Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Gælder Grundloven, eller må chefen læse private SMSer?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Det er en problemstilling af vidtrækkende principiel betydning, som politiet i Østjylland undersøger: Har din chef ret til uden videre at overvåge og gennemlæse en privat besked, du sender fra din mobiltelefon, hvis den er udleveret på arbejdet - også selv om den er udleveret med fuld ret til privat brug?

Dette spørgsmål, der har betydning for mange tusind lønmodtagere, vender vi tilbage til, for det udspringer af en helt konkret og aktuel sag:

For nylig er tre kranførere blevet fyret fra Aarhus Havn af deres arbejdsgiver, havnedirektør Bjarne Mathiesen, fordi han på mobiltelefoner fandt SMS'er, der rummede et stærkt kritisk indhold om arbejdsforholdene.

Mobiltelefonerne var udleveret med ret til privat brug og uden klausuler af nogen art.

LÆS: Din mobil kan koste dig jobbet

Derfor har kranførerne på Aarhus Havn nu politianmeldt havnedirektøren og havnens bestyrelsesformand, Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard, som hidtil har bakket ukritisk op om direktøren. Kranførernes advokat Bjarne Overmark mener, at der tale om et brud på brevhemmeligheden, nærmere bestemt straffelovens § 263, ifølge hvilken »uberettiget« adgang til lukkede meddelelser kan straffes med op til 6 måneders fængsel: »Det er i strid med straffelovens bestemmelser, at ledelsen på denne måde tiltvinger sig adgang til en medarbejders mobiltelefon, som ifølge aftalen også kan bruges ubegrænset privat.« (Politiken, 13.1.2013).

Sagens principielle karakter understreges af, at brud på brevhemmeligheden ifølge Grundlovens § 72 kun må foregå »efter en retskendelse«, medmindre en lov hjemler en særegen undtagelse.

Aarhus Havn har gennem længere tid været præget af et meget hårdt arbejdsklima, usædvanlig markante lønnedgange og en forværring af arbejdsvilkåene for kranførere, for nogle med alvorlige helbredsproblemer til følge, hvilket er en af baggrundene for de kritiske SMS'er, der privat er udvekslet mellem flere kolleger. Anklager om »mobning«, som havnedirektøren og borgmesteren har luftet som forklaring på, at man har brudt brevhemmeligheden, afvises derimod af samtlige kranførere.

Østjyllands Politi undersøger nu politianmeldelsen. Hvis man ender med at afvise relevansen af straffelovens § 263 og Grundlovens § 72, har man uden en domstols medvirken besluttet, at det er OK at underlægge lønmodtagere vilkårlig adgang til private beskeder, hvis de har taget imod en mobiltelefon fra deres abejdsgiver (også selv om de aldrig er blevet gjort opmærksom på, at arbejdsgiveren vil overvåge deres private korrespondance).

Det principielle i sagen, der også har betydning for den sideløbende politiske debat om både brevhemmelighed, ytringsfrihed og lønmodtagerrettigheder, burde i mine øjne være besvarelsen af et forholdsvis enkelt spørgsmål: ENTEN betyder Grundlovens forbud, at man uden retskendelse og uden særegen lovhjemmel OVERHOVEDET IKKE må læse private beskeder, ELLER også er grundlovsgarantien på dette punkt intet værd.

Hvis Grundlovens ord skal gælde både af navn og gavn, er der i alle tilfælde kun én undtagelse herfra, der giver mening: Alene hvis arbejdsgiveren og lønmodtageren på forhånd udtrykkeligt har indgået en klar og frivillig AFTALE om, at arbejdsgiveren vilkårligt kan læse private beskeder på en udleveret telefon, bør dette være muligt.

Men risikerer vi ikke dermed, at udleverede mobiltelefoner benyttes til ulovlige forhold, hvis arbejdsgiveren ikke har ret til at tjekke deres indhold?

Det er da muligt, men så er problemstillingen jo igen enkel: Hvis en arbejdsgiver, der har udleveret en mobiltelefon uden indskrænkninger af dens brug af nogen art, får mistanke om, at telefonen benyttes til kriminelle forhold, så er det jo bare om at gå til politiet. Og så må politiet anskaffe sig en dommerkendelse, hvis de vil læse de private beskeder for at se, om mistanken er velbegrundet eller ej. Længere er den ikke.

Derfor tyder alt på, at havnedirektøren og borgmesteren i Aarhus er langt ude på overdrevet, når de 'legitimerer' brud på brevhemmeligheden med faglig strid og påstande om mobning. Og derfor er det naturligvis altafgørende, at politiet følger politianmeldelsen op med at rejse sigtelse mod havnedirektøren og borgmesteren, så der kommer en længe tiltrængt juridisk afklaring om de relevante paragraffer i straffeloven og Grundloven..

APROPOS

> Kranførere uden ytringsfrihed? Fyret for kritiske SMS'er

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 13.1.2013