ANBEFALINGER | FILMSEKTION

---

Kongekabale

Instrueret af Nikolaj Arcel (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

---

Nikolaj Arcel har med Kongekabale begået en opsigtsvækkende debutfilm i form af en temmelig enestående og afslørende kritik af det sammenfedtede miljø omkring politikere, journalister og spindoktorer, der synes at glide i ét med hinanden på Christiansborg. Hvem er journalist, hvem spindoktor og hvem toppolitiker? Chancen for, at politikeren har en fortid som journalist og journalisten en fremtid som spindoktor er ikke lille. One big happy family.

Søren Pilmark er køligt kalkuleret som den kyniske politiker Erik Dreier, der ifølge instruktøren da også er nøje skåret over Anders Fogh Rasmussen, men ligesom Lars Mikkelsen i rollen som hans rådgiver, Lars Schou, måske nok er for stereotype som henholdsvis den machiavellistiske politiker og hans spindoktor. Anders W. Berthelsen er udmærket som den samvittighedsplagede journalist, Ulrik Torp, der har fældet en toppolitiker og indirekte er skyld i et selvmord pga. sin lidt for hurtige tilbøjelighed til at æde en pressehistorie, bevidst plantet af Dreiers spindoktor for at miskredittere en rival.

Filmen er naturligvis ikke på niveau med All the President's Men (1976), hvor Robert Redford og Dustin Hoffman er Bob Woodward og Carl Bernstein (»Woodstein«) i Alan J. Pakulas mesterlige dramatisering af den historiske Watergate-skandale. Torp og Moll (Nicolas Bro) er ikke pendanter til de amerikanske stjernereportere, men det skal de naturligvis heller ikke være, og på et mindre prætentiøst plan skiller de sig forholdsvist troværdigt ud fra mediemassens logrende skødehunde på Borgen. Trods filmens dramatiske intrige er historien for så vidt realistisk nok og derfor både tankevækkende og skræmmende, fordi den netop ikke overdramatiserer sit plot (udover den opstramning og tilspidsning, som en fængslende historie naturligvis kræver).

Derved formår Arcel faktisk noget så komplet tids-atypisk som en dansk, politisk thriller, der går i kødet på andedammens egen version af politisk sammenspisthed og magtmisbrug og systemets lette spil over for en dilettantisk presse. Det bør ikke af den grund undre, at filmen er blevet skamrost i pressen - dels er filmanmelderne gudskelov et korps for sig, der næppe går til cocktailparties med politikerne, og dels går filmens kritik ganske givet hen over hovedet på journalistkorpset på Christiansborg, fordi de fleste sikkert alligevel er indbildske nok til at identificere sig med Torp.

Journalisterne har som bekendt travlt med at agere »vagthunde« efter deres egen amatørmålestok, hvilket vil sige at bore som samvittigehdsløse gribbe i en ministers ægtemands dækningsløse køb af en sofa, eller at udstille en anden minister, som i et krigshærget område bærer pistol ... Det er stort, kritisk og dybdeborende - dansk Woodstein, ikke sandt?

Pressens tandløse omgang med endimensionale politikere og dens fuldkomne accept af spindoktor-menageriet er derimod ikke en forsidehistorie værd.

Ekstramaterialet på DVD'en er glimrende, relevant og præcist i de kritiske kommentarer til det politiske system i Danmark, som filmen afdækker. Inspirationskilderne rulles op med skånselsløs åbenhed: Det beskidte formandsopgør mellem Hans Engell og Per Stig Møller i det Konservative Folkeparti, Anders Fogh Rasmussens genkomst som statsminister efter sin ministerskandale i Schlüter-regeringen, Poul Schlütes genkomst som EU-politiker efter at have måttet trække sig som statsminister pga. Tamilskandalen, Per Stig Møllers regnormerygrad over for den patroniserende og tromlende Anders Fogh Rasmussen, tidligere chefredaktør på Berlingske Tidende, Karsten Madsens pinligt, leflende breve til Anders Fogh Rasmussen, hvor han stiller sin avis til rådighed for Venstre (og siden belønnes med et kandidatur til EU-parlamentet) - for ikke at glemme journalisternes generelle, leflende fraternisering med statsministerens spindoktor i presselogen (»fluer om en lort«, som Moll udtrykker det i filmen) osv.

Udover Arcels kommentarer og mere almindeligt materiale i form af trailers m.m. er der også en fornøjelig lille afdækning af de konservatives forsøg på spin omkring filmen, der sendte partiet i chok af frygt for at få udstillet partiintrigerne fra opgøret mellem Hans Engell og Per Stig Møller. Endelig er der et interview med Niels Krause-Kjær, forfatter til romanforlægget bag filmen (Kongekabale, 2000), der i dag er leder af Syddansk Universitets journalistuddannelse, og som i 1997-98 var ansat som pressechef for de konservative.

En tiltrængt film, hvis primære kvaliteter består i den skarpe samtidskritik og det politiske mod, som imidlertid synes at være blevet begravet i så mange roser, at den derved i virkeligheden er blevet kapslet ind i en anerkendelse, der desværre har stækket brodden. Håber ikke at ovenstående roser bidrager hertil!

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, april 2005