Ralf Pittelkow og Karen Jespersen har i forbindelse med deres nye bog, Islamister og naivister - et anklageskrift stemplet en række »naive meningsdannere«, som efter deres mening går islamisternes ærinde, og for hvem karikaturkrisen kun handlede om »at vise respekt for religiøse følelser«.
Bortset fra det notoriske sludder i denne karakteristik takker jeg for den ære at blive medtaget på ægteparret Pittelkows & Jespersens sorte liste:
Juraprofessor Eva Smith, EU-parlamentsmedlem Margrethe Auken (SF), fhv. udenrigsminister og partiformand Mogens Lykketoft (S), idéhistoriker Rune Engelbreth Larsen, chefredaktør Tøger Seidenfaden, forfatter Mette Winge, forfatter Kirsten Thorup, Elsebeth Gerner Nielsen (R), fhv. udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R), fhv. udenrigsminister og partiformand Uffe Ellemann-Jensen (V), B&O-direktør Torben Ballegaard Sørensen samt best.fmd. for Grundfos Niels Due Jensen.
Berlingske Tidende konfronterer en af »naivisterne«, Tøger Seidenfaden med »fem skarpe« spørgsmål. Det kan næppe komme bag på mange, at jeg er enig i svarene, som i mine øjne meget præcist påpeger en væsentligt mere realistisk vurdering af karikaturkrisens forudsætninger og aspekter end Pittelkow & Jespersen:
[Berlingske spørger, om ikke islamisterne i dag er lige så farlige som nazisterne i 1920ernes og 30ernes Tyskland:]
Berlingske.dk, 4.9.2006 |
I et interview i Jyllands-Posten får vi serveret de Pittelkowske luftfrikadeller i Bernard Lewis' skysovs, så det er værd at fastholde i al sin overspændthed:
Pittelkow udtaler: »Muhammed-krisen har vist, at islamisterne målrettet vil forsøge at ændre de europæiske samfund. I en traditionel islamisk tankegang er verden delt i Islams Hus, hvor muslimer hersker, og resten af kloden, som kaldes for Krigens Hus. Men shariaen gælder kun i Islams Hus. Det skelsættende nye i Muhammed-sagen er, at islamisterne nu kræver, at islamiske regler også skal gælde her - idet konkrete tilfælde for medier, som skal have begrænset deres ytringsfrihed. Det kan ifølge den amerikanske islamekspert Bernard Lewis, kun fortolkes på en måde: At islamisterne begynder at se Europa som en del af Islams Hus. Det mener vi er en skræmmende udvikling. Før krisen for alvor brød ud, gav de danske imamer Fatih Alev og Abdul Wahid Pedersen klart udtryk for, at forbuddet mod at tegne Muhammed selvfølgelig ikke kan gælde for ikke-muslimer, ligesom muslimer ikke kan have noget imod, at ikke-muslimer spiser svinekød og drikker spiritus. Nogle måneder senere var kravet skærpet til, at ikke-muslimer også skal respektere det muslimske billedforbud. Her er virkelig tale om et skred, og det hænger sammen med begrebet erobring, som er centralt i islamisternes tankegang. De har en forestilling om, at de skal erobre Europa endnu engang - en forestilling, som også er knyttet til, at muslimer bliver en større og større andel af de europæiske befolkninger.« (Jyllans-Posten, 1.9.2006).
Her er vi virkelig ude i den store proportionsforvrængning. Læg mærke til vendingen: Nogle måneder senere var kravet skærpet ...! Som om der fandtes en central instans hvorfra krav kunne dikteres og skærpes kollektivt til alle europæiske muslimer.
Som om en række islamiske teologiske termer træder i kraft pr. automatik og forvandler muslimer til en erobrende hærstyrke, når en eller anden usynlig grænse mellem »Krigens Hus« og »Islams Hus« glider over i det røde felt - den slags er kun gangbart blandt proportionsforvrængende paranoikere med politiske dagsordener, både blandt marginaliserede islamister i Europa, ekstreme neokonservative og hårdkogte antimuslimer.
Virkeligheden er langt mere kompleks og uorganiseret.
Ja, der er islamister, som gerne vil islamisere Europa og verden og månen med - det er der såmænd både med og uden en karikaturkrise. Deres muligheder er dog forsvindende - men det gavner dem naturligvis altid en lille smule, når antimuslimer insisterer på at tilsvine enhver muslim, fordi islamister derved kan hævde, at det netop er islam som sådan, der bliver lagt for had. Således vokser deres håb om at vinde flere frustrerede moderate muslimer for deres yderligtgående agenda. Tak for dét, Fogh og Pittelkow og Krarup og JP.
Men den kedsommelige kerne i den sag har ikke noget med hverken erobring eller »skærpede krav« at gøre, men handler blot om, at en stor del af de danske muslimer ganske simpelt stillede sig fuldkommen undrende an over for Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer - og at en hel del såkaldt almindelige muslimer følte sig hånet og krænket.
Om vi kan forstå det eller ej, om vi synes om det eller ej - det var resultatet af karikaturerne. Og det var tilsigtet.
Den offensive og hånlige kontekst var helt umulig at tage fejl af. Heller ingen kunne med hånden på hjertet overse, at der her var tale om en foreløbig kulmination på et årtis intensivt tiltagende hån, spot og latterliggørelse i dansk politisk retorik.
Derfor vil flere muslimer nu kæmpe for samme beskyttelse og samme standarder, som vi i Europa har vænnet os til i kampen mod antisemitismen, og derfor forsøgte danske muslimer sig forgæves ad alle demokratiske kanaler - underskriftsindsamling, demonstrationer, breve til ministre, appeller om møder, retslige tiltag, debatter, møder med Jyllands-Posten osv.
Det er der sgu ikke megen effektiv islamistisk erobring over. Der er heller ikke tale om nogen mystisk eller veltilrettelagt »progression« fra muslimers almindelige accept af, at ikke-muslimer spiser svinekød, til et pludseligt krav om at forbyde Muhammed-karikaturer, men om en fuldkommen og helt igennem forståelige modvilje mod at blive svinet til igen og igen og igen.
Efter måneders arrogance og tilsværtning fra statsministeren og andre ledende politikeres side, eskalerede krisen langsomt, til den eksploderede i Saudi-Arabien fire måneder efter tegningernes offentliggørelse.
Dette forløb kan Pittelkow & Jespersen bare ikke bruge til ret meget oppisket agitation - nej, der skal være tale om et nærmest metafysisk skred, så Europa indlemmes i Islams Hus - ikke bare blandt tågede og marginaliserede islamiske teologer med skingre utopier, nej, men som noget, der har karakter af et kollektivt bevidsthedsryk, ifølge hvilket »de skal erobre Europa endnu engang« ...!
Selvfølgelig prøver islamiske lobbyister og politikere at beskytte deres religion og ser derfor gerne blasfemiparagraffen taget i anvendelse, og naturligvis »måler« mange almindelige muslimer den klare europæiske afvisning af antisemitismen med de til sammenligning pauvre europæiske bestræbelser på at imødegå anti-islamisk retorik - og dobbeltstandarderne er umulige at overse.
Det betyder naturligvis ikke, at vi af den grund skal indskrænke ytringsfriheden eller forhindre karikaturtegninger - men vi skal være på vagt over for lavsindet og formålsløst hån, spot og latterliggørelse (og kalde det, hvad det er: Dæmoniserende propaganda!) - der i sidste ende blot er foræringer til konfrontatoriske ekstremister på alle fløje.
At male dette op i en forchromet teori om et skred i form af et kollektivt og nærmest metafysisk krav, der »hænger sammen med begrebet erobring«, er simpelthen hysterisk proportionsforvrængning.
Rune Engelbreth Larsen
4. september, 2006