Interview med Rune Engelbreth Larsen

... Jeg har et par ting, jeg skal sige dig! (uddrag)

P. Wiingaard interviewer Rune Engelbreth og Søren Krarup

En sen eftermiddag mødes to mænd på en trappeopgang i det indre København. Aldrig før har de talt sammen ansigt til ansigt, men de er begge udmærket klar over hvem hinanden er. Deres skæbner har ad sælsom vej været intimt forbundet over de sidste tyve år. Den ene konfirmerede i sin tid den andens hustru. Den anden blev politisk aktiv på grund af den førstes udtalelser.

ENGELBRETH OM KRARUP

»Jeg har gennem ni år forsøgt at dokumentere, hvad jeg synes har været de farlige tendenser, han har stået for. Men jeg respekterer og anerkender, at det er lykkedes ham at skabe tidsånden og folkestemningen frem for at løbe efter den.«

KRARUP OM ENGELBRETH

»Normalt bruger jeg ikke tid på folk fra hans fløj. Men jeg har respekt for det arbejde, han har gjort og for, at han faktisk har læst, hvad jeg har skrevet. Det er ikke almindeligt. Man plejer at svine mig til med øgenavne uden overhovedet at vide, hvad jeg har sagt.«

»Goddag Engelbreth, jeg har et par ting, jeg skal sige dig,« udbryder pastor Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, da han ser Minoritetspartiets tidligere formand, Rune Engelbreth Larsen. Siden en landsindsamling til fordel for Dansk Flygtningehjælp i 1986, har de været hinandens absolutte modpoler. Men deres skæbne og kamp er ikke bare en strid om flygtningehjælp. Det er også historien om, hvordan den folkelige stemning i Danmark har forandret sig totalt over de sidste tyve år. (...)

Gennem mere end 30 år har Søren Krarup med egne ord kæmpet mod det, der kan betegnes som en 'retorisk humanisme', som den herskende politiske klasse har påtvunget Danmark. Han forklarer: »Det er en humanisme, der gennem indvandringspolitikken, har undertrykt befolkningen og frataget den retten til at være herre i eget hus, selvom det er i modstrid med hele vores identitet og historie som nation. Og til sidst blev undertrykkelsen så dyb, at befolkningen reagerede, og vi fik systemskiftet i 2001.«

»Det tror jeg ikke et sekund på«, afbryder Rune Engelbreth og understreger, at aviserne allerede gennem 80´erne og 90´erne blev oversvømmet af læserbreve mod indvandrere fra mennesker, der ikke var kuet af noget som helst. »Det Krarup kalder et 'systemskifte' kom, fordi nogle mennesker med stor visionskraft og lidenskab rejste sig med et politisk og religiøst motiv og formål for øje. De etablerede partier havde simpelthen overset, at det stadigvæk kan lade sig gøre.« (...)

Kristendommens fordring påbyder Søren Krarup ansvaret for sit eget liv og giver ham dermed samvittighed. Men hverken kristendommen eller nogen anden religion kan have patent på samvittigheden, mener Rune Engelbreth. Man bør snarere anskue det som en slags personlig ankeinstans, vi hver især skal forholde os til.

»Det er i sidste ende altid et spørgsmål til det enkelte menneske, og det er nøjagtigt lige så ansvarsfyldt, hvad enten du føler det er et påbud som er givet dig indefra eller udefra eller hvor det nu er«, vurderer Rune Engelbreth.

Han bliver afbrudt af Søren Krarup.

»Må jeg spørge dig, Engelbreth; kan der komme et påbud indefra?«

»Det kan der da sagtens. Fra dine tanker, dit liv, fra indre drift og følelse, selvom det ikke er begreber, du bryder dig om,« svarer Rune Engelbreth.

»Kan du ikke selv se, at det at der skulle komme et påbud indefra, det er pop. Et påbud er altid noget, der kommer til dig udefra, ellers er det simpelthen bare et andet ord for føleri eller fornemmelse. Og efter min mening er føleri noget farligt noget, fordi det kan føre i alle retninger.«

»Det ved jeg ikke. Det andet er jo bare et ord for ortodoksi. Det er simpelthen bare at få at vide, at der er et eller andet sted, hvor du kan slå svaret op.« (...)

Interview af Peter Wiingaard
Moment, 21.11.2005