War of The Worlds
Instrueret af Steven Spielberg (2005)
Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen 
Steven Spielberg er en filmhåndværker i særklasse, der sjældent svigter, når det gælder om at skabe elementært gribende film, og War of the Worlds er ingen undtagelse.
Atter er et af Spielbergs yndlingstemaer i centrum - den uforudsete katastrofe, som skærer igennem dagligdagens trumme-rum og hverdagens kriser og afdækker marven, hvor tilværelsens basale behov blottes.
I War of the Worlds er det (igen) et truende ragnarok, som slippes løs over Jorden af en højt-udviklet civilisation fra en anden klode. Undergangsstemningen, panikken og fortvivlelsen er nærgående portrætteret i de spektakulære katastrofe-billeder, og man forstår, hvorfor H.G. Wells' fortælling har grebet og skræmt læsere, lyttere og seere siden sin fremkomst i 1898 - også helt uden visueelle effekter som radio-hørespillet af Orson Welles i 1938.
Spielbergs version er uhyre effektiv i sin tempofyldte uhygge såvel som i de nærgående scener, hvor familiekriser vælter op til overfladen for at desintegrere i lyset af den allestedsnærværende ødelæggelse.
Der er næppe noget entydigt »budskab« andet end katastrofens altid latente påmindelse om livets essentielle carpe diem og understregningen af familiens og de øvrige mellemmenneskelige relationers skrøbelighed, hvor som helst de ikke er funderet på ægte og ubrydelige følelser.
War of the Worlds er en skildring af ragnarok i det store og små, det være sig familieopløsning, terrorisme, krig og naturkatastrofer, selv om det her antager karakter af aliens i enorme dræbermaskiner.
Melankolien er gennemgående næsten hele filmen igennem, men foråret spirer, forsikrer Spielberg på særdeles afdæmpet, men umisforståelig vis til sidst. Håbet mistes aldrig, og undergangen udruger fugl Fønix af sin egen aske.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk
