Jeppe Berg Sandvej: Vejrbidt

Af Rune Engelbreth Larsen

Vejrbidt I stedet for at være et »smalt« medium for få hundrede poesi-trængende poeter og andre læsere, der kan og vil betale for udsøgte digtsamlinger af både nyere og ældre poesi, kan digte nå langt flere via elektroniske offentliggørelser.

I modsætning til romaner og andre større tekster, egner mange (gode) digte sig netop så fortræffeligt til online-læsning, illumineret af en skærm.

Når jeg alligevel synes, at digte også bør være tilgængelige i trykt form, hvad enten der er tale om en bog eller et hæfte, så hænger det sammen med trangen til at læse poesi andre steder end foran en computerskærm, f.eks. i lænestolen eller på rejsen - eller i skoven, jævnfør forårslæsningen af Sophus Claussen og Thøger Larsen: Nyt forår.

En bog eller en tryksag er og bliver nu engang noget særligt - et sluttet værk, et fysisk udtryk, en byggesten af ideer i verdens åndelige såvel som materielle arkitektur.

Jeppe Berg Sandvejs digte har fortjent at se tryksværte og blive læst under høj himmel, i skyggen af en trækrone eller ved en rislende bæk. Men indtil videre er til gengæld ingen afskåret fra selv at gå på en givende opdagelsesrejse i hans vildtvoksende værk, som blomstrer på internettet.

Digteren har fat i tunge sten, men han rejser alligevel en bygning af ubesværet finhed med digtsamlingen Vejrbidt - en fortælling af digte, hvorom det i introteksten bl.a. hedder:

»Vejrbidt er en ring af digte, som rummer en fortælling om menneskets længsel efter og frygt for at miste sig selv. Gennem årstidernes gang folder digtene sig selvstændigt ud - og alligevel står ingen digte alene, men forankres gennem hinanden i den samlede ring.«

Sandvej, der i forvejen har skrevet et utal af vidunderlige digte, som findes online på www.jeppesandvej.dk, præsenterer her sin første digtsamling i et sammenhængende forløb.

Er gud et ord
Er ord en løgn?
Hvad særligt gør vel en mand, der tror?
Hvor meget liv går der på et døgn?
Hvad kan man plukke, hvor intet gror?
Er ord en løgn
Er gud et ord?

Har jeg en sjæl
Er livet mit?
Er dødens suk mer end livets vræl?
Hvem baner vejen for mine skridt?
Må slangen knuses her ved min hæl?
Er livet mit
Har jeg en sjæl?

Er kærlighed
Er sandhed til?
Kan hjertet indse, hvad ingen ved?
Er retfærd andet, end sjælen vil?
Er op for én for en anden ned?
Er sandhed til
Er kærlighed?

Blind mands tvivl

Der er ikke tale om poesi af den tidstypiske slags - heller ikke når digteren tager livtag med den, der har taget livtag med døden.

Kære Frelser, som ville løse verden:
Hvis du vidste, hvilken sorg du har forvoldt.
Hvis du vidste, at de tårer,
du græd over verden,
er som intet mod de tårer,
verden har grædt over dig.
Hvis du vidste, at den smerte,
du led for verden,
er som intet mod den smerte,
verden har lidt for dig.
Hvis du vidste, at den død,
du døde for verden,
er som intet mod den død,
du bragte ind i verden.
Kom nu ned fra dit kors.
Lad dine gamle hænder hvile.

Rosen (uddrag)

Den, der føler sig hævet over Eros' piedestal eller blot finder, at blottede hjerter hører en svunden tid og forældede litterære epoker til, vil næppe gå ned ad Sandvejs romantiske alleer eller frivilligt fare vild i hans vilde skove af kærlighedens ro og elskovens uro. Men så er der andre poeter at slå følgeskab med.

Hos Sandvej følger vi en årstidsring af liv og død, tungt og let, fjernt og nært, der både kan udarte sig politisk og apolitisk, men som altid vender tilbage til kærligheden. Nogle flere udpluk fra Vejrbidt:

Danmark frit! Hør luren gjalde
for enhver, der kan og vil!
Folket, enigt, over alle.
Ikke mere mummespil.
Ikke flere falbelader
om, at alle har et værd
og en ret, som de kan hævde.
– Ret har dansken ene her!

Ret har kun han, som vil knokle,
som vil give, hvad han har.
For sit fædreland, sit slægtsnavn.
For sit modersmål, sin hjemstavn.
Resten af det dovne ros
må så søge deres lykke,
hvor de vil, når blot de ikke
går og fylder op hos os.

Konsekvens og etisk styrke,
det er det, som der skal til.
Ingen tvivl om, hvad vi kræver,
hvad vi kan, og hvad vi vil.
Jo, en enkelt reprimande –
alle kan jo dumme sig –
men så falder vores hammer,
så det mærkes, når den rammer.

Alt det syge, det perverse,
det vildtfremmede, det sære,
som de tossegode skurke
lod stå til med, gro og gære,
lod besudle vore byer,
forurene vor kultur,
må nu vælge: rejse eller
smage vor salpeterkur.

Rettergang - en folkesang (uddrag)

Hvem kan virkelig tro på en mands betydning,
når hun løfter en hånd for at purre i håret,
og de fine muskler henover skulderbladet
spiller under huden,
og brystet løfter sig let under blusen ...

Når hun vågner (uddrag)

Længsel og skønhed – berusende kvinder!
I kommer som vindene, går, når I vil
I vender jer frit uden love, der binder
Og jeg, som er sejler, må hen, hvor I vil.

Når I skjuler jer, ved I, jeg dør
I blikstille sol eller pakisens klør
Men I kommer igen, og vi elsker som før
Min længsel, mit tøbrud, min skønhed, min bør.

Sejlerens sang (uddrag)

Hvor er flammen, når bålet har sprudet;
hvor er heden, når gløderne dør;
hvor er røgen, når vedet har tudet,
og det hele er aske som før?

Hvad, når elskeren udløst har sukket,
og han atter er sunket omkuld,
og hun ligger med øjnene lukket
og er ét med den sollune muld?

Hvorhen så, når historien ender,
når fortælleren sænker sin stav,
hvor er skylden og dåden, hvem render
da med skæbneskridt lukt i sin grav?

Livets væsen, som altid omkranser
øjeblikkets hedt blussende drift,
jorden under den rastløse danser
undflyr ordet, selv mesterens skrift.

Det er sagnet, som aldrig fortælles,
fordi intet ord magter dets væld;
det er kvinden og verden tilfælles,
og de smiler og hvisker: Fortæl!

Udgang

Jeppe Berg Sandvejs digtsamling kan læses online: Vejrbidt - fortælling af digte.

Rune Engelbreth Larsen
17. oktober, 2006