Ægtefolk af samme køn
Af Rune Engelbreth Larsen 
Hvis to mænd eller to kvinder elsker hinanden og ønsker at blive gift på Rådhuset, må ordene »ægtefolk« ikke udtales i officielt øjemed. Derfor har Venstres kultur- og fritidsborgmester i København, Pia Allerslev, for et par måneder siden foreslået, at forskelsbehandlingen af homoseksuelle og heteroseksuelle skulle ophæves, så borgerlige vielser bliver enslydende for alle ægtefolk.
Det har jo en helt anden betydning og et noget mere romantisk indhold at blive erklæret for »rette ægtefolk« end for »registrerede partnere«, som afslutningen lyder på det ritual, der i dag er gældende, når homoseksuelle bliver borgerligt gift. »Registrerede partnere« leder snarere tankerne i retning af noget, man bliver, når man beslutter sig for at dele ejerskabet af en skrothandel eller en tandlægeklinik, end når man ønsker at dele livet og kærligheden med det menneske, man elsker mere end noget andet.
Ikke desto mindre afviser både Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti kategorisk at bruge samme erklæring for homoseksuelle som for heteroseksuelle, og derfor er det kun forståeligt og beundringsværdigt, når mange byrådsmedlemmer på Københavns Rådhus selv drister sig til den beskedne civile ulydighed, der består i at erklære homoseksuelle for »ægtefolk«, når de bliver borgerligt gift.
Dét forarger til gengæld De Konservatives kirkeordfører Charlotte Dyremose: »De er ikke ægtefolk, og det kan ikke lade sig gøre« (Berlingske, 14.4.2009).
Venstreborgmesteren Pia Allerslev fastholder ikke desto mindre sit forslag og vægter altså sin samvittighed og politiske rygrad højere end partilinjen, ganske som de seks medlemmer af Venstres folketingsgruppe, der i marts måned gik imod VKO og sikrede vedtagelsen af et lovforslag, som giver homoseksuelle i registreret partnerskab ret til at adoptere på lige fod med enlige og heteroseksuelle.
Man kunne vel først og fremmest have forventet, at Naser Khader ville markere sig stærkt her, jævnfør hans ubøjelige standpunkt for 1½ år siden: »Ny Alliance er et åndsliberalt parti, der vil være stålsatte i dets krav til en borgerlig regering, når det handler om homoseksuelles rettigheder og andre spørgsmål om åndsfrihed.« (Ritzau, 8.8.2007).
Men også her må vi konstatere, at Khaders stål er af den særlige politikertype, der ude i det virkelige liv går under betegnelsen skumgummi, så han var tavs – for tænk om hans nye konservative partifæller skulle blive stødt på manchetterne, for slet ikke at nævne hans nye alliancepartnere i Dansk Folkeparti?
Hos sidstnævnte spænder modstanden mod en ligebehandling af homoseksuelle nemlig fra den rasende afvisning til den tidehvervsteologiske buldren. I 1991 forsvarede en AIDS-skræmt Søren Krarup at »tvangsregistrere homoseksuelle« som »et selvfølgeligt selvforsvar fra samfundets side mod den uhyggelige sygdom« (B.T., 28.3.1991), i 1995 advarede han imod, at homoseksuelle skulle »kræve deres handikap gjort til noget normalt og rigtigt« (Ekstra Bladet, 23.1.1995), og i 2007 gentog han: »Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.« (Nyhedsavisen, 26.4.2007). Peter Skaarup kaldte det for »soloholdninger« – men det var altså ikke mere solo, end at partiet til stadighed modsætter sig lovtiltag til ligebehandling af homoseksuelle, og at både Venstre og Konservative gerne følger trop.
Og heller ikke mere solo, end at da seks folketingsmedlemmer fra Venstre brød partilinjen og stemte for homoseksuelles adoptionsret, eksploderede Søren Espersen i raseri: »Både folketingsgruppen og ledelsen i Dansk Folkeparti er simpelthen rasende over at blive ydmyget på den her måde.« (Altinget.dk, 18.3.2009).
Det er naturligvis også derfor, at den aktuelle sag kun på overfladen kan koges ned til ordet »ægtefolk«, for selv om han ikke siger det ligeud, er det atter ekkoet af Krarups ringeagt for homoseksuelle, der tegner modstanden mod ligestillingen her. Hvorfor skulle homoseksuelle ellers ikke bare selv kunne bestemme, om de vil erklæres for »registrerede partnere« eller »ægtefolk«? Hvilke heteroseksuelle ægtefæller ville monstro lide skade ved, at også homoseksuelle ægtefæller blev viet som dét, de er: Ægtefolk?
Men når Naser Khader alligevel vælger at holde kæft, og når Charlotte Dyremose forarget understreger om homoseksuelle, at de »er ikke ægtefolk, og det kan ikke lade sig gøre,« hvad er det så egentlig for en grundopfattelse, de taler ud fra? Hvis ikke de suger næring fra samme teologiske muld som den, hvori Dansk Folkepartis Tidehvervsstamme står plantet, skylder de som minimum en forklaring på, hvilken ANDEN ringeagt for homoseksuelle der gør sig gældende i deres tilbagevendende forargelse og frygt for at ligestille kærligheden på tværs af køn med kærligheden mellem køn?
Rune Engelbreth Larsen
Modpol: Politiken, 18.4.2009
