Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kjærsgaard udfordrer tavs Nyrup - der savner Ellemanns mod?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Jeg kritiserede i et tidligere indlæg, at landets forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i dag er formand for Party of European Socialists (PES), holder hånden over Dansk Folkeparti i et ellers markant opgør med højreradikale partier i Europa.

Om disse højreradikale hedder det i manifestet fra Nyrup og PES, at »the political platforms of these parties are wrong, in their entirety«, og at man vil konfrontere dem »by isolating those parties from the political scene«. Hvilke partier, det konkret drejer sig om, turde være indlysende, og på manifestet forstår man, at det bl.a. henviser til Sverigedemokraterna og Frihedspartiet i Holland - mens man altså besynderligt nok holder hånden over Dansk Folkeparti.

Hvorfor? En tilfældighed - man kan jo ikke remse alle op? Eller skyldes det, at Nyrup & Co. finder, at Dansk Folkeparti adskiller sig markant fra Sverigedemokraterna og Frihedspartiet?

Siden har danske journalister forgæves forsøgt at få Poul Nyrup Rasmussens svar på dette spørgsmål - men dag efter dag efter dag uden held. Til trods for, at han slår til lyd for en strategi over for de højreradikale, der hedder confront yes, cooperate no.

Er sandheden i virkeligheden den, at Nyrup frygter sin egen skygge, fordi han har fået på puklen for sin historiske udtalelse om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene? Står han tilbage for Uffe Ellemann-Jensen, som også har forladt dansk indenrigspolitik, men ikke af den grund tøver et sekund med at stå ved sin afstandtagen fra Dansk Folkeparti?

Det er alt for forudsigeligt, når kommunikationskonsulent Peter Goll udtaler til dagens Politiken, at kritikken af DF er en »dårlig sag for de danske socialdemokrater« - han kan ikke forventes at sige andet, for han er tidligere SF-pressesekretær på sit partis udlændingepolitiske strammerfløj og derfor selvfølgelig ikke den neutrale politiske kommentator, som han fungerer som i avisen.

Tværtimod er tiden mere end moden til et konfronterende opgør med Dansk Folkeparti. En af Socialdemokraternes store valgtrumfer er den udbredte modvilje mod Dansk Folkepartis regeringsdeltagelse - en frygt, som rækker langt ind i blå blok, og når Lene Espersen ganske vist har afvist DF's ministerbiler, tydeliggør det kun så meget desto mere Kjærsgaards uudtalte rolle som regeringens Sorte Per.

Pia Kjærsgaard får til gengæld masser af points forærende ved den inkonsekvens, som endnu svæver i luften, så længe Nyrup ikke melder kategorisk ud, at Dansk Folkeparti selvindlysende hører med i det selskab, som PES ønsker at advare imod.

Enten tager man det hårde, langvarige og konsekvente opgør med de højreradikale kræfter, eller også ligger man sig fladt ned på maven og giver op - eller tjatter lidt for syns skyld. Man kan ikke begge dele, og derfor er den nuværende kurs kun halvhjertet.

Kjærsgaard udnytter inkonsekvensen i sit ugebrev: »Hvordan kan det være, at vi ikke er blevet indrømmet nogen 'fornem' plads i Poul Nyrup Rasmussens politiske rædselskabinet? Når nu Sverigedemokraterne og Geert Wilders Frihedsparti er med på listen? Lidt undskyldende forsøger Henrik Dam Kristensen at svare uden om med lidt tågesnak om, at det skam ikke gælder Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet har ikke til hensigt at underskrive nogen erklæring om ikke at samarbejde med Dansk Folkeparti.«

Kan det virkelig passe, at der ligger indenrigspolitisk strategi bag, og at Nyrup simpelthen ikke tør inkludere Dansk Folkeparti blandt de højreradikale, han bekæmper, af hensyn til den DF-tilnærmende kurs i udlændingepolitikken, som Helle Thorning-Schmidts & Henrik Dam Kristensens Socialdemokrater (såvel som Ole Sohns & Villy Søvndals SF) har anlagt?

Den tidligere socialdemokratiske minister Kjeld Olesen tager bladet fra munden og udtrykker sin forvirring over, at Nyrup og PES ikke omtaler Dansk Folkeparti. Et parti, som vel at mærke var for ekstremt for Østrigs Jörg Haider, og som stadig er for ekstremt for Norges Fremskrittsparti.

Kjeld Olesen skriver bl.a.:

Forvirringen må jo opstå, når man husker Helle Thorning-Schmidts udtalelser i september sidste år. Dengang slog hun fast, at Dansk Folkeparti med en ny regering vil være uden indflydelse på afgørende områder som skattepolitik, udlændingepolitik og den økonomiske politik. Det var ord, der var til at forstå, og de lunede hos mange medlemmer og vælgere.

I februar i år blev hun bakket op af Mogens Lykketoft, der i en kronik i Information brugte den kendte vending, at nok er nok. DF må isoleres i sit ekstremistiske hjørne. Og det må vel forstås på den måde, at anstændigheden må genskabes i dansk politik, ved at et flertal vender ryggen til det parti, der repræsenterer populismen, intolerancen og et uforsonligt fremmedhad.

Så derfor må partiets formand klart melde ud, at hun står ved sine ord fra september 2009, og at hun dermed bakker op om, at manifestet fra De Europæiske Socialdemokrater også inkluderer Dansk Folkeparti.

Kjeld Olesen, Politiken, 26.10.2010

Det er der ikke meget, der tyder på, at hun vil.

Spørgsmålet er derfor, om Poul Nyrup Rasmussen vil forblive loyal, grænsende til det underdanige over for danske topsocialdemokraters fredning af Dansk Folkeparti, eller om han ikke snarere burde anvende sin egen politiske styrke til at føre sit opgør med de højreradikale konsekvent igennem - ikke mindst dér, hvor det gør mest ondt: I Danmark?

At tænke sig - kan frygten for den hjemlige socialdemokratiske partilinje virkelig få et voksent menneske med sin helt egen internationale politiske profil til at holde kæft, når samvittigheden og overbevisningen så tydeligt byder ham at sige fra?

APROPOS

> Er der substans i Thorning-Schmidts krigserklæring til DF?

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 26.10.2010