Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

VKO og SSF reducerer mennesker til værdi-point

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Fhv. teaterdirektør og medstifter af CEPOS, Morten Grunwald er ualmindelig klar i mælet i sin kritik af VKO's pointsystem: »Og når det gælder ægtefæller, så skal det være enhver danskers ret til at forelske sig i en udlænding uden at skulle gennem Pia Kjærsgaards securitytjek. Når man blander kærlighed og nytteværdi for samfundet sammen, giver det mindelser om noget Stasi-agtig ...« (Politiken, 18.11.2010).

Tidligere formand for De Konservative, Pia Christmas Møller, trækker ligeledes en markant streg i sandet over for VKO's pointsystem: »Jeg forstår ikke, at borgerlige, konservative og liberale kunne drømme om at støtte et så voldsomt statsligt indgreb i den fundamentale personlige frihed. Det er uantageligt.« (Ritzau, 17.11.2010).

Hun kan ikke længere støtte genvalget af en VK-regering. Så klart og utvetydigt melder hun ud.

Der er dog ingen håndsrækning til hendes kamp for den personlige frihed at hente i SSF.

For VKO's pointgraduering af mennesker efter deres nytteværdi blev ganske vist nøjagtig lige så bureaukratisk og grotesk, som det hele tiden lå i kortene, men SSF's fedtspilleri, der afviste at tage afstand (og i Henrik Dam Kristensens tilfælde ligefrem mødte udspillet som »fornuftigt«) landede forudsigeligt på Dansk Folkepartis banehalvdel uden nogen som helst principiel kritik af dette indgreb i den personlige frihed.

Hvad er SSF's modspil til VKO's sociale apartheid? De stemmer nej og jubler over, at oppositionen samlet stemmer nej, men al denne viften med armene kan ikke skygge for, at SSF's udspil bygger på præcis samme princip - statens værdigraduering af mennesker. Et fundamentalt og skelsættende indgreb i den personlige frihed.

Og SSF standser ikke engang længere ved de 24 år, men pointsystemet går videre, hvilket indeholder en stramning af det kompromis, SSF indgik, da SF accepterede 24-års-reglen, skønt partiet officielt var imod.

Dermed har toppen i SSF ikke givet en lillefinger til partiets interne kritikere, som bl.a. har taget skarp afstand fra at »gøre staten til dommer over, hvilke borgere som må blive familiesammenført med udlændinge i Danmark« (Trine Pertou Mach), og som har understreget, at det er »en menneskeret at bo sammen med sine børn, og at ægtefolk kan bo sammen« (Özlem Cekic).

SSF-udspillet er et slag i ansigtet på Margrethe Auken, der mødte regeringens udlændingepakke med skarp principiel kritik: »Fra at den [24-års-reglen] skulle befri fra tvang, er den nu blevet fyldt med det. Det er tvangsægteskaber på en ny måde. Nu må du kun gifte dig nogen, der passer ind i familien Danmark, og som 'bedstefar' kan acceptere. (...) Men jeg er hernede i et EU-system, hvor folk laver lovgivning ud fra, at når folk gifter sig, så gør de det af kærlighed. Dét bestrider regeringen ikke engang længere nu. Nu siger de, at selv om du er dybt forelsket, så må du stadig ikke få din ægtefælle hertil. Det er rendyrket familiefjendskhed.« (Information, 10.11.2010).

Hele det grundprincip, som hun og andre SF'ere har kæmpet imod, er imidlertid nu også cementeret som SSF-politik. Staten er den nye 'bedstefar', der skal værdisætte din udenlandske ægtefælle, uanset om bedstefar hedder VKO eller SSF.

Spørgsmålet er så, om der er interne kritikere, der er blevet banket på plads til at omfavne SSF-planen, eller om de har deres politiske rygrad i behold?

Helle Thorning-Schmidt har heller ikke gidet lytte ét sekund til den interne kritik fra socialdemokrater.

Kjeld Holm, Ole Espersen, Kjeld Olesen og Hans Hertel m.fl. advarede f.eks. i et fællesindlæg lige akkurat imod en sådan point-model, som SSF har ædt: »Vi må protestere imod, at Dansk Folke parti presser regeringen - og måske så gar dele af oppositionen - til at ind føre et pointsystem. (...) Disse krav, der opdeler ansøgerne i første og anden klasses borgere, opfatter vi som dybt diskriminerende og som grænseoverskridende i forhold til danske kerneværdier og dansk retssikkerhed.«

For den, der er fundamentalt uenig i en gradueret statsdikteret værdisættelse af individers ret til at gifte sig med en udlænding og bo sammen i Danmark, er VKO's og SSF's tankesæt lige forkasteligt. At VKO's system så er nogle grader værre i den praktiske udformning, er ingen formildende omstændighed ved det usympatiske makværk, SSF har hamret sammen.

Rune Engelbreth Larsen
Blog: Engelbreth, Politiken.dk, 18.11.2010