Diarios de motocicleta er baseret på Ernesto 'Che' Guevaras dagbøger fra en motorcykelrejse gennem Sydamerika i 1952.
Den 23-årige Che Guevara spilles glimrende af den mexicanske skuespiller, Gael García Bernal, der fint inkarnerer den kommende revolutionshelt med ungdommelig charme og stor livsappetit. Der er ingen overdreven pathos, så vi kun gradvis og uanmassende aner, hvilken særlig støbning han er gjort af, og derfor får hans rejsefælle, Alberto Granado (Rodrigo De la Serna) passende lov til brilliere som den mere karismatiske del af makkerparret i hovedparten af filmen.
Rejsen igennem er Ernestos kompromisløse ærlighed en underholdende og vigtig detalje, der imidlertid ikke altid er lige velanbragt, når sandheden i både stort og småt er ilde hørt. Men den er naturligvis et afgørende karaktertræk i Salles' portræt af den unge idealist i mødet med udpinte minearbejdere, undertrykte indianere og marginaliserede spedalske.
Filmen tegner et smukt billede af Sydamerikas natur og mennesker, mens den uden skyggen af arbejderromantik skildrer kontinentets sociale elendighed og uretfærdighed, der dog aldrig får lov at slå uoprettelige skår i den poetiske og livsbekræftende stemning. Det er en medrivende odyssé, hvor sneklædte bjerge, hårnålesving, ufrugtbare ørkenlandskaber, travle storbyer og tavse inka-ruiner ikke blot udgør en smuk kulisse, men bliver en del af helheden, der i stigende grad udfolder, hvad der ulmer i Che Guevaras sjæl.
Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk