H.C. ANDERSEN: »Jeg veed ikke, hvorledes nogen af tom Nysgjerrighed, for ei at bruge Udtrykket: 'at more sig', kan see en Henrettelse. Lad det være den største Forbryder, han er dog et Menneske som jeg; ogsaa han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde Kampe han kjæmpede, før han gjorde det første Skridt til sin Ulykke; lidt efter lidt gled han dybere. - Pludselig bliver ingen en Forbryder: det ere Lidenskaber, Opdragelse og en forunderlig Sammenkjædning af Omstændigheder, som danner vort Livsmalerie. - Vi maa afskye Forbryderens Handlinger, men kan Menneskeligheden dadles om den beklager ham? Hvem veed hvorledes vi havde handlet, om vi vare fødte i hans Stilling, med hans Lidenskaber og Begreber?«

Hvor Mel Gibsons The Passion of the Christ eksponerede et forvrænget og dæmoniserende billede af primært jøderne og sekundært romerne på Jesu tid, er det i Apocalypto mayaerne, der fremstilles som de ondskabsfulde sadister, som med et smørret grin på læberne slagter og ofrer sagesløse indianer-slaver i tiden lige inden spaniernes ankomst. Alligevel er filmen seværdig. Læs mere: Apocalypto ...

I wasted time, and now doth time waste me, skriver Shakespeare. Livet er ikke at lade stå til, men at bruge den tid, der er til rådighed - at lægge sten på sten, som Thøger Larsen skriver. Mit motto, Quotidie lapis, betyder »hver dag en sten«. Det figurerer forskellige steder, og jeg bliver tit spurgt, hvorfor. Hermed har jeg taget hul på en slags svar. Læs mere ...

Revolutionary Road

Instrueret af Sam Mendes (2008)

Filmanbefaling af Rune Engelbreth Larsen

And you may find yourself in a beautiful house, with a beautiful wife
And you may ask yourself ... well, how did I get here?

Same as it ever was ... same as it ever was ... same as it ever was ...

And you may ask yourself
What is that beautiful house?
And you may ask yourself
Where does that highway go?
And you may ask yourself
Am I right? ... am I wrong?
And you may tell yourself
My god! ... what have I done?

Letting the days go by / let the water hold me down
Letting the days go by / water flowing underground

Talking Heads: Once in a Lifetime

Sam Mendes brød igennem som instruktør med den glimrende American Beauty (1999), der med poesi, alvor, humor og lidenskab skar den amerikanske skønhed ud af længslen efter (og udlevelsen af) tilværelsen på tværs af forventninger og normer; med Revolutionary Road tegner han et skarpt portræt af bristede håb og længsler, der knuger og knager i et grundstødt amerikansk ægteskab.

Frank (Leonardo DiCaprio) og hans hustru April (Kate Winslet) er det unge par, som forelskedes og knyttedes sammen i drømmen om et poetisk og eventyrligt liv, men flyttede ind i det idylliske hus på Revolutionary Road, hvor alting langsomt gik i stå.

Frank har et job, han afskyr, og April er blevet en skygge af sig selv som hjemmegående husmor med en håbløs hobby som amatørskuespillerinde. Deres sidste gnister slår ud i hadefulde skænderier eller kvæles af apatisk kulde.

Med både smertelig og opløftende indlevelse skildrer DiCaprio og Winslet de voldsomme sammenstød, den snigende opgivenhed og de gryende håb, der gør filmen til et moderne memento mori, og som spørger, om jobbet, karrieren og huset virkelig var det hele værd? Og om vejen frem er et nyt job, et nyt hus eller måske et nyt barn?

Det er en film, som ikke blot bringer ovennævnte sang af Talking Heads i erindringen, men måske først og fremmest de berømte ord af en af de store amerikanske drømmere, H.D. Thoreau: »The mass of men lead lives of quiet desperation. What is called resignation is confirmed desperation.« Den resignation, der til sidst kan overtage, når livets kampe eller eksistensens eventyr langsomt kapsles ind i snusfornuft, selvbedrag og småneuroser, mens man umærkeligt lader sig drive med strømmen og lægger drømmene og længslerne på køl.

Og dermed anslås et tema om åbne eksisentielle sår efter byrden af en stadig mere monoton tilværelse og et uforløst kærlighedsliv, hvorved den er beslægtet med Stephen Daldrys The Hours (2002) - men Mendes' film skærer måske nogle tommer mere ind til benet.

Som god kunst er Revolutionary Road et spejl - uanset om spejlbilledet konkret ligner én selv og ens egen situation eller ej, er der altid enten noget personligt eller samtidsspecifikt, som kigger afslørende tilbage. Det kan være mindre smigrende, men aldrig uvedkommende - og det er som et sådant spejlbillede af uforløste drømme, at Mendes' film viser en sjælden og uindpakket styrke.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, juli 2009