Alarm | Efterskrift
Fascistiske tendenser
Af Rune Engelbreth Larsen 
Vi
har hverken en Mussolini, en Stalin eller en Hitler i Danmark. Men vi lider ikke
desto mindre den dag i dag under dem alle tre. Vi lider under dem, fordi de har
flyttet grænserne for, hvor megen grusomhed totalitær tankegang er i stand til
at præstere, til noget så ekstremt, at intet menneske fra noget tidligere
århundrede
kunne have forestillet sig det muligt. Intet mareridt og ingen dystopi kunne
nogen sinde have foregrebet omfanget og karakteren af Hitlers og Stalins
propaganda, undertrykkelse og folkedrab.
De
sidste generationer er således nærmest blevet vænnet til, at folkedrab på
millioner er den uacceptable umenneskeligheds ansigt – hvorfor »accepten« af
det »blot« inhumane for så vidt tilsvarende er blevet udvidet. Derfor bliver
f.eks. internering af juridisk uskyldige asylansøgere, isolationsfængsling af
mistænkte på ubestemt tid, politisk registrering, meningsløst tvangsarbejde,
retsstatens opløsning, udhuling af strejkeretten og statslig diskrimination
over for flygtninge let til »det mindst ringe«. Takket være Hitler og hans
ligesindede er den eskalerende centralistiske magtkoncentration,
retssikkerhedens stadige svækkelse og almindelig politisk uredelighed næsten
blevet acceptable dyder, der glider i ét med systemet, når blot etiketterne og
titlerne afviger tilstrækkelig fra de kendte nazistiske og stalinistiske skræmmebilleder.
Så længe indgrebene og overgrebene ikke går ud over én selv, men »blot« de
stadig mere marginaliserede grupper såsom indvandrere, hjemløse, narkomaner og
arbejdsløse, gøres der kun sporadisk vrøvl – historien synes jo at vise, at
de ikke har noget at beklage sig over.
Problemet
er, at vi derfor aldrig for alvor har fået gjort op med hverken Stalin eller
Hitler. Vi har fjernet kræftknuderne, men ikke metastaserne, de er uanseelige,
men stadig væk afgørende og faretruende immanente dele af samtidens politiske
legeme. Derfor kan vi da heller aldrig nogen sinde sige fra for tidligt.
Nok
har vi naturligvis ikke i dag politiske partier med tilknyttede paramilitære
korps som de italienske fascisters Squadre d’Azione eller nazisternes Sturmabteilungen,
der forfulgte, terroriserede og henrettede politiske modstandere. Vi har ikke
den stålsatte politistat, der med rigsdagsbranden som påskud indførtes i
Tyskland i 1933, og som suspenderede ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden
og gav politiet ret til at fængsle uden domstolskendelse, alene på mistanken.
Den danske »statsideologi« indeholder ikke nogen racelære, og vi har ikke som
i Tyskland 1935 indført de såkaldte Nürnberger Gesetze, der bl.a.
fratog jøderne statsborgerlige rettigheder, forbød blandede ægteskaber og
kriminaliserede seksuelle forhold jøder og tyskere imellem, og som dannede det
retlige grundlag for jødeforfølgelserne. Danmark giver sig derfor heller ikke
af med at internere jøder og kommunister i koncentrationslejre, vi har heller
ikke noget antisemitisk organ som Julius Streichers berygtede Der Stürmer,
og magthaverne har hverken formuleret noget eutanasiprogram eller nogen
holocaustisk Endlösung. Og endelig abonnerer danske politikere næppe
heller på Hitlers strategi (efter det mislykkede München-kup i 1923), ifølge
hvilken planen var at erobre magten med helt legale midler, kun for siden hen at
indføre diktaturstaten.
Hvis
det nemlig alt sammen var tilfældet, var det selvfølgelig også alt, alt for
sent at stille noget op. Men som vi har set, skal vi alligevel ikke grave så
forfærdelig mange spadestik i den danske demokratiske muld, før det bliver åbenlyst,
at tendenser i den totalitære tankegang ikke er fremmede i
Danmarksbilledet, som det ser ud ved indgangen til det tredje årtusind.
Retsstat eller politistat
Det danske
politikorps’ metoder og beføjelser er selvsagt ikke umiddelbart
sammenlignelige med totalitære politistaters øvrighed eller fascismens og
nazismens paramilitære korps, hvor fysisk tortur og skudsalver mod politiske
aktivister er fuldtud accepteret – i hvert fald hører den 18. maj 1993, hvor
dansk politi åbnede ild mod demonstranter på Nørrebro, fortsat til
undtagelserne.
Egentlig
fysisk tortur er vi også foruden, men eksempler på regulære tærsk af
politiet, også i håndjern, og både under og efter anholdelser, er ifølge
tidligere forsvarsadvokat Erling Andresen trods alt ikke ukendt: »Det er svært
at vurdere politiet generelt, men der sker jo overgreb fra politiets side, og
der er selvfølgelig ingen tvivl om, at folk får tærsk af politiet både under
og efter anholdelser« (Faklen nr. 5, s. 45).
Endvidere
anvendes psykisk tortur ligefrem som fast praksis, derved at man isolationsfængsler
ikke »bare« dømte kriminelle, men også asylansøgere uden identifikation såvel
som almindelige mistænkte. Isolationsfængslingen sker på ubestemt tid, og at
sidde isoleret i månedsvis hører langtfra til sjældenhederne – der er rent
faktisk fuldstændig uskyldige mennesker, der sidder i isolationsfængsel i årevis.
Mistænkte. Til tider fordi de søger asyl, til tider fordi politiet har fået
et anonymt tip.
Det
foregår imidlertid – mere eller mindre – inden for rammerne af almindelig
dansk lovgivning og retspraksis; en nødforordning, som Tyskland indførte i
1933 som politistatens formelle grundlag – »Verordnung des Reichspräsidenten
zum Schutze von Volk und Staat« – er slet ikke nødvendig, og det gør i
virkeligheden glidebanen fra retsstaten til politistaten endnu farligere i dag,
fordi den tilsyneladende ikke har nogen spektakulære forfatningsindgreb nødig
og derfor potentielt kan foregå så meget desto mere upåagtet.
Overvågningen
er allerede udbygget bl.a. i kraft af et generelt registreringsniveau, der er
uden sidestykke i historien – i gennemsnit står hver dansker registreret i 60
registre. Advokatrådets formand, Steffen Juul udtaler i den forbindelse: »Der
har næppe været nogen totalitær stat, der har haft et så højt
registreringsniveau, som vi har i Danmark.« (Politiken, 20.8.98).
Intet
tyder på, at det er en tendens, der vil standse her. En oppisket frygt for »volden«
har således gjort befolkningen parat til at godtage ikke så lidt. Peter Kemp
fra Center for Etik og Ret ved Københavns Universitet udtaler: »Vi befinder os
i en kollektiv psykose, og det er der ikke nogen egentlig grund til, da der ikke
bliver mere kriminalitet. Men i dag er der ikke tid til at bearbejde vores frygt
for hinanden, og det resulterer i øget overvågning og høje mure. Det er
absurd massehysteri. Vi udvikler ubevidst samfundet hen imod et Big Brother
samfund.« (Jyllands-Posten, 11.8.99).
Oven
i hatten har vi så en særlig afart af fænomenet særlove, f.eks. »Lov om
forbud mod ophold i bestemte ejendomme«, der officielt »blot« var vendt mod
Hells Angels og Bandidos under den såkaldte rockerkrig – men som daværende
justitsminister Bjørn Westh understregede over for Folketingets retsudvalg, var
betegnelsen »rocker« ikke nævnt i lovteksten, fordi »den foreslåede lov
ikke er begrænset til rockergrupper og personer med tilknytning hertil«.
Næste
skridt, et decideret forbud, var under planlæggelse siden vinteren 1996, og i
januar 1997 proklamerede justitsminister Frank Jensen, at han undersøgte
muligheden for at forbyde både rockere og nazister. Pia Kjærsgaard var hurtigt
på banen med forslag om at føje de autonome til forbudslisten. Berlingske
Tidende tog næste skridt og skrev i en leder den 21.6.97: »Og for resten: Hvis
rockerne skal forbydes, så må ministeren også se kritisk på de autonome,
nazisterne, voldelige trotskister og andre, hvis virke også er forbundet med
vold og hærværk.« Man skal ikke grave så dybt, før forbudstanken atter
kigger frem.
Ligesom
Tysklands nødforordning fra 1933 er også særloven fra 1996 formelt vedtaget
»zum Schutze von Volk und Staat«. Ligesom i Tysklands nødforordning fra 1933
afspores retssikkerheden, derved at politiet kan gå uden om domstolene og bl.a.
eliminere forsamlingsfriheden for en særlig gruppe mennesker. Ligesom Tysklands
nødforordning fra 1933 kan politiet med hjemmel i særloven fra 1996 tage
fundamentale retsgarantier fra personer, der endog blot efter politiets skøn
har eller mistænkes for at have tilhørsforhold til grupper, som er uønskede
af myndighederne – i 1933 præsenteres nødforordningen til kabinettets glæde
som rettet mod kommunisterne, i 1996 præsenteres særloven til Folketingets glæde
som rettet mod »rockere« eller »rockerrelaterede« personer.
Og
da forsvarsadvokat Thorkild Høyer forhandlede en fred på plads mellem Bandidos
og Hells Angels, blev særloven ikke ophævet, men tværtimod gjort permanent.
Imidlertid
er danske særlove, hvad enten de rettes mod medlemmer af uønskede
motorcykelklubber eller mod politisk kontroversielle Tvind-lærere, selvfølgelig
ikke tilnærmelsesvis så omfattende som Tysklands nødforordning fra 1933 –
men den brede accept af disse »undtagelser« fra den almindelige retssikkerhed
i 1990ernes Danmark er ikke desto mindre udtryk for en betænkelig glidebane
bort fra retsstaten – også selv om Højesteret »kun« fandt den ene lov
grundlovsstridig, og »rockerloven« ikke siden betragtes som en »særlov«.
At
de danske efterretningstjenester opererer ud fra mindst lige så betænkelige »undtagelser«
fra ikke bare almindelige menneskers retssikkerhedsgarantier, men også fra
tjenesternes egne juridiske grundlag, bliver jævnligt afsløret, men får sjældent
reelle politiske konsekvenser. Overvågning og infiltration af lovlige politiske
bevægelser hører tilsyneladende til retsordenen.
Forsvarets
Efterretningstjenestes »Trusselsvurdering« fra 1996 var sågar udtryk for en
mistænkeliggørelse af indvandrere, der savnede ethvert sagligt belæg, men
havde stor politisk signalværdi for de politikere, der dengang som nu advarer
mod det multietniske samfund: »Udviklingen i Danmark i retning af et
multietnisk samfund, hvor repræsentanter (2. eller 3. generation) fra
indvandrende eller asylsøgende folkeslag skal aftjene værnepligt eller søger
frivillig tjeneste i forsvaret, kan indebære en vis risiko for tilstedeværelsen
af personer, der af loyalitetsmæssige årsager eller begrundet i afhængighedsforhold
vil kunne agere for eller sympatisere med respektive oprindelseslandes
terrororganisationer og i den forbindelse udføre efterretningsvirksomhed.«
(Citeret efter Jyllands-Posten, 18.3.97).
Rigspolitichefens
»Situationsrapport om organiseret kriminalitet i Danmark i 1997« glimrede
tilsvarende ved mangelfuld dokumentation i den eksplicitte mistænkeliggørelse
af bl.a. kinesere, vietnamesere, pakistanere, somaliere, tyrkere, iranere,
eks-jugoslaver og albanere som særlig involverede i »organiseret kriminalitet«
i Danmark. Den Danske Forening fandt rapporten så anvendelig, at udvalgte
passager blev bragt som dobbeltsidet »plakat« i Danskeren nr. 5, 1998.
Indvandrerhetz og internering
I foråret 1933
oprettede NSDAP de første kz-lejre. Politiet og SA, der fungerede som »hjælpepoliti«,
forestod denne private, men legitime internering, foretaget på grundlag af
mistanke. Den 15. september 1935 vedtoges på Reichsparteitag der Freiheit
i Nürnberg det retlige grundlag for jødeforfølgelserne, Die Nürnberger
Gesetze, som definerede jøderne ud fra afstamning, ikke tro eller
overbevisning. Hensigten var at »tilskynde« jøderne til at emigrere ved at
fratage dem deres borgerlige rettigheder – den endelige udryddelse var endnu
ikke myndighedernes officielle politik.
I dagens Danmark er der ikke nogen love funderet på en antisemitisk racelære.
Det er ikke forbudt danskere at gifte sig med jøder, og jøderne har ikke fået
frataget deres borgerlige rettigheder. I dagens Danmark er det fortrinsvis
muslimerne, der lider under voksende hetz, men snart sagt alle indvandrere og
flygtninge, ikke mindst fra Mellemøsten, Asien og Afrika, mistænkeliggøres og
kriminaliseres af myndighederne og dele af pressen.
Asylansøgere,
der ankommer til landet, modtages f.eks. af Lufthavnspolitiet i Kastrup, hvor mørklødede
kontrolleres med en omhu, der ikke er andre til del – mest om torsdagen, som
politiet har døbt »Store Negerdag« (ifølge Nils Meilvang, B.T., citeret i Årets
pressefoto 1995/96, s. 36). Når en asylansøger har sat foden på dansk
jord, behandles han ofte øjeblikkeligt som en kriminel. Kønsbehåring checkes
for at konstatere, om vedkommendes reelle alder svarer til den oplyste. De, der
ikke kan bevise deres identitet, fængsles direkte på ubestemt tid. Fra 1991
til 1996 drejer det sig ifølge Amnesty (april 1997) om ikke færre end
16.000 udlændinge, der har stiftet bekendtskab med det danske retssystem på
denne facon, ca. 90% var asylansøgere.
Selv
om fængsling på ubestemt tid af juridisk uskyldige mennesker må siges at være
et temmelig drastisk skridt, afficerer det tilsyneladende ikke toneangivende
politikere. Den daværende formand for Folketingets retsudvalg, Bjørn Elmquist
beklager godt nok forholdet, men »tør ikke sige«, om 18 måneder er for lang
tids fængsling på denne baggrund. Helge Adam Møller fra det Konservative
Folkeparti mener nok, at der bør være en øvre grænse for fængslingen: »Man
skal op omkring et tocifret åremål, før det må være nok. Men 40 år er nok
for meget.« (Jyllands-Posten, 25.6.97).
40 år er »nok for meget« for en juridisk uskyldig asylansøger.
Gifter
en dansker sig med en udlænding, risikerer begge at blive en sag for politiet.
Omvendt bevisbyrde indtræder derved, at de skal bevise deres uskyld, dvs. at ægteskabet
ikke er pro forma, og at danskerens indtægt er stor nok til også at kunne forsørge
ægtefællen. Udlændingestyrelsen har på foranledning af tidligere
indenrigsminister Birte Weiss endvidere varslet omfattende »samlivskontrol«,
og imens den ofte meget lange sagsbehandling står på, er udlændingene formelt
»ikke-eksisterende« personer i Danmark.
Den
danske lovgivning ligestiller i det hele taget ingenlunde flygtninge og
indvandrere med danske statsborgere. Danskere risikerer således ikke samme
sanktioner fra myndighedernes side, hvis de bryder loven; flygtninge kan tværtimod
i stigende grad deporteres og risikerer derved i sidste ende at havne i det
land, som de er flygtet fra, hvor fængsel, tortur og død kan vente dem.
Danmarks »humane« lovgivning slipper således langt strengere straffe ind ad
bagdøren uden selv at behøve at eksekvere dem.
Men
kriminelle forhold behøver heller ikke være til stede, før asylansøgere
efter en årelang sagsbehandling – i mange tilfælde i helt op til otte år
– sendes »hjem« til det land, de er flygtet fra, eller til andre »sikre«
lande; der er ofte eksempler på, at asylansøgere fængsles på stedet, efter
at Danmark har udvist dem. De allerflestes skæbner fortoner sig naturligvis i
det uvisse, og Danmarks ansvar fortoner sig lige så behændigt.
Psykolog
Jørn Nielsen har i en kronik i Politiken den 23.8.96 beskrevet, hvorledes
asylansøgere behandles i de interneringslejre, hvor de ofte må tilbringe en
lang årrække under sagsbehandlingen i Danmark – hvis de altså ikke havner i
ordinære fængsler. På baggrund af flere hundrede psykologiske samtaler på
forskellige asylcentre i Danmark beretter Nielsen om psykisk nedbrudte
eksistenser, familier, der er splittet efter i årevis at have levet i komplet
uvished om deres fremtid, uden mulighed for at søge arbejde eller påbegynde en
uddannelse og uden almindelig skolegang for børnene – eneste afveksling er
fritidstilbud, som han uden videre må karakterisere som »pseudoaktiviteter«.
Kan vi overhovedet forestille os, hvilken »usikkerhed, resignation, mistro,
depression og afmagt« en årelang, passiv ventetid medfører, spørger Nielsen.
»De
bor oftest tre til fem personer på 14-16 kvm eller på størrelse med et
almindeligt dansk soveværelse. Ikke usædvanligt bor forældre med selv store børn
i et rum, der ikke overstiger en almindelig dansk stue. I tre til fire eller fem
år.«
I indenrigsminister Thorkild Simonsens integrationslov diskrimineres flygtninge i
forhold til indfødte danskere, når det drejer sig om offentlige ydelser.
Lektorer på den Sociale Højskole i København, Morten Ejrnæs og Simon Thorbek
dokumenterer i Politiken den 8.12.98, at flygtninge risikerer at få helt ned
til under 50% af det beløb, som indfødte danskere er berettiget til.
Integrationslovens diskrimination fik kun et års levetid, før presset fra
bl.a. UNHCR fik indenrigsministeren til at trække den tilbage i slutningen af
1999 – men de borgerlige partier, der ifølge alle meningsmålinger står til
at komme til magten ved det første valg i det nye årtusinde, ønskede den
bevaret.
Og som om alt dette ikke var nok, lancerer store borgerlige aviser, der hævder at
stå vagt om retssikkerheden, forslag om særlige interneringslejre til
kriminelle og oprørske såkaldte 2. og 3. generationsindvandrere, hvis oprørskhed
i sidste ende måske er det eneste befriende tegn på, at de ikke er fuldstændig
knækket endnu, trods et helt liv, hvor decideret diskrimination for ikke at
sige hetz er deres mest tilbagevendende erfaring med det danske samfund. »Deportation«
og »lejre« er »løsningsmodeller«, som lederskribenter, borgerlige
politikere fra Socialdemokratiet, Venstre og den endnu mere ekstreme højrefløj
flittigt slår til lyd for, mens Ekstra Bladet, der som regel er et hestehoved
foran, i en leder den 5.5.97 direkte overtager den Danske Forenings kongstanke
og sammenligner indvandringen med nazisternes besættelse af Danmark …
De danske interneringslejre tåler indlysende nok ikke sammenligning med de første
kz-lejre i Tyskland i 1933, men mindre kan også gøre det, og at disse såvel
som den generelle behandling af indvandrere og flygtninge ikke desto mindre er
udtryk for en såre inhuman tankegang, skal man være temmelig kynisk for at
overse.
Selv
om vi heller ikke har en lovgivning, der er slet så ekstrem som nazisternes Nürnberger
Gesetze, har vores indvandrerpolitik akkurat samme hensigt: At forhindre
mennesker af uønsket etnisk herkomst i at bosætte sig i landet og at tilskynde
andre, der allerede er kommet indenfor, til at rejse. Politikernes officielle
undskyldning er ikke frygten for raceblanding, men dels for dårlig økonomi,
endskønt det aldrig er blevet påvist, at flygtninge eller indvandrere
forringer dansk økonomi, dels for indvandrernes manglende vilje eller evne til
at opføre sig »dansk«.
Skridt
for skridt intensiverer Dansk Folkepartis chefideolog, Søren Krarup og
Fremskridtspartiets genopstandne Mogens Glistrup deres indvandrerhetz og flytter
dermed hegnspælene for, hvad de »respektable« politikere kan tillade sig;
disse vægrer sig med en nydelig afstandstagen til »ekstremisterne« i Dansk
Folkeparti og Fremskridtspartiet, men følger snart logrende efter – få så
velvilligt som Socialdemokratiet med indenrigsminister Thorkild Simonsen og
socialminister Karen Jespersen i front.
Allerede i 1994 udtalte Thorkild Simonsen, dengang borgmester i Århus: »Glistrup er ved
at få ret, når det gælder statens forfejlede flygtningepolitik.« (Politiken,
9.12.94).
Fem
år senere er det Karen Jespersen, der hiver den tidligere så kritiserede
socialdemokratiske borgmester fra Ishøj, Per Madsen ind i varmen: »Han gjorde
meget tidligt opmærksom på disse problemer – og blev ugleset. Men han fik
mere ret, end man dengang var villig til at give ham.« (B.T., 22.10.99).
Det
var den borgmester, der i den Danske Forenings medlemsblad bl.a. gav udtryk for:
»Muslimerne lever på middelalderstadiet med en nedgøring af kvinder og
kvindekulturen, som er uhørt i dette land. Der handles med kvinder, som var det
kvæg, og kvinder prygles og mishandles.« (Danskeren nr. 1, 1989, s. 3).
Skridt for skridt tilvænnes befolkningen en groft nedladende, stereotyp indstilling
til indvandrerne, der så småt nærmer sig tyskernes indstilling til jøderne i
1920erne. Skridt for skridt følger de »respektable« politikere i hælene på
de mest uforsonlige røster, der tilsvarende fastholder »forspringet« og
skridt for skridt iscenesætter en propaganda af stadig mere grotesk form.
Mogens
Camre mener, at »mange af indvandrerkvinderne er tykke og fejlernærede,«
fordi det er udtryk for indvandrernes laverestående kultur, og han
karakteriserer en »fremmed« som »en mand af umiskendelige mellemøstligt
tilsnit. Han er så elegant klædt som Onassis’ søn. Og han har køretøjer,
som hverken jeg eller statsministeren ville have råd til at købe. Jeg ved, at
den slags skyldes den voldsomme kriminalitet, der kommer i kølvandet på
indvandringen.« (DR1, 10.9.98).
Mogens
Glistrup er parat til noget nær øjeblikkelig masseudvisning af muslimer i
Danmark: »Har du aldrig hørt, hvordan man argumenterer vedrørende Barsebäck
eller pesticider i landbrugsvarer og så videre? Enhver tvivl skal komme de onde
til skade, og derfor gør det ikke så meget, om man kommer til at udvise
100.000 for mange. Vi er i forvejen for mange på den danske jord, så om vi
kommer til at sende 3-4-500.000 for mange ud, det gør ikke noget. Det ville være
værre, hvis vi kom til at sende for få ud.« (Ekstra Bladet, 13.10.99).
Mogens
Camre bliver medlem af Dansk Folkeparti og vælges ind i Europaparlamentet med
77.000 personlige stemmer. Mogens Glistrups udtalelser mere end fordobler
Fremskridtspartiets opinionstal på få dage og viser, at Glistrup med stor
sandsynlighed kan redde partiet fra at ryge ud af Folketinget.
Socialdemokratiet
følger efter på behørig afstand, mens de ikke undlader at udtrykke stor
forargelse over højrefløjen. Sandheden er imidlertid, at ingen dansk regering
i efterkrigstiden har ført en mere indvandrerfjendsk politik end den nuværende
socialdemokratisk ledede – det er åbenbart dér, stemmerne skal hentes. Den
Danske Forening overvejede ligefrem at nedlægge sig selv i bar sejrsrus ifølge
formanden, Ole Hasselbalch: »Vi har sejret ad helvede til. De mål, vi satte os
for ti år siden, er nået. Nu mener et flertal i den danske befolkning det
samme om indvandrerpolitikken, som vi gør.« (Det Fri Aktuelt, 20.6.97).
Danmark
ligger helt i top i EU, når det gælder en positiv holdning til »racisme«:
Hele 43% af danskerne karakteriserer sig selv som »temmelig eller meget
racistiske«, og hertil kommer 40%, der karakteriserer sig selv som »lidt
racistiske« (kilde: Aktuelt, 22.12.97).
Ifølge
en undersøgelse udfærdiget af Lise Togeby fra Aarhus Universitet har 82% af
danskerne imidlertid aldrig nogen sinde talt med en indvandrer, hverken privat
eller på arbejdspladsen. Det er altså ikke danskernes personlige erfaringer,
der gør det så politisk opportunt at mistænkeliggøre og kriminalisere
indvandreres og flygtninges tilstedeværelse i Danmark, men derimod de skræmmebilleder,
som visse politikere og medier har held til at tegne debatten i.
Parlamentarisme og kryptofascisme
Det turde efterhånden være
indlysende, at visse politiske tendenser i Danmark bevæger sig faretruende nær
karakteristika, vi f.eks. skal til 1920ernes og 1930ernes Tyskland for at
genfinde. Det såkaldte repræsentative demokrati, der naturligvis strengt taget
hverken er repræsentativt eller demokratisk, er i sig selv ingen hindring
herfor – det viser fortiden, og det viser nutiden. Mussolini definerede i 1938
fascismens mål som »organiseret, centraliseret, autoritært demokrati«.
Han
havde selvsagt ikke den danske parlamentarisme i tankerne, men den danske
parlamentarisme modsiger ham ikke nødvendigvis.
Fascismen
er kendetegnet bl.a. ved totalitarisme, nationalisme, centralisme, censur og –
om ikke altid – racisme. Som vi har set, scorer det danske samfund inden for
visse, men ikke alle disse kategorier en del pænere, end betryggende er. Selv når
vi går til konkreterne som myndighedernes behandling af mistænkte, immigranter
og politiske aktivister, lukketheden omkring lovgivningsarbejdet, politiets og
efterretningstjenesternes metoder og beføjelser, retssikkerhedens svækkelse,
krænkelserne af menneskerettighederne osv., tåler samtidens Danmark
sammenligning med begyndende totalitære tiltag.
Der
er med andre ord grund til en vis alarm.
Og
det nytter ikke noget at berolige sig med, at hvis fascismen virkelig
manifesterede sig i landet, skulle flertallet nok vide af at bekæmpe den med
alle midler. Historien viser i det mindste, at det sidste gang forholdt sig stik
modsat.
Under
besættelsen var modstandsbevægelsen i lang tid overordentlig forhadt.
Et
karakteristisk eksempel på indstillingen til frihedskæmperne leverede daværende
folketingsmedlem Frede Nielsen fra Socialdemokratiet, der så sent som i 1943 i
et socialdemokratisk blad tog skarpt afstand fra sabotørerne: »Det er
landsforræderiske handlinger, der øves af disse overophedede unge mennesker i
denne tid mod danske virksomheder og danske arbejdere. De ved, at de begår
forbrydelser, som under almindelige forhold ville blive straffet hårdt, og de
lader sig af uansvarlige opviglere hidse op til at overse risikoen for dem selv
og de danske arbejdere, som er beskæftiget i de til sabotage udsete
virksomheder. Faren for deres medborgere og for deres land har de i deres
stupide og lømmelagtige fejghed ingen tanke for eller begreb om. Deres fejghed
viser sig i deres lumske natlige færd, iført formummende dragter og med masker
for ansigtet. Var de helte, der turde tale og stride for en tanke eller en idé,
som de troede på, ville de ’fægte med åben pande, for hvad de for alvor
tror’. Men det er fejglinge og skadedyr, som falder deres land i ryggen,
medens landet befinder sig i en farefuld situation. Disse usselrygge bør i det
mindste indespærres på livstid. De er farligere end sindssyge. Disse gør dog
i reglen ikke forsætlig fortræd. Sabotørerne er forsætligt samfundsfarlige
individer, som samfundets lovlydige borgere må værne sig imod med alle til rådighed
stående midler.« (Sønderjyden, 2.4.43).
Danske
politikere, dansk politi og dansk presse reagerede som bekendt ikke just mod den
nazistiske besættelsesmagt ved omgående og konsekvent at opfordre til folkeoprør
og modstand. Og kun nogle ganske få tog aktivt del i kampen – de første år
hovedsageligt kommunister.
Den
berømte og berygtede kommunistiske forsvarsadvokat Carl Madsen erindrer her,
hvor villige myndigheder og presse var til at assimileres af besættelsesmagten
– han nærede heller ingen illusioner om, at mentaliteten for så vidt havde
forandret sig: »Den, der med vågne sanser har oplevet sommeren og efteråret
1941, har også måttet sande den onde lære, at dette borgerskab, dette politi,
pressen, administrationen, lovgivningsmagten og alt, hvad dertil hører, var og
er latent fascistisk. Beredskabet til at reagere fascistisk ligger tæt under
den demokratiske overflade.« (Proces mod politiet, s. 14).
Det
skal han vel mene som kommunist, kunne nogle måske fristes til at indvende, men
vi er i hvert fald afskåret fra at tilbagevise ham med henvisning til besættelsestiden.
Dengang og nu
En af de farligste skrøner er den, at den almindelige nazist i 1920ernes, 30ernes og 40ernes Tyskland var
en sindssyg psykopat, hvis eneste følelser var had og aggressivitet. Farlig,
fordi det er den myte, der så ubesværet frikender de fascistiske tendenser i
dag, eftersom offentligheden kun præsenteres for den lillebitte håndfuld erklærede
fascister, der udgør i omegnen af 0,001% af befolkningen.
Disse
har ikke – og kommer næppe nogen sinde til at få – skyggen af afgørende
politisk indflydelse i Danmark, det siger sig selv. Kun den imbecile går i strækmarch
med hagekors i dag. Sandsynligheden for, at den totalitære politiker in spe
endog ser sig selv i et modsætningsforhold til nazismen, er betragtelig, netop
fordi også han abonnerer på skrønen om, at Tysklands nazister socialt og
psykologisk var ekstremister – selv er han nemlig både almindelig, moralsk og
som regel ligevægtig og har almindelige, moralske og ligevægtige, totalitære
og nationalistiske sympatier. Ganske som hundredtusindvis af andre almindelige,
moralske og som regel ligevægtige mennesker har det, når magthaverne, systemet
og pressen har tilvejebragt de rette vækstbetingelser for disse.
Men
det var selvfølgelig også almindelige, moralske og som regel ligevægtige
mennesker, der stemte på Hitler, og ti år senere var det almindelige, moralske
og som regel ligevægtige mennesker, der gennemførte holocaust. Det hed som
bekendt heller ikke: »Chaos muß sein«, men »Ordnung muß sein«. Havde alle
nazisterne dog bare kunnet diagnosticeres som sindssyge psykopater, havde de for
det første været uendelig meget lettere at bekæmpe, og for det andet havde
Hitler ikke fået over 0,33% af stemmerne i 1933. Men han fik 33%.
Sociologen
Zygmunt Bauman skriver om forskningen i nazismens tilslutning: »Det stod
pludselig klart, at den mest forfærdende ondskab, menneskeheden kunne
frembringe, ikke skyldtes ordenens sammenbrud, men netop dens upåklagelige og
uantastelige opretholdelse. Denne ondskab skyldtes ikke en højrøstet og
uregerlig menneskemængde, men derimod lydige og disciplinerede mænd i
uniformer, som fulgte reglernes ånd og bogstav til punkt og prikke. Det stod
snart klart, at disse mænd – så snart de tog deres uniformer af – på
ingen måde var onde. De opførte sig nogenlunde som alle vi andre. De holdt af
deres koner, forkælede deres børn og hjalp og trøstede deres venner, når de
havde problemer. Det virkede helt utroligt, at de samme mennesker, når de tog
uniformen på, skød, gassede eller førte tilsyn med nedskydning og gasning af
tusindvis af andre mennesker, herunder kvinder, som var andre mænds elskede
hustruer, og småbørn, som var andre menneskers forkælede unger.« (Modernitet
og holocaust, s. 191).
Den
ekstreme grusomhed hører kun i de allersjældneste tilfælde til et menneskes
karakteristika, men i høj grad til forholdet mellem myndighed og underordning,
dvs. »til vores normale, daglige magt- og lydighedsstruktur«, konkluderer
Bauman. En struktur, som endvidere i kraft af massiv propaganda kan forvandle
opfattelsen af et medmenneske, der tilfældigvis er jøde, til et depraveret
dyr, det er i verdens interesse at udrydde.
Den
amerikanske forfatter Dwight Macdonald advarede i 1945 om, at vi fremover måtte
frygte den lovlydige mere end lovbryderen. Der turde være grunde til at forstå
hvorfor.
Historikeren
Daniel Goldhagen fastslår i Hitler’s Willing Executioners, at de
implicerede i jødeudryddelserne demografisk og socialt mere eller mindre
udgjorde et repræsentativt udsnit af den tyske befolkning i modsætning til
implikationerne af den almindelige tyske sprogbrug, hvor man foretrækker at
tale om holocaust udført »im deutschen Namen«, altså som et
fremmedelement også for den daværende generelle tyske mentalitet. Goldhagen
sandsynliggør endog, at de måske milliontallige tyskere alt andet end uvilligt
deltog i udryddelserne, der bl.a. blev foretaget i arbejdslejre, under dødsmarcher
og af politibataljoner, eftersom meget tyder på, at det rent faktisk ikke var
forbundet med personlige risici at nægte at parere ordrer, hvor det drejede sig
om massehenrettelser.
Selvfølgelig
er personen Hitlers diktatoriske indflydelse vanskelig at overdrive for
nazisternes succes og masseudryddelsernes endelige gennemførelse, men det var
ikke Hitler, der skabte den ekstreme nationalisme og lige så ekstreme
antisemitisme – den var allerede en integreret del af tidsånden i begyndelsen
af århundredet. I sin store biografi om Hitler skriver Joachim C. Fest: »Han
var i langt mindre grad tidens modsigelse, end han var dens spejlbillede; uophørligt
støder man på sporene af denne identitet.« (Hitler, bd. 1, s. 17).
Den
virkelige fare i Tyskland i 1920erne og begyndelsen af 30erne kom ikke primært
fra stormtroppernes hærgen, men fra tidsåndens generelle nationalisme og
antisemitisme, som den nazistiske propaganda kunne tage under vingerne og
systematisere i en konform massebevægelse, samt fra opbygningen af et
bureaukratisk system af organisatoriske enheder, indbyrdes konkurrerende om
kompetenceområder, men skræddersyet til, at de (der måtte føle behov derfor)
kunne vaske deres hænder rene i paragraffer og reglementer og »bare« modtage
ordrer og videregive ordrer – velvilligt eller ej. Og netop frem for alt fra
den gradvist øgede accept af, at visse befolkningsgrupper i bedste fald
var uciviliserede undermennesker, i værste fald djævle, ukrudt eller lus.
Derfor
kan stykket opføres igen. Og derfor bliver ouverturen opført igen. Slet ikke i
samme omfang, bevares, og heller ikke på nøjagtig samme vis, men på afgørende
punkter i samme stil. Selvfølgelig er der ingen »historisk logik«, der siger,
at Danmark af den grund behøver at udvikle sig som Tyskland i 1920erne og
30erne. Men derfor kan sporene godt være relevante, og derfor kan sporene godt
skræmme.
Bauman
går så vidt som til at understrege, at end ikke risikoen for holocaust er
forsvundet: »For det første er det påvist, at de tankeprocesser, der efter
deres egen indre logik kan føre til folkedrabslignende projekter, og de
tekniske ressourcer, der tillader gennemførelsen af sådanne projekter, ikke
blot er fuldt forenelige med den moderne civilisation, men ligefrem er betinget,
skabt og frembragt af den. Holocaust undgik ikke bare på mystisk vis et
sammenstød med modernitetens sociale normer og institutioner. Det var faktisk
præcis disse normer og institutioner, som gjorde Holocaust mulig. Uden den
moderne civilisation og dens centrale og grundlæggende frembringelser ville der
ikke kunne tænkes noget Holocaust.« (Modernitet og holocaust, s. 117).
Men
er det først, når vore medmennesker bliver læsset ind i krematorieovnene,
at det er for galt? Skal vi vente på Der Führers reinkarnation og
reformuleringen af Endlösung, før vi protesterer? Hvor megen magt skal
centraliseres, hvor megen propaganda skal promoveres, hvor mange uskyldige skal
isolationsfængsles, hvor mange asylsøgere interneres eller udvises til en uvis
skæbne, og hvor mange registreres og overvåges af efterretningstjenesterne
pga. politiske tilhørsforhold – hvis disse tendenser ikke er nok i sig selv,
er det næppe betvivleligt, at systemet allerede i dag er gearet til en
potentiel magtkoncentration og diskrimination, der langt overgår den nuværende.
Det er kun et spørgsmål om politisk vilje at udnytte det – en politisk
vilje, som trods alt ligger langt fra den herskende, men som i hvert fald ikke
er aftagende.
Det
er tendenser, der ubesværet skriver sig ind i en globaliseret verdensorden,
hvor korridorpolitik i verdens magtcentre styrer den internationale politik fra
handel til krig, og hvor konventioner og menneskerettighedserklæringer for længst
har mistet deres ordrette værdi til fordel for en propaganda, ifølge hvilken
toppolitikere let kan slippe om ved at hævde, at krig ikke engang er »krig«,
selv om de selvsamme toppolitikere lader i titusindvis af granater og missiler
regne ned over Balkan.
Magten,
der altid bør have de værst tænkelige vilkår, hvis selv den begrænsede brug
af magt ikke skal muliggøre den ubegrænsede misbrug, koncentreres i dag i
uigennemskuelige statslige og overstatslige institutioner, der i vid udstrækning
er underlagt nationale og multinationale kapitalinteresser. Det kan synes
trivielt at konstatere, men det er i uigennemskuelige og bureaukratiske
magtstrukturer som disse, at det enkelte menneske forsvinder ud af synsfeltet,
og ensrettende strategier såre ubesværet realiseres. Som så ofte er det ikke
umiddelbart flertallet, der lider herunder – i hvert fald ikke på dansk eller
vesteuropæisk plan – for udviklingen er hverken særlig iøjnefaldende
dramatisk eller iøjnefaldende chokerende og således skræddersyet til
forholdsvist veltilpassede og købekraftige forbrugere, for hvem skepsissen over
for udviklingen er et spørgsmål om det stigende antal tilsætningsstoffer i
maden, og for hvem »protesten« mod tingenes gang let begrænser sig til den
daglige liter økologisk mælk, i stedet for solidariteten med udstødte
medmennesker.
Hvad
betyder tvangsarbejde, registrering og internering eller stress-strategier,
isolationsfængsel og statslig diskrimination i sidste ende for den almindelige
»forbruger«, så længe disse forhold er henvist til skyggerne i et
mediebillede, der domineres af pop, sport og quizdrømme, og hvor pressens største
tiltrækningskraft ligger i kongehuset, vejret og TVs føljetonstjerner?
På overgangen til det
tredje årtusind har vi endnu ikke formået at tage afsked med nogle af verdens-
og kulturhistoriens allermest inhumane træk, som de inkarnerede i bl.a. Hitler
og Stalin og satte helt nye standarder for grusomhed. Det tyvende århundrede
har vænnet os til grusomheder i en skala, ingen tidligere troede mulig, hvilket
måske har medvirket til, at »tolerancen« over for myndigheders overgreb i
stigende grad risikerer at overstige tolerancen over for medmennesket og de
rettigheder, som skal beskytte den enkelte og den enkeltes forskellighed mod
ensretning, magtmisbrug og undertrykkelse.
Derfor Alarm.
Om
så nærværende antologis skitsering af den nye verdensorden og den nye
Danmarksorden berettiger til en sådan titel, må den enkelte læser afgøre med
sig selv. Og de kommende års politiske udvikling må så tilsvarende vise, om
det var for tidligt at hviske »Ulven kommer« eller ej.
Rune Engelbreth Larsen
Efterskrift. 'Alarm - fra den nye danmarksorden til den nye verdensorden', 1999
(bearbejdet udgave af artiklen 'Fortsættelse følger', Faklen 5, 1997)
