Bestil ny bog af Rune Engelbreth Larsen: Den danske naturs genkomse
Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ungdomshuset kontra Faderhuset - forhistorien

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

69 »Der har i en lang årrække ikke været problemer mellem de unge og politiet. Der kan være en episode i ny og næ, men det er ikke anderledes, end hvad vi ser andre steder i byen.«

Politidirektør Hanne Bech Hansen
Den 20. oktober 2006

Det ligner næsten et filmisk opgør - unge sortklædte anarkister i Ungdomshuset kontra højreorienterede kristne fundamentalister i Faderhuset. En konflikt i flere akter, der rækker mange år tilbage.

Ungdomshuset på Nørrebro er en uofficiel institution i Danmark og huser vel landets mest rebelske ungdom, der insisterer på at drive et kultur- og musikhus på anarkistisk vis. Husets unge brugere betragter det måske ikke som deres ejendom, men i hvert fald som deres sted.

Jagtvej 69 er centrum for den såkaldt autonome bevægelse med piercinger og attituder - unge, der er parate til at forsvare brugsretten til Ungdomshuset, også med vold.

Det lyder voldsomt - det er voldsomt. Men hvem tilhører huset, og hvad er hoved og hale i sagen?

Fra Folkets Hus i 1897 til Ungdomshuset i dag

Huset på Jagtvej 69 blev bygget i 1897 og var i årtier en af arbejderbevægelsens såkaldte arbejderpaladser, der var centrum for både fester og faglige kampe - f.eks. var det her, Kvindernes Internationale Kampdag blev udråbt, og det var i dette hus, at Kvindeligt Arbejderforbund blev stiftet. Internationale socialistiske notabiliteter som Lenin og Rosa Luxemborg har besøgt det historiske hus.

69 Det hed oprindelig Folkets Hus helt frem til 1950erne, hvorefter ejendommen stod tom og ubenyttet hen nogle år. Siden blev huset købt af Brugsen, der ville jævne det med jorden og bygge et supermarked, men da det ikke lod sig gøre af hensyn til dets historiske værdi, blev det i stedet solgt til et folkemusikensemble, der kort tid senere videresolgte til kommunen.

Som i det meste af de forløbne par årtier stod huset atter tomt, indtil en gruppe BZ'ere rykkede ind i bygningen i 1981 og krævede et ungdomshus. Det førte til en række rydninger fra politiets side og endnu flere genbesættelser fra BZ'ernes, før man fandt en løsning. Daværende overborgmester i København, Egon Weidekamp, valgte til sidst at overdrage huset til de unge, og den 29. oktober 1982 var Ungdomshuset en realitet - også officielt. Det fortrød Weidekamp senere, men faktum er, at kommunen overdrog brugsretten af Ungdomshuset til »Brugerne af Huset«.

Siden 1982 har der været flere kriser og konflikter mellem myndighederne og husets brugere. Først elleve år efter overdragelsen lykkedes det f.eks. for Ungdomshuset at få en alkoholbevilling, men både før og siden har forskellige kommunalpolitikere gerne villet rydde stedet, der flere gange har fået naboer til at klage over larm og hærværk.

En underskriftsindsamling for at lukke Ungdomshuset iværksættes på Nørrebro i 1996, men det lykkes dog kun at få 350 til at skrive under.

At Jagtvej 69 også i 1990erne er kontroversielt og berygtet, er uomtvisteligt, men politidirektør Hanne Bech Hansen afdramatiserer opfattelsen af stedet: »Påståede kriminelle aktiviteter og kriminel adfærd med udspring i Ungdomshuset bygger oftere på antagelser og formodninger (rygter) end på facts.« (3. juli 1998).

69 I et internt notat i Københavns kommune skriver uddannelses- og ungdomsforvaltningen: »Det er vigtigt for Københavns Kommune at have denne ventil, således at unge, der på den ene eller anden måde ikke passer ind i 'systemet', har et sted at være.« (21. september 1998).

Socialdemokraterne i København ændrer imidlertid partiets hidtidige holdning i 1999, og på et møde i Borgerrepræsentationen den 6. maj går man nu ind for at sætte de unge ud og sælge huset. Dermed er der flertal for at afhænde det hus, som brugerne fik overdraget 17 år tidligere, og som de selv har indrettet og opbygget.

Blandt de mest indædte fortalere for en rydning er Dansk Folkepartis Louise Frevert, der under mødet i Borgerrepræsentationen udtaler: »Det korte af det lange er, at jeg er dødtræt af at høre om det her Ungdomshus, så lad os hurtigst muligt få sagen afgjort, revet det ned, jævnet simpelthen med jorden.« (Dette og de foregående to citater er citeret efter Politiken, 4.11.2006).

Ungdomshusets reaktion på beslutningen om at sælge det hus, de mener at have brugsretten til, er et stort banner på ejendommens facade: »Til salg inklusive 500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede.«

Ironien er ikke til at overse - men det er dog ikke en ejendomsannonce, der får køberne til at stå i lange køer.

Det første bud kommer fra Fonden for Fremme af Blivende Økologisk Balance, der byder ca. 2 millioner kroner den 30. juni 1999. Et andet bud i samme størrelsesorden kommer fra den fundamentalistiske menighed Faderhuset.

Det tilfredsstiller ikke Københavns Kommune, hvor man i maj 2000 beslutter, at Ungdomshuset kan fortsætte, hvis ikke der i løbet af et halvt år melder sig, hvad man kalder en »seriøs køber«. Kort før fristens udløb kommer der så pludselig et bud på 2,6 millioner kroner fra det ukendte aktieselskab »Human A/S under stiftelse«. Er dét så en seriøs køber?

Det ved man ikke meget om. Men trods modvilje på venstrefløjen og stor forvirring og skepsis på højrefløjen, beslutter Borgerrepræsentationen den 16. november samme år at sælge huset til den ukendte, men højestbydende køber.

Hvad og hvem er aktieselskabet »Human A/S under stiftelse«?

Det er der som nævnt ingen, der aner, bortset fra, at det er et aktieselskab under stiftelse af advokat Inger Loft, der er specialist i erhvervsret. HUMAN er angiveligt en forkortelse for Hjælp Unge Mennesker til Ansvar for sig selv på et Nænsomt grundlag, og selskabet består af en kreds af private investorer, hvis navne ikke kommer frem.

Salget er ikke populært i Ungdomshuset, og Inger Lofts villa i Skodsborg bliver snart overmalet med graffiti såsom »hattedame« og »lortekælling«. I et sjældent interview fortæller hovedpersonen senere om sit køb af huset:

Jeg ønsker ikke, at de unge mennesker skal læse om mine 'planer' i aviserne. For der er ingen fasttømrede planer. Det ville være disrespekt for andre mennesker. Men jeg har spurgt deres uformelle leder: »Vil I have en politisk kamp, eller vil I have et hus, som fungerer?«. Og sådan som jeg har hørt det, foretrækker de et velfungerende hus. Men de unge mennesker er vantro. De kalder mig naiv. De siger: »Hold da op. Dette Københavnstrup anno 2000 er ikke paradis.« Det hævder jeg skam heller ikke. Men kan det lykkes, er det lykken. (...)

Og i denne sag handler det om, at en række mennesker med overskud gerne vil give nogle unge mennesker en håndsrækning. Hvis de vil have den, kan de tage den. Og vil de helst være fri, er det deres valg. Jeg har henvendt mig til en række klienter, som jeg har et tæt forretningsmæssigt forhold til. Og ikke én har sagt nej til at hjælpe. (...)

Vi private er jo så selvstændige, at vi kan træffe en beslutning her og nu. Vi råber og skriger, og for sjov går vi rundt og kalder hinanden 'autonome'. Men vi hører alligevel på hinanden. I vores kreds har vi ingen uformel leder. For ingen er ledere end andre, for at bruge et omvendt citat fra 'Animal Farm'. Vi kan handle hurtigt, og det var nødvendigt i denne situation. Desværre var der ikke tid til at spørge de unge. For så var toget kørt, og de unge havde stået tilbage på stationen uden et værested.

Politiken, 3.12.2000

Det forbliver dunkelt, hvad Inger Lofts planer med huset egentlig er, og hvad det er for en »hjælp«, de unge skal have. Har hun købt huset for at forhindre Ungdomshuset i at blive lukket, og er de unge så hjælpeløse og fortabte, som hun tilsyneladende mener?

Det synes dog snart åbenlyst, at hendes interesse i husets skæbne er forbigående. Hun kan imidlertid ikke sælge det uden først at tilbyde kommunen at tilbagekøbe det, for sådan lyder klausulen - men i stedet tilbyder hun så at sælge aktierne i Human A/S til Menigheden Faderhuset.

Det sætter unægtelig Inger Lofts bestæbelser på at hjælpe de unge i et nyt perspektiv - og det er ad disse omveje, at Ungdomshuset den 28. september 2001 ender i hænderne på en køber, som Københavns Kommune ellers havde vraget, fordi man ønskede en »seriøs køber«.

Men hvad vil Faderhuset med huset på Jagtvej 69? Tilsyneladende rive det ned.

I hvert fald har man henvendt sig til kommunen for at høre om netop denne mulighed - og selv om menigheden siden har udtalt sig tvetydigt om planerne for Jagtvej 69, ønsker man ikke at afvise, at huset kan blive revet ned.

Menigheden Faderhuset, Samuelskolen og Moses Hansen

Hvem og hvad er Menigheden Faderhuset?

I slutningen af 1980erne fik ægteparret Knut og Ruth Evensen en vision om at oprette en menighed på Nørrebro, og i 1990 blev Faderhuset stiftet som en populær frimenighed med stor medlemstilgang. I 1998 tog det hele imidlertid en ny drejning, som det forklares på Faderhusets hjemmeside:

Knut fungerede som ansvarlig pastor for menigheden indtil 1998, hvor Ruth overtog ledelsen for menigheden og Knut helligede sig arbejdet med Samuelskolen. Med Ruth Evensen i spidsen oplevede menigheden i perioden fra 1998 en radikal kursændring. Ruth og Knut besøgte vækkelsen i Ukraine, hvilket gjorde et stærk indtryk, og det blev til et opgør med lunkenhed og terapisme i menigheden. (Læs mere i Ruths bog, 'En Vækkerrøst'.) Der kom et nyt fokus på vækkelse og opgør med synd. Den nye linje medførte bl.a. at vi mistede en del af vores medlemmer, men at den rest der var tilbage var enige og ville det samme, nemlig lægge sine egne liv ned for at se en åndelig opvågning i Danmark gennem en hellig livsstil, bøn og evangelisation mm.

Der er tale om en højreorienteret fundamentalistisk frimenighed, der råder over betragtelige midler til at opkøbe ejendomme for adskillige millioner. Ifølge forskellige udenforstående iagttagere er der ca. 40-50 medlemmer, men ifølge menigheden omtrent det dobbelte.

Faderhuset, der arbejder for en ny kristen vækkelse i Danmark, er abortmodstandere, afviser seksuelt samvær før ægteskabet og betragter homoseksualitet som »en skændsel mod Gud«.

Et af aktiverne, Samuelskolen, blev sat under statsligt tilsyn af Undervisningsministeriet i årevis og lukket i juli 2006 på grund af mangelfuld undervisning, helbredelser ved bøn og brug af det omstridte ACE-system (Accelerated Christian Education). Her inddrages Bibelen i alle fag, og den bibelske skabelsesmyte anses for at være lige så videnskabelig som f.eks. Darwins evolutionslære.

Ruth Evensen støttede i 2002 Moses Hansen, da han slæbende på sit trækors gennemførte en omstridt march mod muslimer på Nørrebro. Moses Hansen, der kalder Allah for en »dæmongud« og islam for »Satans ånd«, hævdede at være i besiddelse af et dokument om »islams plan om at overtage Nørrebro«, men nægtede dog at udlevere det afslørende originaldokument til pressen.

I de senere år har Faderhusets medlemstal været nedadgående, og nogle af de udmeldte (eller frafaldne) beretter om hjernevask og profetisk ledelse, hvor Ruth Evensen f.eks. bestemmer, hvem blandt menighedens medlemmer der kan danne par. Andre kirker må efterhånden tage imod nedbrudte ex-medlemmer, skriver Nyhedsavisen:

De bliver opsøgt af folk fra Faderhuset, som har givet alle deres penge og ejendele væk for at tilfredsstille Ruth Evensens krav om overgivelse. Desuden lider mange af dem af angst. De hører Ruth Evensens kommandoer inde i hovedet og bliver bange for, om hun har haft ret. De klager over hjernevask, opsøger psykologer, psykiatere og nogle af de rådgivere som for længst har forladt Faderhuset.

I dag bliver der stadig danset til gudstjenesterne i Faderhuset, hvor Knut Evensen er tilbage på prædikestolen. Varm og venlig som før. Men menigheden har smækket dørene i for omverdenen. Ruth Evensen har de seneste uger skiftet titlen som pastor ud med supervisor for menigheden. Hun er nu Faderhusets åndelige vejleder. Gudstjenesterne annonceres ikke offentligt, og menigheden taler ikke med pressen. Den del sørger Ruth Evensen for. Lige nu har hun travlt, for slaget om Ungdomshuset er i gang. Det er en kamp, Ruth Evensen har tænkt sig at vinde.

Nyhedsavisen, 20.10.2006

Niels Underbjerg, der er sognepræst på Østerbro, har efterhånden modtaget omkring 70 unge, som er blevet psykisk nedbrudt efter at have været involveret i Faderhuset (jf. Ekstra Bladet, 8.11.2006).

Men uanset hvad der foregår eller er foregået, har menigheden selvsagt juridisk ret til at købe de ejendomme, man kan og vil - at det lige akkurat var huset på Jagtvej 69, man ønskede at overtage, er selvfølgelig temmelig overraskende.

Den 29. november 2006 bliver Ruth Evensen interviewet i TV-Avisens Profilen, men det lykkes ikke intervieweren Tine Gøtzsche at finde ud af noget som helst konkret omkring Faderhusets planer med huset. Evensen får lov til at glide af på spørgsmålene, og de virkelig interessante spørgsmål glimrer ved deres fravær.

Ruth Evensen bliver forholdt sin alliance med Moses Hansen og forklarer, at hun var bekymret over det brev, der angiveligt skulle true med en islamisk overtagelse af Nørrebro - men hun bliver ikke spurgt, hvorfor ingen fra pressen måtte få originaldokumentet at se.

Hun får lov til at påstå, at Faderhuset uden videre har købt huset, men bliver ikke spurgt, hvorfor de faktisk blev vraget som købere af kommunen i 1999. Hun bliver ikke spurgt om Faderhusets forbindelse til advokat Inger Loft. Hun bliver ikke spurgt, hvordan og hvorledes det kom i stand, at lige netop Faderhuset og ingen andre blev tilbudt at købe aktierne af Inger Loft og dermed omgå kommunenes klausul om tilbagekøbsretten. Hun bliver ikke spurgt om Samuelskolens undervisningsmetoder og lukning. Hun bliver ikke konfronteret med de utallige eksempler på psykisk nedbrudte unge, der fortæller om hendes hjernevask.

Ruth Evensen bliver med andre ord ikke spurgt om ret meget, der kan rokke ved Faderhusets fremstilling af hele sagsforløbet.

Faderhuset opsiger Ungdomshuset, 2001-2006

Da Faderhuset har købt aktierne i Human A/S og derved overtaget ejendommen på Jagtvej 69, opsiges brugerne af Ungdomshuset, og da fristen udløber den 31. december 2001 kl. 12, bryder 50 medlemmer af menigheden ind i huset ved hjælp af en låsesmed. Efter tyve minutter begynder en række unge dog at smide de ubudne menighedsmedlemmer ud - ifølge en beretning på Faderhusets hjemmeside foregår det råt og brutalt, men ikke desto mindre til »paradoksal glæde« for menigheden:

Det lykkedes endelig efter yderligere ½ time det delvist hætteklædte, vrede tæskehold at trænge ind gennem et vindue, hvorefter ca. 60-70 unge begyndte at overfalde vores folk med køller og jernrør. En af vore unge blev slået med knytnæver i ansigtet så mange gange, at hans fortænder knækkede og næsen blev slået skæv, for derefter at blive smidt ud af vinduet. Vi råbte: »Stop volden!« adskillige gange, men blodrusen lod sig ikke sådan standse. Alle vore var instrueret om ikke at slå igen, og det blev heldigvis overholdt. En af vore damer midt i halvtredserne blev trampet på. En handicappet blev smidt hen ad gulvet, og én efter én blev vi kylet ned af stentrappen udenfor med skader på arme og hofter til følge. Det tog politiet over 40 min. at dukke op, men da var det hele overstået. 35 af vore folk måtte dernæst tage på skadestuer for at blive checket og lappet sammen på. Alligevel blev det den bedste nytårsaften, vi har fejret i mange år båret af en paradoksal glæde fra først til sidst!

Ingen rømmer huset, og i august 2002 stævner Faderhuset de unge og kræver ejendomsretten over bygningen. Københavns Byret afsiger den 7. januar 2004 en dom, som fastslår, at »alle aftaler vedr. brug af Ungdomshuset er ophørt«. De unge anker til Østre Landsret, som den 28. august 2006 stadfæster byrettens dom, og da Procesbevillingsnævnet den 30. oktober afslår muligheden for at føre sagen til Højesteret, er alle juridiske muligheder udtømt.

Faderhuset har altså loven på sin side, Ungdomshusets brugere har ingen juridisk brugsret over huset længere.

Fogedretten giver i første omgang de unge frist til den 14. december til at rømme bygningen. Et par uger før fristens udløb vurderer politiet imidlertid, at de ikke kan garantere for sikkerheden under en rydning allerede inden udgangen af 2006. Dommeren i fogedretten, Marianne, Lund udskyder på denne baggrund fristen: »Københavns Politi har meddelt os, at det vil være særdeles vanskeligt at gennemføre en udsættende fogedforretning den 14. Derfor har vi aflyst den foreløbig.« (Politiken.dk, 30.11.2006).

I mellemtiden har flere myndigheder og privatpersoner forsøgt at forhindre den konfrontation, der nu er udskudt, men fortsat er lagt op til, eftersom Ungdomshusets brugere har bebudet omfattende modstand mod ethvert rydningsforsøg. I den hensigt at drive Ungdomshuset videre har Fonden Jagtvej 69 tilbudt Faderhuset små ni millioner kroner for det hus, som menigheden selv har erhvervet for 2,6 millioner kroner.

Et andet løsningsforslag om, at de unge kunne få brugsretten til et andet hus mod at forlade Jagtvej 69, er endnu ikke resulteret i noget konkret, selv om det har mødt interesse ifølge en talsperson fra Ungdomshuset: »Vi ønsker helt klart at blive i huset. Men hvis nu kommunen finder et tilsvarende hus til os i bydelen, som vi selv kan råde over på vores egne betingelser, så ja. Det vil jeg ikke afvise.« (Politiken.dk, 20.10.2006).

69 Der er naboer, som i lighed med Faderhuset ønsker at lukke huset, men ligesom i 1998 afdramatiserer politidirektør Hanne Bech Hansen atter problemerne: »Der har i en lang årrække ikke været problemer mellem de unge og politiet. Der kan være en episode i ny og næ, men det er ikke anderledes, end hvad vi ser andre steder i byen.« (Politiken, 20.10.2006).

Andre naboer på Nørrebro støtter Ungdomshuset og har organiseret sig i Borgergruppen for Ungdomshuset. De er trætte af, at kun negative naboer får taletid i pressen: »At fjerne Ungdomshuset fjerner ikke 'problemet', - og hvad er i grunden problemet med et aktivist-drevet, ustøttet kulturcenter i en multietnisk heksekeddel som Nørrebro? Når Ungdomshuset er fjernet, - hvad bliver så det næste.«

Ifølge en lokal internetafstemning foretaget på hjemmesiden for Lokalavisen for Nørrebro og Nordvest foretrækker 97,4 procent af de afgivne 8.000 stemmer at bevare Ungdomshuset (15. november 2006).

Politidirektør Hanne Bech Hansen opfordrer da også direkte Faderhuset til at tage imod tilbudet fra Fonden Jagtvej 69: »Jeg håber, at Faderhuset sælger Ungdomshuset til fonden, så vi slipper for den konfrontation, som hele tiden rykker nærmere.«

Men Ruth Evensen afviser blankt fondens tilbud, og kommunen har fortsat intet konkret tilbud om et andet hus til de unge.

Faderhuset kontra Ungdomshuset

Ungdomshuset opruster og tilrejsende aktivister fra udlandet begynder at ankomme til Nørrebro i slutningen af november for at markere modstanden mod den bebudede rydning. Faderhusets ejedomme udsættes for hærværk og chikane, og politiet slår hårdt igen mod de unge fra Ungdomshuset. Den 26. november foregår det så voldsomt, at politiets tilsyneladende vilkårlige brug af knipler direkte kritiseres af Amnesty International, og at statsadvokaten for Sjælland beslutter at indlede en undersøgelse.

Konflikten er gået i hårdknude og styrer mod en voldsom konfrontation.

Religionsforskeren Mikael Rothstein undrer sig over Faderhusets motiver i et debatindlæg, der rejser et relevant spørgsmål:

Frikirken Faderhuset har loven på sin side i kampen om Ungdomshuset, men alt andet imod sig. (...) Faderhuset behøver ikke at forklare sig, men hvor ville det dog klæde de fromme mennesker at hjælpe os til en forståelse af deres motiver. Hvis bygningen skal væk, hvorfor i alverden kan de så ikke anlægge deres menighedshus et andet sted?

Politiken, 8.11.2006

Som det er fremgået, er der tale om et årelangt og sammensat hændelsesforløb, hvis baggrund naturligvis er afgørende for at perspektivere alle relaterede problemstillinger, der tørner sammen. Der er af samme grund også mange voldsomme følelser på spil, som man er nødt til i det mindste at bestræbe sig på at forstå.

Det er indlysende, at unge aktivister, som blot én gang er blevet lagt i benlås, eller er blevet udsat for brutale knippelslag i snærende plastichåndjern (hvilket adskillige tv-optagelser og billeder fra forskellige sammenstød klart påviser), så meget desto lettere går amok, hvor de bliver stillet over for svært bevæbnede kamptropper, hvis eneste opgave er at smide dem ud af et hus, de gennem årevis selv har indrettet og organiseret.

Det er ingenlunde en undskyldning for at gå amok fra aktivisternes side, men det er en del af forklaringen. Og hvis en konflikt skal undgå at udvikle sig til konfrontation, er det nødvendigt at tage højde for forklaringerne på, hvorfor den hidtil er eskaleret. Også blandt ordensmagten.

På den anden side er det også indlysende, at politifolk, der ved gentagne lejligheder har oplevet brosten og molotovcocktails suse om ørerne med fare for at komme alvorligt til skade eller ligefrem få knust kraniet, er desto mere tilbøjelige til at gå amok ud over deres beføjelser, når de får fat på aktivister, der gør brug af sådanne våben.

Det er naturligvis heller ikke en undskyldning for at gå amok fra ordensmagtens side, men det er en del af forklaringen på, at det sker. Faktisk er det en del af hele politiets funktion at forholde sig disciplineret, også i sådanne situationer - men der er selvfølgelig også tale om mennesker, som rystes lige så meget i deres grundvold over en regn af brosten, som aktivister rystes over knippelsuppe. Og hvis en konflikt skal undgå at udvikle sig til konfrontation, er det nødvendigt at tage højde for forklaringerne på, hvorfor den eskaleres. Også i Ungdomshuset.

Det er omvendt også indlysende uacceptabelt, at kommunen først forærer et hus til brugerne, som dernæst bruger et par årtier på at sætte det i stand og indrette det til et velbesøgt kulturhus og unikt spillested, for så pludselig at se ejendommen solgt til en uigennemskuelig selskabskonstruktion på et tidspunkt, hvor den interne kommunale udvalgsopfordring går på at bevare huset, og hvor en politidirektør afviser kriminelle problemer.

Det er kort og godt ubestrideligt, at huset ene og alene er blevet solgt af politiske grunde og ikke som følge af kriminelle aktiviteter og sammenstød med politiet, og at Borgerrepræsentationen dermed bærer hovedansvaret for at skabe en unødvendig konflikt.

Når dette er sagt, er der en sidste faktor, der er mindst lige så afgørende som de ovenstående (og delvist indbyrdes modstridende) faktorer, nemlig Faderhuset.

Det er selvfølgelig først og fremmest hul i hovedet og sekundært kontraproduktivt for Ungdomshusets sag at bruge vold og hærværk mod Faderhusets pacifistiske medlemmer, over for hvem en opfindsom og uvoldelig modstand ikke blot er det eneste effektive, men selvsagt også det eneste rimelige.

Men det er samtidig fuldkommen evident, at Faderhusets motiv til at købe huset ene og alene er at ødelægge det. At tro, at det gør Ruth Evensens forehavende spor mindre destruktivt end den værste hærværk, blot fordi hun fromt overlader det beskidte arbejde med at smadre inventar og nedrive mure til andre, er at lukke øjnene for Faderhusets åbenlyse hensigter.

Den skinhellige halleluja-optimisme og det farverige tungetaleri kan ikke skjule det faktum, at motivet bag Ruth Evensens dispositioner i hele denne sag er at ødelægge et hus, hun ingen som helst anden konkret interesse har i. Hvis ikke dét var motivet, havde menigheden selvfølgelig bare købt et helt andet hus eller taget imod tilbuddet om at sælge til Fonden Jagtvej 69 (med en gevinst på over seks millioner kroner).

Hvis det lykkes at rydde Ungdomshuset, vil konflikten ikke mindskes, men forværres voldsomt - en bølge af besættelser, og en bølge af sammenstød mellem politi og demonstranter er den uundgåelige følge.

Uanset om det er rimeligt eller urimeligt, at det vil ske, ved alle og enhver, at det vil ske - også politikerne.

Menigheden Faderhuset har juraen på deres side, Ungdomshusets brugere har et kvart århundredes brug på deres. Det er lokalpolitikerne, der har det altafgørende ansvar for at løse en gordisk knude, de selv har skabt.

Fortsættelse følger utvivlsomt ...

...

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, december 2006


FORHISTORIE OG FORLØB:
> Ungdomshuset kontra Faderhuset (1): Forhistorien
> Ungdomshuset kontra Faderhuset (2): Gadekampene i december 2006
> Ungdomshuset kontra Faderhuset (3): Ruth Evensen og nedrivningen