Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Homofobi i Dansk Folkeparti?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

To folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti, Liselotte Blixt og Pia Adelsteen, har forbløffende nok tilmeldt sig Copenhagen Pride 2010 - for forbløffende er det, eftersom Dansk Folkeparti er det mest homoforskrækkede parti i Folketinget.

Lad os begynde med en af partiets mest markante politikere, Tidehvervspræsten Søren Krarup, som i årevis har fastholdt en særlig - lad os underdrive lidt og nøjes med at kalde det - patroniserende holdning over for homoseksuelle.

Da en røst fra Indre Mission i 1986 bedyrede, at AIDS var Guds straf for at overtræde Guds bud, kunne Krarup med rette forsvare mandens ytringsfrihed - han standsede dog ikke dér, men gik skridtet videre og åbnede muligheden af, at den indremissionske forbandelse også kunne være sand evangelisk tale: »Er det udelukket, ja forbudt, at se AIDS som Guds torn i kødet på en kultur, der har gjort mennesket og dets behov guddommelige og livet til et eksperiment og som derfor finder sin forløsning i seksuel frigørelse og udfoldelse? Nej, det er naturligvis hverken forbudt eller umuligt, men kan tværtimod være sand og evangelisk tale i en situation, hvor Baal og Astarte dyrkes og Babelstårne skyder i vejret.« (Søren Krarup, Tidehverv 1986).

Under indtryk af spredningen af HIV forsvarede han i 1991 at »tvangsregistrere homoseksuelle« som »et selvfølgeligt selvforsvar fra samfundets side mod den uhyggelige sygdom« (B.T., 28.3.1991).

Og i 1995 fik homoseksuelle at vide, at de var ulykkelige mennesker med et handicap: »Der skal rigtig nok ikke peges fingre ad homoseksuelle. På grund af deres handicap er de ulykkeligt stillet i livet, og der skal ikke peges fingre ad ulykkelige. Men disse handicappede skal på den anden side heller ikke kræve deres handicap gjort til noget normalt og rigtigt.« (Ekstra Bladet, 23.1.1995).

Ulykkelige? Hvorfor skulle homoseksuelle være mere ulykkelige end heteroseksuelle? Det skulle da kun være i de tilfælde, hvor familie og venner eller det omgivende samfund udtrykker foragt for eller sorg over deres liv og identitet.

Men Krarups indstilling har heller ikke ændret sig i nyere tid: »Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.« (Søren Krarup, Nyhedsavisen, 26.4.2007).

Pia Kjærsgaard tog imidlertid klart afstand fra Krarups udtalelser og bad ham holde kæft.

Men det er altså folketingsmedlemmer fra samme parti som Krarup, der nu vil optræde solidarisk (?) med homoseksuelle i Copenhagen Pride, og man spørger sig selv, om der er splittelse i Folketingsgruppen, eller om det er rent parti-taktisk spil for galleriet?

At denne tvivl er velbegrundet rækker langt ud over Søren Krarup, hvilket (ikke alene) de seneste dages forvirrende signaler fra Dansk Folkeparti demonstrerer.

For nylig røg en intern mail fra DF-pressemedarbejder Helene MacCormac således ved en fejl ud til Christiansborgjournalister og en række avisredaktioner med et uheldigt indhold: »DF skal ikke blive et indhold af bøssernes egen form for hatecrime i paraden. Jeg tror heller ikke det er en god ide, hvis vi i stilhed trækker os fra paraden. Melder vi fra, skal det have mediernes bevågenhed, og de ekstremistiske homoseksuelles fraktionsgrupper skal have nogle tærsk (Jeg håber de ikke kan lide den slags!)« (Citeret efter Politiken.dk, 21.7.2010).

Nu skal "tærsk" selvfølgelig ikke læses bogstaveligt, men nogen venlig imødekommenhed over for homoseksuelle er der jo bestemt heller ikke tale om.

Dansk Folkepartis pressechef Søren Søndergaard har da også undskyldt, men skyder alligevel en del af skylden på den angiveligt homoseksuelle journalist, der har henvendt sig til partiet, bl.a. med kritik af en række nedsættende udtalelser om homoseksuelle: »Den pågældende mail er sendt under indtryk af en henvendelse fra en journalist, der påstår, at Dansk Folkeparti er skyld i, at antallet af hate crimes mod homoseksuelle stiger. Det har affødt den pågældende reaktion hos medarbejderen. Jeg kender medarbejderen som en tolerant og åben person, så hun er blevet følelsesmæssigt berørt over journalistens facon.« (Politiken.dk, 21.7.2010).

Partiets anden Tidehvervspræst, Jesper Langballe kaster sig i forlængelse heraf også ud i et angreb på den parade, som to af hans partifæller har meddelt deres deltagelse i: »Den slags parader er frastødende, det er ubehageligt og meget provokerende. Det er aldeles ubehageligt at udstille sin seksualitet på den måde.« (B.T., 21.7.2010).

Langballe understreger, at han ville være lige så frastødt af en tilsvarende heteroseksuel parade, og det er jo helt ærlig snak at drøfte divergerende grænser for seksual moral, seksuel frigjorthed og blufærdighed. Problemet består naturligvis deri, at det atter åbner diskussionen om, hvor partiet egentlig står i forhold til de homoseksuelle, som jo af åbenlyse grunde arbejder for at imødegå fordomme og opnå ligestilling gennem synlighed frem for at dukke og gemme sig.

Samme undren udtrykkes af Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner (LGBT), hvorfra Hans Christian Seidelin udtaler: »Men når hun sender en intern mail, så er det det samme som, at hun tænker højt internt i folketingsgruppen. Jeg fornemmer, at partiet taler med to tunger, når en så central medarbejder bruger en så usædvanlig grim retorik, samtidig med at man officielt tager afstand fra holdningerne. (...) Jeg er overbevist om, at de, der har tilmeldt sig, i modsætning til andre i folketingsgruppen støtter homoer og paraden, så selvfølgeligt er der plads til dem. Det er der også, selv om man er uenig med de homoseksuelle.« (Politiken.dk, 21.7.2010).

Formand for Copenhagen Pride, Ole Santos, tilføjer: »Dialogen med Liselotte Blixt og Pia Adelsteen var vores måde at komme i tale med DF for en mere respektfuld holdning til homoseksuelle og minoriteter i det hele taget. Det håber vi stadig på, selvom man kan frygte, at deres ubehag mod homoer ligger dybt forankret i partiet, ud fra den måde homoer åbenbart omtales i DF.«

I sidste ende er kernen i sagen dog ikke primært Krarups eller Langballes arkaiske patroniserende brok eller diskussionen om forskellige grænser i forhold til seksuel frigjorthed og offentlig synlighed (om den er heteroseksuel eller homoseksuel) - den slags skulle gerne diskuteres uden at føre til påstande om fordomsfuldhed eller det, der er værre.

Men selv om vi ser bort fra de to Tidehvervsrøster og den hånlige mail, der ved et uheld nåede pressen, er det reelle omdrejningspunkt jo partiets konkrete politik, og den er afgjort Folketingets mest afvisende over for homoseksuelle i dag.

Eksempelvis røg Dansk Folkeparti helt op i det røde felt, da det lykkedes at vedtage homoseksuelles (i praksis ganske vist mest symbolske) ret til at adoptere, fordi seks medlemmer af Venstres folketingsgruppe stemte for i lighed med oppositionen, Liberal Alliance og Folketingets løsgængere.

Dansk Folkepartis folketingsgruppe og ledelse og følte sig bogstavelig talt (og med Søren Espersens egne ord) ydmyget over dette nederlag (sic).

Da det viste sig, at et flertal blandt landets præster og biskopper vil have afskaffet forbuddet mod kirkelige vielser af homoseksuelle, var Pia Kjærsgaard ligeledes ude med de store kanoner: »Homoseksuelle kirke-vielser er ikke en kamp for værdier men en kamp imod ægteskabet.« (Ugebrev, 22.3.2010).

Intet mindre. Hvis to mennesker af samme køn bliver viet, udkæmpes en kamp imod ægteskabet.

Det er af disse grunde, at det er højst besynderligt, når to MF'ere fra Dansk Folkeparti annoncerer deres deltagelse i Copenhagen Pride 2010.

Ønsker de 1) at demonstrerer deres afstandtagen til partilinjen? Er de med andre ord uenige i DF's politik? Eller er det hele bare 2) uforpligtende væveri, et overfladisk stunt, der gratis skal signalere 'frigjorthed', mens man samtidig sværger til partilinjens tilbagevendende afvisning af homoseksuelles ligeværd og ligestilling?

Eftersom der mig bekendt ikke er eksempler på, at de to DF'ere har modsagt partilinjen, peger pilen klart på 2.

APROPOS

> Homoseksuel adoption ydmyger Dansk Folkeparti
> Pia Kjærsgaards forargelse over de homoseksuelle
> Ægtefolk af samme køn

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 21.7.2010