Torben Dorph-Petersen (1960-2005)

Af Rune Engelbreth Larsen

---

Den 1. maj 1997 deltog jeg og andre fra tidsskriftet Faklen i den årlige vandring gennem Århus i anledning af »arbejdernes kampdag«. Vi skilte os ud med hænderne fulde af Faklen, som der ikke var meget »arbejder« over, ligesom vores lodrette faner med Faklens logo på sort baggrund skilte sig ud fra de mange røde fagforeningsflag. Tidligt på ruten kom en høflig og stilfærdig mand med en anarkistisk fane og prikkede mig på skulderen: »Er det i orden, at jeg går her sammen med jer, for så lader stalinisterne mig være i fred - de kan ikke li' min fane?«

Sådan mødte jeg Torben Dorph-Petersen - eller simpelthen: Dorph. En undergrunds-digter, anarkist og visionær kætter, der i mange år led under diagnosen Paranoid Skizofren, men fandt lykken sammen med sin hustru, Nana.

Jeg har kun mødt ham få gange siden, men alligevel var det uventet og uvirkeligt at blive ringet op og få at vide, at han var faldet død om i lørdags, den 17. september.

Dette er ikke et forsøg på en nekrolog, dertil kendte jeg langtfra Dorph godt nok.

Det er bare nogle få tanker om en mand, som jeg ikke har i sinde at glemme - og derfor er det først og fremmest nogle uddrag af hans egne digte og visioner. Andre må lægge puslespillet.

På www.fyldepennen.dk har han bidraget med over 800 digte og tekster, og her skrev han om sig selv:

Jeg er en fyr årgang 1960, der har prøvet lidt af hvert i livet. Jeg blev inspireret til at skrive, da jeg svedte over den danske lyriker, Ivan Mallinovski i dansktimerne på gymnasiet. Men jeg begyndte først for alvor at skrive 1999, da jeg var 39. Fra jeg var 8 år gammel til jeg var 31 år gammel, havde jeg voldsomme psykiske problemer, og fik diagnosen Paranoid Skizofren i 1982 efter en heftig tur til Rotterdam! I dag er jeg et eksempel på, at man kan komme sig over en skizofreni, da jeg nu lever et normalt liv ude i forstaden sammen med min dejlige kone, Nana, der osse har digte her på siden! Jeg vil faktisk sige, at efter mange års nedtur, lever jeg et lykkeligt og godt liv, og jeg har trods alt lært noget af min sygdom,- nemlig at man skal være taknemlig for livet, og man har det godt :-) Mine interesser er politik, religion, filosofi og musik, så det er det jeg skriver mest om. Men der kommer da selvfølgelig osse nogle kærlighedsdigte til min kone ind i mellem ;-) Jeg bruger meget sarkasmen og satiren til at beskrive verden med, da verden og virkeligheden ofte overgår selv den mærkeligste psykose. Virkeligheden er noget, jeg bruger meget tid på, da jeg før i tiden ofte var borte fra denne. Der er faktisk stof til mange digte i det virkelige, synes jeg! På min hjemmeside kan du se nærmere på mine tanker om livet og døden. Læg mærke til, at jeg IKKE bruger ordet skizofreni på siden, men derimod betragter mine erfaringer som en naturlig del af mit liv, selvom jeg ikke har visioner længere! God læselyst :-)

Dorph var uden overdrivelse det mildeste og rareste væsen, jeg har mødt. Det behøver man ikke være i selskab med ham i mange minutter for at føle, og det vidner de utallige tilkendegivelser om, som er blevet udtrykt i forskellige miljøer, både før og efter hans død.

Det kan man også læse ud af hans egen præsentation, og det genfinder man i hans kærlige digte til Nana.

Kun et par uger før sin død skrev han digtet »Et selvportræt« om at have fundet roen og lykken i »virkeligheden«, på den anden side af sin diagnose - sammen sin hustru.

NANAS LYS (29.10.2003) Dagenes overflod af lys falder tilbage mod mit ansigt. Så min skygge forsvinde i dine klare øjne.

NANAS SMIL (3.1.2005) Beskyttet af dit smil går jeg ud i livet, forvandlet mærker jeg en jublende glæde, ser dig, ser dig.

ET SELVPORTRÆT (2.9.2005) Et afslappet liv med en vidunderlig hustru og vores søde vuf bag vinduet i det stille hus giver overskudet til kritikken af verden udenfor.

Kærlighedserklæringer og mildhed var én ting. Jeg kender to, trykte digtsamlinger fra hans hånd, Kærlighedens partisaner og Gnosis - Digte om viden og flygtighed, og som introduktion kunne godt have stået, hvad han skrev på forsiden af sin hjemmeside, Ravnens Kirke:

RAVNENS KIRKE
Læs digte om politisk og religiøst kætteri
Læs om kætteri og anarki

»Uden drømme, ingen ændring af verden,« mente Dorph. Og han havde anarkistiske drømme - det var dem, der gav ham problemer med socialister og kommunister.

Han mente, at det »socialistiske nederlag« bl.a. skyldtes, at »der på ingen måde har været et 100% opgør med stats og klassesamfundet«, som han skrev om sine »politiske kætterier« i »En kætters bekendelser«.

Dorph modsatte sig ensretning af enhver slags, uanset ideologi, ikke mindst den borgerlige intolerance. Om »samfundsmoral« skrev han:

Ethvert stammesamfund har haft moralske tabuer fra Guderne for at opretholde den herskende orden. I mange moderne vestlige samfund er denne moral erstattet med begrebet »samfundsmoral«. Vi er alle forpligtigede til at underordne os de love og regler, der nu én gang er vedtaget af lovgiverne. Men hvad med de personer der falder udenfor det moralkodex, der hersker i samfundet ... de sindssyge, de arbejdsfrie, flygtninge, indvandrere, de hjemløse osv.? Vi lever i et samfund, der ophøjer individet i teorien, men samtidigt bruger enorme kræfter på at ensrette de grupper, politikere med bekymrede miner betegner som udstødte! Ensretningen giver sig tydeligst udtryk i nedlæggelsen af Christania, tvangsaktivering af arbejdsfrie, tvang over for sindslidende og hetzen mod muslimske indvandrere. Et samfund skal bedømmes på, hvordan man behandler minoriteter, men hvorfor bruger den herskende orden så mange kræfter på ensretning af borgerne? Her kommer begrebet »Samfundsmoral« ind i billedet, da det er tabu at falde uden for politikernes billede af det samfund de lever i. Den ideologiske praxis de selv tror på. Når Fogh tror på »noget-for-noget-ideologien« som et overordnet princip i sin tankegang, er det kun fordi, at den sociale slagside i samfundet kan gøres til individets eget problem, og at de udstødte har en næsten hellig pligt til at indrette sit liv efter de krav staten kommer med. Man kan kort sagt i større eller mindre grad kriminalisere de borgere, der ikke lever op til samfundets krav om tilpasning! Al lovgivning og samfundsmoral er altså kun ude på én ting. At opretholde politikernes drømme om stabilitet og regelmæssighed. Men hvorfor indrette sit liv på politikernes og præsternes drømme?? Hvorfor indrette sine drømme efter hvad der nu én gang er vedtaget?? Dette er mine spørgsmål til dig, kære læser!

Digtsamlingen Gnosis - digte om viden og flygtighed består af kærlighedsdigte og politiske og religiøse digte. Digterens milde ånd hviler over flere af dem, men han lægger heller ikke skjul på sit rebelske temperament:

SØVN! Mine øjne tegner spor i sandet, åbner verdner I har glemt på den anden side.

AKTIV! Min krop bombarderes af information til aktiv modstand, mit temperament gløder som en stjerne!

ÅND! Rosen blomstrer under tavs protest i mit hjerte, - nye følelser genopstår i styrke mod fremdrift. Tilbage ukendte horisonter ind mod opløste linier i åndens slørede    landskaber.

»Der er ingen løgn højere end sandheden«, hedder det kort i »Ravnens sidste manifest« fra hans første digtsamling, Kærlighedens partisaner. Verden er for meget og for mangfoldig til at kunne presses ned i én sandhed, hvad enten den er religiøs eller politisk - men helt entydigt er manifestet ikke, dets lidenhed til trods.

Det passer godt til den selvforståelse Dorph giver udtryk for, når han karakteriserer sine digte som »nedbrydende opbyggelige« og håber, at de kan inspirere »debuterende skizofrene«.

Hans digtsamlinger rummer både politiske og åndelige oprørstanker, og han var næppe mindre kontroversiel som anarkist end som »kætter«. På bagsiden af sin anden digtsamling, Gnosis hedder det i et lille efterskrift, at nogle måske kan finde indholdet »lettere anstødeligt«, men som han så afvæbnende bemærker: »... men hvad søren, drømme og visioner vil altid være ærlige rebeller og evigt gå imod strømmen«.

DEMOKRATIET Kærlighedens partisaner Mine ord er som pile gennem lunkne, holdningsløse masser, eller folkets stemme fra Extrablad til TV-avis. Mine ord er som missiler mod europæisk selvtilstrækkelighed eller dansk klaphatnationalisme, jeg ønsker ikke at behage, som trivielle pornofilm. Venner, fri mig fra parlamenters poppede kindergarten med partier forvaltende stemmekvæg. Mit svar vil altid være seriøst anarki, læs om emnet handl derefter!

RAVNENS KIRKE! Gnosis Momentvise kærtegn af ravnens vinger mod mit hår, atter mærker jeg den sorte glorie ind over mit alt for lukkede ansigt. Natten genopstår under tiltagende exstase på kirketrappen, nu falder korset ned fra himlen, vi ændrer retning, lyttende til ravnenes latter.

I Dorphs univers føler man sig ikke sjældent hensat til en stemning lidt à la Herman Hesses Steppeulven - »kun for forrykte«. Men hvis ikke man kender denne side af hans digte og tanker, kan den nok forurolige nogen.

Han var visionær - i hvert fald betragtede han selv en række af sine oplevelser som visioner, og her kunne han berette om fantastiske scenarier, fortællinger og profetier. Siden sin tidlige barndom var hans drømme meget levende, men senere forsvandt de i en årrække, har han fortalt på sin hjemmeside.

Det var også på baggrund af en drøm, at »Ravnens Kirke« opstod i 1989 - i »protest mod diverse kristne fundamentalister og Jehovas Vidner, der af en eller anden grund anglede efter min sjæl«.

Siden sneg drømmene sig ind i hans vågne liv som visioner og stemmer, og han oplevede efter eget udsagn »8 1/4 himle« i successiv afstand fra den jordiske tilværelse.

Som det naturligste i verden kan han referere sit billede af en kristen himmel, der muligvis kan give teologerne noget (nyt) at tænke over: »Det nærmeste jeg har været en kristen himmel, er den russisk-ortodoxe, der til forveksling ligner en tyrkisk badstue.« Sic. Endvidere er det hans erfaring, »at helvede minder om den kristne himmel, men i et stresset tempo«.

Dog fortæller han os også: »Ellers varierer fornemmelsen af paradis efter døden meget, da det kommer an på, hvad man tror på, der er afgørende for oplevelsen af himmel og helvede.«

Dorph forestillede sig vist ikke, at hans »kætterske fænomener« ville (eller skulle) overbevise ret mange, og han var udmærket bevidst om, at de også var fuld af selvmodsigelser. Men »indre oplevelser er ofte svære at styre, også for en kætter,« som han skriver i »En kætters bekendelser« - og uddyber: »Da kætteri bla. er skabt gennem dogmefri indre oplevelser, må jeg selvfølgelig præsentere nogle personlige. DET GØR JEG SÅ!«

Han er heller ikke bleg for at dele ud af sine tidligere og nuværende profetier:

Fra EN KÆTTERS BEKENDELSER eller PERSONLIGE ERFARINGER MED RAVNEN Hele det Østeuropæiske sammenbrud blev rullet ud i visioner ca. ½ år før det faktisk skete i den fysiske verden. Jeg kunne derfor tidligt skrive til en russisk penneveninde, om hvad der ville ske med hendes land og Warsawapagten. Så kom krigen i Yugoslavien, hvor jeg 14 dage før kørte til punkt 0 dernede. Jeg ved ikke hvorfor, jeg er ellers neutral i krige, men serberne er ifølge mine daværende drømme 'the good guys'. Henrettelserne på 'Den himmelske fredsplads' fulgte jeg på nært hold i visioner, før det blev bragt i nyhederne. 'Velkommen i det kinesiske paradis', hvor henrettede og dræbte kinesere løb rundt i en labyrint. Da min mor og søster var svært syge, telepaterede jeg hele tiden med dem, uden at vide hvad der var galt. Da min mormor var døende, hørte jeg hendes dødsangst inden i mit hoved. Siden drømte jeg, at min afdøde moster kom fra en grøn skov, for at hente min mormor. Ligesom new-age og mange okkulte har nogle ideer om fremtiden på en åndelig basis, da har jeg også! Der er et kolossalt håb fra min side ind i den fjerne fremtid. Mit element er så ikke et eller andet vandmands-stjernetegn men ild. Jeg taler altså ikke om 'vandmandens tidsalder' men om ILDENS TID! Mellem 1999 og 2070 vil de kulturer vi kender i dag kollapse i krig og indre modsætninger. Samtidig vil naturkatastrofer få menneskets solidaritet på prøve. Det gælder her om at vise kærlighed under disse kriser; ja her skilles fårene fra bukkene! Alt dette arbejder frem mod en genkomst af Guderne/Gudinderne på jorden, hvor livet går til sin oprindelige væren, nemlig ånd og viden. Desværre vil den danske reinkarnist og esotoriker MARTINUS blive meget populær under disse kriser. Selv havde jeg hellere ventet på en mere rebelsk ideologi.

Så ved vi måske, hvad vi har i vente.

Med vel omkring 1000 digte bag sig er det umuligt at gøre noget forsøg på at være »repræsentativ« eller yde Dorphs mange udtryk retfærdighed. Jeg vil blot bevare ham, som jeg kendte ham, og det var mere gennem hans tanker og kun perifert som en personlig bekendt.

Her følger yderligere et par eksempler på, hvem han var - og hvem han fortsat er gennem sine digte.

Jeg har ikke udvalgt dem ud fra andre kriterier end strengt subjektive og har derfor også medtaget et digt, han var så venlig at skrive til mig efter en drøm.

KRAFT! [Gnosis] Bølgerne bryder Legende mod klipperne, der langsomt gendannes til støv. Og vi træder ind i tiden, medens blomsterne visner. Og vi træder ud i floden skylles bort som pindebrænde mod havet. Mine øjenlåg bøjes indad til skabelsen i ét nu!

MINORITETER eller TIL RUNE [Kærlighedens partisaner] Klarsyn i sekunders anmasende lysglimt, jeg skrider stadigt fremad, opsluges af floden, mens ypperstepræsten stenes. Jeg, et ynkeligt geni, driver tilsat blå toner med vanvidet som trofast følgesvend mod stjerner af metal. Min fjerne kammerat, min drøm følger dig, følger du min, ka' du følge min?

Noget af det sidste, han skrev, blev offentliggjort på Ravnens Kirke dagen før hans død. Her er det atter den politiske kamp, som optager ham: »Hvis bare man pipper om et anderledes samfund i dag, bliver man nærmest sammenlignet med Sovjetunionens sammenbrud og de latterlige kommunister! Men hvis man af hjertet ønsker, at systemerne tager mere hensyn til det enkelte menneskes sociale og økonomiske situation, bør man ikke lytte til denne de borgerliges storhedsvanvittige sejrsrus, men derimod tage ved lære af socialismens historiske fallit, og skabe en reel opposition mod markedsøkonomiens sociale slagsider.«

Han forblev anarkist til det allersidste:

»Jeg har kun det råd til læseren, at man sætter sig ind i samfundets historie og så læser mere overordnet om de forskellige anarkistiske teorier, og så drager sine egne konklusioner. Jeg ønsker IKKE at være politisk skolemester over dine holdninger, men vil blot håbe, det vil åbne dine øjne! Samtidig er det vigtigt at se kritisk på den borgerlige propaganda, - altså finde kritiske vinkler på verden hele tiden. Ellers er man prisgivet systemets undertrykkelse i det daglige liv.«

Dorph var til det sidste storleverandør af poesi til internettet, men også som oplæser af egne digte, f.eks. ved arrangementer som De gale Poeters Café. Kun ti dage før hans død fik jeg streget hans næste arrangement ind i kalenderen for at høre ham læse op - det skulle have fundet sted ved Kulturnatten i Århus den 14. okotober 2005.

Men sådan skulle det desværre ikke gå for den rare, gale poet.

På TV00 kan man se to korte optagelser af Torben Dorph-Petersen: »Psykorealisme« og »Lov og orden«.

Ære være hans minde.

Rune Engelbreth Larsen
22. september, 2005

---