Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

The Hours

Instrueret af Stephen Daldry (2002)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Filmens omdrejningspunkt er Virginia Wolfs roman Mrs. Dalloway (1925) og følger en dag i tre kvinders liv, hver især adskilt af flere generationer. Den ene er forfatteren Virginia Wolf selv – spillet overbevisende af Nicole Kidman – og filmens tone slås an fra begyndelsen med Wolfs selvmord i 1941, før den springer tilbage til den plagede forfatter og frem til henholdsvis 1950'erne og vor egen tid. De to øvrige kvindelige hovedroller er lige så overbevisende portrætteret af Julianne Moore og Meryl Streep, og temaet er i alle tre tilfælde kvinders uforløste skæbnehistorier og deres tavse lidelse under et ubevidst pres fra omgivelserne.

Mens vanviddet er en nærværende aktør i forfatterens liv og gerning, lurer depressionen og desperationen ikke mindre nærværende under den havblik-stille overflade hos de øvrige kvindeskæbner, og filmen synes næsten at blive en snigende, men intens »kvindelig« skildring af Henry David Thoreaus berømte ord fra Walden (1854): »The mass of men lead lives of quiet desperation. What is called resignation is confirmed desperation.«

Der er her tale om en fortælling, man vist kan kalde et stille »hverdagsdrama« (eller flere af slagsen i én film), og hvis dette konstituerer en »genre«, er der sjældent noget mere dræbende og dybest set uforløsende i forhold til den selv samme »quiet desperation« end netop genren selv, der uforvarende kan komme til at cementere den begivenhedsløse tomhed, som den – eksplicit eller implicit – problematiserer.

Risikoen for at eksemplificere socialrealismens værste og mest kedsommelige sider er her overhængende: Livet er gået i stå, og alt er blevet stift formalia, men responsen eller svaret herpå, er ofte blot en uudtalt underkendelse af lidenskabernes forløsende kraft til fordel for en kortsigtet »selvrealisation«, der begrænser sig til en affære, et jobskifte, en rejse osv. Krusninger på overfladen, der får én til at længes efter virkelig skelsættende fortællinger med store armbevægelser à la Shakespeare, Victor Hugo eller Dostojevskij, hvor intrigen er konstitueret af veritable jordskælv, der i psykologisk forstand ommøblerer hele landskaber og får byer til at skælve, snarere end stillestående parforholds-terapi og et par knuste tallerkener.

Omvendt bliver en sådan betragtning jo også let selv en letkøbt underkendelse af det »hverdagsdrama«, der f.eks. i The Hours manifesterer sig i form af en kvinde fanget i et ægteskab, der er lige så kvælende, som det velmenende og pænt. En kvinde, som må fraflytte børn og ægtemand for overhovedet at kunne leve et meningsfuldt liv, men af samme grund må se sig identificeret med hverdagsskurken, den »følelseskolde« moder. Hendes skæbne er filmens afsluttende klimaks, hvor enderne bindes sammen, og når det kommer til stykket, er styrken i hendes valg lige så respektindgydende, som det er stilfærdigt portrætteret, og dybest set lige så heroisk en krusning på havet, som de emotionelle jordskælv i klassiske skæbnedramaer.

Og for mange givetvis både mere vedkommende, nærværende og inspirerende.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk