Louise Frevert-sagen | Omtale og anmeldelser

Debat, anmeldelser og interviews i forbindelse med Louise Frevert-sagen af Rune Engelbreth Larsen

Rettelser til Hardis' anmeldelse (replik, Weekendavisen)
> Af Rune Engelbreth Larsen, 2.12.2005

Klædt af (anmeldelse, Weekendavisen)
> Af Arne Hardis, 25.11.2005

Intermetzo (omtale, Information)
> Af Georg Metz, Information, 19.11.2005

Nu pibler det den anden vej (omtale, Weekendavisen)
> Af Arne Hardis og Hans Mortensen, Weekendavisen, 18.11.2005

Til tiden (anmeldelse, Politiken)
> Af Tøger Seidenfaden, Politiken, 15.11.2005

Frevert er repræsentativ for DF (leder, Politiken)
> Af Tøger Seidenfaden, Politiken, 11.11.2005

Rettelser til Hardis' anmeldelse

Replik af Rune Engelbreth Larsen

I Weekendavisens anmeldelse af min bog, 'Louise Frevert-sagen - dokumentation af Dansk Folkepartis dobbeltspil' (25.11.), karakteriserer Arne Hardis indledningsvist undertegnede indstilling således: "... alle modstandere af fri indvandring er Søren Krarup-elever, Karen Jespersen er i pagt med det yderste højre, Bertel Haarder håner muslimer".

De to sidste skudsmål er trukket for hårdt op i forhold til at skulle gengive mine synspunkter, men ellers står jeg gerne ved dem. Det er derimod ukorrekt, at jeg skulle gøre "alle modstandere af fri indvandring" til "Søren Krarup-elever". Jeg selv er modstander af den stramme asyllovgivning, men er ingen fortaler for "fri indvandring" af den grund, og derfor ville jeg naturligvis heller aldrig kalde andre, der ikke går ind for fri indvandring, for elever af Dansk Folkepartis chef-teolog.

Ellers skal jeg ikke anfægte andet i Hardis' generelt positive og informative anmeldelse, bortset fra en lille fejl, som han nu deler med hele den øvrige presse, og som alene skyldes Dansk Folkepartis behændige udlægning af resultatet af kommunalvalget. Hardis omtaler her "den beskedne fremgang" til partiet, som Pia Kjærsgaard da også har haft travlt med at fastholde.

Kigger man nærmere på tallene, er sandheden imidlertid den, at væsentligt flere kunne stemme på Dansk Folkeparti til kommunalvalget i 2005 end i 2001 (hvor partiet stillede op i færre kommuner), hvorfor Kjærsgaards lokale politikere i virkeligheden fik en mindre andel stemmerne i 2005, nemlig 5,9% mod 6,1% i 2001. Dermed var kommunalvalget i år reelt det første, landspolitiske valgnederlag i Dansk Folkepartis historie. Det rimer da også endnu bedre med Arne Hardis' og Hans Mortensens præcise analyse af kommunalvalget i Weekendavisen den 18.11., hvis overskrift netop sigtede til Dansk Folkeparti med ordene: "Nu pibler det den anden vej".

Weekendavisen, 2.12.2005

Klædt af. Freverts problem er også Dansk Folkepartis

Anmeldelse af Arne Hardis (uddrag)

Normalt er jeg ikke nogen stor tilhænger af Rune Engelbreth Larsens skriftligheder. Han ejer efter min smag en ensidighed, som deler hæk med det komiske: alle modstandere af fri indvandring er Søren Krarup-elever, Karen Jespersen er i pagt med det yderste højre, Bertel Haarder håner muslimer.

Så meget desto kraftigere skal det understreges, at i den foreliggende bog er tunnelsynet gunstigt anvendt. Den tidligere spidskandidat for Minoritetspartiet har sat sig for at dokumentere, at både Dansk Folkeparti og Louise Frevert taler udenom, når de påstår, at det alene skyldtes forvirring og en pensioneret tosse, at hun kom til at skrive/forsvare så grimme ting på sin hjemmeside.

Projektet lykkes meget overbevisende for Engelbreth Larsen. Hans gennemgang af sagen (som han selv startede) godtgør, at de grove udfald mod muslimer ikke alene er fossiler fra partiets ungdom. (...)

I bogen dokumenteres dette ved elementære journalistiske værktøjer. Larsen gennemgår, hvad Frevert ellers har fået offentliggjort rundt omkring, der minder ganske meget om nogle af de læserbreve, der pludselig blev fjernet fra hjemmesiden. Tilsvarende piller han både hendes og Peter Skaarups forklaringer i sagen fra hinanden ved at gennemgå dem minutiøst. (...)

Camre har fået mere snor, end man egentlig bryder sig om, man kvier sig aktuelt ved at skille sig af med Louise Frevert. Man har nemlig også som vigtig selvforståelse en partifortælling, hvor det kun er gået fremad siden stiftelsen i 1995: gennembruddet ved kommunalvalget i 1997, folketingsvalget året efter, systemskiftet i 2001, de to ekstra mandater ved folketingsvalget i februar og senest den beskedne fremgang ved kommunalvalget i sidste uge. (...)

Derfor er den sandsynligste udvikling, at Dansk Folkeparti vil fortsætte med at rense ud blandt de rabiate, men så diskret som muligt og til så få omkostninger som muligt. Engelbreth Larsen har med sin lille bog dokumenteret, at denne udrensning ikke er nået så langt endda, og han har bidraget til at sætte mere skub og støj i normaliseringen.

Weekendavisen, 25.11.2005

Intermetzo

Omtale af Georg Metz (uddrag)

Socialdemokraternes genfødsel ved lokalvalgene dementerer det store oppositionspartis forestående død. Søren Pind - ikke at forglemme Venstre også på landsplan - fik én på snotten og efterlader den mere anonyme Martin Geertsen, Venstres usynlige kulturborgmester i de seneste fire år, på Pinds pind. Ikke nogen misundelsesværdig opgave med store Ritt således solidt plantet på langbænken, og en Bondam der fylder stadig mere i byskabet. (...)

Én der ikke var ydmyg var Louise Frevert, men hun var selvfølgelig også en af valgets tabere og havde sikkert været ydmyg, hvis hun havde vundet. Men taber var hun, som hun forklarede i tv, fordi hun jo havde været udsat for en så grov valgkamp og en så personlig smædekampagne, hvor hun var blevet helt »træt i knæene af det, der var blevet sagt«.

I betragtning af Louise Freverts egen sarthed i sproget, er trætheden velforståelig. Rune Engelbreth Larsen har i sin bog: Louise Frevert-sagen samlet en række udsagn fra det frevertske segment, hvor den slagne overborgmesterkandidat selv er repræsenteret på det nydeligste. Blandt mange andre perler blot denne om indvandrerbørn: som »bare generelt er uhyre ringe ligegyldigt, hvilke omstændigheder man byder dem.« (Politiken, august 2005). Eller hvad med den om 'hate crimes' om hjemløse, der ifølge Frevert bliver overfaldet af indvandrere, om jøder »der ikke kan bære en kippa eller en Davidsstjerne uden at blive udsat for chikane ... og såmænd også bøsser der chikaneres af muslimer ... fællesnævneren for disse afskyelige forbrydelser: De begås af muslimer.« (Jyllands-Posten august 2005)

I et bedårende selskab af meningsfæller som Ulla Dahlerup, Kåre Bluitgen, Mogens Camre, Søren Espersen, Mogens Glistrup, Lars Hedegaard, Ole Hyltoft, Ulrik Høy, Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og for den sags skyld også Bertel Haarder, for nu blot at nævne de 'store' navne i buketten, kan man således her gøre sig bekendt med en række citater om muslimer med særlig kærlig adresse til de danske medlemmer af den ene af de tre store beslægtede verdensreligioner; citater der i kunstnerisk udformning kan sidestilles med den pureste antisemitisme. Samtlige elementer fra de klassiske definitioner af det velafprøvede jødehad er her til stede med muslimer som erstatning for forgængerne i sådanne fædrelandsbesværgende udbrud: sammensværgelsesteorierne, blasfemibeskyldningerne, påstanden om den umulige integration, nedvurderingen af minoriteten og dennes afkom, den konsekvente mistænkeliggørelse af minoritetens religiøse og kulturelle adfærd, forhånelse af minoritetens hellige skrifter; og som konklusion utvetydige forslag om håndfast tilrettevisning af minoriteten, såfremt denne ikke retter totalt ind efter de fobiske forestillinger om den sande tro, nationalopfattelse og kultur. (...)

Citatsamlingen åbenbarer med chokerende tydelighed hvor massiv den nye politiske korrekthed har sat sig fast. »Ikke fordi jeg er racist,« som det hedder, »men« ... Det er lige før, de rettroende fædrelandsbeskyttere ikke mere behøver tage det lille forbehold. (...)

Information, 19.11.2005

Nu pibler det den anden vej

Omtale af Arne Hardis og Hans Mortensen (uddrag)

(...) Pinds katastrofe kan være udtryk for, at fremmedpolitikken som vælgermagnet og oppositions-crasher ikke længere er det sikre kort, det har været siden Dansk Folkepartis gennembrud. Ikke i amatørens hænder, i hvert fald. Pind satsede på en benhård udlændingepolitik – og tabte fatalt.

Og tankerækken kan føres videre: Søren Pinds københavnske problemer startede jo med Ritts tilsynekomst på scenen, men de accelererede afgørende, da den radikale spidskandidat, Klaus Bondam, afviste at samarbejde med Dansk Folkepartis Louise Frevert. Det fik, som Søren Pind formulerede det efter nederlaget, den borgerlige bloks kamp mod Ritt Bjerregaard til at ligne »Snehvide mod de syv dværge«. Men anledningen til Bondams flugt var jo de grove udfald mod muslimer på Freverts hjemmeside – Louise Freverts »ufattelige dumhed«, som Søren Krarup generøst beskrev sagen i Information for nogle uger siden. Hjemmesiden – og senere valgkampbogen »Kort og godt« – havde hun først skrevet selv, siden gav hun sin webmaster, den nyligt selv-ekskluderede Ebbe Talleruphuus, ansvaret for alle ordene, hvad han ikke var helt tilfreds med.

Troværdigt? Den tidligere spidskandidat for Minoritetspartiet, Rune Engelbreth Larsen, optrevler i en ny bog, »Louise Frevert-sagen«, hele Freverts og Dansk Folkepartis håndtering af forløbet som totalt utroværdig. Statsadvokaten for København har nu bedt Københavns Politi redegøre for, om det var rimeligt at henlægge sagen mod Frevert og alene efterforske Talleruphuus’ ansvar for de grove udsagn.

Også Dansk Folkeparti har i dag sine alvorlige problemer med udlændingepolitikken. Et af dem hedder Louise Frevert, og problemets orlov fra Folketinget udløb i denne uge. Hendes genkomst på tinge akkompagneres af, at partiet i København forlanger hende fyret som spidskandidat, mens hendes amtsformand i Frederiksborg Amt har meldt sig ud i protest mod Pia Kjærsgaards manglende støtte til Frevert.

Så igen: Måske pibler vandet så småt den anden vej igen efter det fossende systemskifte i 2001. Måske er udlændingepolitikken ikke længere selve garantien for VO-aksens succes. (...)

Weekendavisen, 18.11.2005

Til tiden

Anmeldelse af Tøger Seidenfaden (uddrag)

(...) Det er prisværdigt, at Rune Engelbreth Larsen har fået sat hele Frevertsagen på plads i en bog, der lige nåede at udkomme før det kommunalvalg, hvori partiet fastholder hendes overborgmesterkandidatur. Men ud over at rumme helle den tragikomiske historie om, hvordan partiet forsøgte at tage afstand fra sit eget hjerteblod, stiller bogen skarpt på to oplagte spørgsmål: Hvorfor er så mange ledende kræfter i partiet - inklusive et par stykker, der er dømt for racisme - sluppet godt fra udsagn, der er lige så grove som Freverts? Det kan kun forklares med en blanding af tilvænning og bevidst passivitet i dele af medierne.

Og hvorfor blev ghostwriteren og ikke Frevert selv afhørt og sigtet af politiet? Det svarer til, at man gjorde Michael Kristiansen (der nu hedder Michael Ulveman) juridisk ansvarlig for, hvad statsministeren har sagt eller skrevet i al offentlighed. Man må tro, at statsadvokaten vil rette op på den skævert. Men med klassisk dansk konfliktskyhed sker det så først efter dagens kommunalvalg.

Forfatteren lægger ikke skjul på, at han selv er part i sagen og har gjort alt - og så lidt til - for at henlede offentlighedens opmærksomhed på Dansk Folkepartis udskejelser. Det gør ikke den substans, han lægger frem, mindre overbevisende. Debatbog til tiden, må man sige.

Politiken, 15.11.2005

Leder: Ekstremismen - Frevert er repræsentativ for DF

Omtale af Tøger Seidenfaden (uddrag)

Berlingske Tidende skrev for nylig en ledende artikel, hvori det blev fastslået, at indvandrerdebatten herhjemme er helt igennem nøgtern, saglig og uden diskrimination.

Den stod i avisen ikke mange dage efter, at MF og overborgmesterkandidat Louise Freverts artikler om unge muslimske kræftknuder, der skulle deporteres til russiske fængsler, fordi de desværre ikke kunne skydes, havde været omtalt i alle landets medier.

Det kom lederskribenten da også i tanke om undervejs, og noterede derfor, at hendes udtalelser var en beklagelig undtagelse, der gjorde hende uskikket til dansk politik.

Forsøget på at placere Louise Frevert som en enkeltstående rabulist, der ikke er repræsentativ for Dansk Folkeparti, er gjort af flere, ja, endda af partiet selv. At Louise Frevert stadig er overborgmesterkandidat og MF understreger dog, hvor papirtynd en afstandtagen, det er.

Sandheden - der netop i dag dokumenteres i en bog om Frevert-sagen og Dansk Folkepartis dobbeltspil - er da også, at Louise Freverts ekstremisme er udbredt blandt partiets ledende kræfter.

Bogen rummer et helt katalog af eksempler, men hver eneste uge i dansk politik præges efterhånden af Dansk Folkepartis stadig mere skamløse udfald. I lørdags var det Søren Krarup, der forskelsløst kaldte den muslimske »såkaldte kultur« i Danmark for »sadistisk« og »brutal«. Og tirsdag sidestillede Jesper Langballe i Folketinget et muslimsk tørklæde på en kvinde med et hagekors på en rockers ryg ...

Ja, det er ikke noget, vi finder på, men blot de seneste citater. Om de er strafbare, vil vi overlade til andre at vurdere. Helt sikkert er det, at der er tale om en hadefuld fanatisme, som de færreste ville have troet mulig i dansk politik for blot få år siden. (...)

Den kommunale valgkamps slutspurt i hovedstaden, hvor netop Louise Frevert tegner Dansk Folkeparti, er en indlysende lejlighed for hver enkelt politiker til at tage afstand fra ekstremismen og al dens væsen.

Politiken, 11.11.2005