Morten Hartz Kaplers om AFR

Af Rune Engelbreth Larsen

I anledning af den forestående premiere på den kontroversielle film, AFR - i sandhed en utrolig løgn (tidligere omtalt på Humanisme.dk her), har Politiken bragt et omfattende og tankevækkende interview med filmens instruktør, Morten Hartz Kaplers. Her kan vi læse om bevæggrundene for, hvorfor en filmkunstner fremstiller et fiktivt drab på den nulevende danske statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

Der er blevet fokuseret meget på, at Anders Fogh Rasmussen fremstilles som homoseksuel, men man har åbenbart ikke villet vente til filmens premiere med at forstå pointen, der af nogle forvrænges til en primitiv provokation. Morten Hartz Kaplers udtaler bl.a. herom:

Jamen, der er allerede blevet fokuseret så meget på den del af filmen, at mange tror, den kun handler om det. Men det er kun en lille del af 'AFR'. For mig har det været vigtigt for filmens handling, at statsministeren og hans morder havde et kærlighedsforhold. Havde Ritt Bjerregaard nu f.eks. været statsminister, havde det hele været noget nemmere. Så havde der været tale om et heteroseksuelt forhold. (...)

Der løber så mange historier om politikere , om kongehuset om skuespillere, osv. Den slags har jeg meget svært ved at forholde mig til. Ligesom jeg havde svært ved at forholde mig til, at hele medieverdenen og efterretningstjenesterne i sin tid hævdede, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben. Og hvor står vi så i dag? Vi skal være uhyre påpasselige med at bruge den slags rygter til noget som helst.

Hvad jeg derimod kan forholde mig til, er, at der er flere end 60 lande i denne verden, hvor der er dødsstraf for at have et homoseksuelt forhold. Og endnu flere steder, hvor man ryger i fængsel for det. Det synes jeg er langt mere interessant end at diskutere, om den ene eller den anden kan lide at kysse på mænd eller på kvinder. Det har været vigtigt for mig at stille spørgsmålet; kunne vores statsminister blive valgt til statsminister, hvis han levede i et homoseksuelt forhold? Altså med andre ord, hvor frie er vi egentlig? Hvis vi tror på frihed, må vi også give folk lov til at elske dem, de gerne vil elskes af.

Morten Hartz Kaplers
Interview af Hans Jørgen Møller, Politiken, 14.4.2007

Ikke mindre kontroversielt er naturligvis selve det forhold, at filmen handler om et mord på en statsminister, der som bekendt er lyslevende i virkeligheden. Det interessante er imidlertid, hvad instruktøren og filmen egentlig har på hjerte, og det er tilsyneladende ikke alene frihed og kærlighed, men også i høj grad en kritik af iscensættelse som sådan til forskel fra forståelse:

Det er som om, at verden er blevet delt op i gode og onde mennesker efter 9/11. Det er i hvert fald min oplevelse. Hvilket rent faktisk vil sige i gode mennesker og ikke-mennesker. Og det føler jeg er forkert. Uanset hvordan vi ser på f.eks. terrorister, så må vi forstå, at de også er mennesker. De elsker også deres børn. Og vi kan tæppebombe dem fra nu af og de næste 100 år. Men de bliver ved med at eksistere. Derfor bliver vi også nødt til at prøve på at forstå dem. (...)

Politikerne får mindre og mindre taletid, når de skal udtale sig. Og de er konstant skydeskiver fra pressen og befolkningens side. Derfor er det min pointe, at det ikke kun er terroristerne, der er blevet gjort til ikke-mennesker. Det er i meget høj grad også de af vores medborgere, som nu engang er blevet valgt til at varetage nogle embeder for vores alle sammens skyld. De er ikke ufejlbarlige. Men vi må ikke fordømme dem eller umenneskeliggøre dem af den grund. (...)

For der er jo lige så meget manipulation i at gøre Anders Fogh til et godt menneske, som i at gøre ham til et ondt menneske. Og så gør jeg det, fordi jeg grundlæggende tror på det gode i alle mennesker. At vi alle grundlæggende vil hinanden det godt.

Morten Hartz Kaplers
Interview af Hans Jørgen Møller, Politiken, 14.4.2007

Allerede inden premieren har filmen vakt opstandelse blandt visse politikere, der er blevet klippet ind i AFR på en måde, så de ser ud til at udtale sig om en afdød Anders Fogh Rasmussen.

Én af de politikere, der har reageret mest nøgternt, er vel den konservative Helge Adam Møller. Også han er klippet ind i filmen, hvor han udtaler sig om statsministerens diktatoriske tilbøjeligheder - det er naturligvis i realiteten om en anden person, han har udtalt sig, men i filmens sammenklippede kontekst bliver det om Fogh.

Helge Adam Møller forklarer og uddyber sin egen holdning til filmens iscenesættelse:

Jeg kan simpelt hen ikke huske det interview, eller at jeg har skrevet under på noget. Men det kan meget vel være, når produceren siger det. Jeg er næsten 100 procent sikker på, at det må være noget, jeg har sagt i et interview om Hans Engell. Det er den eneste, jeg kunne finde på at sige den slags om. (...)

Der er ingen, der vil være i tvivl om, at de citater er taget fra en anden sammenhæng og klippet ind i filmen. Det vil være klart for enhver, at det ikke er Anders Fogh Rasmussen, jeg udtaler mig om. Da jeg først hørte om filmen, syntes jeg, det var en syg idé. Men på den anden side er der jo ikke nogen, der vil være i tvivl om, at det er fiktion. Statsministeren går jo heldigvis lyslevende rundt. Vi har både ytringsfrihed og kunstnerisk frihed, og jeg gider ikke at hidse mig op over det her. Og hvis filmen får gode anmeldelser, tror jeg også, jeg vil gå ind og se den.

Helge Adam Møller
Politiken, 14.4.2007

I modsætning til Helge Adam Møller er Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der også er klippet ind i filmen, blevet meget forarget: »... et tænkt mord på Anders Fogh er ikke god værkstedshumor!« (Politiken.dk, 9.4.2007).

I et ugebrev trak hun selv forbindelsen til hendes standpunkt i debatten om Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer: »I mine øjne direkte smagløst og uanstændigt. Det her er jo en ikke en satiretegning af en gammel ørkenkriger med en bombe i hatten. Det er spinderier om mordet på en nulevende statsminister.« (Ugebrev, 9.4.2007).

Og hun fortsætter: »Og jeg skal gerne svinge mig op til at sige noget pænt om den kunstneriske frihed. Men det skal ikke afholde mig fra at have meninger, når nogle kunstnere mener, at afsavede hestehoveder, døde grise, guldfisk i en blender eller en myrdet statsminister er stor kunst eller underholdende satire. Nej, endnu engang: Vorherrebevares!«

Det pudsige er, at Pia Kjærsgaards holdning i forhold til ytringsfriheden her principielt er nøjagtig den samme, som de fleste kritikere af Muhammed-karikaturerne gav udtryk for - nemlig, at det var foreneligt med ytringsfriheden, men ikke desto mindre overordentlig usympatisk. Alligevel blev denne position i debatten igen og igen skudt i skoene - ikke mindst af Pia Kjærsgaard - at den underminerede ytringsfriheden.

Sagen er imidlertid helt basalt den, at ytringsfriheden både kan bruges ædelt, ligegyldigt og svinagtigt, og at vi hver især bruger vores egen ytringsfrihed til at ytre vore standpunkter om, hvornår (vi synes, at) det sker på den ene, anden eller tredje måde. Dét er ikke at underminere ytringsfriheden - men at bruge den.

Derfor er det virkelig sigende netop ikke det principielle slagsmål om ytringsfriheden, som ingen inden for det danske debatspektrum anfægter, men selvfølgelig de grundholdninger, der krydses i debatten om ytringsfrihedens aktuelle brug.

Derfor er det sigende for Kjærsgaards argumentation og standpunkt, at hun netop er fuldkommen forarget nu, hvor en kunstner bl.a. bruger humoristiske midler til at rejse politiske spørgsmål ved at udstille landets magtfulde statsminister på kontroversiel (men tilsyneladende ingenlunde hadefuld) vis, mens hun til gengæld er overstrømmende begejstret, når landets største avis bakkes op af landets regering for eksplicit at håne, spotte og latterliggøre et religiøst mindretal.

Deri ligger forskellen på den principielle diskussion om Muhammedkarikaturerne og AFR - at alle bakker op om ytringsfriheden, men at ikke alle begejstres eller bifalder alt (og ikke bifalder det samme), den benyttes til.

Kritikken af Muhammed-karikaturerne handlede ikke om at indskrænke ytringsfriheden, men om at påpege hykleriet og afsløre avisens aktion og regeringens diplomatiske fallit som den blanding af kynisk propaganda og modbydeligt populistisk magtspil, der reelt var tale om.

Om der er større eller mindre grund til at glæde sig over Morten Hartz Kaplers' brug af og kunstneriske drøftelse af ytringsfriheden end over Jyllands-Postens, skal vise sig, når filmen får premiere. Men instruktørens foreløbige beskrivelse af filmens idégrundlag tyder unægtelig på at være betydeligt mere tankevækkende, sympatisk og vedkommende - og hvis Fogh skulle vise sig at være et »offer« for kunsten og kritikken i den sammenhæng, er der i mine øjne en verden til forskel på, om det er magtens personifikation par excellence, som kritikere og kunstnere retter skytset mod, eller om det er et marginaliseret mindretal.

Og hvis filmen formår at viderebringe det budskab, som Morten Hartz Kaplers skitserer forbilledligt klart og gennemtænkt i en pressemeddelelse, er AFR - i sandhed en utrolig løgn - i sandhed en betydningsfuld og betydningsmættet fiktion:

Vi lever i en tid, hvor politikere og mediefolk deler verden op i gode og onde, mennesker og ikke-mennesker, så mit mål er at insistere på det modsatte; vi er alle mennesker og - som udgangspunkt - gode. Men hvis vi definerer demokratiets sjæl med godhed, og politisk vold med ondskab, får vi kun mindre demokrati og mere vold.

Filmens skildring af et magtmenneske og et mod-magtmenneske har til formål at perspektivere, at vi alle er mennesker, der elsker og kæmper for det, vi tror på.

For at opnå fred og sameksistens er vi nødt til at opbygge tillid til og tro på, at den modsatte part i konflikten grundlæggende vil det godt - og derfor er værd at lytte til og prøve at forstå. Dét er udgangspunktet for demokrati. Og dét er filmens overordnede budskab.

Morten Hartz Kaplers
Pressemeddelelse, 3.4.2007

Traileren til filmen kan ses på filmens officielle hjemmeside: AFR.

Rune Engelbreth Larsen
17. april, 2007