ALEXIS DE TOCQUEVILLE: »Der findes ikke i vor tid en eneste samfundsborger, som er så ringe, at det ikke vil være farligt at øve vold eller uret mod ham, og der findes ikke private rettigheder, som er så betydningsløse, at de ustraffet kan overlades til en myndigheds vilkårlighed.«

Nikolaj Arcel har med Kongekabale begået en opsigtsvækkende debutfilm i form af en temmelig enestående og afslørende kritik af det sammenfedtede miljø omkring politikere, journalister og spindoktorer, der synes at glide i ét med hinanden på Christiansborg. Hvem er journalist, hvem spindoktor og hvem toppolitiker? Chancen for, at politikeren har en fortid som journalist og journalisten en fremtid som spindoktor er ikke lille. One big happy family. Læs mere: Kongekabale ...

Rafael indtager næst efter Leonardo da Vinci og Michelangelo sin plads i renæssancekunstens uformelle treenighed med en lange række mesterværker, heriblandt Jomfru Marias trolovelse. Rafael har endvidere udstyret kompositionen med en enkel, men klar symmetrisk symbolik. To cirkler og et kvadrat, der omkranser motivets øvre og nedre del, skaber det helt iøjnefaldende knudepunkt netop i ringen, som Josef rækker Maria. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Letters from Iwo Jima

Instrueret af Clint Eastwood (2006)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

APROPOS DENNE TEKST >>
Læs mere på Humanisme.dk

FILMANBEFALING

FLAGS OF OUR FATHERS

KURIOSUM

ROSENTHALS FOTO

Clint Eastwoods Letters from Iwo Jima viser den japanske side af slaget om øen Iwo Jima, hvor japanerne og amerikanerne tørnede sammen i Stillehavskrigen i februar-marts 1945, og er dermed en komplement til hans egen Flags of our Fathers.

Kan man lave krigsfilm, som ikke »holder med« nogen i traditionel forstand, men som skildrer krigens menneskelige tragedier, tvivlen, savnene og brutaliteten, glimtene af håb og forsoning, og samtidig fastholder et både spændende og nærgående drama? Det har Clint Eastwood i det mindste formået, hvad enten man ser Letters from Iwo Jima og Flags of our Fathers som to selvstændige film eller som samlet værk om to fjendtlige nationers krigsiscenesættelse og militære konfrontation.

Mest poetisk bliver det i Letters from Iwo Jima, der bl.a. baserer sig på autentiske breve fra japanske soldater og derigennem menneskeliggør og individualiserer den mest ensrettende menneskelige funktion, som tænkes kan - soldaten.

Japanerne gav uventet langvarig og sej modstand mod den store amerikanske styrke, ikke mindst fordi de havde gravet sig ned i tunnelsystemer på øen - men som det japanske kejserrige lakkede mod sit uundgåelige nederlag, slap forsyningerne op, og amerikanernes overtal slog for alvor igennem.

Det er foreberedelserne til slaget på øen og selve de lange dage i de mørke huler under bombardementet, der danner ramme om Iwo Jima. Vi ser derfor ikke så meget til amerikanerne, fordi vi næsten hele tiden er inde i hulerne hos de japanske soldater, hvor intriger, personlige tragedier og modstridende strategier gør den udmattende krig endnu værre.

Ken Watanabe, som vi bl.a. kender fra The Last Samurai (2003) og Memoirs of a Geisha (2005), spiller hovedrollen som den sympatiske general Kuribayashi i en fornem karakterskildring af et menneske, der har rødderne solidt plantet i det japanske kejserrige, men samtidig besidder et udsyn og en integritet, som hæver ham over krigens forråelse.

Filmens styrke ligger netop i Eastwoods tilstræbte uforudindtagethed, hvormed han på både amerikansk og japansk side skildrer forbenede fanatikere såvel som eftertænksomme individualister. Han går bag fronterne og giver et sammesat billede af soldaten under uniformen - hans pervertering og traumatisering under krigens brutalitet, men også hans opdagelse af mennesket bag propagandaens fjendebillede.

En vigtig humanistisk fortælling i en formidabel dobbelt-film.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, februar 2008