Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Kampen om hampen

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

En regering, der nedsætter afgifterne på spiritus, samtidig med at den varsler en stram kurs over for selv den mest bagatelagtige besiddelse af hash, leverer et ufrivilligt skoleeksempel på den type dobbeltmoral, der desværre er karakteristisk for moderne politik.

Der er tilsyneladende mindre politisk frygt for den potentielt sanseløse alkohol-rus end for den i hovedreglen mere uskadelige hash-rus. Den ubegrundede antagelse, at hash med defaitistisk automatik skulle føre til afhængighed af hårde stoffer, trives også fortsat som argument imod en legalisering, mens denne tankegang ikke får nogen til at tale for et alkoholforbud, skønt alkohol vel ud fra samme »logik« burde ses som et lignende »trin« ned ad kældertrappen mod de hårde stoffers mørke.

De politiske bekymringer over hashens lette tilgængelighed i Danmark er således udtryk for et åbenlyst hykleri -– men det gør naturligvis ikke bekymringen for stofbrugeres potentielle afhængighed af rusmidler mindre reel.

Ingen kan vel undlade at se med alvor på den tiltagende tilflugt til rusmidler, hvormed stadig yngre mennesker stimulerer deres -– muligvis ikke alt for stimulerende -– tilværelse i dagens Danmark, hvad enten det drejer sig om alkohol eller hash.

Næppe noget samfund har nogen sinde været uden rusmidler og stimulanser af forskellig slags, men den udbredelse, som brugen af alkohol og hash har i et moderne samfund som det danske, kan umuligt opfattes som betryggende, endsige gavnligt af andre end dem, der tjener styrtende på rusens tiltrækningskraft.

Et samfund, hvor det langtfra er undtagelsen, at unge og voksne har erfaringer med at drikke eller ryge sig fra sans og samling, må i mere end én forstand være et samfund, hvor kriser stikker dybere end den pæne overflade, som den relative velstand og velfærd dækker over. Det er imidlertid en kulturel og samfundsmæssig selverkendelse, der er langt mere kompleks og bekymrende, end politikerne vil se i øjnene, fordi deres horisont sjældent strækker sig mange minutter ud over tidsrummet mellem gårsdagens og morgendagens opinionsundersøgelse.

Men hvor meget hashens udbredelse end måtte bekymre Anders Fogh Rasmussen, og hvor lidt denne udbredelse synes at stemme overens med regeringens forestilling om Normal-Danmark, er indtagelsen af betragtelige mængder hash og alkohol imidlertid blevet så almindelig, at det nærmest må betragtes som integreret i dagens normsæt blandt en betydelig del af Danmarks unge.

I sidste ende er og bliver reaktionen herpå et politisk spørgsmål om, hvorvidt det er statens eller borgerens egen opgave at adfærdsregulere brugen af rusmidler?

Sandheden er vel, at hvor staten belægger alkohol og hash med tunge afgifter eller ligefrem forbud, skaber den social slagside og stimulerer i ekstrem grad en illegal handel, hvor der skovles store penge hjem på produkter og stoffer, der helt eller delvist undslipper den kontrol, som vi ellers tager for givet på det legale marked. Staten skaber med andre ord et lukrativt kriminelt miljø.

En afkriminalisering af hashen er en langt mere effektivt underminering af det kriminelle miljø, der profiterer af illegaliteten, end nok så mange bevæbnede indsatsstyrker i kampuniformer, der aldrig bliver mere end et forbigående irritationsmoment for hash-handlen på Christiania og blandt de tusindvis af pushere landet over i øvrigt.

Nu findes der unægtelig mange religiøse, moralske og politiske advarsler og forbud af mere eller mindre omfattende karakter mod diverse rusmidler, og det er næppe en overdrivelse at konstatere, at det selvfølgelig udgør et seriøst problem, hvor som helst sådanne stoffer indtages i flæng. Men det gør det stadig væk ikke indlysende, at det skulle være statens opgave at blande sig her og håndhæve sådanne forbud?

Vi accepterer som regel, at staten forsøger at beskytte os mod andres konkrete og potentielle trusler mod vores liv og førlighed -– men vi lader det som regel også være op til den enkelte selv at vurdere, hvilke risici man vil udsætte sig selv for, så længe man ikke også tvinger andre til det samme.

F.eks. kan ekstreme sportsgrene være livsfarlige, ja, blot ophold i trafikken er ikke uden risiko, og mange legale jobs fører beviseligt til omfattende fysisk og psykisk nedslidning -– men vi overvejer yderst sjældent forbud af den grund.

At en del arbejds- og sportsskader forekommer, accepteres, så længe disse netop ikke er påtvungne, fordi den enkelte (i princippet) selv har vejet risikoen herved mod tilfredsstillelsen ved oplevelsen –- eller lønnen for arbejdet –- og på den baggrund truffet sit valg.

Men hvorfor ikke også lade det være op til den enkelte selv at bestemme, om man vil indtage hash eller ej? Nogle vil takke nej af religiøse grunde, nogle af moralske, nogle af helbredsmæssige, nogle slet og ret af manglende lyst. Men andre vil fortsætte med at ryge hash, som de altid har gjort, og atter andre vil i bogstavelig forstand ryge ud i tågerne i en tom tilværelse uden andet indhold end den dulmende rus.

Men for de sidstes vedkommende er hash selvfølgelig ikke årsagen, men derimod symptomet på kriser og problemer, som et forbud alligevel ikke løser.

Så længe regeringen ikke tør overveje et opgør med den herskende dobbeltmoral på området, er dens eneste løsning mere formynderi og forbud. Det turde imidlertid være indlysende, at denne kurs næppe formindsker hash-forbruget -– men at den til gengæld med usvigelig sikkerhed forøger kriminaliteten.

Rune Engelbreth Larsen
Minoritetspartiets medlemsblad, Solen nr. 6, 2003


APROPOS
> Rune Engelbreth Larsens retrospektive status: Minoritetspartiet, medierne og Mars