Dagen efter Ekstra Bladets afsløringer af, at en række af Dansk Folkepartis lokale partiformænd var parate til at byde både racister og nazister velkomne som medlemmer af partiet, har ledelsen reageret ved at sende et utvetydigt signal og ekskludere hele flokken.
I en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti hedder det bl.a.:
|
Ekstremister kan ikke optages som medlemmer af Dansk Folkeparti, hvorfor også alle ansøgninger om medlemskab behandles af partisekretariatet på Christiansborg og skal godkendes af partiets hovedbestyrelse.
Uddrag af pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti |
De ekskluderede er: Henrik Breumlund (formand for lokalforeningen i Struer), Jens-Christian Stahl (formand for lokalforeningen i Kerteminde), Anette Hyldgaard (sekretær i lokalbestyrelsen i Esbjerg), Niels Ole Christensen (formand for lokalforeningen i Tønder), Poul Just (formand for lokalforeningen i Vordingborg), Eli Jæger-Larsen (formand for lokalforeningen i Haderslev), Steen Jørgensen (formand for lokalforeningen i Frederikshavn, medlem af byrådet og folketingskandidat), Finn O. Larsen (formand for lokalforeningen i Roskilde, medlem af byrådet, medlem af amtsrådet og folketingskandidat) og Lind Simonsen (formand for lokalforeningen i Hjørring).
Iblandt de ni ekskluderede er to, som ikke figurerede i Ekstra Bladet (Lind Simonsen og Anette Hyldgaard).
På baggrund heraf må kritikere medgive, at der så at sige er tale om et rent snit fra partiledelsens side, helt i overensstemmelse med den konsekvente linje, man i de senere år har anlagt, hver gang sådanne sager bliver afsløret - og det sker ikke så sjældent.
Statusmæssigt er der fortsat tale om »mindre fisk«, mens man freder de store hajer centralt i partiet, hvis islamofobiske linje er langt mere udtalt og skræmmende end de tydeligvis ubegavede lokale partiformænd. At Dansk Folkeparti fortsat også holder hånden over medlemmer af Den Danske Forening i denne sammenhæng, er og bliver inkonsekvent, ligesom det afgørende spørgsmål om grunden til, at lige akkurat Dansk Folkeparti til stadighed virker som magnet på yderligtgående racister, fortsat ikke rigtig er noget, partiledelsen afkræves svar på.
Men det ændrer ikke ved det faktum, at den streg i sandet, som hedder kontakter til Dansk Front og DNSB, er en mur, som partiledelsen ikke går på kompromis med - også i en sag, hvor det muligvis har været fristende at nøjes med en advarsel, da det trods alt drejer sig om centralt placerede lokale folk.
Rune Engelbreth Larsen
21. august, 2006