Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

SSF ydmyger De Radikale og Enhedslisten

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Klummen er trykt i Politiken:

Preben Wilhjelm har provokeret Socialdemokraterne og SF ved at påpege, at deres politik efterhånden overlapper så store dele af Dansk Folkepartis agenda, at et kommende bloksamarbejde mellem de tre partier ikke længere er så ulogisk, hvis regeringsmagten skifter side. Overlapningerne gælder ikke kun udlændingepolitikken, men eftersom denne i mange år har været omdrejningspunkt for den politiske magt, retter opmærksomheden sig naturligvis i særlig grad mod de to partiers markante tilnærmelser til Dansk Folkeparti på dette felt.

Ganske vist har Thorning-Schmidt efter hårdt pres fra sit bagland proklameret, at der nu er strammet nok, men ikke uden en understregning af, at hun »ikke kunne drømme om at gå over mod en lempeligere udlændingepolitik«. Diskriminationen får med andre ord lov til at fortsætte uanfægtet.

Og som Wilhjelm bemærker, står denne kurs derfor næppe i vejen for et nært samarbejde med DF, for SSF har for længst lært at lancere ny diskrimination som 'integration': »Skulle S og SF sætte en stopper for yderligere stramninger af udlændingelovgivningen, kan DF vel slå sig til tåls med, at vi nu har Europas strammeste, og at der ikke synes flere stemmer at score på at fremture i absurditeterne. Og skulle det endelig være, kan man vel pille lidt ved det bestående, så man kan få SSF med på at sælge nye stramninger som en lempelse og/eller en støtte til integrationen, som det skete med pointsystemet. Det er efterhånden svært at forestille sig den chikane, som ikke kan udlægges som integrationsfremmende.« (Politiken, 24.11.2010).

Hvor DF som fast støtteparti for en regering mellem S og SF måske ikke ser sandsynligt ud allerede efter et hurtigt valg, kan udsigten såmænd godt blive mere realistisk - hvis altså Thorning-Schmidt & Søvndal får lov til at fortsætte medløberiet med samme acceleration som hidtil.

Søvndal afviser dog scenariet som »afsindigt«, men han har som bekendt ikke tidligere være bleg for 180 graders kovendinger. Derfor hjælper det heller ikke meget, når han tilføjer: »Må jeg blot stilfærdigt konstatere, at DF er et stærkt højreorienteret parti ...« (Politiken, 30.11.2010). Ja, lad os konstatere det stilfærdigt.

Der er jo nok ingen grund til at sige for højt, at SF's europarlamentsmedlem Emilie Turunen for nylig tog afstand fra Poul Nyrup Rasmussens offensiv imod højreradikale partier under overskriften: »SF til S: Forkert at kritisere højrebølgen.« (Information, 18.11.2010).

Der er heller ingen grund til at sige for højt, at SSF har gjort De Radikales totale underkastelse i udlændingepolitikken til et urokkeligt udgangspunkt for et samarbejde med Margrethe Vestager. Og der er vel heller ingen grund til at erindre for tydeligt om, at Ole Sohn ikke udviser den fjerneste kompromisvilje, når han understreger: »Der sker ingen ændring af dansk asylpolitik, og det kan de Radikale ikke ændre på.« (Berlingske Tidende, 26.9.2009).

Er det virkelig sådan, SF kommer et kommende støtteparti eller sågar en potentiel regeringspartner i møde? Ville den samarbejdsvenlige model ikke være den, at man nøgternt tilkendegav, at hverken SSF eller De Radikale og Enhedslisten kunne få nøjagtig den udlændingepolitik, de hver især måtte ønske, men at man da ville nærme sig hinanden?

Nej. Således siger også Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen: »Hvis De Radikales forudsætning for, at vi kan regere landet, er, at vi skal føre radikal udlændingepolitik, så kan jeg bare sige, at det kommer ikke til at ske. Hvis de ikke vil tale med os, så vil vi søge samarbejde med Venstre og De Konservative for på den måde at holde yderfløjene væk fra indflydelse på det her emne.« (Politiken, 25.11.2010).

Bemærk, hvordan han skyder De Radikale i skoene, at de kræver deres egen udlændingepolitik gennemført som forudsætning for et samarbejde, skønt virkeligheden er den omvendte. De Radikale har ikke stillet ét ultimativt krav, men er derimod blevet mødt med SSF's ultimative slag i ansigtet: I får nul indflydelse på udlændingepolitikken, punktum. De Radikale og Enhedslisten marginaliseres tilmed som »yderfløjene«, mens Sass Larsen beredvilligt kaster sig for fødderne af Venstre og De Konservative. Flot valgoplæg.

Endnu værre er Thorning-Schmidt: »Det bliver ikke De Radikale, som skal bestemme vores udlændingepolitik. Det er de brede vælgergrupper ikke interesseret i, og jeg er slet, slet ikke interesseret i det.« (Berlingske, 21.11.2010).

Thorning-Schmidt er »slet, slet ikke interesseret«. De Radikale får ikke andet end en kold skulder uden skyggen af imødekommenhed som tak for æren af allernådigst at overrække SSF nøglerne til ministerbilerne.

Slet, slet ikke et kompromis. Slet, slet ikke en lillebitte indrømmelse. Slet, slet ingenting.

Hvor lovende tegner monstro denne isnende arrogance over for de kommende samarbejdspartnere egentlig for de reelle politiske forandringer under Thorning-Schmidt & Søvndal?

Rune Engelbreth Larsen
Politiken, 4.12.2010


NOTE: Ovenstående klumme er trykt i Politiken samme dag, som det viser sig, at kravet om et kursskifte i SF-toppen har haft en effekt, så partiet nu rækker hånden frem til De Radikale. Efter ugers internt pres og kritik i debatten understreges det endelig, at partiet ikke vil indgå politiske aftaler med Dansk Folkeparti. Problemet er, at Villy Søvndals troværdighed er tyndslidt efter en række politiske 180 graders kovendinger de senere år. Kun tiden vil vise, om den seneste udmelding vil stå distancen - og om Helle Thorning-Schmidts arrogante afvisning kan rulles tilbage. REL.