Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Tid til seriøs selvransagelse hos Lars Hedegaard

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Den norske terrorbombe i Oslo og skudmassakren på Utøya har tilsyneladende været planlagt gennem længere tid og er fostret af den type antimuslimsk hysteri og yderligtgående nationalkonservatisme, som ikke blot gennemsyrer gerningsmanden Anders Behring Breiviks mainfest, 2083 - A European Declaration of Independence, men er standardcocktail hos den mest antimuslimske sfære blandt en række af Europas populister og nationalister.

At Breivik i meget vid udstrækning deler synspunkter og argumentation med en lang række organisationer og partier, betyder indlysende ikke, at disse har andel i hans misgerninger, eller at disse kunne fostre lignende terror. Det er elementært og banalt, men i tilspidsede situationer nødvendigt at konstatere, at højreorienterede i almindelighed ikke skal 'stå til ansvar' for højreradikal terror, ligesom muslimer, marxister og tamiler ikke skal stå til ansvar for islamistiske, marxistiske eller tamilske terrorister.

Men derfor er det naturligvis tid til selvransagelse hos den eller dem, hvis forudindfattede fordomme havde dømt 'muslimer' bag terroren i Norge, inden der overhovedet var noget konkret om motiv eller gerningsmand. Selv da det kom frem, at gerningsmanden bag skudmassakren var lyshåret og talte østnorsk, luftede TV2's ekspert Niels Brinch muligheden af, at det kunne være »en konvertit«.

Som tidligere nævnt er der ifølge tal fra Europol en meget lille andel af såvel den planlagte som den gennemførte terror i Europa, der er relateret til islam, hvilket ingen ekspert kan være uvidende om, hvorfor en sådan perspektivering selvsagt er afgørende og indlysende at understrege, hvis man skal kaste sig ud i gisninger, inden noget som helst står klart.

Et endnu mere grelt eksempel på denne tendens er Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard. Han kunne heller ikke afvente sagens gang, men fik lidt for tidligt skudt et indlæg fra hoften, der sarkastisk nedgjorde den reaktion, han forventede fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, som ifølge Hedegaards satire skulle advare imod at lade muslimer i almindelighed lide under trosfællers terror: »Her tænker jeg særligt på vore muslimske medborgere. De må og skal ikke lide, hvis det skulle vise sig, at bomberne er anbragt af folk, der har misforstået islams budskab om fred og fordragelighed blandt mennesker.«

Hedegaard forventede med andre ord, at terroren var begået af muslimer og satiriserede over, at nogen kunne finde på at understrege, at dette ikke måtte gå ud over almindelige muslimer - som bekendt skulle det imidlertid vise sig, at Nordens værste terrorangreb blev planlagt og gennemført af en højreradikal antimuslim, og Hedegaard måtte atter slette sit indlæg og i stedet skrive et anderledes alvorligt indlæg, der fordømmer »højreekstremistisk terror«.

Det burde mane til selvransagelse hos Lars Hedegaard, at hans antimuslimske rygmarvsreaktion i den grad var forkert, og at hans latterliggørelse af så elementær og indlysende en reaktion som at afvise generaliserende fordømmelse kan backfire.

Det burde også mane til selvransagelse hos Lars Hedegaard, at den norske terrorists ideologiske univers er sammenfaldende med de voldsomme skrækscenairer, der anstilles om nærtstående borgerkrige og konflikter i Europa mellem muslimer og kristne, som netop Hedegaard selv er så leveringsdygtig i - en Hedegaard, der citeres flere gange i Breiviks 'manifest'.

Breivik citerer bl.a. fra en bog, der indeholder et interview med Lars Hedegaard:

The Continent’s future, he [Lars Hedegaard] predicted, »is going to be vastly different than we imagine.. It’s going to be war. Like Lebanon,« with some enclaves dominated by Christians and others by Muslims. There will be »permanent strife,« and no one will have the »power to mollify or mediate... It will be more gruesome than we can imagine.« When the horror comes, he warned, the journalists who helped to bring it about will »wag their heads and flee – and leave it to those who can’t flee to fight it out.«

Lars Hedegaard er en af Europas mest prominente 'forudsigere' af sådanne krigscenarier, der selvsagt risikerer at blive slugt råt af højreradikale, som finder det nødvendigt i »modstandskampens« interesse at imdegå de selvsamme scenarier med voldsomme midler. Selvfølgelig skal Hedegaard ikke holdes ansvarlig for vold af nogen art, men selvfølgelig er det tid til selvransagelse i Trykkefrihedsselskabet, når Hedegaard ganske overgearet og uden den mindste nøgternhed beskriver kommende groteske voldsscenarier, som var de profetisk uundgåelige:

»De [muslimer] hader endda hinanden. Når de er færdige med at dræbe os, vil de begynde at dræbe hinanden, som vi ser i forskellige lande som Irak.« (Tale til International Free Speech Society, Canada; 3.10.2010).

»Indtil islam er reformeret, er jeg bange for, at jeg er nødt til at sige, at det bliver evig krig, indtil én af os vinder. Eller indtil vi overgiver os.« (Tale til International Free Speech Society, Canada; 3.10.2010).

»Vore ledere tager ikke dette alvorligt, og jeg er bange for, at det vil kræve en folkelig opstand, før de tager det alvorligt. Men det må de. Efter den tyske besættelse af Danmark var der en del, som havde samarbejdet med fjenden, som kom i knibe. Det samme kunne ske her ... Dette kan ikke blive løst med et kompromis, det er enten vores civilisation eller deres ikke-civilisation og barbari. Vore to livsmåder er som ild og vand. En af dem må sejre.« (Videointerview med Lars Hedegaard af Asger Trier Engberg; december 2009).

Altså uundgåelig konfrontation mellem to mopoler, sort mod hvidt, krig mod fjenden.

Her taler han om analyser af »den islamiske strategi«, som om der var tale om en stor konspiratorisk plan, der skal dissekeres som »fjendens manøvrer på slagmarken«:

»In order that we may begin to defend ourselves against this jihad – something we have up till now failed to do – we need continually up-dated analyses of the islamic strategy and tactics. They have to be analysed dispassionately as objective military problems exactly as any general staff would attempt to analyse the manoeuvres of the enemy on the battlefield.« (Counterjihad-konference i Bruxelles, 18.10.2007).

Her taler han om nødvendigheden af at skabe »parallelinstutioner under vores kontrol« som noget klassisk »i besatte lande«, og at man kan profitere af at studere »europæiske modstandsbevægelser under Anden Verdenskrig«:

»A successful defensive strategy may necessitate the creation of parallel institutions under our control accompanied by civil disobedience vis-à-vis the official, dhimmified ones – which is a classical occurrence in occupied countries. We would undoubtedly benefit from a study of the modus operandi of primarily European resistance movements during World War 2 though our present situation is much more ominous at least long term.« (Counterjihad-konference i Bruxelles, 18.10.2007).

Denne type taler og indlæg er selvfølgelig ikke »islamkritik«, endsige nogen seriøs eller nøgtern vurdering af f.eks. »integrationsproblemer«, men en hårdkogt, radikal og voldsom konfliktiscenesættelse.

Det er tid til selvransagelse hos Hr. Hedegaard, at vi ikke har været - og ikke er - i nærheden af noget, der tilnærmelsesvis ligner eller sandsynliggør Hedegaards voldsomme forudsigelser om krig i Europa, men at fremstillingen af disse forudsigelser har et radikaliseret publikum, som er blottet for en kritisk perspektivering heraf.

Som understreget indledningsvis gør det ham ikke ansvarlig for andre end hans egne ord og handlinger - og da slet ikke for Breiviks terror - men ét er uomgængeligt: Dette ideologiske univers og dets 'profeti' om nærtforestående borgerkrigstilstande, hvor Breivik deler basale hovedpunkter med Hedegaard og mange andre i Europas antimuslimske miljøer, ligger fjernt fjernt fra en nok så vigtig kamp for at sikre ytringsfriheden og fjernt fra en saglig »islamkritik«.

Ligesom visse islamister, der deler og spiller på en række af de samme forventede konfliktscenarier, naturligvis er med til at radikalisere muslimske miljøer, er Hedegaards fablen om fjender og angreb og borgerkrig »som i Libanon« afgjort radikaliserende i højreradikale miljøer i Europa.

Der er god grund til at frygte islamistisk fanatisme, vold og terror flere steder i verden, og selv om der er andre faktorer, der er mere udtalte bag terrorangreb i Europa, er det altafgørende at sikre sig imod vilkårlige drab af civile, uanset fra hvilken side, uden at gå på kompromis med retssikerhed og åbenhed. Derfor er man også nødt til at erkende, at yderligtgående islamisme ikke er en faktor, der har spor politisk indflydelse, endsige nogen som helst magt i Europa. Hedegaards skrækscenarier er ganske enkelt udtryk for svimlende virkelighedskortslutning.

Det er kort fortalt nødvendigt, at vi tør se nærmere på og diskutere i detalje, hvad det egentlig er for en virkelighedsopfattelse og nær fremtidsforventning, der trives både under og på overfladen i antimuslimske miljøer - og hvad den betyder for sagligheden af debatten og for radikaliseringen af »islamkritikken« på længere sigt. Derfor til afslutning dette illustrative citat af Hedegaard, der ligesom de foregående desværre er symptomatisk for det helt proportionsløse og massivt frygtskabende perspektiv, som er alt for udbredt:

»Medmindre dansk politik ændrer afgørende retning, vil fremtiden - og jeg taler om den umiddelbart forestående fremtid - blive præget af kampe om den territorielle kontrol. Konkret kommer kampen til at dreje sig om, hvem der omringer hvem, og hvem der kan kontrollere den fysiske kommunikation mellem de vigtigste befolkningscentre. Dele af den gammeldanske befolkning, der ikke har mulighed for eller penge til at nå over på dansk-kontrolleret område, vil ikke have anden mulighed end at konvertere til islam - fordi alternativet vil være endnu værre. Det er sådan, jeg ser den danske - og i øvrigt europæiske - fremtid.« (Tidehverv 2004, s. 206f).

LÆS OGSÅ

> Kulminationen på højreradikal terror i Norden

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 25.7.2011