Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Forskeres ytringsfrihed presset i afgørende naturdebat?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Hvis du bekymrer dig bare en lille smule om dansk natur, skal du følge med i kampen om de danske skove, der har udspillet sig under bemærkelsesværdige politiske dramaer og voldsomme verbale former de senere år - og hvor der muligvis er et længe tiltrængt paradigmeskift på vej under miljøminister Ida Auken, som kan være af afgørende positiv betydning for den trængte danske natur.

Skovene er simpelt hen den væsentligste slagmark for den principielle naturdebat herhjemme p.t. - så væsentlig, at der er blevet løjet og bedraget politisk i kampen.

Hvem husker ikke den såkaldte skovsminkesag under daværende miljøminister Troels Lund, der i 2007 indberettede til EU-Kommissionen, at de miserable danske skoves tilstand ligefrem var »gunstig«?

Stik modsat sandheden blev det oven i købet hævdet, at det var Danmarks Miljøundersøgelser, der stod bag vurderingen. Sagen var den, at Naturstyrelsen havde forsøgt at presse forskere til at pille ved deres konklusioner, hvilket de nægtede - hvorefter man bare lod som om, at de bakkede op om styrelsens egen vurdering alligevel.

Ak ja, fup og fiduser, magt og spin og løgne.

Miljøminister Ida Auken ser imidlertid nu ud til at hælde mere og mere til forskerne i hele stridsspørgsmålet om skovene. I en indrapportering til EU-kommissionen fastslås det således, at vigtige danske skove er i såkaldt »ugunstig« tilstand.

Michael Rothenborg skriver i Politikens artikel om sagen: »Det er samme vurdering, som eksperter i skov- og biodiversitet har, mens embedsmænd i Naturstyrelsen i månedsvis har holdt på, at skovene er i 'ukendt' tilstand.« (Politiken, 19.12.2013).

Ida Auken fastslår: »Det er vigtigt, at vi er åbne og ærlige omkring skovenes tilstand. Man kan altid diskutere de politiske prioriteringer, men vi skal ikke skjule, hvor store naturudfordringer vi har.« Netop. Ærlig tale.

Skovsminkesagen er ikke glemt, og at miljøministeren er bevidst om en intern modstand fra dele af Naturstyrelsen, er åbenlyst og opløftende: »Jeg mener, at jeg har været meget tydelig i mit sprog om, hvordan Naturstyrelsen skal agere. Og det budskab regner jeg bestemt med, er forstået nu.«

Men hvad er det for en skovkrig, der udspiller sig - og hvorfor i alverden er det kommet dertil i spørgsmålet om SKOVENE?

Danske statsskove handler kun perifert om natur og naturens kvalitet, men er tværtimod centreret omkring bestræbelsen på at score kassen på salg af tømmer. Heri ligger en del af problemet, der skaber markante interessemodsætninger mellem skovdrift og naturhensyn - og problemet er omfattende.

Et af de mest relevante kriterier for at 'måle' skovnaturens tilstand og kvalitet, er at se på mangfoldigheden af dyre-, plante- og svampearter (biodiversitet), og her står det virkelig ringe til i de danske skove. Først i de senere år er biodiversitet og andre naturhensyn kommet med på paletten i Naturstyrelsens skovpolitik - men desværre mere af navn end af gavn. Derfor er kløften mellem forskeres fagligt baserede naturhensyn og dele af Naturstyrelsens økonomiske interesser stadig udtalte.

Institut for Geografi og Naturforvaltning udgav i juli en evaluering over de seneste 20 års indsats for biodiversiteten i skovene og konkluderede, at den hverken har været målrettet eller omkostningseffektiv. Til trods for tyve års officielle bestræbelser på at forbedre forholdene er Naturstyrelsens fortsatte skovdrift i høj grad sket på bekostning af artsmangfoldigheden, mens forskere igen og igen har protesteret. Stort set forgæves.

Og er eksperter i biodiversitet nu også under pres, hvad angår deres ytringsfrihed, når de tager bladet fra munden og kritiserer styrelsen?

Forhistorien er den, at landets fremmeste eksperter i biodiversitet har fældet en hård dom over statens skovdrift, som den varetages af Naturstyrelsen. Professor Carsten Rahbek udtalte f.eks. med afsæt i den nævnte evalueringsrapport: »Staten har haft et mål om at standse tab af biodiversitet, men man har gjort det forkerte. Den strategi, man har fulgt, har været dundrende naiv fra dag ét.« (Altinget.dk, 13.8.2013).

Problemet er, at man har satset på såkaldt naturnær skovdrift, men det er en lidt for fiks etikette, der har mere at gøre med spin end videnskabelige kriterier for at forbedre den naturlige variation og dynamik i skovene. Eller som en anden af landets fageksperter i biodiversitet, lektor Hans Henrik Bruun, påpegede: »Det er stadig en driftsform, som har til formål at producere tømmer. Navnet lyder meget godt, men det er ikke ret venligt over for biodiversiteten.«

Derimod er der ifølge eksperterne behov for meget mere URØRT skov, hvor man ikke dræner skovene og ikke fælder de gamle træer og rydder skovene for døde og døende træer, fordi det er disse indgreb, der får arterne til at uddø med rekordhastighed.

Men trods et væld af hjemlige fageksperter har Naturstyrelsen i alt for vidt omfang negligeret biodiversiteten. Derfor har bl.a. Rahbek foreslået, at man simpelthen udfaser statslig skovdrift og satser på urørt skov.

Under en efterfølgende ekskursion drøftede Naturstyrelsens direktion og Niels Elers Koch, der både er institutleder på IGN og formand for Skovrådet, hvordan man kunne få den kritiske evaluering fremstillet mere »dækkende« efter deres overbevisning. Det fik Naturstyrelsen til at underprioritere kritikken i deres officielle pressemeddelelse om evalueringsrapporten, og Niels Elers Koch kastede sig ud i hidsige personangreb, der direkte beklikkede forskerne på deres faglighed og benægtede, at de havde videnskabeligt belæg for deres kritik, som han kaldte »politiserende« (Altinget.dk, 21.8.2013).

Hvilke 'politiserende' motiver forskere skulle have til at kommentere et emne inden for deres eget forskningsfelt, og som de netop i skarp kontrast til Naturstyrelsen er fuldkommen uden skyggen af magt over, gør i sig selv angrebet besynderligt.

Især når man betænker, at Niels Elers Koch vist ikke har biodiversitet som sin primære ekspertise, og at han som tidligere chef for Skovpolitisk Kontor i Miljøministeriet og nuværende formand for Skovrådet vel nok selv kunne tænkes at være lidt mere præget af politisk betingede bevæggrunde end biodiversitetsforskerne.

Skovrådet har f.eks. repræsentanter for skovindustrien og skovdyrkerne, men ingen repræsentanter for institutter på Københavns eller Aarhus Universitet, hvor ekspertisen i biodiversitet er koncentreret. Koch er med andre ord ikke kun institutleder på universitetet, men bærer også en kasket med økonomiske interesser i, hvordan de danske skove forvaltes.

Professor Carsten Rahbek reagerede på Kochs udfald ved at konstatere, at »skovenes biodiversitet efter 20 år stadig væk er den mest truede i Danmark,« endvidere henviste han til forskningsbaseret belæg for kritikken af en forfejlet skovstrategi, som stribevis forskere da også har fremført igen og igen gennem årene (Altinget.dk, 27.8.2013).

Anders Erik Billeschou, der er tidligere vicedirektør i Naturstyrelsen, kastede sig ind i kampen på Naturstyrelsens og Kochs side og kaldte anbefalinger af mere urørt skov for »helt uden videnskabelig begrundelse«, og fik ved samme lejlighed beskyldt Rahbek for »videnskabeligt makværk« i en biodiversitetsanalyse fra 2012.

Ja, så voldsomt går det til i naturdebatten dér, hvor nogle af de vigtigste principielle slag føres. Økonomiske interesser og gammel ortodoksi i forhold til, hvad statsskovene skal bruges til, vejer åbenbart tungt i Naturstyrelsen, og forskere, der påpeger, at staten derved bliver en af de værste natursyndere, hænges ud som uvidenskabelige og politiserende - sågar af en institutleder ved Københavns Universitet.

Det er en debat, der sætter den hyppige forargelse over fattigere landes motorsavsmassakrer i skovene i den tredje verden i perspektiv. Vi er bestemt ikke selv meget bedre, når man tager i betragtning, at vi let har råd til at indstille rovdriften i vore egne skove, men i stedet har nølet, talt uden om og sminket naturforarmelsen i årevis.

Institutleder Niels Elers Koch vil imidlertid gerne fremstille det som en rent FAGLIG uenighed, forskere og forskere imellem. Men som nævnt er det forskere i biodiversitet, der over én enig front står sammen i kritikken - og ikke alene er Koch ikke ekspert i biodiversitet, han er næppe heller en forsker med samme tyngde som f.eks. professor Carsten Rahbek.

Man kan om ikke andet konstatere, at hvor Rahbek er en af de hyppigst citerede forskere i verden med en faglig baggrund i 169 publikationer, der er citeret ca. 5.500 gange, har Koch 11 publikationer, der er citeret under 100 gange.

Ja, når en institutleder miskrediterer en forskers videnskabelige redelighed, kan det jo være nødvendigt at få belyst forskellen på tyngden af de to kombattanters faglighed ud fra lidt mere formelle kriterier.

Endvidere har endnu en biodiversitetsekspert, seniorforsker Rasmus Ejrnæs, henvist til stribevis af videnskabelige artikler med faglig evidens for, at det største problem for de truede arters overlevelse i de danske skove er og bliver fortsat skovdrift, hvorimod urørt skov er det mest effektive virkemiddel for at genoprette naturlig dynamik og sikre biodiversiteten i skovene.

Såvidt forhistorien.

Hvad gør universitetsledelsen, når topforskere bliver stigmatiseret offentligt som uredelige fuskere, der misbruger deres titel? Bliver det til et forsvar for forskernes faglighed? Nej, det bliver til ingenting.

Miskreditteringen og stemplingen bliver end ikke udfordret - den kan få lov at stå uanfægtet af ledelsen, som dermed indirekte får sagt til alle andre forskere: pas på, når I kritiserer magtfulde instanser i debatten, for hvis jeres videnskabelige ry og rygte tilsværtes, skal I ikke regne med en ledelse, der gør andet end at banalisere det eller trækker på skuldrene ...

Derfor har fire professorer i et fællesindlæg i Uniavisen nu råbt vagt i gevær i forsvar for de udhængte forskere og deres ytringsfrihed.

Professorerne Peder Andersen, Peter Harder, Kaj Sand Jensen og Bo Jellesmark Thorsen understreger bl.a., at debatten på intet tidspunkt er udsprunget af nogen reel FAGLIG uenighed:

»Er der uenighed? Åbenlyst. Er det en faglig debat om uenighed? Nej, det er det ikke. For de faglige indspil kommer alene fra den ene side. Koch lægger både i Altinget og Forskerforum vægten på personangrebene (...) Videnskaben hældes af brættet. Koch er i denne sag helt på linje med Anders Erik Billeschou, en tidligere kollega og chef fra Kochs tid i Miljøministeriet (nu privat konsulent).« (Uniavisen.dk, 17.12.2013).

En institutleder med flere kasketter og interesser kan altså bare gå ud og tordne mod forskere og frakende dem videnskabelig redelighed.

Hvordan Københavns Universitets ledelse ligefrem kan være indifferent over for denne form for intimidering, er en gåde.

Tankevækkende er det også, når institutleder Koch går så langt som i en henvendelse til universitetets rektor at problematisere, at forskernes udtalelser risikerer at støtte, at »en ny national naturfond - uafhængig af Naturstyrelsen - og delvis finansieret ved afståelse af Naturstyrelsens arealer«.

Her står det vist klart, at det ikke er en faglig diskussion, Koch lancerer, men nok en ganske anderledes bekymring for Naturstyrelsens interesser og potentielle afståelse af indflydelse og arealer.

Der er med andre ord for mange kasketter på institutlederens hoved - men det er desværre ikke forskerkasketten, der trykker.

De fire professorer afslutter med en sjældent set skarp appel til forskerkolleger, som det er værd at få ud i bredere fora: »Men at Koch tillægger lige præcis finansieringsforholdet betydning i denne sammenhæng understreger to ting: i) En eklatant og problematisk mangel på forståelse for principperne om armslængde og uafhængighed for universiteternes myndighedsrådgivning, ii) En opfattelse af, at forskere skal afholde sig fra at deltage i samfundslivet på måder, der kan irritere magthaverne. Begge disse forhold er for os at se uacceptable og i fundamental modstrid med KU's værdigrundlag som offentlig grundforskningsinstitution. Accepten af denne form for argumentation er undergravende for KU's integritet og status som en uafhængig, samfundsbærende institution, og er ikke en universitetsledelse værdig. Vi appellerer derfor til kollegaer og til KU's bestyrelse om at lægge pres på ledelsen for at få dem på bedre tanker.«

Apellen til kollegial solidaritet med forskere, der groft miskrediteres, såvel som vigtigheden af kritik af ledere med for mange kasketter, være hermed videregivet. For forskningens skyld.

Om statslig skovdrift overhovedet kan betale sig, er så en vigtig diskussion for sig - men at det i alle tilfælde er på tide at få afviklet statens økonomiske interesser i skovdriften, er en erkendelse, der forhåbentlig breder sig helt op i toppen af Miljøministeriet. For naturens skyld.

APROPOS

> Styrer Naturstyrelsen Ida Auken? En naturpolitisk status.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 21.12.2013