Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Mousavi - Irans (næste) Gorbatjov?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er en nervepirrende frihedskamp, der udspiller sig i de iranske storbyers gader i disse dage, og som naturligvis også afspejler en lige så nervepirrende magtkamp internt i de iranske magtcirkler.

Men ingen ved med sikkerhed, om der virkelig var tale om valgsvindel eller ej - eller i hvilket omfang der i givet fald er blevet svindlet med resultatet. Protesternes omfang og den små-surrealistiske karakter af Ahmadinejads valgtriumf gør det nærliggende at tro, at der enten er vendt op og ned på det reelle resultat, eller at Ahmadinejads sejr i det mindste er blevet pustet ekstra op.

Og så er der selvfølgelig det dokument fra det iranske indenrigsministerium, der tilsyneladende afslører valgsvindlen, og som Politiken offentliggjorde for nylig.

To iranske analytikere og lektor i persiske studier ved Københavns Universitet, Claus Valling Pedersen, hælder til at erklære det for ægte, men det er på den anden side vanskeligt at afvise indvendingerne fra Mehdi Mozaffari, der er professor ved Islamiske Studier ved Aarhus Universitet: "Det er imod al fornuft, at indenrigsministeren skrev det. Irans regime er smartere end som så. Det passer ikke ind i det islamiske regimes måde at fungere på." (Politiken, 18.6.2009).

At gennemføre så voldsom valgsvindel og så samtidig skrive det hele ned i et dokument, forekommer vel også umiddelbart for dumt, ligesom det også er meget vanskeligt at tro på, at Ahmadinejad kun skulle have fået godt fem millioner af de 42 millioner stemmer, der er afgivet - altså under 15 procent i stedet for de 63 procent, der er det officielle resultat (i 2005-valget fik han 62 procent af stemmerne).

Men derfor er det dog stadig væk tænkeligt, at dokumentet er lækket direkte af kredse i Indenrigsministeriet for at afsløre en faktuel valgsvindel, også selv om de muligvis har 'måttet' fabrikere et håndgribeligt bevis på svindlen.

At Vogternes Råd har indkaldt de tre besejrede præsidentkandidater til møde den 20. juni og officielt har bekendtgjort, at en "omhyggelig undersøgelse" af 646 klager over valgresultatet, er sat i værk, fortæller vel også, at Ahmadinejad selvfølgelig har flere interne modstandere, end hans egen solkongeopførsel efter valget giver indtryk af - modstandere, man er nødt til at tage et vist hensyn til.

Derimod er det næppe så meget et udtryk for, at man herigennem tror at kunne lulle modstanderne i søvn, for alle er utvivlsomt klar over, at tilliden til en sådan undersøgelses uvildighed indlysende er alt for begrænset til at have en reelt passiviserende effekt.

Det korte af det lange er, at der udspiller sig en magtkamp bag kulisserne, og Barack Obama har valgt den diplomatiske tilgang i denne situation, nemlig nøgternt (og i pæn overensstemmelse med tilgængelig viden) at fastslå, at forskellen på Ahmadinejad og Mousavi ikke just er gigantisk, idet der dog samtidig også heri ligger det nødvendige træk, at Ahmadinejad & Co. ikke skal kunne bruge USA's stilling alt for åbenlyst til at miskredittere Mousavi & Co. i denne kritiske tid.

Ahmadinejad er foreløbig den officielle sejrherre, om hvem Lasse Ellegaard i en informativ analyse bemærker: "Han har nu fået fire år mere til at irritere det såkaldt 'internationale samfund', en vildledende eufemisme for USA-EU-aksen, med sine på én gang spektakulære og absurde udenrigspolitiske stunts - som Holocaust-skeptiker, som storpralende operette-shah og med misforståelige trusler, der går utjekket ind i den vestlige mediemaskine som sandheder - men faktisk har han ikke sagt, at Israel 'bør slettes fra landkortet', men at landets 'zionistiske styres eksistens' burde ophøre." (Information, 15.6.2009).

Hvis Mousavi på den ene eller anden måde skulle kunne fravriste magten fra Ahmadinejad, vil den politiske stil utvivlsomt ændre sig iøjnefaldende, men der vil næppe være tale om udsigten til vidtstrakte frihedsrettigheder i den betydning, vi forstår det i Vesten - nok er han reformpolitiker, men han har en lang forhistorie som en af magtsystemets loyale mænd, bl.a. som premierminister.

Og også Mousavis præsidentkandidatur blev som bekendt godkendt af Vogternes Råd, og selv som præsident ville han være underordnet den øverste åndelige leder, Ali Khamenei, hvorunder bl.a. udenrigspolitikken og de væbnede styrker sorterer.

"An Insider Turned Agitator Is the Face of Iran’s Opposition" lyder overskriften på Robert F. Worths portræt af Mousavi i New York Times:

Mr. Moussavi, 67, is an insider who has moved toward opposition, and his motives for doing so remain murky. He was close to the founder of Iran’s Islamic Revolution but is at odds with the current supreme leader. Some prominent figures have rallied to his cause, including a former president, Ali Akbar Hashemi Rafsanjani. So it is not clear how much this battle reflects a popular resistance to Mr. Ahmadinejad’s hard-line policies, and how much is about a struggle for power.

Mr. Moussavi began his political career as a hard-liner and a favorite of the revolution’s architect, Ayatollah Ruhollah Khomeini. Although he has long had an adversarial relationship with Iran’s current supreme leader, Ayatollah Ali Khamenei, his insider status makes him loath to mount a real challenge to the core institutions of the Islamic republic. (...)

Yet like many founding figures of the revolution, he has come to believe that the incendiary radicalism of the revolution’s early days must be tempered in an era of peace and state-building, those who know him say. Some have seen a symbolic meaning in his decision to make Monday’s vast demonstration in Tehran a march from Enghelab (revolution) Square to Azadi (freedom) Square.

Robert F. Worth New York Times, 17.6.2009

Der skal mere end symbolik til, og hvis han overhovedet skulle kunne fravriste Ahmadinejad præsidentembedet, kunne Mousavi med andre ord sagtens blive endnu en skuffelse - Khatami, der var iransk præsident 1997-2005, blev kaldt "Ayatollah Gorbatjov", men reformerne så man ikke meget til. Spørgsmålet er, om Mousavi overhovedet ville kunne få større held som Irans "Gorbatjov" (snarere end som Irans "Ghandi", som han allerede er blevet kaldt) inden for de snævre rammer, enhver iransk præsident er underlagt af Khamenei og Vogternes Råd?

Det, man kan håbe, kan gøre en forskel, er selvfølgelig den overraskende store protestbevægelse, der nu har rejst sig. I juni 1999 gik titusindvis af studerende også på gaderne i store protestdemonstrationer mod præstestyret, men i disse dage er protesterne langt bredere funderet og magtcirklerne selv tilsyneladende mere splittede.

Selv om det er umuligt at spå om udfaldet, er det i alle tilfælde en vigtig og opløftende (mangesidig) frihedsbevægelse, der manifesterer sig i gaderne og protesterer mod Ahmadinejad og det iranske regimes undertrykkelse og ensretning.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 19.6.2009