Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

Hvem er mest bange for valget, Helle eller Johanne?

Af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Efter at Enhedslisten på det seneste har skærpet retorikken over for regeringen, er det blevet diskuteret, om partiet i sidste ende virkelig ville turde vælte den, og hvilke konsekvenser det i givet fald ville få for støttepartiet?

Hvis f.eks. Enhedslisten stemmer imod en kommende finanslov, kan vi få valg i utide, og hvis meningsmålingerne til den tid ser ud som i dag, vil Lars Løkke Rasmussen tordne ind i Statsministeriet. Med andre ord: Er Enhedslisten ikke netop derfor nødt til at stemme for, hvis de vil undgå at blive »skyld« i, at Venstre generobrer magten?

Man kunne vel med samme ret sige, at det er regeringen, der bærer »skylden« for dette udfald, hvis den vælger at manøvrere Enhedslisten ud på et åbenlyst sidespor?

I månedsvis er det kun blevet tydeligere, at regeringen er langt mere ivrig efter at indgå finanslovsaftale og vedtage bærende reformer med blå blok, end blå blok var villige til med rød blok i 2001-2011, og derfor er Enhedslisten nødt til at eksplicitere, at der er en smertegrænse for, hvad sikkerhedsnettet kan bære. Rollen som støtteparti er således betydeligt vanskeligere, end tilfældet var for Dansk Folkeparti, fordi Enhedslistens brudflader med 'sin' regering er større.

På den ene side har Enhedslisten selvfølgelig en indlysende interesse i at holde regeringen ved magten, og partiet har da også sat sit præg på dele af regeringens politik. Men på den anden side er man næppe heller blinde for den risiko, at partiets gevinst ved at pege på Helle Thorning-Schmidt måske allerede er kulmineret, og at indflydelsen fremover let kan blive mikroskopisk, hvis regeringen nu går for entydigt efter et blåt samarbejde.

I så fald er det næppe utænkeligt, at en langsigtet strategi, der indebærer at vælte regeringen, kan få udslagsgivende opbakning i støttepartiet.

Scenario 1: Lige nu er meningsmålingerne til ekstrem ugunst for S-SF, men der kan jo ske så meget. Nye og uventede drejninger kan vende op og ned på styrkeforholdene, og hvis Venstre f.eks. snubler i skandaler, kan regeringen pludselig stå stærkt. I så fald er Enhedslistens 'trussel' om at kunne vælte regeringen naturligvis lig nul, eftersom det ligefrem kunne være attraktivt for regeringen at 'lade sig' vælte.

Scenario 2: Meningsmålingerne forbliver lige så elendige for S-SF til efteråret - eller blot moderat kritiske. Hvis regeringen samtidig trækker i mørkeblå retning, er der næppe meget, der kan forhindre Enhedslisten i at sætte alt på ét bræt og stemme imod finansloven. Den blå opposition skal i givet fald vælge imellem den gevinst, der består i at signalere 'ansvarlighed' og stemme for en rød regerings mere eller mindre blå finanslov, eller den gevinst, der består i selv komme til magten.

Et let valg: Farvel Thorning - i mere end én forstand.

Hvis Thorning både taber vælgere og regeringsmagt til næste valg, er hun definitivt historie. Hun vil da have budt sit parti en serie af lutter vælgerkatastrofer og er færdig. De Radikale har hele tiden været tro mod partiets arv og kan lettere manøvrere i forskellige politiske landskaber, så Vestager er ret sikker - men hvis SF også går tilbage, er Søvndal ligeledes historie. Begge partier skal måske ud i smertelige formandsopgør, og medlemmerne vil vide, at en fremtidig regeringsmulighed utvivlsomt atter kommer til at afhænge af Enhedslistens mandater, som nu har bevist viljen til at kappe livlinen - det kan ligefrem favorisere nye partiledelser, der vil trække til venstre.

Hvem ved? Pointen her er ikke, om dette faktisk vil ske. Pointen er, at det ikke er klogt af regeringen at tro, at scenariet er så usandsynligt, at det ikke kan motivere Enhedslisten til at vælte regeringen, hvis alternativet fremover i bedste fald er at blive spist af med politiske peanuts som 'belønning' for at agere sikkerhedsnet.

At kunne vælte regeringen er den største trumf, støttepartiet har på hånden, så enkelt er det.

Og forfremmelsen af Henrik Sass Larsen, der i nullerne forsøgte at kvæle både De Radikale og Enhedslisten, såvel som den mørkeblå 2020-plan, gør det ikke mindre sandsynligt, at støttepartiet hyppigere må minde regeringen herom, så det ikke kan misforstås.

Det korte af det lange er, at både regeringen og Enhedslisten skal passe på med at manøvrere for langt væk fra hinanden. Begge parter har meget at tabe - men kun én af parterne risikerer at tabe både regeringsmagt og partiledere.

Gad vide, om statsministeren og udenrigsministeren har glemt dét?

Rune Engelbreth Larsen
Politiken.dk, 14.5.2012