Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Ungdomshuset og gadekampene i december 2006

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

En sand regn af kanonslag, malerbomber og brosten regnede ned over betjente og mandskabsvogne. Det var som om alle frustrationerne over den politiske arrogance og truslen mod huset fik afløb i ét stort knytnævelsag mod systemet. Politiet forsøgte flere gange at angribe demonstrationen, men måtte trække sig tilbage fra de 1.000 demonstranter, der ikke var klar til at give op.

Dette er ikke en slagscene mellem palæstinensere og israelere, men indledningen til de autonomes version af de voldsomme optøjer på Nørrebro den 16. december 2006.

Voldsomheden af sammenstødet taget i betragtning er beretningen unægtelig forbavsende ureflekteret - og som vi skal se, bliver den sidenhen nærmest heroiserende. Hvorfor? Glæde efter »hævnen« over et system, der har spillet fallit? Eller et akavet udslag af manglende situationsfornemmelse og indestængt frustration over en lang og urimelig forhistorie, hvis igangsætter var Borgerrepræsentationens flertal i 1999 og Faderhusets Ruth Evensen?

I alle tilfælde var konfrontationerne på Nørrebro, der let kunne have dræbt og kvæstet adskillige mennesker, i sig selv udtryk for proportionsforstyrret og ureflekteret aggression. Og da det foregik i midten af december, skønt en rydning af huset tidligst finder sted i januar 2007, og alle andre løsninger endnu ikke er afprøvet, var proportionsforstyrrelsen i dette tilfælde næsten udelt på de autonomes side.

Det betyder naturligvis ikke, at forhistorien ikke er en del af forklaringen på overreaktionen - men det er ikke det samme som at retfærdiggøre den.

Konflikten mellem Faderhuset og Ungdomshuset er blevet yderligere tilspidset, siden Ruth Evensen definitivt afviste at sælge huset til Fonden Jagtvej 69.

Med pseudomajestætisk aura og skinhellig uskyld redegjorde hun for beslutningen, da hun på Faderhusets pressemøde den 12. december læste op af sin nedskrevne dødsdom over Ungdomshuset:

Denne sag har udviklet sig til langt mere end at handle om et hus. Det er en kamp om værdier, som er afgørende for den almindelige danskers retsfølelse. (...)

Det er normal politik, at man ikke forhandler med terrorister, da det kun opmuntrer til mere terrorisme. Terror betyder frygt, og det er lige netop det presssionsmiddel, der bliver brugt i denne sag. (...)

Konsekvenserne af efterladenhed i denne sag er uoverskuelige. Det ville utvivlsomt opmuntre samfundsomstyrtende kræfter til at arbejde endnu hårdere for at lave så meget ballade som muligt. (...)

Ikke siden besættelsestiden har det i mine øjne været så relevant at bruge dronningens vending: Gud bevare Danmark.

Ruth Evensen, 12.12.2006

Forhistorien er lang og kompleks, men Faderhusets intentioner er rent og skært destruktive - de køber et hus, som brugerne for længst har fået brugsret over af kommunen, udelukkende for at smide de eksisterende brugere ud og jævne huset med jorden. Købet af Jagtvej 69 er i sig selv en studie i selskabs-fiksfakserier: Faderhuset blev i første omgang slet ikke accepteret som en »seriøs« køber, hvorfor grunden og bygningen i stedet gik til aktieselskabet Human A/S, der imidlertid efterfølgende videresolgte aktierne til Faderhuset. Smart.

Hele forhistorien kan læses her: Ungdomshuset kontra Faderhuset (1).

Selv om brugerne havde haft brugsretten over huset siden 1982, var der sytten år senere et flertal for at sælge det med den begrundelse, at de unge ikke overholdt aftalen om brugsretten i kraft af deres kriminelle aktiviteter.

Usandheden heraf fremgår imidlertid af, at politidirektør Hanne Bech Hansen allerede den 3. juli 1998 konstaterede: »Påståede kriminelle aktiviteter og kriminel adfærd med udspring i Ungdomshuset bygger oftere på antagelser og formodninger (rygter) end på facts.«

Dertil kommer, at Politiken for nyligt har offentliggjort et brev fra politiet til kommunen fra den 7. juli 1998, hvor det bl.a. hedder:

Der findes i dag ikke belæg for at udråbe Ungdomshuset på Jagtvej som værende et specielt tilholdssted eller base for kriminelle autonome eller andre minoritetsgrupper. Der er i dag ikke belæg for at påstå, at Ungdomshusets brugere er mere kriminelt aktive end andre ungdomsgrupper i København.

Citeret efter Politiken.dk, 19.12.2006

Den tidligere direktør, Hans Grønberg, som var ansvarlig for kommunens driftsoverenskomst med Ungdomshuset, understreger ligeledes, at kommunens politikere solgte huset på et grundlag, som var usandt:

Som direktør med ansvar for Ungdomshuset har jeg ikke haft problemer med beboerne, og aftalene, jeg har indgået med dem, blev overholdt. (...) Jeg må sige, at det er let at være politiker i Københavns Kommune, når man uden problemer føler sig berettiget til at tale mod bedre vidende.

Læserbrev
Politiken, 19.12.2006

Heller ikke op til den nuværende tilspidsning af situationen i efteråret 2006 har polititet vurderet, at miljøet omkring Ungdomshuset har været præget af kriminalitet: »Der har i en lang årrække ikke været problemer mellem de unge og politiet. Der kan være en episode i ny og næ, men det er ikke anderledes, end hvad vi ser andre steder i byen,« udtalte politidirektør Hanne Bech Hansen den 20. oktober 2006.

Det korte af det lange er, at huset er blevet solgt på et forløjet grundlag, stik imod politiets vurderinger, og at det er endt i hænderne på en køber, som politikerne slet ikke ville sælge til. Juraen er på Faderhusets side, skønt kommunen har tilsidesat al ret og rimelighed - men kan kommunen så forvente andet, end at også brugerne tilsidesætter ret og rimelighed?

Den foreløbige kulmination på hårdknuden er som nævnt de voldsomme sammenstød mellem politi og autonome efter demonstrationen til fordel for Ungdomshuset den 16. december. Politiet er blevet kritiseret for DNA-registrering og for vilkårlige anholdelser, hvor ca. 210 af de 213 anholdte måtte løslades umiddelbart efter at være præsenteret i dommervagten - men sigtelserne er blevet opretholdt.

Ungdomshusets version af konfrontationerne er tilsyneladende skrevet ud fra det synspunkt, at de autonomes vold er et succeskriterium for at undgå politivold:

En håndfuld demonstranter er kommet alvorligt til skade under kampene. Ifølge politiet er flere betjente også skadet. Der var dog langt ringere grad af politibrutalitet denne gang, end der har været, hvor folk ikke har været forberedt på at forsvare demonstrationen og dem selv mod vold fra betjente.

http://ungdomshuset.info, 19.12.2006

Endvidere beskrives begivenhedernes udvikling og afslutning således på Ungdomshusets hjemmeside:

Efter at have afspærret hele området forsøgte politiet at skabe panik ved at affyre gas ind i mængden. Det fik dog blot demonstranterne til at kæmpe endnu mere vedholdende og kort efter blev politiets kæder brudt og demonstrationen spredte sig i sidegaderne. Andre kom væk fra politiets fælde gennem opgange og baggårde, hvor naboer hjalp til. Igennem de følgende timer blev politiet angrebet igen og igen. Tre timer efter politiet havde affyrret gas måtte de i TV erklære, at de bestemt ikke havde situationen under kontrol. Den enorme politistyrke måtte pendle frem og tilbage mellem forskellige bydele, for at forsøge, at lægge låg på oprøret. Betjente i Københavnsområdet måtte kaldes væk fra julefrokoster, for at køre patrulje i stedet.

http://ungdomshuset.info, 19.12.2006

Hvad der må slå de fleste med undrende hovedrysten, er den tilbagelænede og ureflekterede selvtilfredshed over konsekvenserne af en regn af brosten som noget nær en offensiv sejr. Sagen selv (det groteske sagsforløb, den politiske ansvarsforflygtigelse og diverse eksempler på politivold) synes negligeret til fordel for en slet skjult stolthed, som kendetegner enøjede krigsberetninger - og dermed er konflikten kun blevet yderligere tilspidset.

Set herfra er status følgende:

1) En gennemgang af sagens forhistorie efterlader unægtelig Ruth Evensen som den udslagsgivende faktor for konflikten. Det er hende, der bevidst har skabt hele denne gordiske knude, som bliver mere og mere eksplosiv, og som ingen rydning af huset nogen sinde kan løse. Det er hende, hvis dagsorden hele tiden har været politisk og destruktivt motiveret - alt, der har kunnet konstateres fra Faderhusets side, er, at der er tale om et huskøb med det eneste formål at jævne et eksisterende og brugerskabt musik- og kulturhus med jorden.

Derfor er Ruth Evensen dybest set den største hærværksmager af alle involverede - og forargelsen over de unges modstand er skinhelligt hykleri af værste skuffe. Der er intet forsvar for autonomes sanseløse destruktion af ruder og biler på Nørrebro, men der er heller intet forsvar for Evensens årelange bestræbelser på at smadre et hus, som brugerne næsten har brugt et kvart århundrede på at opbygge.

2) Det er alene kommunalpolitikernes ansvar, at Ungdomshuset blev solgt på forkerte og forløjede præmisser, og at Faderhuset via en snedig selskabskonstruktion overhovedet kunne købe det, selv om de var vurderet som en »useriøs« køber.

Derfor nytter det ikke noget, når overborgmester Ritt Bjerregaard vasker hænder og henviser til, at det ikke længere er kommunens problem, fordi det ikke længere er kommunens hus - hendes eget parti har været en afgørende magtfaktor under afhændelsen af huset på et forløjet grundlag, og som den mest indflydelsesrige politiker i hovedstaden bærer hun derfor også det største (politiske) ansvar for i det mindste at bestræbe sig på en politisk løsning. Hendes (og andre politikeres) himmelråbende passivitet er lige så pinlig, som den er uacceptabel.

3) Men til trods for denne forhistories groteske karakter, og til trods for flere eksempler på forudgående politibrutalitet, som er veldokumenteret, var sammenstødene den 16. december i bedste fald et usympatisk og unødvendigt udslag af proprotionsforstyrret aggression fra de autonomes side. Beskrivelsen på Ungdomshusets hjemmeside vidner mere om en røver og soldater-tilgangsvinkel end et behov for at belyse konfliktens alvorlige karakter.

Og hvad så nu?

Det er på tide at se i øjnene, at en oprustning af konfrontationen kun gavner Faderhuset og efterlader alle andre som tabere, det gælder politiet og kommunalpolitikerne (der ikke bliver ét problem fattigere efter en rydning af huset, men derimod en lang række problemer rigere), og det gælder naturligvis brugerne af huset, hvis chancer for at bevare Ungdomshuset under den ene eller anden form er drastisk mindsket efter den 16. december.

Det er vanskeligt at se andre udveje end bestræbelserne på at finde et nyt hus til de brugere, som er tættere end nogen sinde på at miste Ungdomshuset.

Viljen til at medvirke til en sådan løsning er imidlertid vanskelig at konstatere. Men brugerne taber ikke Ungdomshuset ved at medvirke til en løsning i et andet hus, selv om de rigtig nok mister bygningen på Jagtvej 69 - til gengæld risikerer de let at miste både Ungdomshuset og Jagtvej 69, hvis konfrontationerne fortsat eskalerer.

Pointen er, at Ungdomshuset trods alt kan skifte adresse, det kan Jagtvej 69 ikke.

Imidlertid har alle malet sig op i en krog, men det er kun Ruth Evensen, som kan glæde sig og strække hænderne mod himlen i et frydefuldt Halleluja - så længe konfrontationerne fortsætter, er hun den sikre Vinder.

Hvis derimod de unge forlader Jagtvej 69 og tager imod et andet hus, har hun kun vundet en pyrrhussejr: Intet skinhelligt martyrium, men derimod en afslørende udstilling af pespektivløs kynisme og destruktion oveni hendes allerede anløbne glorie af fundamentalisme, nationalisme, sekterisme og slet skjult fremmedhad.

Men ville det være en rimelig løsning at forlade Jagtvej 69 til fordel for et nyt hus, som Fonden har foreslået at medvirke til?

Nej. Huset burde aldrig have været solgt - dets aktiviteter såvel som de fysiske rammer er som bekendt opbygget og organiseret af brugerne siden 1982, og ingen jura kan ændre ved dette faktum.

Men den rimelige løsning, at vi ruller tiden tilbage og annullerer Faderhusets køb, er og bliver desværre definitivt udelukket, medmindre der indtræffer et mirakel - eller medmindre Faderhuset pludselig alligevel vil sælge. Men det er der intet, som tyder på.

Derfor er der ingen optimale løsninger tilbage, sådan som den aktuelle situation har udviklet sig.

Der er med andre ord kun valget mellem en katastrofal og en tålelig løsning - det vil sige enten en voldsom rydning af Jagtvej 69 med tilbagevendende konfrontationer af eskalerende karakter og et tab af både Jagtvej 69 og Ungdomshuset, eller en frivillig rømning til fordel for en ny adresse, der atter kan danne ramme om Ungdomshuset.

Konfrontationens vej i form af voldelige sammenstød med politiet er udsigtsløs. Ikke fordi et voldeligt selvforsvar mod voldelige og totalitære overgreb fra magtens side ikke kan forsvares som en nødvendighed, men fordi ingen med rimeligheden i behold kan strække de aktuelle begivenheder den 16. december til et sådant scenario, og fordi Ungdomshusets krigsberetning udtrykker en højst forbavsende mangel på alvor og reflektion over konsekvenserne af konfrontationen.

Men er de autonomes vilje til voldelig modstand ikke i virkeligheden en betydningsfuld insisteren på, at der er en grænse for, hvad den enkelte kan og bør finde sig i fra myndighedernes side - jura eller ej - at man er parat til at sætte alt på ét bræt over for »systemets« urimeligheder? Er det med andre ord en afgørende udfordring af myndighedernes patent på fysisk magtanvendelse, for hvilken den individuelle og kollektive opbygning af værdier og rammer for tilværelsen er hævet over samfundets formelle juridiske rammer - hvis samvittigheden byder det?

I så fald er diskussionen af anderledes principiel karakter - men hvordan man end måtte stille sig til den diskussion, er det ikke en problemstilling, som slaget om huset på Jagtvej 69 kan bære.

Mennesker, der fysisk risikerer deres liv på grund af inhuman lovgivning (f.eks. visse udvisningstruede asylansøgere eller marginaliserede borgere, som fratages ethvert livsgrundlag af bureaukratisk og kynisk sociallovgivning) såvel som samvittighedsfulde medmennesker, der støtter dem, kan også i dagens Danmark stå i en valgsituation, hvor konkret liv og samvittighed skal opvejes over for abstrakt jura.

I sådanne tilfælde er det i det mindste ud fra en humanistisk grundanskuelse umuligt at afvise, at civil ulydighed i form af lovkrænkelser - og i yderste konsekvens fysisk magtanvendelse - kan være en nødvendighed. Systemet har bestemt ikke altid retten på sin side, blot fordi det pr. definition har juraen på sin side, og der gives ingen absolutte kriterier for at skelne kategorisk herimellem - samvittigheden er og bliver det enkelte menneskes sidste appelinstans.

At hæve den eksisterende konflikt om Jagtvej 69 til et spørgsmål af denne karakter, er naturligvis også en individuel afgørelse, men er i mine øjne uholdbart. Brugerne af Ungdomshuset kan miste adressen og huset på Jagtvej 69 af en lang række urimelige grunde - men at liv og tilværelse står på spil for brugerne, er i bedste fald ude af proportioner.

Ét er at forsvare selve sin eksistens og integritet med næb og klør mod livstruende overgreb, noget andet at lade det regne med brosten under demonstrationen den 16. december. En kamp mod Faderhuset på de præmisser, som de autonome udkæmpede den her, er tabt.

Ingen har endnu afvist muligheden af, at Ungdomshuset kan fortsætte på en anden adresse, og det er foreløbig den mindst ringe udgang på konflikten. Lettere sagt end gjort - især når man ser det »udefra«, naturligvis - men alternativerne er afgjort værre. I sidste ende også for brugerne af Ungdomshuset.

Og det aktuelle opgør med Faderhuset, den generelle politiske aktivisme såvel som den kulturelle og musikalske spændvidde, som husets brugere repræsenterer, er ikke tabt, fordi adressen ikke længere hedder Jagtvej 69.

Fortsættelse følger utvivlsomt ...

Rune Engelbreth Larsen
22. december, 2006


FORHISTORIE OG FORLØB:
> Ungdomshuset kontra Faderhuset (1): Forhistorien
> Ungdomshuset kontra Faderhuset (2): Gadekampene i december 2006
> Ungdomshuset kontra Faderhuset (3): Ruth Evensen og nedrivningen