Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

The Last Samurai

Instrueret af Edward Zwick (2003)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

The Last Samurai tegner et billede af den spændende tid i japansk historie, hvor riget på få årtier transformeres fra et feudalsamfund med en magtfuld samurai-kaste til en moderniseret industrination med jernbaner, telegraf og hær efter vestligt forbillede og under vestlig rådgivning. Dermed lykkes det at dreje Japan ind på den bane, hvorfra Vesten siden får den japanske krigsmaskine lige i synet igen som en aggressiv imperiemagt af voldsom styrke i Anden Verdenskrig - men det er selvfølgelig en anden historie mere et halvt århundrede senere.

Filmen foregår i slutningen af 1870erne, hvor vi er midt i det opbrud, der ændrer nationens karakter på bemærkelsesværdig vis. Samuraiernes magt søges knækket ved bl.a. at forbyde dem at bære deres berygtede sværd, hvilket imidlertid er det samme som at stille deres kultur en dødsdom i udsigt, eftersom sværdet inkarnerer alt det, de repræsenterer, og simpelt hen betragtes som samuraiens sjæl.

Den desillusionerede kavalerist Nathan Algren (Tom Cruise), der er traumatiseret af sine oplevelser under den amerikanske borgerkrig og indianernes nedslagtning, bliver hyret til at deltage i optræningen af de japanske bønder, som skal udgøre fremtidens moderne hær i det fjerne ørige. Imidlertid er Japan plaget af et samurai-oprør under ledelse af Katsumoto (Ken Watanabe), der modsætter sig moderniseringen og kæmper for samuraiernes eksistensberettigelse.

Under et slag bliver Algren taget til fange af Katsumoto og fascineres under sit fangenskab så meget af sine hidtidige fjenders levevis, at han skifter side og tager samuraiernes parti, hvorefter han i løbet af urealistisk rekordtid optrænes til perfektion i den legendariske krigskunst.

Den slags poetic license kan man godt leve med, men selv om det for en gangs skyld er Vesten og moderniseringsprocessen, der portrætteres som den negative part, havde filmen stået sig bedre (og pointerne ikke lidt under) en mere nøgtern fremstilling, der også gjorde mere ud af de undertrykkende elementer i samuraiernes overmenneske-mentalitet, i stedet for alene at skønmale dem som de ædleste krigere (som supplement kan man derfor f.eks. med fordel se Yoji Yamadas smukke The Twilight Samurai, 2002).

The Last Samurai er ikke desto mindre både flot, spændende og interessant, og Cruise spiller en af sine bedre roller som den skæbneramte amerikaner, der så at sige goes native, og som gradvis og uforvarende overtager identiteten fra den samurai-kriger, han tidligere har slået ihjel - eller er det den døde samurai, der gradvis overtager Algrens sjæl?

Filosofi og krig blandes ikke altid lige heldigt og bliver en smule overfladisk, men samuraiens grundlæggende æresbegreb er så enkelt, at billederne formår at slå det udmærket fast i stedet for at tvære det ud i de lidt for smarte one-liners, som dialogen i mange amerikanske film har for vane. Først og fremmest dramatiserer filmen dog overbevisende sammenstødet mellem dette æresbegreb i dets mest kompromisløse forstand og så hele den moderne (dvs. det 19. århundredes) livsstil med sine stive manerer og arrogante foragt for alt, der ikke er »civiliseret« i vestlig forstand.

Igen og igen udstiller filmen moderniseringsprocessens tab af japansk autenticitet og ære i en tilsyneladende uafvendelig udvikling, der får et melankolsk strejf, men undgår at forlene de stolte karakterer med egentlig pessimisme.

Det er et fortryllende og gribende øjeblik, da samuraierne første gang viser sig som silhouetlignende mytiske væsner, der kommer ridende ud af tågen gennem skovløvets spillende striber af sollys og elegant besejrer kejserens hær, der på det tidspunkt stadig er mere præget af skræmte bønder end af professionelle soldater.

Filmen spiller fint på andre, historiske slag, og samuraiernes indledende sejr trækker veksler på general Custers nederlag ved Little Bighorn, hvor 1.500 indianere fra forskellige stammer sejrede og ikke efterlod en eneste af de 262 soldater i live. Referencens tvetydighed er fascinerende, fordi Katsumoto sammenligner sig selv med general Custer og beundrer hans »gode« og ærefulde død, konfronteret med en overvældende overmagt.

Katsumotos begejstring for Custer er skæbneironisk, fordi han ikke ved, at han i det aktuelle, kulturopgørs regnestykke selv er »indianeren« og ikke indianerslagteren, general Custer, som han kun kender fra historien om det legendariske nederlag. Custer tabte her et slag og dermed sit liv, men i længden udslettedes som bekendt al modstand fra indianerne, der på det tidspunkt, hvor filmens historie udspiller sig, synger på sidste vers - ligesom samuraierne.

Filmens klimaks er i den henseende blændende, da de komplet anonymiserede rader af soldater, der repræsenterer fremtidens mekaniserede krigsmaskine, konfronteres med de stolte, individuelle krigere, der rider ud af (eller snarere ind i) fortidens mytologi.

Samuraiernes krigskunster er både æstetiske og effektive inden for sværdets dødbringende radius eller i ly af overraskelseseffekten og deres egne bueskytters pileregn - men over for hurtigtskydende maskingeværer og nymodens kanoner er sagen trods alt en anden. Over for Krigeren har Soldaten godt nok ikke en jordisk chance, men Soldaten er i modsætning til Krigeren netop heller ikke et individ, men en møtrik i en maskine, der kværner al individualitet på sin vej.

The Last Samurai er en samurai-western, ikke som i Clint Eastwoods spaghetti-western-dage, men derimod som i de mere politiske og episke indianerfilm à la Soldier Blue. Men ét er Hollywoodsk indianersympati - det er dog overraskende, at en Hollywood-produktion tager en helt fremmed kulturs parti i denne grad. Selv om Cruise synes at skulle opbløde dette indtryk lidt ved at være den forstående amerikaner, der trods alt er en »bro« kulturerne imellem, som på længere sigt vel reelt også er i Vestens interesse, er en typisk Hollywood-amerikanisme trods alt underspillet.

Nøglescenen forekommer omtrent midt i filmen, hvor Algren tilsyneladende er ved at sige farvel til Japan, men af sin amerikanske foresatte foragtende bliver spurgt: »What is it that you hate so much about your own people?« Spørgsmålet ekkoer af genlyd fra vor egen tids indvandrerdebat, hvor forsvar for kulturel mangfoldighed så ofte bliver stemplet som kulturelt »selvhad«.

Algren svarer selvfølgelig ikke. Spørgsmålet er tåbeligt. Ikke fordi det er indlysende, hvad han »hader« (hans efterfølgende handlinger og hans traumatiserede genoplevelse af indianermassakrerne taler for sig selv), men fordi det naturligvis ikke har det mindste med had til »sit« folk eller land at gøre, men om at gøre, hvad han i den konkrete situation kan stå inde for. Længere er den ikke.

Filmen mangler den ubetvivlelige, monumentale storhed, som kendetegner tidligere episke heltefortællinger som f.eks. Lawrence of Arabia (1962) og Ben Hur (1959), men The Last Samurai løfter sig afgørende over nyere forsøg som f.eks. Braveheart (1995) og Gladiator (2000). Edward Zwick (der også har instrueret den fremragende terrorisme-thriller The Siege, 1998) har skabt et flot epos, der kan ses flere gange - og vinder yderligere ved gensyn - både for kampscenernes æstetiske detaljers skyld, men også for de filosofiske og historiske brudflader, som filmen afbilder.

DVD'en indeholder en del ekstra-materiale, og den slags består som regel af intetsigende skuespiller-interviews, hvor medvirkende hovedsageligt skamroser sig selv og hinanden - men her er til gengæld en dokumentarudsendelse om filmens forhold til de såkaldte historiske realiteter, som er værd at se, selv om det er populærhistorie af den mere kulørte slags.

Mest interessant er imidlertid to fraklippede scener, som efter min mening burde have været med i den færdige film. Den første, fordi den både bidrager til tidsbilledet og forståelsen af Algrens karakter, da han overværer det skæbnesvangre møde mellem to »moderniserede« japanere med bowlerhatte og en »forældet« samurai med sværd; den anden, fordi den uddyber filmens overordnede tematik i en længere samtale mellem Algren og Katsumoto.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk