Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Fløjlshandskerne af over for Irans høge

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

I de første dage efter valget i Iran var det eneste rigtige af vestlige politikere som USA's præsident, Barack Obama - såvel som den danske regering, for den sags skyld - at undgå udmeldinger, som alt for åbenlyst bekræftede valgsvindel i Iran og omklamrede oppositionen.

Hvorfor? Selvfølgelig fordi det ville være den bedste propaganda for de iranske høge i de splittede magtkredse at gøre protesterne til et sammensurium af international indblanding og vestlig konspiration, hvorved den langt bredere system- og magtkritik, som demonstranterne repræsenterer - og som spænder over utilfredshed med økonomien, frustration over Ahmadinejads måde at tegne Iran internationalt, valgsvindel og den eskalerende militarisering og totalitarisme m.m. - ville blive påklistret en entydigt pro-vestlig etikette af både farlig og misvisende karakter for Mousavis tilhængere.

Nu har protesterne og urolighederne imidlertid for længst grebet om sig og er blevet til en direkte konfrontation med regimets styrker i en totalitær politistat, og der er ikke længere kun magtsplittelsen og den uvisse situation at tage hensyn til. Det gavner ganske enkelt ikke længere demonstranternes sag at gå på listefødder, eftersom den blodige fremfærd fra politiets og paramilitære styrkers side for længst er blevet en ekstra totalitær brutalitet i sig selv, som ingen bør se stiltiende til.

Det er selvfølgelig et sagligt argument, når Per Stig Møller og andre taler om faren for at give demonstranterne "dødskysset", hvis vestlige politikere melder for markant ud til støtte for deres sag - men eskaleringen af konflikten er med andre ord blevet så åbenlyst foruroligende og afgørende, at de protesterende iranere er nødt til at kunne registrere et tiltagende internationalt pres på ayatollah Khamenei, præsident Ahmadinejad & Co., hvis ikke oprørets motivation og håb i værste fald skal risikere at dø ud i resignation og dermed være desto lettere at knuse med magt.

Som tidligere påpeget er også den formelt slagne præsidentkandidat Mousavi for så vidt selv en "systemets mand", men ingen kan være i tvivl om, at han er den person, der p.t. samler frihedsopgøret, og at han derfor p.t. også er den person, som opbakningen må samle sig om politisk.

Jo mere international opmærksomhed omkring oprøret, jo mere fokus på og dokumentation af det iranske regimes brutale fremfærd på gader og stræder (og bag kulisserne!), desto mere mod og moralsk støtte når også ad de alternative ikke-censurerede nyheds- og kommunikationskanaler frem til de menige iranere på gaden, selv om grebet desværre konstant strammes.

Men hvis ikke dette oprør bevarer sit momentum og eskalerer, kan der gå mange mange år, før en tilsvarende chance for at udnytte sprækkerne i et mellemøstligt diktatur til et gennembrud for en reel frihedsbevægelse opstår igen.

Hvis omvendt iranerne selv formår at forøge magtsprækkerne og i heldigste fald gennemtvinge reelle forandringer i retning af større frihed, kan det afgjort inspirere frihedsbevægelser i andre forstenede mellemøstlige regimer - og det er ad den vej, et oprør skal komme, indefra, voksende ud af de enkelte menneskers egne protester såvel som deres egne drømme og ideer for deres eget samfund.

Men det betyder netop ikke, at iranerne skal "overlades til sig selv" i tavshed eller politisk mumlen, men tværtimod at politikere og NGO'er bidrager med at skabe maksimal opmærksomhed omkring situationen i Iran på iranernes præmisser, og at vestlige regeringers politiske pres på Iran tager udgangspunkt i de krav, demonstranterne selv formulerer - ikke mindst nu, hvor der hele tiden kommer flere og flere indicier og beviser på valgsvindel.

Blodige fotos og tv-billeder af begivenhederne cirkulerer verden over, og selv om det er hård kost for nogle, er det i al sin skinbarlige enkelthed en erindring om, at det, der sker, er overdreven voldsudøvelse over for mennesker af kød og blod, som sætter deres liv på spil for større frihed og flere rettigheder imod totalitære magthaveres ensretning.

> Mandlig demonstrant dræbt i Isfahan
> Kvindelig demonstrant skudt og dræbt af snigskytte i Teheran

Det er ikke længere "bare" et spørgsmål om en legitim protest mod et tvivlsomt valgresultat, men derimod om et regimes blodbesultede jernnæve mod dets egne borgere. Sådan har det været i årevis bag kulisserne, men nu sker det for åbent tæppe, og nu er det iranere selv, som sætter alt på ét bræt.

Beskeden fra den, der har offentliggjort sidstnævnte film af kvinden, der er blevet skudt af en snigskytte fra den paramilitære Basij-milits, lyder bl.a.:

I am a doctor, so I rushed to try to save her. But the impact of the gunshot was so fierce that the bullet had blasted inside the victim's chest, and she died in less than 2 minutes. The film is shot by my friend who was standing beside me. Please let the world know.

Please let the world know.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 22.6.2009