»Jeg stemmer ikke min Streng en Tone blødere, ikke en Smule kjælnere, selv om jeg derved kunde vinde hele det danske Folk.« (Henrik Pontoppidan).
I en tid, hvor Danmark oplever ansatserne til en ny kulturkamp inden for både politik og teologi - og alt, hvad heraf gennemstrømmes - synes Henrik Pontoppidan atter at være højaktuel, for i hans forfatterskab finder vi så at sige nogle af urfronterne i slaget.
Henrik Pontoppidan modtog Nobelprisen i litteratur i 1917 (til deling med Karl Gjellerup) og er vel ubestrideligt én af dansk litteraturhistories allerstørste forfattere. Personligt har jeg aldrig læst et så gribende og dybsindigt værk om »den danske ånd« (andet ved jeg ikke af at kalde det) som den monumentale trilogi Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige (skrevet og udgivet fra 1891 til 1916).
Dette portræt af en nation og dens folk, der trækker på tiden fra industrialiseringens gennembrud, Grundlovens tid, nederlaget i 1864 og den interne kirkestrid versus de antikirkelige frihedsbevægelser, og som fortættes under en desillusioneret optrevling af den politiske fremskridtstros vrangsider, rummer så stærke karakterer og dybfølte skæbneforløb, at der unægtelig er tale om verdenslitteratur af høj karat.
Georg Brandes er grebet, men underdriver i virkeligheden, når han i 1910 skriver: »Hvis man spurgte, hos hvilken dansk Forfatter man faar det rigtigste og mest omfattende Begreb om dansk Væremaade, Følemaade, om repræsentative Personers Holdning i Danmark i den sidste Menneskealder, og det ligeligt for Landbefolkningens og for Bybefolkningens Vedkommende, saa er der neppe Tvivl om, at Svaret maa lyde: Hos Pontoppidan.«
Men langt mere end et tids- og nationalbillede, der rækker generationer tilbage og frem med solidt fodfæste i den danske muld, hæver disse tre stor-romaner sig samtidig langt over det partikulære danske og rejser de store eksistentielle spørgsmål og universelle anskuelses-slagsmål, som kendes fra store dele af kulturhistorien.
Her strides og trives Kærligheden i stort og småt, her tager Enere livtag med Gud selv, og religiøsitet og areligiøsitet vendes og drejes i hjertekrympende fortællinger - og den, som tror, at en fortælling om en bondeslægt eller et opgør på en præstegård, er gabende gammeldags og uvedkommende, mangler endnu at få lagt sit læsehjerte i Pontoppidans litterære syrebad.
Til forfatterens 70-års fødselsdag skrev en anden stor digter, Sophus Claussen behersket, men kærligt:
Nu hvidnes den sortblaa Pontoppidan,
mod Landevejspopler og Pile
man ser ham i Solrødmen smile.
Paa Himlen staar blegblaa Stjerner i Flor,
før Aftenen fylder den summende Jord,
og Dagen er gaaet til Hvile.
I Citatsektionen er Henrik Pontoppidan tilføjet - og som med andre skønlitterære citater er der naturligvis altid det forbehold, at citaterne jo aldrig uden videre (om overhovedet) kan tillægges forfatterens anskuelser, men derimod udtrykker romanfigurernes karakter (hvilket fremgår ved at nævne den fiktive person parentetisk).
I øvrigt findes en fremragende portal for læsere, studerende, lærere og forskere, der er udarbejdet i samarbejde mellem Pontoppidan Selskabet, Det Kongelige Bibliotek og Syddansk Universitet: Henrik Pontoppidan.
Rune Engelbreth Larsen
6. august, 2006