Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Er der substans i Thorning-Schmidts krigserklæring til DF?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Endelig har den socialdemokratiske ledelse forstået, at Dansk Folkeparti ikke blot er VKO-alliancens stærkeste, men paradoksalt nok samtidig dens svageste led. Modstanden mod Kjærsgaards regeren vender tilbage i bølger, men den er ikke aftaget i de senere år, og den tager til i denne tid.

De Konservatives store burka-fadæse, som Socialdemokraterne i udgangspunktet hoppede med på, den overraskende store opbakning til Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod Dansk Folkepartis besættelsesmagt, den interne VK-utilfredshed med Dansk Folkeparti, ikke mindst præciseret af Eyvind Vesselbo, er altsammen indikatorer på denne bølge.

På Socialdemokraternes kongres i Aalborg sagde Helle Thorning-Schmidt bl.a.:

»Pia Kjærsgaard vil gerne have din stemme - men hun vil ikke tale din sag.«

»Hver gang Dansk Folkeparti får chancen for at trække Danmark i den rigtige retning, svigter Pia Kjærsgaard. Hver gang, der skal placeres et ansvar, mangler hendes stemmer.«

Det er præcist ramt, at DF's symbolpolitik på det socialpolitiske område er netop dét - stort set indholdsløs symbolpolitik.

»Så er din [Pia Kjærsgaards] privilegerede tid som Danmarks mest indflydelsesrige magthaver endegyldigt forbi.«

»Lad mig sige det helt klart: Dansk Folkeparti kommer aldrig nogensinde til at spille rollen som parlamentarisk grundlag for en socialdemokratisk regering.«

Om dette er en kovending, en kurs-justering eller blot en klarere præcisering, kan diskuteres - men udmeldingen er tilstrækkeligt entydig til, at Socialdemokraterne er tvunget til at stå fast her fremover. Terningerne er kastet.

Og vurderet ud fra kongressens tordnende bifald efter netop den pointe er det en ekstremt velkommen markering.

Men vil Thorning-Schmidt høste applaus for at lægge kategorisk afstand til Kjærsgaard for så blot at gennemføre Kjærsgaards politik på dét ene område, der kendetegner Kjærsgaards indflydelse 100 procent - nemlig udlændingepolitikken?

Meget tyder på det. Dels har Kjærsgaard allerede afvist Thorning-Schmidt, og i den forstand følger Socialdemokraternes leder blot op på denne afvisning. Dels tåger Thorning-Schmidt stadig rundt i den efterhånden ritualiserede overdrivelse af integrationsproblemerne.

Men først og fremmest slår både SF's chefideolog Ole Sohn og Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen fast, at udlændingepolitikken er så godt som uforanderlig.

Henrik Sass Larsen: »Det er helt utænkeligt, at vi ikke kommer til at fastholde en stram udlændingepolitik, og det bliver ikke lettere at få en udenlandsk ægtefælle med hertil.« (Berlingske Tidende, 26.9.2009). Nej, kærlighed skal fortsat diskrimineres, hvis det står til Socialdemokraterne.

Ole Sohn bliver ligefrem helt uforsonlig og demagogisk: »Jeg har ikke i lang tid hørt nogen tale for, at vi skal åbne grænserne (...) Der sker ingen ændring af dansk asylpolitik, og det kan de Radikale ikke ændre på.« (Berlingske Tidende, 26.9.2009).

Bemærk finten: Sohn stiller det op, som om valget står mellem den eksisterende asylpolitik på den ene side og så at »åbne grænserne« på den anden. Altså enten kører kynismen videre i det aktuelle gear, eller også - åbne grænser?

Ikke alene er Socialdemokraternes asylpolitik kopieret efter DF's, og SF's er kopieret efter Socialdemokraternes, men Sohn henfalder til samme desperate niveau som Rønn Hornbechs spin, når kritikken af asylpolitikken banaliseres og fortegnes.

Og da det asylpolitisk hedder DF = S = SF, står det også helt klart, at vælgere, der ønsker en mere humanistisk asylpolitik, må vende sig akkurat lige så kategorisk mod Ole Sohns jerngreb om SF og den socialdemokratiske ledelses DF-kopi-politik, som de vender sig mod DF.

En stemme på S og SF er en stemme på den eksisterende asylpolitik, gennemtrumfet siden 2001 af Pia Kjærsgaard.

En stemme på individuelle folketingskandidater fra S og SF, som tør sige deres partiledelser åbent og utvetydigt imod på disse områder, kan bidrage til at rykke magtbalancen internt i de to partier, men derudover vil enhver stemme på S og SF være en stemme på Kjærsgaards aktuelle asylpolitik.

Derfor er Thorning-Schmidts hårde udmelding mod DF i sidste ende atter blot en læsning af et ryk i folkestemningen - der er i bevægelse i denne tid - og ikke et udtryk for skyggen af politisk mod eller rygrad til at kæmpe for en ny dagsorden, uafhængigt af vindretningen.

Det problematiske ved den type politikere som Thorning-Schmidt og Sohn er, at de altid navigerer efter nøje kalkulerede vurderinger af tidsånden i stedet for at turde kæmpe for en vision og ad den vej sætte en dagsorden, præge en tidsånd.

Så uanset at den socialdemokratiske udmelding er utvetydig i sin afvisning af Kjærsgaards person, er det en anden historie, når vi taler om Kjærsgaards politik på udlændingeområdet.

Men tidsånden vendes ikke af tidsåndens medløbere, og små partier - ja, et enkelt folketingsmedlem eller to - kan vælte læsset for den, der kan tælle til 90, hvis sagen er betydningsfuld nok.

Den virkelige kamp mod Dansk Folkepartis indflydelse handler derfor ikke blot om, at man siger nej til at lade sig støtte parlamentarisk af dette parti eller ej - efter af partiet selv har afvist noget sådant - derfor kan Christiansborgs frontfigurer i kampen mod Dansk Folkeparti aldrig blive hverken Villy Søvndal eller Thorning-Schmidt, men derimod Margrethe Vestager og Johanne Schmidt-Nielsen.

Og de enkelte folketingsmedlemmer, der i hver deres parti åbent og utvetydigt tør trodse partilinjen i S, SF, V og K.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 26.9.2009