En akademiker på vildveje
Af Ulf Joel Jensen. Miljø Danmark nr. 2/2010 (uddrag) 
Det er årets første forårsdag, og jeg vader af sted i den tunge, våde sne. Sine steder træder jeg forbi tuerne og hamrer uden videre ned i knæhøje driver, mens blæsten river nister af sne ud af den blygrå himmel og ind i mine øjne. Ud over mit gradvist tungere åndedræt og vindens susen høres kun den knasende lyd, når mine støvler bryder isskorpen på sneen.
Foran mig går Rune Engelbreth Larsen. Vi er på vej gennem en østjysk plantage. Snorlige rækker af grantræer fortaber sig i det uendelige rundt om os - indtil landskabet pludselig åbner op og ændrer karakter. Det her er målet for vores udflugt. En af Engelbreths naturperler. Et helle. Bare ti minutters gang fra landevejen er vi nærmest forsvundet i naturen. Vi er ved Syvårssøerne i Frederikshåb Plantage.
- Jeg har levet et liv i distance til naturen. Et liv som først studerende og siden skribent i storbyen. Bevæbnet med bøger og computer. Og når jeg lejlighedsvis bevægede mig ud af byen, skete det typisk forskanset bag togets ruder med følgeskab af flere bøger og den bærbare, forklarer Rune Engelbreth Larsen, som - lidt paradoksalt - for nylig debuterede som naturbogsforfatter med bogen Danmark er en kvinde.
- Det primære i mit projekt har hele vejen igennem været oplevelsen. Forsøget på at formidle det skønne ved at stå på en hede. Følelsen af at være fuldkommen bjergtaget, når man står ved Silkeborgsøerne. Eller lige her.
Han slår ud med hånden. Og sandt er det, at Syvårs Søerne kan tage pusten fra sin gæst. De snedækkede små søer under os danner fjorde og vige i et varieret landskab. Store sandklitter hæver sig majestætisk mod himlen og ligger som forskudte kæmpetuer, hvor lyng, tyttebærris og sortbærbuske titter gennem sneen som grønne og brune øer i alt det hvide. Forblæste fyrretræer rager hist og her op på bakkerne, og langs søbredden fortaber sporet af en ensom ræv sig.
Landskabet ligner ikke rigtigt noget andet herhjemme - og skaber nærmest mindelser om den svenske skærgård. Men altså midt i en østjysk granplantage. Og for ligesom at sætte streg under den magiske stemning, så dækker stednavnet over et uforklarligt naturfænomen, hvor søerne mellem indlandsklitterne forsvinder - for at dukke op igen med cirka syv års mellemrum. (...)
- Hvis du kigger på et kort over området her, så fylder Syvårs Søerne bare et frimærkelille område. Men når du står herude, så er det overvældende. Selvom Danmark er friseret og inddelt i overskuelige parceller. Selvom vi har erobret og formet vores land gennem århundreder, så findes der endnu fristeder, hvor du kan føle dig langt væk, selvom du fysisk er tæt på. Der er stadig grønne lommer og vild natur i Danmark - og det er da fascinerende, siger Rune Engelbreth Larsen.
Han taler velovervejet. Formulerer sig omhyggeligt, og man fornemmer tydeligt, at det er en tankens mand med ordet i sin magt, der har snøret vandrestøvlen. Og måske også er en smule på udebane her. Selv udtrykker han det således:
- Min bog og hele tilblivelsen af den er både en genopdagelse og en generobring af Danmark. Meget tidligt i processen kom titlen til mig: Danmark er en kvinde. Og lige så tidligt fandt jeg ud af, at jeg havde brug for noget at støtte mig til, når jeg skulle formidle mine naturoplevelser. Den kunne jeg finde i naturdigtningen, som blev et ledemotiv i bogen. Poesien kan rumme noget mere end resten af sproget. Når din oplevelse næsten kammer over, så kan du hente hjælp til at udtrykke den i digtningen. Som når en gylden himmeldråbe løsner sig og fylder Otto Gelsteds sjæl til randen. (...)
- Og når jeg generobrer Danmark, så generobrer jeg også den romantiske naturdigtning. Dels fordi jeg personligt har distanceret mig fra begge dele - og dels fordi selve begrebet danskheden og digtere som Oehlenschläger og H.C. Andersen er blevet spændt for en politisk vogn. Præcis som begrebet fædrelandet bærer det nogle associationer med sig, som jeg ikke bryder mig om.
- Derfor forsøger jeg at afpolitisere digtningen og danskheden. Selve vores lands konturer - selve landskabets karakter er med til at definere Danmark. Det er noget fundamentalt dansk - og i naturen bor der en danskhed, som ikke dikterer, hvad man skal synes eller mene, samtidig med at den tilbyder nogle enorme oplevelser.
Over os bryder solen pludselig gennem skydækket. Det glimter som af guld i søvandet, den blå himmel titter forsigtigt frem - og for at fuldende det romantiske skønmaleri hører vi minsandten også en tidlig lærke synge foråret i møde. (...)
- Jeg har været af sted flere gange, efter bogen er færdigskrevet og udgivet. Blandt andet flere dage i Rold Skov og Rebild Bakker, hvor jeg fortabte mig i nogle af de smukkeste dale, oplyst af efterårets orangerøde ildfarver.
- Nej, jeg bliver vist aldrig færdig med Danmark. Jo mere jeg har set og oplevet, desto hyppigere vender abstinenserne tilbage, og jeg må ud i det fri igen. Der er jo mange steder, jeg ikke har besøgt endnu - og mange steder, jeg er nødt til at vende tilbage til.
Interview af Ulf Joel Jensen
Miljø Danmark 2/2010Miljø Danmark nr. 2/2010
