Humanisme.dk

    FORSIDE | INFO | KONTAKT | REGISTER | SØGNING | ANBEFALINGER: FILM & BØGER & LINKS
    INSPIRATION: LEVENDE BILLEDER | CITATER | DOKUMENTATION: NATIONALISTISK PROPAGANDA

Facebook: Like Humanisme.dk
Facebook: Friend Rune Engelbreth Larsen
Alle månedens opdateringer
Om Rune Engelbreth Larsen
Biografi
Rune Engelbreth Larsen på Twitter
Rune Engelbreth Larsen på Youtube
Rune Engelbreth Larsens forfatterskab
Foredrag af Rune Engelbreth Larsen
Links
Rune Engelbreth Larsens genopdagelse af Danmarks landskaber i fotos
Digte af Rune Engelbreth Larsen
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
Danmarks Løver - frihedsbevægelsen
Panhumanism.com - Rune Engelbreth Larsen på engelsk
Rune Engelbreth Larsens blog på Politiken.dk
...
Kontakt Humanisme.dk
Humanisme.dk
eXTReMe Tracker

ANBEFALINGER | FILMSEKTION

Spider-man 2

Instrueret af Sam Raimi (2004)

Anbefalet af Rune Engelbreth Larsen Udprint

Tegneseriemediets forspring inden for sin egen, særegne superhelte-mytologi er af naturlige grunde ved at blive indhentet af filmmediet, i takt med at special-effects i 100-millioner-dollar-film kan matche, hvad tidligere kun en tegneserietegner kunne visualisere.

En skov af superhelte er blevet filmatiseret det seneste tiår. Hvor tidligere fortrinsvis Superman og Batman blev denne ære til del, og hvor Richard Donners Superman the Movie (1978) stadig er en poetisk, om end lidt kedelig oplevelse, har de senere år budt på et væld af nye superhelte-kuld af svingende kvalitet, men selvfølgelig med væsentligt mere gennemførte effekter.

Slogannet til Donners Superman virker således lidt komisk i ly af senere års computer-effekter, når filmplakaten dengang stolt bedyrede: »You'll believe a man can fly!«. I dag er det næsten den mest trivielle feature i en superheltefilm og slet ikke nødvendig, fordi så mange andre effekter er mere spektakulære, som vi nu kan se i X-Men, The Crow, Hulk, Blade, Spawn, Hellboy, Spider-man og flere andre filmatiseringer af superhelte- eller superhelte-lignende tegneseriekarakterer.

Filmene ligner hinanden til forveksling (ligesom tegneserierne), fordi de er bygget over samme skabelon. De er derfor sjældent synderligt ophidsende, men dog i bedste fald spændende (hvis man kan acceptere genrens mytologi på dens egne præmisser). Hvor f.eks. Hellboy (2004) og Spawn (1997) er usandsynligt ringe, hører f.eks. X-Men 2 (2003) med sit forjættende motto, »the time has come for those who are different to stand united«, til i den bedre ende.

Yderst seværdig er til gengæld Sam Raimis Spider-man 2.

Raimi brød igennem med den pragtfulde og morsomme horror-film The Evil Dead (1981), som siden blev til en trilogi. Udover den glimrende The Gift (2000) har han instrueret en række middelmådige film inden Spider-man (2002) og Spider-man 2.

Peter Parker er Spider-man - og en rigtig spejder-dreng. God, ydmyg, høflig, selvopofrende - og uheldig. Tobey Mauire er særdeles velvalgt til rollen som den (sen)pubertetsforstyrrede unge mand, der kæmper for at finde sin skæbne mellem længslen efter et helt normalt liv og den opslidende superhelte-identitet, der ikke vil slippe ham fri af sit net.

Hvis ikke Raimi i den grad kontrollerede sin film med en ekstraordinært fin persontegning og en meget stramt komponeret og simpel fortælling, ville det hele vælte og blive for meget Spejder-dreng og for lidt Spider-man. Men når det nu er så gennemført, som det er, og når Raimi faktisk fortæller en lille gribende historie om helt basale følelsesmæssige forviklinger - forstørret i sit perspektiv af Peter Parkers alt andet end sædvanlige superhelte-identitet, naturligvis - bliver resultatet en betagende fortælling om kærlighed og hjertets renhed.

Det for genren så uundgåelige opgør mellem superhelt og superskurk er dermed snarere reduceret til en fortælleteknisk mekanisme end filmens egentlige omdrejningspunkt, og selv om vi ikke spares for stereotyper, er de karrikerede og derfor knap så endimensionale, som disse film (og Spider-man 1) har for vane at fremstille dem.

Det er ikke de mest sindsoprivende problematikker, som tages op, men Raimi og Maguire gør historien til et nærværende og solidt bud på, hvad superhelte-genren formår i et særegent metaforisk univers, hvor menneskets indre sjælekvaler og drømme blæses ud i farvestrålende og semi-mytologiske figurer.

Rune Engelbreth Larsen
Humanisme.dk