Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Skandaløst politi-svigt i sag om kranføreres ytringsfrihed

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Advokaturchef for Østjyllands Politi Morten Holm har besluttet, at det ikke skal være domstolene, der afgør den juridiske ret og rimelighed af, at en arbejdsgiver uden videre læser medarbejderes SMS'er og dernæst fyrer dem pga. utilfredshed med deres indhold.

I efteråret 2012 smuglæste Aarhus' havnedirektør Bjarne Mathiesen SMS-beskeder på en udleveret mobiltelefon, og kommunikationen mellem kranførere, der har været kritiske over for ledelsen, førte til fyring af tre medarbejdere. Mobiltelefonen var udleveret med ret til privat brug, og ingen var blevet orienteret om, at havnedirektøren havde tænkt sig at udøve spionage og indskrænke de ansattes ytringsfrihed som 'betingelse'.

Via advokat Bjarne Overmark har kranførerne derfor politianmeldt havnediretøren for brud på den såkaldte brevhemmelighed. Ifølge straffelovens § 263 kan »uberettiget« adgang til private meddelelser straffes med op til 6 måneders fængsel, og ifølge Grundloven § 72 kan adgang hertil kun ske »efter en retskendelse«, medmindre en lov hjemler en særegen undtagelse.

Havnedirektøren har altså skaffet sig adgang til private meddelelser uden en retskendelse - til trods for, at end ikke politiet må noget sådant. Temmelig sensationel magt at tillade en arbejdsgiver, skulle man vel mene?

Men uanset ens holdning hertil, synes det vel i alle tilfælde oplagt at være en sag af stor principiel betydning, som derfor bør føres for domstolene - ikke mindst i et land, hvor ytringsfriheden måske er den mest profilerede frihed overhovedet.

Selvfølgelig bør man ikke bare kunne skaffe sig adgang til private meddelelser, når ansatte end ikke er orienteret om risikoen herfor. Og selvfølgelig kan og bør ingen kunne fyres for i private meddelelse at ytre sig kritisk om deres arbejdsforhold.

Men det er dét, Østjyllands Politi har 'vurderet' at være helt i orden efter at have konsulteret Datatilsynet.

Man har imidlertid på intet tidspunkt fundet det nødvedigt at afhøre eller tale med så meget som én eneste af de fyrede eller øvrige berørte kranførere på havnen. Ikke én. Politiet har med andre ord 'efterforsket' en sag om et muligt ulovligt indgreb i ytringsfriheden uden at høre én eneste af dem, det er gået ud over. Uden at tale med dem, der står bag politianmeldelsen.

Hvis ikke dét er absurd, så tør man ikke tænke på, hvordan Advokaturchefens fremgangsmåde er i alle øvrige sager.

I en pressemeddelelse fastholder de tre fyrede kranførere, at krænkelsen af deres ytringsfrihed er uacceptabel, og at baggrunden for sagens eskalering er en konflikt mellem kranførere og ledelse om miserable arbejdsforhold. De nævner bl.a., at 14 ud af 30 kranførere er gået ned med stress, og at endnu en kranfører for nylig er langtidssygemeldt. Endvidere hedder det:

»Når så vi melder havnedirektøren og borgmesteren til politiet for brud på loven, så er det kun den ene side der bliver afhørt om de reelle fakta, nemlig havnedirektøreren. Der er ikke taget kontakt til dem, der har indgivet politianmeldelsen. Politidirektøren er formand i et udvalg med borgmesteren som næstformand. Hvordan kan medarbejdere ansat ved Århus Havn blive hørt, når ledelsen ignorerer 5 dårlige trivselsanalyser, lader store dele af afdelinger gå psykisk ned, overhører desperate opråb fra de ansatte, arbejder mere på at få Arbejdstilsynets påbud omstødt end løse problemerne bag, og nu til sidst tilsidesætter de tillidsvalgtes ret til at kommunikere med kollegaer UDEN ledelsen kikker med?«

Der er med andre ord tale om en konflikt, hvor forbløffende LAVE standarder for medarbejderes kritiske ytringsfrihed skal knæsættes, mens forbløffende VIDE rammer for arbejdsgiverspionage skal accepteres.

At kranførerne - og alle andre lønmodtagere - bør have fuld ytringsfrihed til at kommunikere internt og privat om arbejdsrelaterede problemer, herunder også med kritik af arbejdsgiveren, turde vel være indlysende, hvis vi mener noget med ytringsfriheden?

Derfor er havnedirektørens fremgangsmåde mildest talt rystende. Men at Advokaturchefen ved Østjyllands Politi trækker stikket i en sag, hvor kun én side høres i konflikten, frem for at overlade så principielle juridiske spørgsmål til en domstol, er slet og ret skandaløst og ikke et retssamfund værdigt. Dertil er sagen alt, alt for principiel.

APROPOS

> Gælder Grundloven, eller må chefen læse private SMSer?

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 11.2.2013