Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Antisemitiske og antimuslimske propaganda-mekanismer (2)

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

[LÆS ARTIKLENS FØRSTE DEL HER >>]
2. ANTISEMITISKE PROPAGANDAMEKANISMER OG ANTIMUSLIMSK AKTUALITET

Den grundlæggende propagandamekanisme, når en befolkningsgruppe skal ekskluderes eller udrenses, er uhyre simpel - man fremstiller f.eks. ikke uden videre zigøjnere, tutsier, jøder eller andre ildesete grupper som formålsløst ondskabsfulde, men derimod som en målrettet trussel mod normen, trygheden og sikkerheden, der skyldes en specifik natur eller et særligt magtbegær.

Ved at tilskrive en specifik befolkningsgruppe suspekte motiver og gerninger, der enten intet som helst belæg er for, eller som højst eksisterer i marginal målestok, bevæger man sig ind i en gråzone, hvor den polemiske kritik behændigt kan udarte sig i voldsomme generaliseringer og glide over i regelret propaganda.

Det gælder i den ene ende af skalaen en så banal mistænkeliggørelse som påstanden om, at »de« løber med (eller stjæler) »vores« piger - en påstand, der så i den radikaliserede, antisemitiske version bliver til fremstillingen af en kollektiv seksualforbrydelse mod det rene, ariske blod.

Nazisterne påstod f.eks., at jøderne ifølge Talmud ligefrem havde ret til at begå overgreb mod kristne, herunder at misbruge vantro kvinder efter eget forgodtbefindende. Dette motiv var en besættelse for Julius Streicher, og i næsten hvert eneste nummer af Der Stürmer blev jøderne anklaget for seksuelle overgreb.

...

Trau keinem Fuchs auf grüner Heid ...

Selv i børnebøger indskærpes jødernes suspekte seksuelle natur, f.eks. i Trau keinem Fuchs auf grüner Heid und keinem Jüd auf seinem Eid (tro ingen ræv på den grønne eng og ingen jøde på hans ed), der blev udgivet af Streicher i 1936, og hvis titel er et let omformuleret citat fra Luthers antijødiske manifest, Om jøderne og deres løgne.

I børnebogen hedder det f.eks. (i engelsk oversættelse):

   What a creature is the Jew.
   Not even his own women he likes.
   To share himself a German wife
   He thinks just cute. You bet your life!
   Look at Jew and girl right here:
   'Tis sure he can't be thought her peer!
   Compare him with this German Frau.
   He cuts a pitiable figure now!
   I would the Jew had sense to own
   He'd best leave German girls alone.
   Try his own 'kalle' instead.

Hvor ufrivilligt komisk denne »lettere« ende af propagandaen end må forekomme, er den dukket op igen siden slutningen af 1980erne i både fordomme og regelret propaganda mod indvandrere i Danmark, hvor »voldtægt« og »massevoldtægt« gøres til en del af indvandreres kulturelle bagage.

En demonstration i Odense i april 2001 blev f.eks. uden kritisk sans fremstillet som et »rødstrømpeoprør« i B.T. og TV2, til trods for dens anti-islamiske agenda, ifølge hvilken voldtægter blev beskrevet som »første skridt på glidebanen til et muslimsk samfund«.

Stifteren af Fælleslisten mod Indvandringen, Kaj Vilhelmsen, fastslog samme år: »Voldtægt af ikke-muhamedanske kvinder er en indgroet del af muhamedansk kultur«.

...

Jøden fremstillet som slesk forfører, der leder blåøjede kvinder (i begge betydninger) i fordærv (Der Stürmer nr. 37/1935).

I Den Danske Forenings medlemsblad præsenteredes året for inden en anden vinkel med samme afsæt. Her offentliggjorde man en anonym artikel om en gruppe, der kaldes »Dansk frisørlaug af 1996«, og som angiveligt skulle have overfaldet flere danske kvinder og klippet dem skaldede, fordi de havde udenlandske kærester (hvad også visse danske kvinder med tyske kærester var udsat for under besættelsestiden).

Den Danske Forening skriver om det ulovlige »frisørlaug«, at ingen kender gruppens identitet, selv om man bemærker, at de tidligere har været omtalt i »dansk-nationale kredse«. Foreningen er imidlertid overordentlig velinformeret om den mystiske gruppe og kan oplyse: »Et faktum er det dog, at en gruppe midtjyske ungersvende i midten af 90'erne gjorde op med boomerang-effekten af postulatet: 'De stjæler vores piger'.«

Det hedder om de kvinder, det går ud over, at de »føjer erobrerne og spreder ben«, mens de dansk-nationale 'frisørers' bevæggrunde uddybes på følgende måde: »Disse unge mænd havde alle selv en fast kæreste og følte sig som sådan ikke forbigået. Derimod følte de en dyb trang til at afstraffe de danske piger der i større og større antal frivilligt involverede sig i 'kærlighedsforhold' med de tusindvis af araber-drenge, der søgte og krævede danske piger til brug-og-smid-væk-bolledyr.« (Danskeren nr. 6/2000).

...

Philip Rupprecht (Fips), som tegnede fast til Der Stürmer, spiller her på jødens seksuelle overgreb. Bemærk champagneflasken og det væltede glas. Han har åbenbart lokket den naive pige med alkohol, muligvis endog bedøvet hende. Budskabet er naturligvis: Pas på 'de fremmedes' forføreriske tricks, piger!

I det efterfølgende nummer af Den Danske Forenings medlemsblad giver P.H. Bering en slags »forklaring« på, hvorfor danske kvinder falder for indvandrermænd: »Overalt i dyreriget tiltrækkes hunner af dominerende hanner.« Det er »Naturens kriterium for eksistensberettigelse«, kan vi læse, hvilket følges op af en bemærkning om, at »massemordere på dødsgangen i amerikanske fængsler har stribevis af kvindelige beundrere« (Danskeren nr. 1/2001).

Så er sammenligningen med de unge indvandrere, som formaster sig til at have danske kærester, sat i relief, og pointen falder med svulstig, propagandistisk retorik: »I dag tiltrækkes nogle af de søde væsener af flotte, stoltserende, storpralende og brutale arabiske ynglinge.«

At spille på »de fremmede« som attraktive konkurrenter i kærlighedslivet må tydeligvis have en vis propagandistisk appeal (over for vragede danske mænd?) - skønt det for en umiddelbar betragtning kunne forekomme at udstille et simpelt mindreværd.

Men faktum er, at tendensen til at gøre indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed til en seksuelt relateret trussel i de senere år har været tilbagevendende. Mogens Camre hævder f.eks., at de 'politisk korrekte' vil tvinge os at tolerere »gadekriminaliteten og voldtægterne« (Jyllands-Posten, 10.4.2006), Jesper Langballe karakteriserer voldtægt som ét af flere gruopvækkende karaktertræk ved »en forholdsvis normal muslimsk familie« (Kristeligt Dagblad, 16.12.2005), og Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard skriver ligefrem: »Massevoldtægter må gives nye strafferammer, fordi problemet først er kommet med de mange asociale andengenerationsindvandreres hærgen.« (Ugebrev, 25.2.2002).

Konspirationsteorier og verdenspest

Det handler om at fraskrive »de fremmede« moral, at suspendere deres menneskelighed for lettere at kunne suspendere sin egen tilbageholdenhed i forhold til, hvor langt man er parat til at gå for at bekæmpe dem. Når nazisten bekæmper jøderne sker det naturligvis i defensivt øjemed, eftersom det handler om at forhindre dem i at bedrage og undertrykke os andre. SS-lederen Heinrich Himmler forklarede f.eks. denne tankegang i oktober 1943: »Vi havde en moralsk forpligtelse over for vort folk, pligten til at eksterminere dette folk, der ønskede at udslette os

En forudsætning for at suspendere følelserne og tilbageholdenheden ved de nazistiske overgreb mod jøderne var med andre ord at overbevise den menige befolkning om, at det hele skete i selvforsvar, og som en art sammenkobling af alle propagandaens centrale virkemidler står derfor konspirationsteorien. Ikke nok med, at jøderne i nazisternes øjne ønsker verdensherredømme, de er også i fuld gang med at konspirere og lægge planer, der skal realisere dette spektakulære forehavende.

... Forfalskningen Zions vises protokoller fra slutningen af 1800-tallet skulle overbevise alverden om, at jøderne planlagde en verdensovertagelse under en jødisk konge af Davids slægt, der ville afskaffe alle andre religioner. De forbryderiske metoder er indførelsen af demokrati, liberalisme og socialisme, som imidlertid blot skal skabe kaos for at bane vejen for et totalitært, jødisk regime.

The Times forkastede allerede i 1921 protokollerne som en sjusket forfalskning, der havde plagieret store dele af et politisk skrift mod Napoleon III fra 1860erne, men ikke desto mindre er det både før og siden blevet brugt som »bevis« på den jødiske konspiration af bl.a. nazister, kommunister og islamister. Så sent som i 1980erne udkom der over 50 udgaver af skriftet alene i Japan - én udgave blev solgt i 600.000 eksemplarer på et år.

Ingen redelig historiker er i dag den mindste smule i tvivl om, at Zions vises protokoller er forfalsket af zarens hemmelige politi, men skriftet udbredes fortsat verden over.

...

Fra Parole der Woche nr. 50, 1941. Elaborat konspirationsteori om DAS JÜDISCHE KOMPLOTT (det jødiske komplot).

Das jüdische Komplott hedder det tilsvarende på en tegning fra Parole der Woche (1941), som på overskuelig vis demonstrerer jødiske forbindelseslinjer verden over, bl.a. involverende Roosevelt, Churchill og Stalin. Trods de globalt set forsvindende få jøder, lykkedes det at fremstille denne lille befolkningsgruppe som faretruende verdenserobrere - hvilket nazisterne naturligvis i virkeligheden netop selv havde ambitioner om at blive.

Det er tendenser, som går igen i megen moderne antimuslimsk propaganda, hvor det er islam, der udmales som rammen om udtalte verdensherredømme-planer. Absurditeten består denne gang ikke i det lille globale antal af den stigmatiserede gruppe, eftersom muslimer i modsætning til jøder udgør en meget stor del af verdens befolkning, sandsynligvis pænt over 1 milliard mennesker - om end de naturligvis i Danmark er en begrænset minoritetsgruppe.

Til gengæld er magtforholdet voldsomt ude af proportioner - ikke alene på grund af den islamiske verdens notoriske splittelse, som umuliggør enhver tanke om en islamisk enhedsfront med global dominans som mål, men i høj grad også af den simple grund, at den vestlige verden besidder en knusende overlegen styrke i form af både militær, politisk og økonomisk overmagt. Selv de stærkeste militærmagter i den islamiske verden, Tyrkiet og Saudi-Arabien, kommer langt efter en lang række vestlige lande i forhold til militært isenkram - og så er de oven i købet USAs allierede.

...

Fra det satiriske ugeblad, Lustige Blätter nr. 29, 1943. Billedteksten lyder: EINER FRISST DEN ANDEREN - DER JUDE FRISST SIE ALLE (den ene æder den anden - jøden æder dem alle). Pointen er, at det er jøderne, som står bag Anden Verdenskrig.

Ikke desto mindre trives i de senere år en omfattende konspirationsteori om muslimernes planlagte verdensdominans, som er en del af den ritualiserede retorik fra bl.a. Mogens Camres side.

Propagandaproblemet består naturligvis i at konvertere en trængt minoritetsgruppe (som ingen umiddelbart kan se som en trussel mod samfundets bestående) til en militaristisk hær-enhed og tikkende bombe. Derfor »forklarer« propagandaen, at truslen i første omgang er »skjult« - det begynder ikke med en åbenlys magtovertagelse.

F.eks. skriver den nazistiske propagandist, Hermann Esser: »De kommer som 'udlændinge', som 'tiggere', singende og krybende, med falsk ydmyghed og uærlig respekt. Så snart de har svindlet sig igennem til et eller andet, bliver de tyve og blodsugere, hvad enten det sker i det åbne eller det skjulte.« Hvad han her skriver om jøderne, er helt parallelt til Mogens Camres retorik om muslimer over et halvt århundrede senere: »Muslimer kommer med tiggerstaven i hånden, og så snart de er inde i varmen bliver den til en stok, der skal banke os på plads.« (Information, 24.8.1999).

Dansk Folkepartis Louise Frevert opruller ligefrem muslimernes konspiratoriske planer i bogen Kort og godt (2004): »Fremmarchen er ægte nok. Den kan måles. Men de muslimske midler til at nå målet for den igangværende 3. hellige krig (3. jihad) er hemmelige. De kendes kun af en meget lille kreds af de herboende muslimer, der er dansktalende. Deres opgave er at rekruttere nye tilhængere i Danmark blandt 2. generations-indvandrere - og det er ikke svært, også ægte danskere ser dette som en mulighed for endelig at få magt over det samfund, hvis ledere de hader eller foragter.« (Kort og godt, s. 37-38).

Siden benægtede hun at have skrevet bogen, ligesom hun afviste kendskabet til en lang række racistiske artikler på hendes hjemmeside, men hendes bortforklaringer er inkonsistente, selvmodsigende og flere steder i utvetydig modstrid med sandheden, som det påpeges i kronikken Sagen om Louise Frevert, og som det dokumenteres i bogen Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil.

Formand for det islam-kritiske Trykkefrihedsselskabet og kommentator i Jyllands-Posten og Berlingske Tidende, Lars Hedegaard er på samme konspiratoriske linje: »Vi må forestille os, at der findes en - muligvis stiltiende - forståelse mellem de 'progressive' muslimer og de alt andet end progressive imamer: De fremstormende unge, der gerne vil gøre politisk karriere, kan få lov at spille kritiske, uden at imamerne vil true dem med fysisk overlast, så længe de lover at bekæmpe alle konkrete forsøg på at begrænse imamernes magt.« (Berlingske Tidende, 25.9.2002).

For Joseph Goebbels var der ikke blot en stiltiende konspiration, men tillige en regulær racekrig: »Denne krig er en racekrig. Jøderne indledte den, og de styrer den. Deres mål er at ødelægge og udrydde vores folk. Vi er den eneste kraft, der står imellem jødedom og verdensdominans.« (Artikel: Der Krieg und die Juden, 9.5.1943). For Mogens Camre handler det også om verdensdominans, om end ikke mellem racer, men mellem kulturer: »I den islamiske magtfilosofi skal islam underlægge sig hele Jorden og udrydde andre kulturer.« (Information, 24.8.1999).

... Atter og atter er det »de fremmedes« trussel mod samfundets homogenitet og den ganske verdens stabilitet og sammenhængskraft, som vender tilbage i polemik og propaganda. Robert Ley, der bl.a. var leder af det antisemitiske Deutsche Arbeitsfront (Tysk Arbejdsfront), udgav i 1944 en bog med en beslægtet titel, Pesthauch der Welt (verdens pest-ånde), fem år efter at den tidligere nævnte Esser i januar 1939 havde færdigskrevet sin bog, Die Jüdische Weltpest (den jødiske verdenspest). Esser skriver her bl.a., at jøderne blot fik, hvad de havde fortjent få måneder tidligere under krystalnatten den 9.-10. november 1938, hvor talrige jødiske synagoger og forretninger blev raseret, og hvor ca. 100 jøder blev dræbt.

Esser påstår, at jøderne igennem hele historien har været et »fremmedlegeme« en »ødelægger af ægte og ideale værdier, en fornægter af ethvert fremskridt, en pest for krop og sjæl«. I ordret overensstemmelse med Hitlers opfattelse af, at »Juda er verdenspesten«, som tidligere bemærket.

»Pest«-billedet er fortsat gangbart, når vi betragter den danske indvandrerdebat - sågar på Christiansborg. Fra Folketingets talerstol sagde Dansk Folkepartis Jesper Langballe i 2002, at islam er »en pest over Europa«. Som vi tidligere har været inde på, er det kutyme i den anti-islamiske polemik at sammenligne islam med nazismen, hvorved udfaldene mod islam og muslimer giver indtryk af at være beslægtet med kampen mod nazismen i stedet for med den nazistiske propaganda mod jødedommen og jøderne. Det er således med henvisning til Hartvig Frischs udtryk om nazisterne, at Langballe kalder islam for en »pest« - men det gør det naturligvis ikke mindre sammenfaldende med titlen på Essers antisemitiske bog fra 1939 og nazisternes tilbagevendende tendens til at karakterisere jøderne som pest.

Daværende næstformand for Den Danske Forening, Poul Vinther Jensen har ligeledes udtalt: »Den eneste løsning på muslim-invasionen er kort sagt en lov, der tilsigter en generel hjemsendelse af mennesker fra muslimske lande. Så længe der ikke er opfundet et apparat, der ved grænsen kan gennemlyse folk og opklare deres tro og hensigter, må vi for at standse udbredelsen af nutidens pest over Europa simpelthen generelt holde mulige smittebærere ude.« (Citeret efter Politiken, 20.3.2002).

Søren Krarup tog skarpt afstand fra dele af indholdet i talen, men ikke fra brugen af pest-billedet: »Det er fuldstændig rigtigt, at man godt kan sammenligne islam med kommunismens og nazismens pest. Islam er en ny totalitær pest over Europa.« (B.T., 23.3.2002).

Pointen er: Die Juden sind unser Unglück (jøderne er vores ulykke), som det hedder nederst på forsiden af propagandaskriftet Der Sturmer - og i en anden version: »Vi står ganske enkelt over for den alvorligste trussel mod landet i hele vores historie,« som Mogens Camre tilsvarende fastslår om indvandringen til Danmark (Jyllands-Posten, 27.12.1999).

Propagandistiske karikaturer

Dæmonisk ondskabsfuldhed lyser ud af flere af de karikaturer, som forbinder grusomme planer med traditionelle jødiske kendetegn som f.eks. Talmud, Toraen og Davidsstjernen, mens den jødiske karakter per se forbindes med et umætteligt magt- og pengebegær.

Talmudischer Hass (Der Stürmer 19/1942) Grovheder, som man ellers kun kan sige (og i nogen grad må »pakke ind«) i tusind ord, kan kommunikeres i enkle, men slagkraftige billeder. Karikerede og satiriske fremstillinger er mere »fredede« end ord, fordi der jo i forvejen er videre rammer for politisk satire, og derfor forekommer det mere legitimt og mindre iøjnefaldende at anvende netop denne genre i propaganda-øjemed.

Du sollst die Völker der Erde fressen (Der Stürmer 35/1933) Der er imidlertid stor forskel på både hensigten med og effekten af karikaturer - alt efter hvem der er genstand for satiren.

Judith Vogt, som har gennemgået antisemitistisk satire i tegninger og karikaturer, både fra det nazistiske Tyskland og det kommunistiske Sovjet, pointerer f.eks.:

»Fremragende karikaturer med skarp samfundsbrod er da også jævnligt blevet stemplet som 'farlige' af samfundets støtter i mere totalitære systemer, og ofte har disse givet svar på tiltale ved at indføre censur, beslaglægge og forbyde det satiriske blad eller idømme det vittige hoved fængselsstraf. Helt anderledes fremstår de karikaturer, der tjener et undertrykkelsesapparat, og som ved monotont gentagne, følelsesladede signaler spiller på læserens underbevidsthed. Farlige bliver disse tegninger i deres opfordring til had, når en udsat befolkningsgrupe frakendes retten til også at have slette elementer, når den kollektivt fremstilles som menneskehedens udskud, djævelen selv, der truer hele verdens eksistens ved sin blotte tilstedeværelse.« (Historien om et image - antisemitisme og antizionisme i karikaturer, 1978, s. 86).

Der jüdische Mars (Der Stürmer 18/1935) Helt banale virkemidler inden for satiren får en særlig betydning alt efter deres kontekst - en lumsk grinende jøde behøver lige så lidt være udtryk for propaganda som en lumsk grinende tysker, men placeres jøden i Der Stürmer og tilføjes hele den sammenhæng af antisemtisk propaganda, i hvilken kæde den nu bliver et led, forholder sagen sig selvsagt anderledes.

»Humor« bliver let en behændig undskyldning for et propagandistisk budskab - en jøde med en hat formet som en bombe er morsomt, ikke sandt? Vi husker diskussionen om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, iblandt hvilke den mest dæmoniserende karikatur afbildede profeten med et ondskabsfuldt ansigtstræk og en bombe i turbanen, hvorpå den islamiske trosbekendelse var skrevet.

Et udtryk for en afslappet satiretradition, eller en propagandistisk smædetegning?

Få vil være i tvivl om, at motivet i Der Stürmer ikke er afslappet humor, men dæmonisering af en trængt minoritetsgruppe, selv om satiren får det til at glide lettere ned (hos den, der ikke selv er ramt).

Mistænkeliggørelse af religion

Det er et velkendt, uproblematisk og almindeligt greb at advare mod faretruende konsekvenser af den politik, som ens modstandere og opponenter lægger for dagen - men den egentlige propaganda af langt mere aggressiv karakter er i sin farligste form netop rettet mod minoritetsgrupper, som ikke sidder på magten, men som i forvejen er (eller gøres til) de afmægtige.

...

Forside på Der Stürmer: DER GETARNTE JUD (den camouflerede jøde). Jøden som djævel bag ved Talmud og sit religiøse skjold. Talmud er kommentarer til Toraen, dvs. de første fem bøger i Den Hebraiske Bibel (i kristen tradition: Det Gamle Testamente).

Her er mistænkeliggørelsen af en minoritetsgruppes religion særdeles effektiv, hvis religionen afviger fra flertalsnormen. Julius Streicher skrev f.eks.: »[Talmud] indeholder jødiske leveregler og normbud, som tillader og sågar påbyder det, der er forbudt for ikke-jøden på grund af hans kristne tro. Jøden må brede sig, bedrage, sværge falsk, og når det er formålstjenligt, så må han sågar slå mennesker ihjel.« (Der Stürmer 22/1925).

Samme trick går igen i moderne antimuslimsk propaganda, ifølge hvilken muslimens løgnagtighed over for ikke-muslimer ligefrem hævdes at være en religiøs pligt, som det f.eks. hedder i Den Danske Forenings medlemsblad: »I Koranen er Moses blot ikke en jødisk, men en islamisk profet, der ligesom Muhammed modtager 'åbenbaringer' fra Allah. Af de ti bud gengives de syv i fordrejet form. Kun muslimer må ikke slås ihjel, kun muslimers ejendom må ikke begæres, og budet om ikke at lyve mangler, erstattet af pligten til at forstille sig og føre de vantro bag lyset, taqija.« (Danskeren nr. 1, 2003).

Det er naturligvis en fuldkommen forvrøvlet udlægning, men i propagandasammenhænge er den slags så meget desto bedre. Propagandaens fornemste opgave er at distancere de menneskelige egenskaber fra det stereotype billede af syndebukken og erstatte disse af nedrige, truende og dybest set menneskefjendske egenskaber.

Almene kendetegn ved den enkelte jøde er særlig effektive, fordi de stempler alle jøder over én kam - f.eks. dæmoniseres den rituelle slagtemåde, schæchtning, som en særlig barbarisk form for dyremishandling. I den antisemitiske børnebog Der Giftpilz (1938) afbildes en sådan slagtning og dyrets langsomme (underforstået: pinefulde) død bemærkes.

Antisemitistisk børnebog

Fra den antisemitistiske børnebog Der Giftpilz (Giftsvampen) af Ernst Hiemer (udgivet af Julius Streicher). Billedteksten lyder: WIEDER STÜRZT DAS TIER ZU BODEN. LANGSAM STIRBT ES. DIE JUDEN ABER STEHEN HERUM UND LACHEN DAZU (Atter styrter dyret til jorden. Langsomt dør det. Jøderne står imidlertid og ler).

I Fritz Hippers nazistiske propagandafilm Der ewige Jude (1940), som blev skabt på foranledning af Joseph Goebbels, fortælles det bl.a., at jødernes sogenannte Religion (såkaldte religion) byder dem kun at spise schæchtet kød, og de derfor lader deres dyr »forbløde i levende live« - altså klar dyremishandling i modsætning til »tyskernes velkendte dyrekærlighed«.

Julius Streicher skriver f.eks. herom i Der Stürmer 32/1924: »Men den største grusomhed – schæchtning – foregår fortsat i Nürnberger Schlachthof [slagteri]. Den tyske slagter er forpligtet til at bedøve det dyr, som skal slagtes, med slag, før blodårerne åbnes. For jødeslagteren gælder denne lovpligtige tvang ikke. Den, der har stærke nerver, burde engang betragte, hvorledes jødeslagteren skærer halsen over på okser og kalve, og således ubarmhjertigt lader de 'schæchtede' dyr forbløde ved fuld bevidsthed. Selv tyske slagtere, der roser sig af at være hærdet gennem deres blodhåndværk, føler, at schæchtning er umenneskeligt.«

Også i Danmark har Dansk Folkeparti haft øje for den propagandistiske brug af rituel slagtning, fortrinsvist den islamiske variant, såkaldt halal-slagtning. Bemærk, hvorledes Pia Kjærsgaard her gentager Streichers ræsonnement, næsten ord til andet:

»Men det er altså stadig væk således, at der på det største godkendte halal-slagtested herhjemme, virksomheden NV-OX i Slagelse slagtes uden bedøvelse, ligesom der givetvis foregår i hundredvis af hjemmeslagtninger, som ingen aner noget om. Det fremgår faktisk af en bekendtgørelse fra justitsministeren af 14. december 1994, at slagterierne kan foretage disse aflivninger uden bedøvelse, når slagtningen foretages efter jødisk eller muslimsk ritus. NV-OX i Slagelse har altså fået dispensation fra dyreværnsloven til netop at foretage rituelle slagtninger uden først at bedøve dyrene, og jeg – som har oplevet det ved selvsyn – kan forsikre, at det var en på alle måder forfærdelig oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Den gjorde mig endnu mere overbevist om, at den formodning, jeg havde haft om, at det døende dyr lider, holdt stik. Jeg kan ganske enkelt ikke acceptere, at der går op til flere minutter fra en ko får snittet halspulsåren, til den er død.« (Ekstra Bladet, 17.9.1999).

Der Stürmer 47/1941 Ikke alene hævdede nazisterne, at det i jødisk selvforståelse var religiøst i sin orden, når jøderne bedrog den ikke-jødiske del af menneskeheden, og når de agerede dyremishandlere på grund af deres rituelle slagtemetode osv., men et yndet træk var også at reaktualisere den historiske anti-judaismes hovedanke: Jøderne som »Kristus-mordere«, og jødedommen som kristendommens diabolske modsætning.

Lidt paradoksalt står Det Gamle Testamente her for skud som »bevis« på jødedommens dårligdomme, skønt skriftet som bekendt også indgår i den kristne bibel. I Robert Leys Pesthauch der Welt (verdens pest-ånde) hedder det f.eks. ikke alene, at Det Gamle Testament er en »krønike over jødiske røverier, massemord, tortur, tyveri og misgerninger«, for skønt dette ganske ubetvivleligt udgør en del af indholdet af en række af de historiske beretninger, følger selvsagt ikke af den grund, at jøderne skulle være prædisponeret for overgreb af nogen art.

Men pointen er først og fremmest Leys konklusion om, at hele Kristi liv var »en antisemitisk kamp imod Judah«, ligesom det i Hermann Essers Die jüdische Weltpest fremhæves, at jøderne ifølge Det Nye Testamente er »sønner af Djævelen«.

I børnebøger kan man læse, at jøderne lod Jesus dø en langsom og forfærdelig død på korset, fordi han afslørede deres slægtskab med Satan, og i artikler i Der Stürmer og andre propagandaskrifter skorter det ikke på 'jødiske skriftsteder', som 'afslører' jødernes udryddelsesplaner mod kristne.

...

Tysk soldat står vagt foran jødisk butik. Skiltet øverst: DEUTSCHE, VERTEIDIGT EUCH GEGEN DIE JÜDISCHE GREUELPROPAGANDA, KAUFT NUR BEI DEUTSCHEN! (Tyskere, forsvar jer mod den jødiske rædselspropaganda, køb kun hos tyskere!). Det nederste skilt lyder: DEUTSCHE! WEHRT EUCH! KAUFT NICHT BEI JUDEN! (Tyskere giv agt! Køb ikke hos jøder!).

I artiklen »Der heilige Hass« (det hellige had) fra Der Stürmer nr. 18/1943 finder Streicher f.eks. angiveligt et afslørende citat, ifølge hvilket »enhver jøde er forpliget til at sikre, at kristne kirker bliver brændt ned og jævnet med jorden«, og han konkluderer bl.a.: »Et dybt og bundløst had er et essentielt karaktertræk ved jødedommen.«

Her er to træk forenet, som vi også har set genopstå siden 1990ernes anti-islamiske retorik i Danmark - påstanden om islams indbyggede had og dens kontrast til kristendommen. Sammenlign f.eks. Streichers ovenstående ræsonnement med Søren Krarups over tres år senere: »Hvor kristendommen hersker, der har sagen at gøre med kærlighed til de ting, man har kær. Hvor islam hersker, er det derimod den højere selvretfærdighed, der rent logisk ender ud i et alt-ædende had og en uhyggelig trang til at udrydde andre mennesker.« (Berlingske Tidende, 2.2.2005).

Skridtet fra propaganda i ord og billeder til håndfaste aktioner er ikke langt - kauft nicht bei Juden! lyder det på skiltet foran en jødisk butik.

I Danmark var der opfordringer til boykot at muslimers forretninger på SMS-kampagner under karikaturkrisen i februar-marts 2006, som blev bakket op af Den Danske Forening i en leder i medlemsbladet, men allerede ti år forinden forsøgte Den Danske Forening (uden held) at lancere en omfattende kampagne mod indvandrerbutikker: »Lad det blive et nationalt bud, at ingen ordentlig dansker sætter sine ben i ukrudtsbutikkerne.« (Leder i Danskeren nr. 6, 1996).

Sådanne kampagner forudsætter imidlertid en effektiv, forudgående propaganda, der stigmatiserer den ildesete befolkningsgruppe - den slags kan sjældent ske over night, men kræver at blive gødet, udbredt og vedligeholdt i årevis.

Afslutning: Den propagandisiske strategi

Propagandisterne har også et gammelkendt træk parat, når det drejer sig om at stigmatisere deres kritikere, der fremstilles som blinde »naivister« eller »nyttige idioter«, der (bevidst eller ubevidst) kontrolleres af de farlige fremmede, hvis dagsorden de hævdes at fremme.

Der Stürmer, Folge 34 En antisemitisk propagandategning fra Der Stürmer fremstiller f.eks. anti-nazisten og anti-fascisten som styret af en jødisk dagsorden. Den grumme jøde har givet ham bind for øjnene med Davidstjernen påtrykt - det handler naturligvis om at demonstrere, hvorledes den antifascistiske kamp ikke blot er blind og naiv, men at det er jøden, som har orkestreret den.

Den anti-islamiske metaforik i den danske debat er hovedsageligt skabt af Tidehverv og kredsene omkring Søren Krarup, hvor man end ikke går af vejen for at true med en såkaldt modstandskamp mod indvandringen ud fra en selviscenesættelse som ny modstandsbevægelse.

Skønt parallellen til modstandsbevægelsens kamp mod den nazistiske besættelsesstyrke i Danmark er så absurd, at den nærmest er af surrealistisk karakter, er hele dette apparat kørt i stilling retorisk set: Den, der anmelder politikere for overtrædelse af racismeparagraffen, bliver stemplet som »stikker«; den politiker, der kritiserer den stramme udlændingelov og kræver bedre forhold på asylcentrene, er »samarbejdspolitiker«; den, der kritiserer islam og indvandrere, er »frihedskæmper«; den, der øver hærværk og vold mod indvandrermål, sammenlignes med »modstandsgrupper«, som iværksætter »sabotage« - og indvandrerne og flygtninge er en »besættelsesmagt« og »invasionsstyrker«.

Retorikken er med andre ord gennemsyret af en metaforik, som letpåvirkelige kredse kan se som slet skjulte opfordringer til den type vold mod indvandrere og politiske modstandere, som modstandsbevægelsen gjorde brug af under besættelsen.

Og det anfægter ikke Tidehverv det mindste, at attentaterne dengang var rettet mod en knusende militaristisk supermagt, som havde underlagt sig store dele af Europa med bomber, kanoner og et benhårdt totalitært magtapparat, mens det, man nu i ramme alvor kalder »besættelsesmagten«, er et trængt og dybt splittet befolkningsmindretal uden skyggen af politisk indflydelse.

Men ligesom yderligtgående muslimer kan fanges ind af en konfrontatorisk og propagandistisk islamistisk retorik og erstatte politisk debat og kritik med trusler, propaganda og terrorsympatier, kan yderligtgående nationalister naturligvis ligeledes inspireres af en konfrontatorisk og propagandistisk retorik til voldelige og væbnede aktioner.

Det har vi set talrige gange før i historien - nogle af de seneste eksempler er den gensidige propaganda, der gik forud for (og var sideløbende med) borgerkrigene på Balkan, som fulgte i kølvandet på ex-Jugoslaviens opløsning, og nedslagtningen af 800.000 tutsier i Rwanda i 1994.

Dehumaniserende propaganda i form af generaliserende dæmonisering er gået forud hver gang.

Siden begyndelsen af 1990erne er en lang række moskeer, indvandrerforeninger og -butikker i Danmark blevet udsat for bombe- og brandattentater, ofte med forudgående racistiske smædebreve, ligesom den racistiske vold griber mere og mere om sig på gadeplan.

Det behøver ikke at ende med etnisk/religiøs udrensning af brutal karakter af den grund - historien gentager sig ikke mekanisk og forudsigeligt. Men som det hedder i begrundelsen for et initiativ til afprøvning af racismeparagraffen i oktober 2006, er den konfrontatoriske kurs i sig selv alarmerende:

Ethvert synspunkt og enhver ideologi og religion skal kunne gøres til genstand for kritik, men i modsætning til propaganda behøver kritik ikke forfalde til generaliserende overdrivelser og hån, sådan som det f.eks. kommer til udtryk i antisemitiske og antimuslimske udsagn.

Retten til at kritisere ethvert standpunkt og friheden til at tale magthavere og autoriteter imod er med andre ord ikke det samme som et carte blanche til at dæmonisere minoriteter.

Nødvendigheden af denne skelnen turde være indlysende for sammenhængskraften i ethvert samfund. Det er et faktum, at propaganda, der har lagt befolkningsgrupper kollektivt for had, er gået forud for de fleste eksempler på etnisk og religiøs udrensning, som vi kender historisk såvel som i nyere tid, f.eks. i Bosnien og Rwanda.

Skønt det ikke er sådanne scenarier, vi frygter i dagens Danmark, er det selvfølgelig ikke mindre vigtigt at afdække og afvise propagandistiske mekanismer i den hjemlige debat. Også uden blodige sammenstød er der grund til at advare mod en dæmonisering af trængte minoritetsgrupper, eftersom en sådan fører til marginalisering og radikalisering og i alle tilfælde øger risikoen for, at fordomme og konflikter eskalerer til fjendtlighed og konfrontation.

Propagandistisk dæmonisering skaber en afgrænset og ildeset gruppe af syndebukke, som gradvis dehumaniseres, og over for hvem stadig flere magthavere og almindelige mennesker får et mere og mere hadefuldt forhold, der i sidste ende kan konvertere den dehumaniserende retorik til dehumaniserende handlinger.

At det ikke kun er ubevidste træk, som trænger sig på i en sådan udvikling, ved vi fra tidligere historiske epoker, hvor propagandister meget bevidst har spillet på sådanne mekanismer.

Også i Danmark er der kredse, som fuldt bevidst har anlagt dette som klar strategi, som det f.eks. kommer til udtryk i Den Danske Forenings medlemsblad, hvor redaktionsmedlem Peter Neerup Buhl uden omsvøb udtaler: »Eksistentielt, territorielt og materielt er de masser, som i dag indstrømmer fra de muhamedanske lande, vore fjender, og frihedskampen består i dag nøgternt set i at dehumanisere dem verbalt, før det kan blive politisk legitimt at fjerne dem fysisk fra vort område. Sådan har etniske kampe altid fungeret.« (Danskeren nr. 1, 2004, s. 3).

Peter Neerup Buhl har siden 1990 spredt sit engagement over en bred vifte af de mest fremtrædende nationalistiske grupperinger og partier i Danmark. Fast skribent i Den Danske Forenings medlemsblad siden 1991 (styrelsesmedlem 1993-2001), tidligere skribent i Tidehvervs medlemsblad (1990-2001), anmelder i Dansk Folkepartis medlemsblad i 1998, tidligere skribent i Dansk Forums medlemsblade (1999-2000) og tidligere folketingskandidat for Fremskridtspartiet (2001).

Det gør ham ikke repræsentativ for en hel tendens, men det fortæller med hvilken alvor, den politiske udvikling i dag iscenesættes som »etnisk kamp« på den yderligtgående nationalistiske fløj i Danmark.

Og om man bryder sig om det eller ej, giver det en nøgle til forståelse af en tilbagevendende propagandistisk strategi, som ikke er et overstået historisk kapitel - men som også kaster et lys over dele af kulturkampen i Danmark, som den udspiller sig ved overgangen mellem det 20. og 21. århundrede.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, oktober 2006