Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Manderlay

Instrueret af Lars von Trier (2005)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Fortsættelsen af Lars von Triers USA-trilogi tager over, hvor Dogville slap - Grace ankommer i 1933 med sin far til sydstatsslave-plantagen Manderlay, skønt det på dette tidspunkt er små tres år siden, at slaveriet officielt er blevet afskaffet.

To af de vigtigste karakterer er erstattet af nye skuespillere - arven efter Nicole Kidman og James Caan, der i Dogville begge leverede fabelagtige præstationer som Grace og hendes far, løftes dog ikke af nok så gode skuespillere som Bryce Dallas Howard og Willem Dafoe.

Dallas Howard er en skygge af Kidman, og trods tidligere glansroller i f.eks. Wild at Heart, Mississippi Burning og Last Temptation of Christ ligger Dafoe efterhånden en liga eller to under den karismatiske James Caan.

Det kan mærkes, netop fordi Caan og Kidman står så overbevisende prentet i erindringen som nøglefigurerne fra trilogiens første del.

Blandt de sorte skuespillere er til gengæld Danny Glover (Lethal Weapon) og den hidtil forholdsvis ukendte Isaach De Bankolé fremragende.

Men historien holder niveauet hele vejen.

Efter at have fået sin magtesløse uskyld og godhed misbrugt og udnyttet til det yderste i Dogville, er Grace her i stand til at gennemtrumfe sin »godhed« med våbenmagt - takket være en del af sin fars bevæbnede gangsterhær.

Slaveriet afskaffes, demokratiet indføres, så selv klokkeslettet bestemmes ved afstemning blandt de tidligere slaver. Men som filmen afslører, er frihed andet og mere end påtvungen »frihed«, og hvor demokratiet får status af en ny absolutisme, bliver følgerne både absurde og skæbnesvangre.

Der er klare og tilsigtede paralleller til USAs bestræbelser på at gennemtvinge the american way i f.eks. Irak og fjerne diktaturets lænker, så at sige. Men de lænkede bliver ikke spurgt, hvordan de ønsker lænkerne fjernet, eller hvad de ønsker dem erstattet med, og snart afslører de befriende »gangstere« sig som - gangstere.

Det er det gamle dilemma om kuren, der viser sig værre end sygdommen.

Det er ikke altid, at en indgriben over for uretfærdige forhold i sig selv er retfærdig eller fører til det bedre - verden er uendeligt kompleks.

Det er næppe tilfældigt, at filmen begynder i 1933, samme år som Hitler kommer demokratisk til magten - stemmeret er som bekendt ingen som helst garanti mod en totalitær samfundsudvikling, hverken i Nazityskland eller i Manderlay.

Men Lars von Triers Manderlay er langt mere subtil end historiske referencer såvel som filmens aktuelle og åbenlyse parallel til USAs besættelse af Irak. Den er rasende godt tænkt og struktureret, og pointerne kan ingenlunde kategoriseres i velkendte politiske, filosofiske eller kunstneriske kasser. Det afsluttende klimaks, da slaverne endegyldigt er tvunget »fri«, er en veltilrettelagt genistreg, som indfrier forventningerne fra Dogvilles sælsomt ubesværede kompleksitet - uden dog at være af helt samme overrumplende karakter.

Filmen afsluttes som Dogville passende med en række af Jacob Holdts amerikanske billeder som illustration til rulleteksterne. En bittersød, men ikke desto mindre velvalgt »udgangssalme« også til anden del i en trilogi om verdens mægtigste nation.

Med Holdts fotodokumentation gennem mere end tre årtier illustreres et land med verdens højeste andel af fængslede borgere, hvor racismen er blevet voldsomt forværret trods borgerrettighedskampen i 1960erne, hvor slaveriet langtfra er ophævet - og hvor fattigdommen, ghettoiseringen og diskriminationen sine steder har så forfærdende konsekvenser, at mange sorte kun overlever ved at spise jord, mens små børn i faldefærdige slavehytter og storbyruiner risikerer at blive dræbt af desperate kriminelle, sygdomme eller rottebid.

Ja, det er også kendsgerningerne, som de møder os i land of the free - hvis man altså ikke lader sig nøje med CNN og de politiske feriebilleder, som amerikanske og andre vestlige politikere ynder at tilplastre virkeligheden med.

Det er ikke sådanne detaljer, Manderlay i sig selv afdækker - Lars von Trier holder sig til at udstille og afsøge de dybereliggende filosofiske dilemmaer, paradokser og dobbeltstandarder, og derfor bliver det et både filosofisk og kunstnerisk fremragende filmværk.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk