|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Myten om den sociale arv
Af Rune Engelbreth Larsen 
Børn, der på den ene eller anden måde mishandles af deres forældre, skal selvsagt anbringes uden for hjemmet. Desværre har der de senere år været en ubehagelig tendens til, at myndighederne fjerner for mange børn i flæng fra familier i gråzonen; familier, som godt nok har sociale problemer, men som ikke nødvendigvis af den grund er ude af stand til at give deres børn en forsvarlig og kærlig opvækst.
Baggrunden herfor er især forestillingen om den sociale arv, som både den forrige og den nuværende regering sværger til -– af og til skåret ud i pap som »den
negative sociale arv«. Den forestilling, at forældre, som har sociale problemer af den ene eller anden art, giver dem videre til deres børn, der så igen giver dem videre til deres børn med nærmest mekanisk automatik. Tvangsanbringelser er derfor tænkt som et indgreb, der skal bryde arven ved at rykke børnene ud af de socialt marginaliserede familier og anbringe dem i institutioner eller hos plejeforældre.
Men den sociale arv er en misvisende myte. Naturligvis har børn, som vokser op i meget belastede miljøer, og hvis familie i forvejen er socialt marginaliseret, en forøget risiko for at overtage nogle af de samme problemer, når de selv bliver voksne. Men risikoen er blot voldsomt overdrevet, og der er på ingen måde tale om en automatisk videreførelse og heller ikke nogen meget stor sandsynlighed, understreger sociolog Morten Ejrnæs: »Hovedtendensen er, at børn ikke arver deres forældres sociale problemer.« (Politiken, 22.6.03).
Morten Ejrnæs har sammen med forskerne Gorm Gabrielsen og Per Nørrung gransket undersøgelser og statistik, og deres resultater peger på, at forestillingen om den sociale arv får sundhedsplejersker, sagsbehandlere og lærere til at overvurdere risikoen for, at børn arver forældrenes problemer: »I nogle tilfælde vurderer socialarbejdere, at det er mere almindeligt, at det går skævt for børnene, end at det går godt. Det er ikke mærkeligt, at de kan få den tanke, når forskningsresultater fremlægges på en måde, hvor man undlader at vise, at det langt mest almindelige er, at børn ikke får problemer.«
Myten om den sociale negative arv er farlig, fordi den kan udstyre sagsbehandlere og andre myndighedspersoner med den fejlagtige indstilling, at sociale problemer er en art smitsom sygdom. En nærliggende løsning bliver således den mest drastiske af alle -– at rykke børnene op med rode og splitte familien.
En nylig undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI), der både er behæftet med dokumenterbare fejl og er blevet misfortolket, har desværre bestyrket politikere om myten, og medvirker til at kriminalisere socialt marginaliserede forældres evner som opdragere af egne børn.
SFIs forskningschef, Niels Ploug har erkendt graverende fejl, men ifølge de tre forskere kun over for en snæver kreds, mens han bagatelliserer dem over for offentligheden, hvis overdrevne opfattelse af risikoniveauet dermed fastholdes. Per Nørrung skriver: »Det er beklageligt, at en forskningschef ikke på eget initiativ dementerer erkendte, klare og skadevoldende fejl, men det virkelig uheldige er, at vi kommer til at mangle et afbalanceret og korrekt vidensgrundlag til brug for dem, der arbejder med børn og unges sociale problemer.« (Politiken, 30.6.03).
Myten om den sociale arv er imidlertid »kun« første led i et dobbeltsidet problemkompleks, der kendetegner politikernes og myndighedernes tiltag på området. Sagen er nemlig den, at heller ikke de tvangsfjernelser, der foretages i rekordagtigt omfang i Danmark, garanterer børnene en forsvarlig og kærlig opvækst -– i mange tilfælde snarere tværtimod. Seniorforsker fra SFI, Tine Egelund bemærker således: »Det er imidlertid forskningsmæssigt veldokumenteret, at de anbragte børn både under anbringelsen, ved udslusningen og efter anbringelsen som unge voksne er placeret blandt den socialt dårligst stillede del af befolkningen. Det er desuden tankevækkende, at anbringelser, der ofte har til hensigt at skabe stabilitet og kontinuitet for barnet, for mange børn kan føre til turbulens og i værste fald gentagne brud.«
(Social Forskning, nr. 3, 2003).
Hele komplekset stigmatiserer socialt marginaliserede samfundsgrupper som dårlige forældre -– det underforstås jo af begrebet »den
negative sociale arv«.
Naturligvis er der familier, hvor en tvangsfjernelse er nødvendig og uundgåelig. Men som patentløsning er indgrebet uhyggeligt. Det hviler på en myte om et overdrevet risikoniveau, som tilmed søges »løst« på en måde, der i mange tilfælde skaber lige så store eller endnu større problemer for de børn, der skulle hjælpes.
Hele området har med andre ord brug for en radikal kursændring. Gråzone-familier kan og bør i langt højere grad afhjælpes økonomisk og mødes med tillidsskabende støtte i stedet for skærpet og mistænkeliggørende tvang og kontrol. Hvor børnene skal anbringes uden for hjemmet, bør man have en anbringelse inden for slægten som højeste prioritet. Derved sikrer man også, at ressourcerne kan målrettes og koncentreres bedre i forhold til de tilbageværende familier, hvor den drastiske tvangsfjernelse helt ud af miljøet er uundgåelig.
Desværre har Danmark ikke tradition for at anbringe børn inden for deres egen slægt, selv om det ofte vil være den oplagte løsning, hvor forældrene ikke magter at tage sig af børnene.
Tine Egelund skriver: »Børn, anbragt hos slægten, udvikler sig mindst lige så godt som andre anbragte børn, og de bevarer i højere grad kontakten med deres biologiske forældre. Slægtsanbringelser bryder sjældnere sammen, hvilket ellers er et markant problem.«
Der er altså alternativer til den nuværende tvangsfjernelsesautomatik, der af mange socialt marginaliserede familier med rette opleves som kynisk formynderi.
Rune Engelbreth Larsen
Minoritetpartiets medlemsblad, Solen nr. 5, 2003
APROPOS
> Rune Engelbreth Larsens retrospektive status: Minoritetspartiet, medierne og Mars