Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Bertel Haarder amok pga. kritisk spørgsmål eller urimeligt pres?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder går amok på DR-journalist Kristian Sloth, da han gentagne gange udspørger ham om en arbejdsgruppe, der er nedsat under Sundhedsstyrelsen. Arbejdsgruppen skal komme med anbefalinger om fedme- og rygoperationer til marts, og Sloth spørger, hvorfor Haarder ikke venter på sin egen arbejdsgruppes anbefalinger, før han begrænser muligheden for disse operationer.

Hensigten med spørgsmålet er vel, hvorfor dette udspil, der vil ramme privathospitalerne, kommer netop nu - underforstået: Er det skandalen om overbetalingen af privathospitalerne, der får regeringen til at trække yderligere i håndbremsen?

Spørgsmålet gør imidlertid Bertel Haarder ekstremt vred:

- Lad os da for fanden tage det en gang til. Hvordan synes du [kameramanden, red.], han opfører sig? Jeg kan simpelthen ikke holde dig ud i dag. Jeg ved ikke, hvad fanden det er for et interview det her. Jeg svarer så høfligt og pænt, og jeg svarer, som det passer mig.

- Jeg ved ikke, hvor meget bøvl, jeg har haft med det her.

- Jeg ved ikke en skid om de ting. Jeg troede, vi skulle snakke om fedmeopperationer. Du spørger om proces, og det kan jeg ikke svare på, og det er der et skide godt svar på: Jeg aner det ikke!

- Ved du hvad. Nu er det fandeme nok. Nu er jeg sur. Nu er jeg simpelthen sur. Nu er det fandeme nok.

- Du bestemmer. Du har magten, du kan svine mig til, og det kan jeg mærke, du vil. Så spørg. Spørg for satan! Jeg skal i teater, for fanden. Kan du ikke forstå det?

- Nu er det anden gang på en uge, at du kan få mig op i det totalt røde felt ved fuldstændig skingrende sindssyge vinkler på sager.

- Du skal fandemene ikke be' mig om at blive interviewet en anden gang. Nu kan det være nok. Nu kan det simpelthen være nok. (...) Røvhul. Dumme svin. Du behandler mig som lort.

- Jeg har ikke fået de spørgsmål! Nu kan du rende og hoppe, jeg vil ikke snakke med dig. Og jeg klager over det. Jeg klager over det.

Bertel Haarder til DR-journalist, 19.12.2010

Det er ganske forbløffende, at ministeren går amok i den grad. Journalisten spørger høfligt og almindeligt kritisk, hvorfor ministeren ikke venter på arbejdsgruppen. Haarder kunne blot have sagt, at han ikke var klar over arbejdsgruppens eksistens, og at han derfor ikke ville svar yderligere, før han havde sat sig mere ind i sagen. Slut.

Men i stedet udvikler interviewet sig til en verbal overfusning helt uden sidestykke i nyere tid (i hvert fald kender jeg intet lignende dokumenteret).

Man skal selvfølgelig for det første medgive politikere, at de også kan opføre sig såre menneskeligt, herunder vredt og afmægtigt - og at der vitterlig er journalister, som er uforskammet pågående, er der rigeligt med eksempler på. Et par vrede irettesættelser kan såmænd ofte nok være forståelige. Men her er det ganske enkelt helt ude af proportioner, for at sige det meget mildt.

Jeg tror, at det skyldtes stress. Haarder var stresset, og regeringen er presset. Skandalen om overbetaling af privathospitalerne har bidt sig fast, og statsminister Lars Løkke Rasmussens beskyldning om, at socialdemokratiske ministre var hyklere, der selv lod sig behandle på privathospitalerne, var en pinlig misinformation i duellen med Villy Søvndal.

Og hvem skulle mon stå til ansvar? Haarder? I hvert fald var det ham, der efterfølgende måtte ud og mumle noget om, at han da 'havde læst i aviserne', at Henrik Sass Larsen var blevet behandlet på et privathospital. Gad vide, om det var den nuværende sundhedsminister Haarder, som havde foræret Løkke det 'trumfkort', at "socialdemokratiske ministre" havde været på privathospital, og at han efterfølgende måtte stå til skideballe for i den grad at have bragt Løkke på spanden?

Det kunne forklare, hvor touchy Haarder er i enhver sag, der berører privathospitalerne. Det kunne forklare hans stress. Men igen - regeringens meget store problemer i øjeblikket er selvfølgelig rigelig forklaring i sig selv.

Bertel Haarder har da også skrevet en undskyldning til journalisten, som DR har offentliggjort.

Her undskylder han sig også med stress, men han brokker sig ligeledes over, at journalisten ikke overholdt den aftalte tid. Det sidste er helt forkert. Der var aftalt ti minutter, og Haarder går amok efter syv. Derefter er interviewet reelt slut, for de næste mange minutter består alene af Haarders raserianfald.

Så stress er vel en del af den reelle forklaring.

Imidlertid afslører 'interviewet' jo også en uacceptabel modvilje imod at blive stillet et spørgsmål, han ikke var forberedt på. Også det er forståeligt - hvis det været et spørgsmål, som var helt ude i det blå og ingen sammenhæng havde med den rejste problematik.

Men det er jo ingenlunde tilfældet. Kristian Sloth stiller et spørgsmål til en arbejdsgruppe, der er helt relevant for problemstillingen, og som han næppe kunne have gættet, at Haarder åbenbart var totalt uvidende om eksistensen af.

Derved bliver hele optrinnet mere end bare en uheldig ministers raseri foran snurrende kameraer - det bliver mere principielt. Selvfølgelig skal pressen kunne stille så oplagte spørgsmål, og at det bliver stillet flere gange, når ministeren taler udenom, er helt indlysende.

At DR vælger at vise klippet, er derfor også helt i orden. Efter den seneste tids megen snak om politikerleflen og ex-spindoktorers problematiske rolle på public service-stationerne, er det selvfølgelig et statement fra DR's side - politikerne skal ikke forvente en overbeskyttende velvilje.

Selv om sandheden nok er, at det er helt tilfældigt, fordi Haarder vitterlig ikke har den fjerneste rimelige grund til at tordne op i det røde felt her, kunne man håbe, at det medvirker til en generel skærpelse af den magtkritiske linje.

Alt sammen meget apropos et foredrag, som forfatteren Carsten Jensen holdt om "pressens nyttige idioter" på Journalistforbundets årskonference i november 2010. Her forestiller han sig en politiker, der reagerer akkurat som Bertel Haarder - går amok over spørgsmål og truer journalisten med, at han aldrig vil tale med ham igen osv.

Men i stedet for at journalisten retter ind og underkaster sig, går han til modangreb:

Jeg gjorde bagefter et tankeeksperiment, hvor jeg forestillede mig, at det ikke var hyggen, der herskede i dansk journalistik, men uhyggen, at der altså ikke var en opbyggelig fred mellem politikere og journalister, et fællesskab i livssyn og interesser, men det modsatte, en krig imellem dem, og at journalisterne dækkede det politiske liv med samme uforfærdede mod, som de dækker forbrugerstoffet. Tænk, hvis der blev stillet lige så kritiske spørgsmål til politikeres påstande og beslutninger, som der stilles til støvsugeres sugeevne og kondomers holdbarhed.

Jeg forestillede mig en samtale mellem en politiker og en journalist, der netop har afsløret, at han har tænkt sig at stille politikeren til regnskab for en temmelig ubehagelig historie. »Hvis du gør det,« siger politikeren, »taler jeg aldrig mere med dig. Så er der fra nu af lukket for det varme vand. Ikke flere gode historier til dig. Du kan banke på min dør, så meget du vil. Du kommer ikke ind.«

Det er i dette øjeblik, virkelighedens journalist får et usikkert blik og begynder at granske sine hænder. I min fantasi om en bedre verden ser han derimod op og stirrer politikeren trodsigt ind i øjnene. »Hør her, dit røvhul,« siger han. »Jeg taler heller ikke mere med dig. Vi boykotter dig. Du bliver aldrig mere refereret i avisen for noget som helst, ingen fotos, ingenting. Hvis du ringer os op med et af dine sædvanlige selvpromoverende nonsens-budskaber, vil vi ved lyden af dit navn, blot svare hvem? og derefter stille dig om til piccolinen. Og hvis nogen spørger, hvorfor man aldrig mere hører noget fra dig, vil vi trække på skulderen og sige, at du jo må have valgt at spille en tilbagetrukket rolle i politik, hvilket jeg forsikrer dig for, at du lige præcis i dette øjeblik også har. Så du må hellere få åbnet for det varme vand igen, for ellers kan du godt kysse din fede, taburetklæbende røv farvel. For det tilfælde, at du ikke har forstået budskabet, brormand, så er det os, der bestemmer. Fat det så!«

Politikere bør være bange for journalister. De skal ikke tænke på dem som nyttige idioter. De skal få tynd mave, bare de ser en journalist for sig.

Carsten Jensen Information, 17.12.2010

Så skarpt reagerer Kristian Sloth ikke over for Haarder. I hvert fald ikke i ord - men med offentliggørelsen af klippet, gør han (eller DR) det måske alligevel. Og det er både forståeligt, forsvarligt og nødvendigt.

For selvfølgelig skal politikere ikke kunne styre interview, pakkes ind i ukritisk cellofan, iscenesætte tv-dueller, få særbehandling af egne tidligere spindoktorer eller generaldirektører.

Pressens fornemste opgave er og bliver at holde magten i skak.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 20.12.2010