Kampen om hampen
Af Rune Engelbreth Larsen 
En regering, der nedsætter afgifterne på spiritus, samtidig med at den varsler en
stram kurs over for selv den mest bagatelagtige besiddelse af hash, leverer et
ufrivilligt skoleeksempel på den type dobbeltmoral, der desværre er
karakteristisk for moderne politik.
Det er næsten nærliggende at konkludere, at afgiftsnedsættelsen er influeret
af kapitaltunge, danske erhvervsinteresser, der ønsker at skumme den profit,
som grænsehandlen i årevis har sendt langt ned i tyske lommer. Hashen, der
netop kunne være en reel konkurrent til alkoholen, skal selvfølgelig ved samme
lejlighed kriminaliseres yderligere.
Der er tilsyneladende mindre politisk frygt for den potentielt sanseløse
alkohol-rus end for den i hovedreglen mere uskadelige hash-rus. Den ubegrundede
antagelse, at hash med defaitistisk automatik skulle føre til afhængighed af hårde
stoffer, trives også fortsat som argument imod en legalisering, mens denne
tankegang ikke får nogen til at tale for et alkoholforbud, skønt alkohol vel
ud fra samme »logik« burde ses som et lignende »trin« ned ad kældertrappen
mod de hårde stoffers mørke.
De politiske bekymringer over hashens lette tilgængelighed i Danmark er således
udtryk for et åbenlyst hykleri – men det gør naturligvis ikke bekymringen
for stofbrugeres potentielle afhængighed af rusmidler mindre reel.
Ingen kan vel undlade at se med alvor på den tiltagende tilflugt til rusmidler,
som stadig yngre mennesker stimulerer deres – muligvis ikke alt for
stimulerende – tilværelse med i dagens Danmark, hvad enten det drejer sig om
alkohol eller hash.
Næppe noget samfund har nogen sinde været uden rusmidler og stimulanser af
forskellig slags, men den udbredelse, som brugen af alkohol og hash har i et
moderne samfund som det danske, kan umuligt opfattes som betryggende, endsige
gavnligt af andre end dem, der tjener styrtende på rusens tiltrækningskraft.
Et samfund, hvor det langtfra er undtagelsen, at unge og voksne har erfaringer
med at drikke eller ryge sig fra sans og samling, må i mere end én forstand være et samfund, hvor
kriser stikker dybere end den pæne overflade, som den relative velstand og velfærd
dækker over. Det er imidlertid en kulturel og samfundsmæssig selverkendelse,
der er langt mere kompleks og bekymrende, end politikerne vil se i øjnene,
fordi deres horisont sjældent strækker sig mange minutter ud over tidsrummet
mellem gårsdagens og morgendagens opinionsundersøgelse.
Men hvor meget hashens udbredelse end måtte bekymre Anders Fogh Rasmussen, og
hvor lidt denne udbredelse synes at stemme overens med regeringens forestilling
om Normal-Danmark, er indtagelsen af betragtelige mængder hash og alkohol
imidlertid blevet så almindelig, at det nærmest må betragtes som integreret i
dagens normsæt blandt en betydelig del af Danmarks unge.
I sidste ende er og bliver reaktionen herpå et politisk spørgsmål om,
hvorvidt det er statens eller borgerens egen opgave at adfærdsregulere brugen
af rusmidler?
Sandheden er vel, at hvor staten belægger alkohol og hash med tunge afgifter
eller ligefrem forbud, skaber den social slagside og stimulerer i ekstrem grad
en illegal handel, hvor der skovles store penge hjem på produkter og stoffer,
der helt eller delvist undslipper den kontrol, som vi ellers tager for givet på
det legale marked. Staten skaber med andre ord et lukrativt, kriminelt miljø.
En afkriminalisering af hashen er en langt mere effektivt underminering af det
kriminelle miljø, der profiterer af illegaliteten, end nok så mange bevæbnede
indsatsstyrker i kampuniformer, der aldrig bliver mere end et forbigående
irritationsmoment for hash-handlen på Christiania og blandt de tusindvis af
pushere landet over i øvrigt.
Nu findes der unægtelig mange religiøse, moralske og politiske advarsler og
forbud af mere eller mindre omfattende karakter mod diverse rusmidler, og det er
næppe en overdrivelse at konstatere, at det selvfølgelig udgør et seriøst
problem, hvor som helst sådanne stoffer indtages i flæng. Men det gør det
stadig væk ikke indlysende, at det skulle være statens opgave at blande
sig her og håndhæve sådanne forbud?
Vi accepterer som regel, at staten forsøger at beskytte os mod andres konkrete
og potentielle trusler mod vores liv og førlighed – men vi lader det som
regel også være op til den enkelte selv at vurdere, hvilke risici man vil udsætte
sig selv for, så længe man ikke også tvinger andre til det samme.
F.eks. kan ekstreme sportsgrene være livsfarlige, ja, blot ophold i trafikken
er ikke uden risiko, og mange legale jobs fører beviseligt til omfattende
fysisk og psykisk nedslidning – men vi overvejer yderst sjældent forbud af
den grund.
At en del arbejds- og sportsskader forekommer, accepteres, så længe disse
netop ikke er påtvungne, fordi den enkelte (i princippet) selv har vejet
risikoen herved mod tilfredsstillelsen ved oplevelsen – eller lønnen for
arbejdet – og på den baggrund truffet sit valg.
Men hvorfor ikke også lade det være op til den enkelte selv at bestemme, om
man vil indtage hash eller ej? Nogle vil takke nej af religiøse grunde, nogle
af moralske, nogle af helbredsmæssige, nogle slet og ret af manglende lyst. Men
andre vil fortsætte med at ryge hash, som de altid har gjort, og atter andre
vil i bogstavelig forstand ryge ud i tågerne i en tom tilværelse uden andet
indhold end den dulmende rus.
Men for de sidstes vedkommende er hash selvfølgelig ikke årsagen, men derimod
symptomet på kriser og problemer, som et forbud alligevel ikke løser.
Så længe regeringen ikke tør overveje et opgør med den herskende
dobbeltmoral på området, er dens eneste løsning mere formynderi og forbud.
Det turde imidlertid være indlysende, at denne kurs næppe formindsker
hash-forbruget – men at den til gengæld med usvigelig sikkerhed forøger
kriminaliteten.
Rune Engelbreth Larsen
Minoritetspartiets medlemsblad, Solen nr. 6, 2003
APROPOS
> Rune Engelbreth Larsens retrospektive status: Minoritetspartiet, medierne og Mars
