ANBEFALINGER | FILMSEKTION

---

Det som ingen ved

Instrueret af Søren Kragh-Jacobsen (2008)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

At man ikke behøver tage til USA for at dreje thrillers om korrumperede kredses magtkampe og embedsmisbrug eller (rets)samfundsundergravende virksomhed, og at man heller ikke behøver tage til USA for at finde politisk inspiration til at stille knivskarpt på problemstillinger, der er relateret hertil, beviser Søren Kragh-Jacobsen (Mifunes sang, 1999) i filmen Det som ingen ved.

Anders W. Bertelsen (Kongekabale, 2004) spiller børneentertaineren Thomas Deleuran, der pludelig bliver involveret i et tophemmeligt magtspil, da han kommer på sporet af hemmelige efterretningscirkler, der agerer som en stat i staten. Hans søster dør under mystiske omstændigheder, og Thomas finder ud af, at deres salig fars arbejde for Forsvarets Efterretningstjeneste havde flere og mere dunkle sider, end børnene havde turdet forestille sig.

Det lykkes Søren Kragh-Jacobsen at skabe en skræmmende baggrundshistorie, der belyser og dramatiserer en foruroligende samfundsudvikling, som stimuleres politisk af en sammenlægning af Forsvarets og Politiets Efterretningstjeneste med uanede beføjelser til chefen, Lange-Erichsen (Henning Jensen).

Den bagvedliggende politiske agenda er løst, men tilstrækkeligt antydet til at spejle nutidens eskalerende overvågningssamfund og overregistrering under henvisning til politikeres urealistisk opskruede trusselsvurderinger.

Det mest overraskende ved Det som ingen ved er, at den med sin vanskelige balance mellem Thomas' hverdagsproblemer efter et forlist ægteskab og det dødsensfarlige drama, han roder sig ud i ved at bore i en betændt magtkoncentration med skjulte dagsordener, forbinder den enkelte borgers position som en brik i et større magtspil med modernitetens opbrud i privatlivet såvel som privatlivets fred på flere planer.

I stedet for at dvæle for meget ved socialrealistiske detaljer antydes og skitseres normaliteten i kraft af Thomas som en 'almindelig dansker', der selvfølgelig kastes ud i et ekstraordinært hårdkogt begivenhedsforløb, men samtidig personificerer 'den enkelte' i form af overvågningens og disciplineringens reduktion af mennesket til systemets forudsigelige møtrik.

Og betragter man retningspilene for den politiske udvikling i dag, kombineret med historiske eksempler på problematiske indercirkler i efterretningstjenester, der har virket for skjulte ideologiske dagsordener, er plottet naturligvis ikke urealistisk.

Det er filmens store udfordring og store fortjeneste at påpege og dramatisere, hvorfor overvågning og overregistrering er så farligt - ikke blot fordi det er skræmmende i sig selv, men især fordi den rette person (eller rettere den urette person) i den (u)rette magtposition kan udnytte apparatet til stort set hvad som helst. Modstanden mod overvågningen og registreringshysteriet skyldes ikke 'blot' urimeligheden af denne indirekte kriminalisering af alle borgere, uanset hvor lovlydige de er, men faren for misbrug.

Ikke alle efterretningschefer har som bekendt samme politiske neutrale samvittighed, og er magtkoncentrationen og dens retssikkerhedsundergravende redskaber først etableret, bliver det særlig problematisk, hvem der trækker i trådene.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, marts 2009

---

NOTE: Da jeg har æren af at være nævnt i filmens rulletekster, fordi en af filmens researchere interviewede mig i manuskriptfasen, er jeg muligvis en smule positivt forudindtaget, hvilket på den ene side bør nævnes - men jeg tror på den anden side oprigtig talt ikke, at min vurdering af filmen havde været en anden, hvis ikke denne mikroskopiske involvering havde fundet sted. REL.

---