JACOB BURCKHARDT: »Kendskabet til og Beundringen for de islamitiske Folks betydelige Kulturstandpunkt, især før den mongolske Oversvømmelse, var vistnok ejendommeligt for Italienerne lige siden Korstogenes Tid; hertil kom deres egne Fyrsters halvt muhamedanske Regeringsmaade, den tavse Uvilje, ja Ringeagt for Kirken, som denne var, de vedvarende Østerlandsrejser og Handelen paa de østlige og sydlige Middelhavshavne. Allerede i det trettende Aarhundrede anerkender Italienerne paaviseligt et muhamedansk Ideal af Ædelmodighed, Værdighed og Stolthed, som helst knyttes til en Sultans Person.«

Hvor Mel Gibsons The Passion of the Christ eksponerede et forvrænget og dæmoniserende billede af primært jøderne og sekundært romerne på Jesu tid, er det i Apocalypto mayaerne, der fremstilles som de ondskabsfulde sadister, som med et smørret grin på læberne slagter og ofrer sagesløse indianer-slaver i tiden lige inden spaniernes ankomst. Alligevel er filmen seværdig. Læs mere: Apocalypto ...

»Når der ikke er etik i spørgsmålet, skyldes det, at abortgrænsen ikke skal etisk forsvares, men pragmatisk begrundes. Den ene grænse er altså ikke mere eller mindre etisk end den anden,« fastslår formanden for Etisk Råd, Ole Hartling. Læs mere ...

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Ledsaget udgang

Instrueret af Erik Clausen (2007)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen

Forfatteren, instruktøren, skuespilleren og entertaineren Erik Clausen er det tætteste, vi i begyndelsen af det 21. århundrede kommer »dansk folkelighed« i en kulturelt marginaliseret tradition, som fastholder den samfundskritiske og socialrealistiske nerve med vid og bid.

I hans film er mennesker mennesker - kantede og runde, usikre og stædige, vilde og bløde. Ofte på én gang. Outsidere portrætteres med glimt i øjet og ægthed i hjertekulen, også hvor der først må pilles en del lag af personligheds-løget.

Clausen (Villa Paranoia, Min fynske barndom, Cirkus Casablanca) spiller på både satirens, ironiens og humorens tangenter, men er ikke bleg for tragedien og de store følelser, og i lighed med Lars von Trier er han en af de få, der nærmest har skabt sin egen genre i dansk film - hvor forskellige den kunstneriske udtryksform så ellers er de to imellem.

Erik Clausen spiller selv hovedrollen som den mere eller mindre permanent kriminelle John, og Jesper Asholt er fængselsbetjenten Bo, der skal ledsage ham på en udgang. Johns søn skal giftes, og det lykkes tilsyneladende den indsatte at snøre den lidt gumpetunge betjent under sin tur rundt på Vesterbro for at genopfriske gamle minder og brokke sig over udviklingen.

Men skindet bedrager, og både Bo og John gemmer flere hemmeligheder, end man aner.

Ledsaget udgang leger med klicheerne og stereotyperne i sin skildring af marginaliserede socialgrupper, bl.a. under en forrygende bryllupsfest på et DSB-cafeteria, hvor dagens underklasse på godt og ondt kommer til sin ret i kraft af den medmenneskelige indlevelsesevne, der er Clausens varemærke.

Filmens første halvdel er lige så lun og veloplagt, som anden halvdel er tilpas hårdkogt i dette ublide, men veloplagte tidsbillede af samfundets skyggesider.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, maj 2007