Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Styrer Naturstyrelsen Ida Auken? En naturpolitisk status

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Naturen har det skidt og får det stadig værre, mens vi nedsætter udvalg, diskuterer Naturfond og miljøreguleringer. Her følger nogle betragtninger over den seneste tids diskussioner, hvor naturen undtagelsesvist har været på dagsordenen flere gange.

To markante efterårsstorme har raseret de danske skove, flået træer itu, væltet stammer i titusindvis og har kort fortalt bragt uorden og kaos.

Det er smukt og godt - i hvert fald for naturens dyr, planter og svampe.

Især er døende og døde løvtræer vigtige levesteder for utallige arter, der er ved at forsvinde i Danmark, bl.a. fordi Naturstyrelsen i vidt omfang har forvaltet skovene med henblik på træproduktion. I de senere år er der dog sket en vis mentalitetsændring, og vigtigheden af urørt skov har fundet vej også til Naturstyrelsens tilkendegivelser - men i den praktiske skovforvaltning kun i alt for beskedent omfang.

Læs: Motorsavsmassakren i de danske skove

Gamle træer fældes og sælges, og skovene støvsuges derved for det naturlige forfald, der er alfa og omega for mange sjældne arter. De titusindvis af ødelagte træer er imidlertid stormens gratis nødhjælp til skoven - altså hvis og såfremt al den uorden, som stormene har efterladt, får lov til at forblive uorden.

Det var imidlertid ikke den første tanke, der slog Naturstyrelsens vicedirektør Peter Ilsøe, da han reagerede på oktober-stormen. Ganske vist nævnte han, at man i dag også skal tænke på »naturværdien af skoven« frem for »kun at tænke på, hvordan vi kan få skoven til at producere mest træ«, men på den anden side blev dette hastigt fulgt op med at underordne skovens ve og vel de 200 millioner kroner, han mener, at staten årligt tjener på skovdriften (Naturstyrelsen.dk, 30.10.2013).

Endvidere kunne Naturstyrelsen fastslå, at »oprydningen« allerede var i gang umiddelbart efter stormen - og at »nogle« af de væltede træer ville få lov til at blive liggende.

Det så med andre ord ud til, at det for naturen så skønne og gavnlige rod i det store hele skulle fjernes - men dét fik adskillige til tasterne for at appellere personligt til miljøminister Ida Auken om i stedet at lade træerne ligge af hensyn til livets mangfoldighed i skovene.

Og til både eksperters, grønne foreningers og mange andre skovvenners udelte begejstring, erklærede miljøminister Ida Auken dagen efter, at de væltede løvtræer skulle få lov til at blive liggende i statsskovene: »Jeg har fået masser af gode forslag til, hvad vi skal stille op med de mange væltede træer. De fleste vil have, at vi lader dem ligge, så de kan skabe nyt liv. Det er lige, hvad vi gør.« (Politiken.dk, 1.11.2013).

Miljøministeren havde reageret hurtigt og markant. Naturstyrelsens udmelding om den igangværende »oprydning« og den henkastede bemærkning om at lade »nogle« træer ligge, blev nu trumfet af Ida Aukens klare og entydige overskrift: Vi lader de mange væltede træer ligge (og det er her løvtræernes frem for nåletræernes betydning for biodiversiteten, hun tænker på).

Så vidt så godt. For en gangs skyld et langsigtet naturhensyn i stedet for et kortsigtet nyttehensyn.

Eller hvad?

For imens vi netop har haft endnu en natur-gavnlig storm, hvor det ligger lige til højrebenet at lade de slagne løvtræer ligge, tyder noget på, at Naturstyrelsen er mindre entydige i tilgangsvinklen end miljøministeren.

Ifølge en korresponcance om Naturstyrelsens direktiver efter oktoberstormen er der således alligevel ingen garanti for, at alle træer bare får lov til at blive liggende - end ikke i såkaldt urørt skov. Det fremgår af et indlæg af biologen Morten D.D. Hansen, som mange nok kan huske fra DR's tv-serie »Bidt af naturen«.

Og efter den seneste storm lader miljøministeren os nu også vide via Facebook, at tilgangsvinklen ikke er så klar længere: »Vi efterlader mange af de væltede træer i skovbunden, fordi de er værdifulde som levested for en masse truede arter og sælger resten.«

Men hvad er »mange«, hvis ikke udmeldingen efter oktoberstormen skal forstås bogstaveligt, og hvis ikke engang de meget få urørte skove får lov til at være netop dét - urørte?

Morten D.D. Hansen, som ikke er kendt for at pakke noget ind, skriver uden omsvøb: »Hvad er der at sige til det? Enten er det en politisk afgørelse, hvor ministeren i virkeligheden bare kører os rundt i manegen. Ellers også har vi et embedsværk i Naturstyrelsen, der ikke vil natur og biodiversitet. De vil skovdrift, fordi det er det, de er uddannet til. Det ligger i deres DNA. Og så manipulerer de big time med ministeren.« (Danmarks Fugle og Natur, 8.12.2013).

Styrer Naturstyrelsen Ida Auken, mere end ministeren styrer styrelsen?

Vi skal vende tilbage til skovene i slutningen af indlægget, men først bemærke, at der også er andre, der gerne vil styre Miljøministeriet udefra. Det viser forløbet omkring finanslovens bestemmelser om miljøregulering af landbruget med afslørende tydelighed.

I finansloven hedder det, at »en ny [miljø]regulering vil samlet skulle give erhvervsøkonomiske gevinster« - men kan dét virkelig være sandt? Er det med andre ord den 'grønne' regerings opfattelse, at miljøet kun skal gavnes yderligere, hvis dette giver landbruget flere kroner i kassen?

Concitos direktør Thomas Færgeman er rystet over, at landbruget dermed får en slags vetoret: »Der er tilsyneladende tale om, at ny miljøregulering af landbruget kun kan finde sted, hvis det giver overskud for erhvervet. Er det tilfældet, vil det være helt uhørt. Forestil dig, hvis man kun kunne gribe ind med miljøregulering over for industrien, hvis der var penge at tjene på det. (...) at forudsætte, at al regulering per definition skal give erhvervsøkonomisk gevinst, er en spændetrøje, som vi ikke tidligere har set inden for miljøområdet.« (Politiken.dk, 1.12.2013).

Også Susanne Herfelt, der er direktør i Danmarks Naturfredningsforening, påpeger, at ny miljøbeskyttelse risikerer at blive et slag i luften, fordi finanslovsaftalen taler om at »fastholde« niveauet for miljøbeskyttelsen, modsat den regeringsbestilte rapport fra Natur- og Landbrugskommissionen, der pegede på nødvendigheden af et »markant løft«. Herfelt udtaler: »Der er forskel på en fastholdelse og et løft. Og det har hele tiden været meningen, at både landbrug og de grønne områder skulle få gavn af det her - det virker, som om finanslovaftaleteksten ændrer det.«

Denne kritik afvises imidlertid overraskende skråsikkert af Jørn Jespersen, formand for Natur- og Landbrugskommissionen: »Hvis nogen læser aftaleteksten sådan, at miljøhensyn skal vige for de erhvervsøkonomiske hensyn, er det efter min opfattelse en misforståelse.«

Jespersens partikammerat Ida Auken vil imidlertid ikke svare særlig klart på, hvorfor miljøet ikke længere skal have et »markant løft«, men siger i stedet afværgende: »Jeg tror med al respekt, at det gik meget stærkt med at skrive den finanslovaftale - så om formuleringerne lige er præcis de samme som i Natur- og Landbrugskommissionens rapport, betyder ikke så meget.«

Men her tager både Jørn Jespersen og Ida Auken fejl.

Miljøhensynene SKAL vige for de erhvervsøkonomiske hensyn. Det betyder MEGET, at finanslovsaftalens formuleringer ikke er de samme som i rapporten fra Natur- og Landbrugskommissionen.

Dét fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt nemlig ganske kategorisk, da hun i en debat med Lars Løkke Rasmussen dagen efter irrettesætter sin miljøminister: »Der står ikke noget i vores finanslovsaftale, som er tilfældigt eller ikke ment.« (Politiken.dk, 3.12.2013).

Der kan med andre ord kun laves nye miljøreguleringer af landbruget, hvis disse giver OVERSKUD for landbruget. Det er med andre ord ikke naturen og miljøet, der er i højsædet, men kroner og ører - måske skulle statsministeren bare sige dét? Rene ord for pengene.

Derfor er det desværre heller ikke helt redeligt, når Ida Auken i en efterfølgende kronik kritiserer Venstre med følgende ord: »Ved enhver given lejlighed angriber partiet miljølovgivningen, grønne afgifter og alle tiltag, der skal reducere landbrugets forurening med henvisning til, at det hæmmer væksten eller nok ikke er så slet endda.« (Information, 10.12.2013).

Kritikken kunne akkurat lige så godt være møntet på statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Ovenstående forløb viser, hvor vanskeligt det er at få naturen på dagsordenen, hvis det koster, og hvis naturinteresser tørner sammen med erhvervsøkonomiske interesser.

Men politikere må bringes til at erkende, at det uundgåeligt KOSTER en HEL DEL at gøre noget at forbedre den danske natur, der i årtier er blevet voldsomt forarmet, og at der til tider også VIL være uundgåelige interessesammenstød med erhvervsøkonomiske interesser, hvor man er nødt til at vægte naturen højest - hvis forarmelsen skal standses.

Og derfor må Ida Auken og andre også turde gøre dette fuldstændig klart for statsministeren. Det bør ganske enkelt ikke være Helle Thorning-Schmidt, der agerer naturminister.

Det er f.eks. glimrende, at miljøministeren nu vil forenkle og rydde op i de 50 love og 500 bekendtgørelser, der udgør miljølovgivningens bureaukratiske jungle, og det er især godt, at hun i den sammenhæng bebuder en »ny natur- og biodiversitetslov« - men man kan godt frygte, at Helle Thorning-Schmidt kommer til at læse med over skulderen og gribe ind med røde streger (grønne bliver de i hvert fald næppe).

Man skal altid håbe det bedste, men det ville være naivt at tro, at forenklingerne ikke kan ende med at blive et skalkeskjul for en forværret lovgivning - lobbyisterne HAR allerede været der.

Dansk Industri har således meldt ud, at diskussionen endelig IKKE må handle om, hvorvidt miljøbeskyttelsen er høj nok, men derimod skal handle om »at fastholde aktivitet i Danmark«, som DI's miljøpolitiske chef Karin Klitgaard formulerer det.

Og jeg tør godt vædde på, at det ikke er arternes myldrende aktivitet i naturen, hun tænker på at fastholde i Danmark, men derimod alene den »aktivitet«, der har vækst og profit som topprioritet.

Et andet område, hvor ikke blot festtalerne, men derimod den konkrete udmøntning bliver af stor vigtighed, er statens nylige naturfond, der med privat fondsstøtte satser på at runde en milliard kroner til opkøb af landbrugsjord, der i stedet kan blive til naturområder.

Men det er et éngangsbeløb, og den langsigtede idé med Naturfonden svæver i det uvisse - foreløbig er der kun afsat beskedne 130 mio. kr. årligt i 2015-2017, hvoraf næsten halvdelen sågar kommer fra private fonde.

Hånden på hjertet: Det forslår som en skrædder i helvede.

Og bedre bliver det ikke af, at staten SÆLGER UD af egne naturområder, samtidig med at man altså vil opkøbe landbrugsjord for at gavne naturen.

Faktisk viser beregninger, at det samlede årlige hektarsalg fra staten godt kan blive større end det areal, naturfonden bliver i stand til at opkøbe med de begrænsede midler.

Også naturpolitik handler om spil og spin - om dét, der lanceres som stort og godt, kontra dét, der sker under radaren. Der er således en række vigtige problemstillinger for dansk natur, som kun yderst sjældent når op til mediernes overflade, og derfor er det desværre også vanskeligere at trænge igennem og påvirke debatten og politikken på området.

Mens man f.eks. i årevis har TALT meget (især uden for rækkevidden af de større mediehistorier) om biodiversitet i skovene, har Naturstyrelsens forvaltning utvivlsomt forværret livsbetingelser og artsrigdommen i hovedparten af statsskovene, hvor vigtig skovnatur i vidt omfang fældes og sælges.

Og så er det endog tvivlsomt, om der overhovedet er noget nævneværdigt økonomisk overskud af statens træproduktion, når alle omkostninger gøres op (dét regnestykke gad man godt se en kritisk journalist gå efter i sømmene). Men tænk, hvor meget - og hvor forholdsvis billigt og let - Danmark kunne gavne biodiversiteten ved f.eks. at omlægge en lang række statsskove til urørt skov?

At det er på høje tid at gøre noget gennemgribende og konkret, viser en stor fagrapport fra august 2013, hvor Naturstyrelsens indsats for skovenes biodiversitet og truede arter får hård kritik. Ifølge konklusionen har tyve års indsats »for skovenes biodiversitet og specielt de truede arter ikke været målrettet og omkostningseffektiv.«

Av. TYVE år uden en målrettet og omkostningseffektiv indsats. Tyve år, hvor der er blevet underskrevet internationale erklæringer om biodiversitet, og hvor fageksperter har appeleret og appelleret til politikere og embedsmænd om at prioritere biodiversitet, biodiversitet og biodiversitet. Man skulle vel have forventet resultater for et tiår siden?

Det er derfor, at det ikke bare er en perifer diskussion, hvad der sker med de væltede træer efter et par storme. Det er en drønvigtig diskussion - og ikke kun i den konkrete situation, men også fordi den afslører, hvor afgørende det er at afdække forskellen på politiske udmeldinger og praktisk naturforvaltning.

Vi skal jo ikke glemme, hvad det hele handler om. Det handler om, at vi lever i en tidsalder, der af eksperterne karakteriseres som jordklodens sjette masseuddøen. Dyre-, plante- og svampe-arter udryddes og uddør i et omfang og med en hastighed, der kun er set FEM gange tidligere i livets 4 milliarder år lange historie. Og dennegang skyldes det primært menneskelig indgriben.

Danmark er bestemt heller ikke et foregangsland, tværtimod. Professor emeritus og tidligere såkaldt naturovervismand Peder Agger har f.eks. udtrykt det så klart, som det kan siges: »Biodiversiteten i Danmark har det ad helvede til.« (Information, 15.7.2013).

Det er på den baggrund, at Thorning-Schmidts prioritering af 'miløjreguleringer', der kun må give landbruget overskud, skal vurderes. Det er på den baggrund, at de forsvindende frimærker af urørt skov i Danmark skal vurderes. Det er på den baggrund, at betydningen for naturen af statens salg og køb af arealer skal vurderes. Og så videre.

Så jo, regelforenkling og en naturfond er gode initiativer - men den samlede politiske natur-indsats er der desværre ingen grund til at juble over, når man ser på en større vifte af naturens problemstillinger.

Der er med andre ord brug for et markant øget pres fra forskere, foreninger og enkeltpersoner, hvis vi ønsker at fremme natur og artsrigdom.

Af gavn, og ikke blot at navn.

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 13.12.2013