|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
|
Seneca - en romersk humanist
Af Rune Engelbreth Larsen 
Villy Sørensen kaldte Lucius Annaeus Seneca (ca. 4 f.v.t. - 65 e.v.t.) for humanisten ved Neros hof, og antikkens stoicisme har da også træk af den humanisme, som ganske vist først begrebsættes og udvikles i den italienske renæssance for siden at sprede sig verden over (jf. Renæssancen og humanismens rødder).
Yderligere citater af den romerske filosof er nu tilføjet Citatsektionen på Humanisme.dk - her en lille smagsprøve fra Senecas breve til Lucillius:
»Naturen har fra vor Fødsel skabt os til at være hverandres Slægtninge, idet den har frembragt os af de samme Elementer og til samme Bestemmelse. Den har indgivet os gensidig Kærlighed og gjort os til Samfundsvæsener; den har fastsat Billigheds og Retfærdigheds krav. Efter dens Anordning skal vi da regne det for en større Ulykke at gøre Skade end at lide Skade; efter dens Bud skal vore Hænder være rede til at tjene dem, der trænger til Hjælp. Hint berømte Digterord skal vi stadig have baade i vort Hjerte og i vor Mund ... [homo sum, humani nihil a me alienum puto - jeg er et menneske og anser intet menneskeligt for mig fremmed].«
Her knytter Seneca netop an til det, der skulle (for)blive et klassisk humanistisk bonmot, og som stammer fra den tidligere afrikanske slave, komediedigteren Publius Terentius Afer (ca. 195-159 f.v.t.), også blot kendt som Terents.
Og vi gentager: »Homo sum, humani nihil a me alienum puto« (jeg er et menneske og anser intet menneskeligt for mig fremmed).
Terents havde det i øvrigt sandsynligvis fra den endnu tidligere græske dramatiker, Menander (ca. 342-291 f.v.t.), og det har siden været en genganger i kulturhistorien, lige fra Cicero (106-43 f.v.t.) og Marcus Aurelius (121-180) til Augustin (354-430) og Erasmus (1466-1536) - og mange flere før og siden.
Seneca fungerede som lærer for den unge kommende kejser, Lucius Domitius Ahenobarbus, senere kendt som Nero, der ikke just udartede sig til noget humanistisk dydsmønster. Eleven vendte sig senere imod sin lærer, da Seneca i år 65 blev mistænkt for at have deltaget i en sammensværgelse imod kejseren og tvunget til at begå selvmord.
Sådan kan det også gå.
Læs flere citater af en af de store antikke humanister her: Lucius Annaeus Seneca
Rune Engelbreth Larsen
22. januar, 2011