HUMANISTISK KUNST | Introduktion
Af Rune Engelbreth Larsen
Introduktion: Hvad er kunst?
Hvad er kunst? Spørgsmålet er rejst et utal af gange. Jeg er enig med billedkunstneren og digteren, Christoffer Gertz Bech, når han afslutter sit manifest med ordene:
»Den humanistiske kunst kan aldrig være et krav om en bestemt form eller et bestemt indhold, for modsætningen vil altid kunne tænkes, og den vil være lige så ærligt et udtryk for et menneskes skabertrang. Men den kan heller ikke være et krav om nogen modsætning, for det er ikke en mindre ærlig skabertrang, om så den i sin form og sit indhold fortæller en historie, der er hørt tusind gange før. Den ortodokse munk, der maler ikoner efter middelalderlige forskrifter uden at lægge antydningen af postmoderne historiebevidsthed i arbejdet, og hvis ideal er en fastfrossen bevarelse af den ånd, der i århundreder har gennemsyret hans kirke, er fuldt så meget en kunstner som dadaisten, der opløser enhver kendt konvention. Fantasy-tegneren, der detaljeret og præcist fremstiller krigere, elverfolk og drager i en naturalistisk stil fuld af såkaldt billige virkemidler for at fremmane forestillingen om at stå midt i en skræmmende og eventyrlig verden så langt fra køen i supermarkedet som tænkes kan, er fuldt så meget kunstner som den 'Unge Vilde', der temperamentsfuldt smører sine rå farveudladninger ud over lærredet. Resultaterne af alle disse anstrengelser kan blive elendigt, sjusket, eller følelseskoldt, eller det kan blive det værk, der får det til at løbe koldt ned af ryggen på beskueren, af fryd, rædsel eller betagelse. Det store kunstværk. Men ingen kan på forhånd sige hvilken form eller hvilket budskab, der fører derhen.« (Kunsten og humanismen).
Der er imidlertid værker, som betyder mere end andre historisk, og der er (under skyldig hensyntagen til, at kunstoplevelsens indtryk og påvirkning naturligvis altid er subjektiv) værker, som i højere grad end andre er formidlende i humanistisk forstand.
Værker, for hvilke »intet menneskeligt er fremmed«, for nu at citere Terents' berømte ord, hvilket naturligvis gør humanismen i kunstnerisk forstand bred. Det betyder naturligvis lige så lidt, at humanismen kunstnerisk eller filosofisk og »ideologisk« betragtet inkluderer hvad som helst, skønt ordets moderne nivellering til en upræciseret form for »menneskelig respekt« (som stort set alle politikere hævder at repræsentere lige så hyppigt, som selv samme respekt krænkes af den politik, de fører) i værste fald har devalueret det til en indholdstom platitude.
Humanismens filosofiske og kulturelle - og for så vidt politiske - implikationer er imidlertid en mangefacetteret problematik, der forfølges i bogen Renæssancen og humanismens genkomst (udkommer til efteråret 2005), som jeg indtil videre vil nøjes med at henvise til og derfor ikke komme nærmere ind på her.
Fastslås skal det blot, at kunst er så langt væsentligere end politik og bevæger sig mange andre steder hen, hvorfor en humanistisk kunstopfattelse må være så meget desto mere rummelig end den snævre jagt efter tidens nyeste isme, der synes at hjemsøge moderne kunst. Derfor tager denne sektion afsæt i humanismens historiske gennembrud i renæssancen og dét kunstneriske udtryk, som kommer til udtryk i denne epoke.
Her skal kunstværker dels få lov at tale for sig selv (billederne kan ses i høj opløsning uden kommentar - bemærk at disse åbner i nyt vindue), dels knyttes kortere eller længere oplysende eller analyserende bemærkninger.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk, august 2004
