JOHANNES V. JENSEN: »... Naturen har næppe en anden Hensigt end den vi lægger i den, vant som vi er til at overføre vor Ratio paa Tingene. 'Fremskridt' taler vi ogsaa om, med et Udtryk laant fra vor egen Bevægelsesmaade, som om Naturen flyttede sig fra et Sted til et andet; en bedre almindelig Tilstand, mener vi, maalt med en tidligere, som vi ikke var saa glade for - men hvad er det for et Maal hvormed vi maaler?«

No Country for Old Men er en gusten film - få ord betegner den lige så træffende. Coen-brødrene nærmer sig atter stemningen fra Blood Simple, og skønt plottet ikke er slet så udspekuleret og filmen mindre virtuos, er den dog uhyre nervepirrende fra først til sidst og både velkomponeret og velspillet. Læs mere: No Country for Old Men ...

Hvis flere samfundskritiske kræfter begyndte at kombinere deres humanistiske blogskriverier og hjemmeside-kommentarer med en aktiv deltagelse også i den trykte debat, ville det såmænd ikke være uoverskueligt at give den ensrettende tidsånd et modspil og rykke noget ved den alt for udtalte ensidighed, hvormed højrepopulister og nationalpropagandister har domineret debatklimaet siden midten af 1990erne. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Drømmen

Instrueret af Niels Arden Oplev (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Den Danske Drøm
(alias Den Tyske)
handler om dovenskab. Den hedder
'Øl, fisse og hornmusik'
(Tro ikke det gør nogen forskel
at sige 'LSD, Kærlighed & Elektriske Guitarer') -

Sådan skriver Dan Turell et sted i Alhambra blues fra 1983 - næppe hvad de fleste ønsker associeret med 'Drømmen om Danmark', og vel snarere en karakteristik af Det Danske Mareridt. Også Niels Arden Oplevs film handler om Den Danske Drøm - eller rettere Martin Luther Kings I have a Dream, fordansket af skoledrengen Frits (Janus Dissing Rathke) i oprør mod en tyrannisk skoleinspektør anno 1969.

Frits' far, der spilles dybfølt af Jens Jørgen Spottag, har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og familien skal netop til at finde sig selv igen, da Frits får en brutal afstraffelse på skolens kontor, fordi han er blevet lokket til at belure pigernes omklædningsrum. Skoleinspektør Lindum-Svendsen (Bent Mejding) river næsten hans ene øreflip af, men den unge idealistiske hippie-lærer, Freddie Svale, som spilles af Anders W. Berthelsen (Kongekabale), kører ham til lægen og bliver hans medsammensvorne.

Svale bliver katalysator for Frits' stigende begejstring for Martin Luther King og hans frihedskamp mod Lindum-Svendsens indspiste regime - og regime er ikke for stort et ord i Frits' verden, hvor Svendsen lægger et massivt psykisk pres på kollegaer og elever, der gør det til en ulige kamp for familien at føre deres sag for skolekommissionen. Undervejs mister moderen sit arbejde, og det lykkes Svendsen at trække faderens tidligere psykiatriske indlæggelse ind i sagen med knusende vægt, og for at gøre tragedien komplet, svigter den idealistiske Svale fælt i det altafgørende øjeblik og efterlader det sidste slag mod inspektøren til eleverne selv.

Det fortæller noget om det danske skolevæsens historie, hvilken betydning autoritære lærere har haft for danske kunstnere - fra Scherfigs tyranniske Lektor Blomme i Det forsømte forår til Carsten Jensens sadistiske Isager i Vi, de druknede - talrige er de mellemliggende værker, hvor en ondskabsfuld lærer som Lindum-Svendsen står i centrum for traumatiske barneoplevelser, men også fremprovokerer en indestængt oprørstrang, der gerne finder forløsning.

Niels Arden Oplevs film er et portræt af en tid, hvor to danmarksdrømme kolliderer, magtens og traditionens Danmark kontra det individualistiske oprør - det sidste 'provokerende' signaleret af Flower Power og Beatles-hår. Frits (der insisterer på at blive kaldt Martin efter Martin Luther King) repræsenterer hærdelsen af den uskyldsrene kamp for retfærdighed i sin mest basale forstand, som imidlertid bliver mere og mere stålsat og desillusioneret - at det skildres i barnehøjde, lige før puberteten for alvor indtræder, gør ikke udviklingen mindre intens.

Tidsbilledet er fint antydet, ikke mindst i de tilbagevendende kontraster mellem skolens sangundervisning, hvor vi bl.a. får brudstykker fra Ingemanns "Lyksalig, lyksalig, hver sjæl, som har fred" og Bjørnsons "Løft dit hoved, du raske gut" sat over for "We Shall Overcome" og "House of the Rising Sun" - den sidste i Peter Bellis sprøde version.

Denne frihedsdrøm om almenmenneskeligt ligeværd, retfærdighed og omsorgsfuldhed, som Frits er fyldt af via Martin Luther King, fremstår i dag lige så naturlig og efterstræbelsesværdig for de fleste, som den var yderligtgående og kontroversiel i 1969. Ikke dermed sagt, at den er hverken entydigt idylliserbar - eller på nogen måde entydigt realiseret - men at både tidsånden og Danmark naturligvis forandrer sig, ligesom drømmen om Danmark forandrer sig.

Selv om en afgørende scene minder lovlig meget om et klimaks i Peter Weir's Dead Poets Society (1989), kryber filmens portræt af Frits ind under huden, og især skildringen af forholdet mellem far og søn er hjerteskærende.

Tresser-romantiseringen kan falde nogle for brystet, men er dybest set blot en kulisse omkring tidløse konflikter, og Drømmen er i sin idealisme såvel som sin karaktertegning også Niels Arden Oplevs personlige vidnesbyrd om, at Den Danske Drøm forandrer sig på det personlige plan såvel som i det store perspektiv - til tider dramatisk, når drømmen, håbet og viljen er stærke nok.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, juni 2008