Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Flammen og Citronen

Instrueret af Ole Christian Madsen (2008)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Ole Christian Madsens storfilm Flammen og Citronen handler på overfladen om ét af modstandsbevægelsens mest kontroversielle facetter, stikker-likvideringerne, der skildres gennem to af de kendteste og mest legendariske modstandsfolk, Bent Faurschou-Hviid (Flammen) og Jørgen Haagen Schmith (Citronen) fra modstandsgruppen Holger Danske. De deltog dog også i sabotage og flygtningehjælp, men det var ikke mindst likvideringerne, der gjorde dem berømte og berygtede under de farverige dæknavne.

Hovedrollerne som Flammen og Citronen spilles stramt og uden overflødige armbevægelser af henholdsvis Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen. Stine Stengade er lige så afmålt som den kryptiske femme fatale Ketty Selmer, og dermed læner de vigtigste roller sig fint op ad filmens generelle stemning, der holder sig snævert og fattet til omgivelser og begivenheder umiddelbart forbundet med de to modstandsfolks skæbne. Peter Mygind overspiller til gengæld sin rolle, men det er dog ét af få irritationsmomenter i en velfortalt og vedkommende spændingsfilm.

Filminstruktør Ole Christian Madsen og manuskriptforfatter Lars K. Andersen har moderniseret look'et af de to hovedpersoner en smule og selvfølgelig taget sig digteriske friheder undervejs, men de slører ikke sigtet, og den tilgrundliggende historie er dramatisk og fængslende filmmateriale, der kun har ventet på sin forfatter og instruktør.

Eksempelvis munder filmen ud i brag af en skudfinale, der nærmest giver mindelser om den gribende afslutning på George Roy Hills Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969), men Citronens endeligt var voldsomt og spektakulært, og dramaet kan bære, at finalen får en effektfuld og æstetisk tand ekstra.

Flammen og Citronen er selvfølgelig ikke nogen dokumentarfilm, men derimod en intens spillefilm, som ud fra ét perspektiv afdækker og dramatiserer et vigtigt hjørne af besættelsestidens historie om modstandsbevægelsen, Hærens Efterretningstjeneste og Gestapo, der udgør hver deres magtniveauer og naturligvis har hver deres agendaer. Ud af denne cocktail kommer et velfortalt drama, der ripper op i nogle af besættelsestidens historiske traumer og deres betydning for den danske selviscenesættelse og selvforståelse helt frem til i dag.

På et mere antydet plan er der således tale om en skarp og kritisk kommentar til det officielle Danmarks samarbejdspolitik og de grumsede dagsordener, der stødte sammen inden og uden for modstandsbevægelsen. Filmen kunne have bevæget sig længere ned ad disse skumle spor og være blevet endnu skarpere ved at udstille, hvor aggressivt danske samarbejdspolitikere lagde modstandsfolkene for had, og hvor hyklerisk de hyldede dem efter krigen. Men det er velsagtens en problematik, der fortjener sin helt egen film, og helst en film, der så omhyggeligt som muligt endevender alle samarbejdspolitikkens dilemmaer på godt og ondt - på den ene side hvordan den utvivlsomt reddede mange menneskeliv og skånede Danmark i mange henseender; og på den anden side hvordan den opbyggede et nationalt hykleri og et himmelråbende forræderi, som fortsat kaster en skygge over den politiske arv fra et centralt kapitel i danmarkshistorien.

Ole Christian Madsen og Lars K. Andersen fokuserer dog først og fremmest på et oplagt, men ikke over-romantiseret helte-portræt af Flammen og Citronen. Her nøjes de ikke med at genfortælle en given historie, men har selv gravet dybt i hidtil ukendte kilder for at komme de efterhånden halv-mytiske skikkelser tættere. Ikke 'tættere' som i psykologiske profiler, der scanner barndomsproblemer og krænger sjæle ud, men tættere med antydningens fine kunst, der ikke forbigår de personlige omkostninger og tvivl, men alligevel lader deres handlinger tale for sig selv.

Derved fremhæves hovedpersonerne også som de undtagelses-karakterer, de nødvendvigvis måtte være for at kæmpe med den benhårde effektivitet og overbevisning, der rettelig har gjort dem til så legendariske figurer af historisk format.

Man kan sige, at filmen i og for sig også 'tilbageerobrer' Flammen og Citronen fra efterkrigstidens bekvemme historie-forståelse. De to heroiserede modstandsfolk blev efter besættelsestiden gjort til en slags folke-eksempler på en udbredt dansk modstandskamp, skønt frihedskæmperne i realiteten var forsvindende få - Ole Christian Madsens film understreger, at hovedpersonerne hører til undtagelsen og dermed på mange måder repræsenterer det atypisk danske.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk