Death Proof er anden halvdel af Tarantinos fællesprojekt med Robert Rodriquez og var sammen med dennes Planet Terror dobbelfeature i de amerikanske biografer, men filmene er blevet udsendt separat i de europæiske biografer (og på DVD).
Rodriguez har udover de underholdende Desperado (1995) og From Dusk Till Dawn (1996) instrueret den primært æstetisk interessante Sin City (2005), men ingen af hans film er dog dybere, end at man højst risikerer at synke i til anklerne - og Planet Terror hører til i samme lette og mindre helstøbte ende i mine øjne.
Tarantino er til gengæld næsten sin egen genre, og hans bedste film har en særegen nerve, der tipper dem niveauet over Rodriguez', men dog med undtagelse af Jackie Brown (1997) også altid har forekommet mig let overvurderede, især Kill Bill, I-II (2003-04).
Death Proof handler om den kvinde-dræbende kyniker, Stuntman Mike (Kurt Russel), som lokker intetanende ungmøer ind i sin specialdesignede stunt-bil, hvor de uden sikkerhedssele bliver ufrivillige passagerer under brutale sammenstød. Selv overlever han takket være det særlige design, mens kvinden ender som afrevne lemmer og blodig plamage.
De rappe replikker i Tarantinos sædvanligvis veloplagte, men ofte lovligt selvsmagende dialoger kører i et noget langsommere gear her end i Pulp Fiction (1994), og havde det ikke været for filmens afsluttende halvdel, var der ikke meget at komme efter.
Filmens slutning udvikler sig således til et voldsomt opgør mellem Stuntman Mikes mandschauvinisme og kvindehad, da han tørner sammen med en gruppe stærke kvinder, der giver ham tilbage af samme mønt. Imidlertid har de endnu bedre stuntfærdigheder i biljagtens farlige kunst, anført af New Zealands berømte kvindelige stunt(wo)man, Zoë Bell, der spiller sig selv.
Her accellererer filmen bogstaveligt talt. Bilerne er ikke blot sublimt koreograferet i en af de mest opfindsomme biljagter, der længe er set, men bliver også næsten poetiske i en metallisk smadrende og dækafbrændende version af kønskampen i sin mest brutale og blodige yderlighed - og dog ikke uden aggressive erotiske undertoner.
Det er Thelma and Louise i overhalingsbanen, betydeligt mindre »feministisk korrekt«, men i hvert fald kvindelig pay back time med speederen i bund.
Og så kan bil-metaforen vist heller ikke køre meget længere.
Det er hverken stort eller skelsættende, men filmen har sine momenter af Tarantinos lejlighedsvise elegance og tager gradvis til i intensitet og originalitet.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk