|
|
BLOG
|
OM
|
REGISTER
|
FORFATTERSKAB
|
FILM-ANBEFALINGER
|
BOGANMELDELSER
|
FOTOS
|
LINKS
|
SØGNING
|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
JOHANNES EWALD: »Jeg forklarede den almindelige Ærlighed før, med meget Overlæg - Ved den Lyst, i alle Tilfælde at behandle andre, ey allene som man vil behandles selv, men som man troer, at de kan fordre - Thi jeg er overbeviist, at man kan efterleve den Gyldne Regel: Qvod tibi non vis fieri, id alteri ne feceris [hvad du ikke vil, man skal gøre mod dig, skal du ikke selv gøre mod andre], meget nøye, og derfor være skjælmsk nok - Der kan mange Ting være mig ligegyldige, som derfor ikke ere eller bør være andre det; og det skulde være den største Ubillighed, om jeg vilde paanøde dem min Tænkemaade - Det er følgelig ikke mine, men deres billige Fordringer, som bør være min Ærligheds Rette-Snoer -« |
 |
|
Flammen og Citronen er langtfra nogen dokumentarfilm, men derimod en intens spillefilm, som ud fra ét perspektiv afdækker og dramatiserer et vigtigt hjørne af besættelsestidens historie om Holger Danske, Hærens Efterretningstjeneste og Gestapo, der udgør hver deres magtniveauer og har hver deres grå-hvide og grå-sorte agendaer. Ud af denne cocktail kommer et velfortalt drama, der ripper op i nogle af besættelsestidens historiske traumer og deres betydning for den danske selviscenesættelse og selvforståelse helt frem til i dag. Læs mere: Flammen og citronen ... |
 |
|
Den største ondskab mod flest mulige mennesker udføres i reglen af mennesker, der er indædt overbeviste om at gøre 'Det Gode'. Vor egen kulturarv er i virkeligheden et uudtømmeligt lager af eksempler herpå ... Læs mere ... |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
ANBEFALINGER | FILMSEKTION
Letters from Iwo Jima
Instrueret af Clint Eastwood (2006)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
|
APROPOS DENNE TEKST >> |
|
FILMANBEFALING |
|
KURIOSUM |
Clint Eastwoods Letters from Iwo Jima viser den japanske side af slaget om øen Iwo Jima, hvor japanerne og amerikanerne tørnede sammen i Stillehavskrigen i februar-marts 1945, og er dermed en komplement til hans egen Flags of our Fathers.
Kan man lave krigsfilm, som ikke »holder med« nogen i traditionel forstand, men som skildrer krigens menneskelige tragedier, tvivlen, savnene og brutaliteten, glimtene af håb og forsoning, og samtidig fastholder et både spændende og nærgående drama? Det har Clint Eastwood i det mindste formået, hvad enten man ser Letters from Iwo Jima og Flags of our Fathers som to selvstændige film eller som samlet værk om to fjendtlige nationers krigsiscenesættelse og militære konfrontation.
Mest poetisk bliver det i Letters from Iwo Jima, der bl.a. baserer sig på autentiske breve fra japanske soldater og derigennem menneskeliggør og individualiserer den mest ensrettende menneskelige funktion, som tænkes kan - soldaten.
Japanerne gav uventet langvarig og sej modstand mod den store amerikanske styrke, ikke mindst fordi de havde gravet sig ned i tunnelsystemer på øen - men som det japanske kejserrige lakkede mod sit uundgåelige nederlag, slap forsyningerne op, og amerikanernes overtal slog for alvor igennem.
Det er foreberedelserne til slaget på øen og selve de lange dage i de mørke huler under bombardementet, der danner ramme om Iwo Jima. Vi ser derfor ikke så meget til amerikanerne, fordi vi næsten hele tiden er inde i hulerne hos de japanske soldater, hvor intriger, personlige tragedier og modstridende strategier gør den udmattende krig endnu værre.
Ken Watanabe, som vi bl.a. kender fra The Last Samurai (2003) og Memoirs of a Geisha (2005), spiller hovedrollen som den sympatiske general Kuribayashi i en fornem karakterskildring af et menneske, der har rødderne solidt plantet i det japanske kejserrige, men samtidig besidder et udsyn og en integritet, som hæver ham over krigens forråelse.
Filmens styrke ligger netop i Eastwoods tilstræbte uforudindtagethed, hvormed han på både amerikansk og japansk side skildrer forbenede fanatikere såvel som eftertænksomme individualister. Han går bag fronterne og giver et sammesat billede af soldaten under uniformen - hans pervertering og traumatisering under krigens brutalitet, men også hans opdagelse af mennesket bag propagandaens fjendebillede.
En vigtig humanistisk fortælling i en formidabel dobbelt-film.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, februar 2008