Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Foghs historieforfalskning

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

»Jens Rohde har sagt, at der dengang var skabt et almindeligt indtryk af, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Det skal man ikke være professor i statskundskab for at konstatere«, konstaterede statsminister Anders Fogh Rasmussen på baggrund af et åbent samråd i Folketingets forsvarsudvalg om Irak-krigens iscenesættelse. Men han tilføjede som det første af to hovedargumenter for krigen, at denne opfattelse blot var almindeligt udbredt blandt såvel regeringen som oppositionen, »fordi, der var spredt et almindeligt indtryk af, at der var masseødelæggelsesvåben baseret på de informationer, der var givet fra forskellige efterretningstjenester« (Politiken.dk, 29.10.2008).

Som andet hovedargument anførte statsministeren: »Men det ændrer bare ikke ved at det var ikke den begrundelse vi brugte som argument for at gå med i Irak,« det var nemlig Saddam Husseins manglende vilje til samarbejde med FN (Politiken.dk, 29.10.2008).

Begge dele er i bedste fald misvisende og manipulerende.

1) Ja, oppositionen var i nogen grad af samme indtryk som regeringen og troede på masseødelæggelsesvåbnene, men den var selvfølgelig afhængig af de (mis)informationer, som regeringen udbasunerede med skråsikre miner. Eller med Mogens Lykketofts ord: »Vi var i oppositionen ikke i en position, hvor vi kunne afvise at der var masseødelæggelsesvåben, og det gjorde vi heller ikke. Men vi var i en position, hvor vi kunne sige, at når FN’s våbeninspektører mener, de kan opklare den sag uden krig, så er vi i mod krig og det er det handler om. Ikke det andet. Det andet er rent afledningsmanøvre.«

Det er naturligvis også tilfældet, at udspringet for løgnen om de påståede masseødelæggelsesvåben ikke i første omgang stammer fra Danmark eller den danske regering, men derimod i sidste ende fra USA, hvorfor Anders Fogh Rasmussen & Co. sikkert i vid udstrækning har troet på det, der viste sig at være et svindelnummer. Men der er forskel på at tro på oplysninger, man ikke selv kan bekræfte, og så give befolkningen det indtryk, at eksistensen af Iraks masseødelæggelsesvåben er noget VI VED, som statsministeren påstod, for dermed signalerer man selvsagt, at regeringen er i besiddelse af indiskutable beviser.

Det var man ikke - statsministeren talte usandt.

Det samme gjorde udenrigsministeren. Faktisk så emfatisk, at han en lille uge efter krigens udbrud endog gjorde det tindrende klart, at det var masseødelæggelsesvåbnene det hele drejede sig om: »Det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben.« (Per Stig Møller, folketingsdebatten, 26.3.2003).

2) Er det så sandt, at selv om regeringen talte usandt, så var det trods alt ikke de fiktive masseødelæggelsesvåben, der var begrundelsen for at gå i krig?

Som jeg har været inde på tidligere, er masseødelæggelsesvåben nævnt ikke mindre end ti gange i den officielle og formelle krigsbegrundelse (B 118, 18. marts 2003: Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak); nogle gange som reference til fortiden, andre gange med flertydig reference i tid, én gang som "eventuelle masseødelæggelsesvåben" (refererende til våbeninspektørerne), og atter andre gange med klar adresse til samtiden:

PUNKT II: Her fremhæves bl.a.: "Resolution 687 fastslår klart, at det er en fredsbetingelse, og en betingelse for våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben, herunder navnlig med hensyn til kemiske og biologiske våben. På grund af Iraks væsentlige brud på sine forpligtelser er det nødvendigt at sikre - om fornødent ved anvendelse af militær magt - at landet bliver afvæbnet og således ikke længere udgør en trussel mod international fred og sikkerhed i regionen."

Det kan ikke læses på anden måde end som en klar krigsgrund, at Irak i strid med resolution 687 fortsat udvikler og opretholder en kapacitet vedrørende masseødelæggelsesvåben (med fremhævelsen: navnlig med hensyn til kemiske og biologiske våben).

PUNKT IV: Som redegjort ovenfor trækker brugen af "masseødelæggelsesvåben" under det første af punkt IV's tretten forhold på den foregående krigsiscenesættelses påstand om irakiske masseødelæggelsesvåben, som dermed aktualiseres. Og skulle man være i tvivl om det, kan man blot læse det andet af de tretten forhold: "... at afvæbning af Irak er nødvendig for at fjerne truslen mod den internationale fred og sikkerhed i regionen."

Eftersom masseødelæggelsesvåbnene er nævnt umiddelbart inden, er det oplagt at læse sammenstillingen på den måde, at det er denne specifikke trussel, der nødvendiggør den aktuelle "afvæbning af Irak".

PUNKT VI: Her fastslås det klart og utvetydigt, at krigsdeltagelsen er direkte knyttet til Danmarks politik "i relation til" masseødelæggelsesvåben: "Et militært bidrag vil samtidig være i overensstemmelse med den hidtidige danske politik over for Irak og med den danske ikke-spredningspolitik i relation til masseødelæggelsesvåben."

PUNKT VII: "Truslen fra masseødelæggelsesvåben mod sømilitære bidrag vurderes som lav." Dét må til gengæld siges at være en temmelig præcis vurdering ... Men den tjener ikke alene til at afdramatisere faren ved en specifik dansk krigsdeltagelse til søs. I lyset af de øvrige bemærkninger og den generelle Irak-debat kommer bemærkningen selvfølgelig til at stå i kontrast til masseødelæggelsesvåbnenens påståede trussel i andre henseender.

Uddrag af: Masseødelæggelsesvåben TI gange i beslutningsgrundlaget

Det korte af det lange er: Statsministeren manipulerer og vildleder nok engang, og han kan kun få lov til det, fordi Dansk Folkeparti reelt er fløjtende ligeglade - så længe han gør, som partiet ønsker i forhold til udlændingepolitikken.

Og endnu engang er den naturlige konklusion, at der er behov for en uvildig undersøgelse af alle forhold op til krigsiscenesættelsen, og ikke blot Dansk Folkepartis og regeringens forsøg på at tørre det hele af på efterregningstjenesterne.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 30.10.2008