Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Möger & Co. forærer Løkke en mirakuløs redningskrans

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Skatteminister Thor Möger Pedersen frygter ikke, at endnu flere af SF's vælgere siver efter skattereformen med Venstre og De konservative.

Thor Möger Pedersen: »Jeg tror ikke, at danskerne eller SF's vælgere er optaget af, hvem man laver politik med, men hvilken politik vi fører.« (Ekstra Bladet, 23.6.2012).

Selvfølgelig - men det er jo ikke et svar. Sagen er, at den politik, SF fører, har en hel del at gøre med, hvem regeringen laver politik MED.

Og denne skattereform havde SF stemt imod, hvis den var fremlagt af Venstre og De Konservative før september 2011. Det kan ingen vist betvivle.

Det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt regeringen er mere blå, end man kunne have forventet, eller at den både indgår forlig til højre og venstre, men at den her har gjort alt for at sparke Enhedslisten ud over rælingen i sidste sekund, mens man har anstrengt sig til det alleryderste for at redde en gispende og drivvåd Løkke, der var sejlet helt agterud.

Man har ikke blot valgt en blå skattereform; man havde en skattereform så grundigt planlagt og så tæt målstregen, at der foreligger et detaljeret notat fra Finansloven om det, og der var planer om at annoncere skattereformen offentligt i løbet af et par dage.

Regeringen havde fået Enhedslisten til at hæve topskattegrænsen med 45.900 kr. (hvilket må siges at være en overordentlig markant forhandlingsvillighed, taget partiets grundholdninger i betragtning) og forhøje beskæftigelsesfradraget fra 5,6 til 9,65 procent. Arbejdsudbuddet ville forøges med 9.300 personer ifølge Finansministeriet. Svært at se, at Corydon og De Radikale ikke kunne være mere end pænt tilfredse?

Til gengæld havde man fredet folkepensionens grundbeløb, førtidspensionister og ledige. Svært at se, at S-SF ikke kunne være mere end tilfreds?

Men regeringen valgte blåt i sidste sekund, hvor den kunne have fået både lyserødt og lyseblåt.

Hvem har vundet? De Radikale og De Konservative. Ingen slinger i valsen dér. Venstre har om ikke vundet, så i hvert fald med regeringens hjælp fået fjernet fokus fra Løkkes taktiske nederlag hele den pinagtige vej fra Bornholm til USA og Rio.

Hvem har vi set grine og grine lettet som små drenge med turbånd i en forlystelsespark - og med god grund? Claus Hjorth Frederiksen, Brian Mikkelsen og Lars Barfoed.

De fik en blå skattereform foræret i sidste sekund, netop som Lars Løkke Rasmussens fedtspil havde udstillet Venstres formand som en alt for selvsikker taktiker, hvis snerrende irritation blev grillet af pressen. Netop som regeringen for første gang nogen sinde siden valget stod til at give det fremadstormende Venstre en lang, lang næse, og netop som vælgerne og pressen over en bred kam kunne se, at det var Løkke Rasmussens helt åbenlyse fejlspin, der var årsagen.

Venstre havde derfor næppe turdet håbe på dette mirakuløse udfald, blot 24 timer før aftalen. Derfor de store grin.

Hvem har fået tærsk og tærsk af bagland og egne politikere? SF.

Søvndal, Möger & Co. har nu igen-igen-igen splittet deres eget parti frem for at bygge bro mellem fløjene. Trine Pertou Mach havde allerede set det komme på forhånd og valgte at sætte sit SF-folketingskandidatur på pause, fordi hun ikke kan stå på mål for partiets nuværende politiske og strategiske kurs, og Özlem Sara Cekic har fastslået, at hun vil stemme imod sit parti i denne sag. På Facebook skriver hun: »Jeg fatter ikke, hvordan det kan være rød politik at tage fra de arbejdsløse, førtidspensionister, handicappede og syge for at give skattelettelser. Svært at genkende mit parti som altid har kæmpet for lighed. Jeg er dybt dybt skuffet. Folk har ikke stemt på SF for at vi skulle føre højrefløjens fordelingspolitik.«

I SF-baglandet vokser oprøret, og udefra må man spørge sig selv, om Möger & Co. virkelig ikke kunne se det komme? Kan SF-ledelsen ikke sige sig selv, at når man igen og igen marginaliserer og tromler partiets humanistiske fløj, vokser ikke blot frustrationen, men vælgere siger selvfølgelig farvel?

Möger sender SF på selvmordsmission, og det værste er, at han tydeligvis ikke engang kan se det.

De næststørste tabere er Socialdemokraterne. S-ledelsen har stædigt og vedholdende fastholdt en kurs væk fra egne vælgergrupper, og skattereformen er kun en fortsættelse af den ubrudte række af danmarkshistoriske valgkatastrofer, der er fulgt i kølvandet på hele Thorning-Schmidts formandsperiode. Hvor let havde det ikke været at lægge en dæmper på kritikken, få lidt ro med en skattereform med lyseblå og lyserøde elementer og samtidig efterlade Løkke viklet ind i al sit mislykkede spin?

Tværtimod er den situation nu rykket langt nærmere, hvor regeringen ikke kan finde flertal til efteråret.

Vil Thorning-Schmidt undgå at forære Statsministeriet til Løkke, kan blå blok tage sig voldsomt dyrt betalt med yderligere ballade i S-SF til følge. Eller også må hun indgå en rød finanslov, der er reelt annullerer en række af effekterne af den skattereform, der netop er indgået med VK.

Ufatteligt at man ikke har set denne efterårs-opstilling på skakbrættet i S-SF under forhandlingerne om skattereformen.

At Bjarne Corydon og andre fortsætter med at tro (eller i det mindste lade som om, de tror) at Enhedslisten bare pr. automatik stemmer for, hvis regeringen kommer i mindretal, er direkte dumt.

Kun regeringen kan afgøre, om den vil bringe sig selv i mindretal eller ej; det sker jo ikke som et lyn fra en blå himmel.

Og bliver der valg med de nuværende meningsmålinger, får Danmark ikke blot en blå statsminister, men det er også utænkeligt, at Thorning-Schmidt og Søvndahl kan overleve de voldsomme interne opgør, der vil følge i kølvandet.

I så fald kan Socialdemokraterne se tilbage på en partileder, der som nævnt kun har danmarkshistoriske katastrofevalg bag sig. Hun vil blive det 21. århundredes skræmmeeksempel på en partileder i dét parti, der lagde kursen for det meste af det 20. århundrede.

Og SF kan se tilbage på en partileder, der for regeringstaburetterne fusionerede med det Socialdemokrati, som kun har danmarkshistoriske katastrofevalg bag sig.

Det meste af den kommende valgperiode kan komme til at gå med interne partislagsmål og nye formandsvalg i S-SF, mens Løkke hygger sig i Statsministeriet.

Alt dette er rykket tættere på efter en utroligt amatøragtig lyn-manøvre på fire timers forhandling med Venstre og De Konservative.

SF ligger som Möger har redt.

APROPOS

> Hvem er mest bange for valget, Helle eller Johanne?

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 24.6.2012