Capote
Instrueret af Bennett Miller (2005)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
Bennett Millers Capote handler om den excentrisk selvoptagne, men charmerende amerikanske forfatter, Truman Capote, da han i begyndelsen af 1960'erne researchede og skrev den dramadokumentariske roman, In cold Blood.
Philip Seymour Hoffman spiller Truman Capote og yder en formidabel præsentation af de gode, klassiske af slagsen. Clifton Collins Jr. er tilsvarende fremragende som den sarte, dødsdømte morder, Perry, som Capote får et nært venskab til.
Capote, der bl.a. har skrevet Breakfast at Tiffany's, bruger år på at researche sin non-fictional novel, der udkommer i adskilte afsnit i The New Yorker i 1965 og bliver en kæmpe succes som bog året efter. Med en blanding af slet skjult kynisme og oprigtig indlevelse opsøger han de to dødsdømte mordere bag nedskydningen af et ægtepar og deres børn i Holcomb, Kansas, og forsøger at komme helt ind på livet af de livshistorier, der leder op til den skæbnesvangre nat.
Overraskende nok lykkes det den excentriske forfatter at få et førstehåndskendskab både til lokalbefolkningen og de to mordere, men som arbejdet skrider frem, bliver hans egen og bogens skæbne intimt forbundet med mordernes appelsager, der trækker ud. Filmen skildrer neutralt, hvorledes Capote manipulerer sine egne ofre, mens han langsomt går i opløsning og til sidst kun kan vente på, at de selv samme mordere, som han har hjulpet med advokatbistand og har ønsket at fremstille som mennesker frem for monstre, endelig bliver henrettet.
Først da kan han sætte sit sidste punktum og selv blive fri af mordhistorien - og ikke af mindst af sit eget værk.
Den britiske kunstkritiker, Kenneth Tynan skrev i den forbindelse spidst om Capotes dobbeltrolle som forfatter og ven til de dødsdømte, da bogen udkom:
We are talking, in the long run, about responsibility; the debt that a writer arguably owes to those who provide him —- down to the last autobiographical parentheses —- with his subject matter and his livelihood ... For the first time an influential writer of the front rank has been placed in a position of privileged intimacy with criminals about to die, and —- in my view —- done less than he might have to save them. The focus narrows sharply down on priorities: does the work come first, or does life? An attempt to help (by supplying new psychiatric testimony) might easily have failed: what one misses is any sign that it was ever contemplated.
Det kunne også have været en rammende beskrivelse af det tema, der hele tiden strejfer overfladen under filmens sidste tredjedel.
Capote portrætteres som et menneske og en kunstner, for hvem intet menneskeligt er fremmed, men langtfra som nogen helgen - beskueren kan tænke sit.
Det er en film uden mange gram overflødigt fedt, som Miller fortæller klart og stringent. Præcise dialoger med rolige, men udtryksfulde billeder, driver dramaet følsomt, morsomt, nærgående og tragisk fremad og gør i forening med Philip Seymour Hoffmann Capote til mere end fornemt og velfungerende filmhåndværk.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk
