslistens tidligere folketingsmedlemmer, Kjeld Albrechtsen og Bent Hindrup.

Overfor disse står de moderate socialister, for hvem også den religionskritiske del af den marxistiske arv kan fortolkes i religionsneutral retning, fordi verden forandrer sig, og fordi adskillelsen af stat og religion ikke er det samme som udelukkelse af enhver synlig religiøs identitet, hverken hos politikere eller andre. Vi skal inkludere religiøse minoriteter, ikke ekskludere dem.

Men når et marginalt mindretal af antireligiøse fundamentalister i Enhedslisten ikke blot trækker overskrifter, men også møder vid sympati uden for partiet i disse måneder, skyldes det selvfølgelig ikke mindst, at Albrechtsens og Hindrups kritik af Asmaa Abdol-Hamid er gefundenes Fressen for alt, hvad der kan krybe og gå af anti-muslimske og anti-socialistiske politikere og kommentatorer.

Samtidig har medierne forsømt også at vende kritikken den anden vej.

Abdol-Hamid »udsender religiøse signaler«, forklarede Albrechtsen f.eks. til TV2 Nyhederne, der ikke kunne drømme om at stille ham et kritisk modspørgsmål, og siden uddybede han her i avisen: »Folk må gerne have en religion, men ikke skilte med den politisk. Trosfriheden må gælde helt op på Folketingets talerstol. Men retten til at udbrede sin tro stopper ved trappetrinnet.«

Men hvad vil dette så sige?

Hvem har f.eks. bestemt, at man ikke må »skilte« med sin religion politisk, og hvem skal i øvrigt bestemme, hvad dette implicerer? Der er adskillige nuværende og tidligere præster, som har siddet i Folketinget, og hvordan skulle de kunne undgå at »skilte« med denne del af deres identitet? Og hvad med Kristendemokraterne – skal de forbydes?

Hvad er »skiltning« i det hele taget – et papskilt i hånden eller et budskab på en t-shirt?

Tænker Albrechtsen monstro kun på et kristent kors, et muslimsk hovedtørklæde og en jødisk kalot? Kan det virkelig i ramme alvor være et alvorligt samfundsanliggende, at man ikke må se på en politiker, at vedkommende bekender sig til en religion?

Burde det da have været forbudt, at Herman Trier, der var Folketingets formand for et århundred siden, altid bar jødisk kalot (hvilket endog fremgår af Folketingets officielle maleri)*? Må man heller ikke bifalde et grundtvigiansk standpunkt fra Folketingets talerstol? Er det helligbrøde at tage ordet »Gud« i sin mund?

Eller måske er det bare Albrechtsens holdning til sit eget parti – at medlemmer af Enhedslisten i hvert fald ikke må »skilte« med deres religion politisk.

I givet fald kan den forkastelige »skiltning« således kun hentyde til Abol-Hamids herostratisk berømte hovedtørklæde, for hun har endnu aldrig stået på Folketingets talerstol og har selvfølgelig heller ikke udbredt sig om islam herfra.

Og som den sande fundamentalist, Albrechtsen er, er Folketingets talerstol åbenbart alt for hellig til at kunne blive udsat for noget så syndigt og kættersk som tilstedeværelsen af en muslim med et hovedtørklæde.

Som nævnt var det måske på tide, at medierne også vendte skytset lidt mod denne fundamentalistiske antireligiøsitet. Ingen ikke-muslimsk folketingskandidat er trods alt nogen sinde blevet krydsforhørt så intenst som Abdol-Hamid, mens hendes kritikere nærmest har fået lov til at tale for åben mikrofon.

Af opportunistiske grunde har de dækket deres religion-ekskluderende ortodoksi og tidsåndens proportionsforstyrrede islam-forskrækkelse ind under tågede principper, mens de ganske banalt forsøger at kortslutte en demokratisk opstillingsprocedure i Enhedslisten og presse hende til at trække sig.

Det er derfor fra denne kant, at værdier som ligestilling, samvittighedsfrihed og tolerance er under pres på venstrefløjen i denne tid – ikke fra en trængt muslimsk folketingskandidat, som det i forvejen står enhver frit for at stemme på eller ej.

Rune Engelbreth Larsen
Tendens: Politiken, 29.9.2007
Bragt under overskriften: »Albrechtsens fanatisme«