   FRANCESCO PETRARCA:
   Der findes visse dyr hvis blik tør møde
   Den stærke sol og uden at ta' skade,
   Mens andre ikke tåler lysvælds bade
   Og ikke tør gå ud før aftenrøde;

   Og andre som med blindt begær og glade
   Tør styrte sig i ilden, se den gløde
   Og må erfare at den lægger øde:
   Og jeg, jeg hører til i den brigade.

I Erik Clausens film er mennesker mennesker - kantede og runde, usikre og stædige, vilde og bløde. Ofte på én gang. Outsidere portrætteres med glimt i øjet og ægthed i hjertekulen, også hvor der først må pilles en del lag af personligheds-løget. Ledsaget udgang er ingen undtagelse. Læs mere: Ledsaget udgang ...

Det er ikke meget mere seriøst at dæmonisere religion(shistorien) som sådan, fordi kirkehistorien repræsenterer mange af dennes vrangsider, end det er at afvise troen, fordi religion i årtusinder har hvilet på en fænomenologi, der ikke er i overensstemmelse med moderne verdensanskuelser med få menneskealdre på bagen - dertil er religonsfænomenet alt for komplekst. Men det er altid relevant at påpege voldsomme selvmodsigelser og udtalt hykleri. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Drømmen

Instrueret af Niels Arden Oplev (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Den Danske Drøm
(alias Den Tyske)
handler om dovenskab. Den hedder
'Øl, fisse og hornmusik'
(Tro ikke det gør nogen forskel
at sige 'LSD, Kærlighed & Elektriske Guitarer') -

Sådan skriver Dan Turell et sted i Alhambra blues fra 1983 - næppe hvad de fleste ønsker associeret med 'Drømmen om Danmark', og vel snarere en karakteristik af Det Danske Mareridt. Også Niels Arden Oplevs film handler om Den Danske Drøm - eller rettere Martin Luther Kings I have a Dream, fordansket af skoledrengen Frits (Janus Dissing Rathke) i oprør mod en tyrannisk skoleinspektør anno 1969.

Frits' far, der spilles dybfølt af Jens Jørgen Spottag, har været indlagt på en psykiatrisk afdeling, og familien skal netop til at finde sig selv igen, da Frits får en brutal afstraffelse på skolens kontor, fordi han er blevet lokket til at belure pigernes omklædningsrum. Skoleinspektør Lindum-Svendsen (Bent Mejding) river næsten hans ene øreflip af, men den unge idealistiske hippie-lærer, Freddie Svale, som spilles af Anders W. Berthelsen (Kongekabale), kører ham til lægen og bliver hans medsammensvorne.

Svale bliver katalysator for Frits' stigende begejstring for Martin Luther King og hans frihedskamp mod Lindum-Svendsens indspiste regime - og regime er ikke for stort et ord i Frits' verden, hvor Svendsen lægger et massivt psykisk pres på kollegaer og elever, der gør det til en ulige kamp for familien at føre deres sag for skolekommissionen. Undervejs mister moderen sit arbejde, og det lykkes Svendsen at trække faderens tidligere psykiatriske indlæggelse ind i sagen med knusende vægt, og for at gøre tragedien komplet, svigter den idealistiske Svale fælt i det altafgørende øjeblik og efterlader det sidste slag mod inspektøren til eleverne selv.

Det fortæller noget om det danske skolevæsens historie, hvilken betydning autoritære lærere har haft for danske kunstnere - fra Scherfigs tyranniske Lektor Blomme i Det forsømte forår til Carsten Jensens sadistiske Isager i Vi, de druknede - talrige er de mellemliggende værker, hvor en ondskabsfuld lærer som Lindum-Svendsen står i centrum for traumatiske barneoplevelser, men også fremprovokerer en indestængt oprørstrang, der gerne finder forløsning.

Niels Arden Oplevs film er et portræt af en tid, hvor to danmarksdrømme kolliderer, magtens og traditionens Danmark kontra det individualistiske oprør - det sidste 'provokerende' signaleret af Flower Power og Beatles-hår. Frits (der insisterer på at blive kaldt Martin efter Martin Luther King) repræsenterer hærdelsen af den uskyldsrene kamp for retfærdighed i sin mest basale forstand, som imidlertid bliver mere og mere stålsat og desillusioneret - at det skildres i barnehøjde, lige før puberteten for alvor indtræder, gør ikke udviklingen mindre intens.

Tidsbilledet er fint antydet, ikke mindst i de tilbagevendende kontraster mellem skolens sangundervisning, hvor vi bl.a. får brudstykker fra Ingemanns "Lyksalig, lyksalig, hver sjæl, som har fred" og Bjørnsons "Løft dit hoved, du raske gut" sat over for "We Shall Overcome" og "House of the Rising Sun" - den sidste i Peter Bellis sprøde version.

Denne frihedsdrøm om almenmenneskeligt ligeværd, retfærdighed og omsorgsfuldhed, som Frits er fyldt af via Martin Luther King, fremstår i dag lige så naturlig og efterstræbelsesværdig for de fleste, som den var yderligtgående og kontroversiel i 1969. Ikke dermed sagt, at den er hverken entydigt idylliserbar - eller på nogen måde entydigt realiseret - men at både tidsånden og Danmark naturligvis forandrer sig, ligesom drømmen om Danmark forandrer sig.

Selv om en afgørende scene minder lovlig meget om et klimaks i Peter Weir's Dead Poets Society (1989), kryber filmens portræt af Frits ind under huden, og især skildringen af forholdet mellem far og søn er hjerteskærende.

Tresser-romantiseringen kan falde nogle for brystet, men er dybest set blot en kulisse omkring tidløse konflikter, og Drømmen er i sin idealisme såvel som sin karaktertegning også Niels Arden Oplevs personlige vidnesbyrd om, at Den Danske Drøm forandrer sig på det personlige plan såvel som i det store perspektiv - til tider dramatisk, når drømmen, håbet og viljen er stærke nok.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, juni 2008